Moltke frameless|210px|alt=Slægten Moltkes våben med tre sorte urfugle på gylden skjoldbund Moltke-slægtens våben i en dansk gengivelse: tre sorte urfugle i guld.Danmarks Adels Aarbog, 1887, s. 318, slægten Moltke, våbenbeskrivelsen. Slægtstype Adelsslægt (uradel) Oprindelse Mecklenburg Dokumenteret fra 1254/1255Terje Bratberg: »Moltke«, Store norske leksikon, senest opdateret 26. november 2024. Danske grene Bl.a. Bregentved- og Moltke-Huitfeldt-linjerneNils G. Bartholdy: »Moltke«, Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave. Tilknyttede godser Bregentved, Glorup, Rygård, Anhof og Stamhuset Moltkenborg thumb|Adam Gottlob Moltke (1710–1792), malet af Carl Gustaf Pilo. Han blev ophøjet til dansk greve i 1750 og erhvervede Glorup i 1762.Ole Feldbæk: »Adam Gottlob Moltke«, Lex.
Moltke (også von Moltke) er en adelsslægt med oprindelse i Mecklenburg, som siden middelalderen har haft grene i Danmark og andre europæiske lande. Slægten regnes til den mecklenburgske uradel og kan med sikkerhed følges tilbage til midten af 1200-tallet. I Danmark har medlemmerne blandt andet været riddere, lensmænd, godsejere, diplomater, officerer og ministre. Blandt slægtens danske besiddelser har været Grevskabet Bregentved, Glorup, Rygård, Anhof og Stamhuset Moltkenborg.Poul Holstein: »Moltke«, Lex.
Oprindelse og middelalder thumb|Historisk aftegning fra 1888 af gravmælet i Keldby Kirke med middelalderlige medlemmer af Moltke-slægten. Gravstenen er dateret til 1371.Keldby Kirke, Lex, afsnittet »Gravminder«. De ældste kendte medlemmer af slægten er ridderne Friedrich Moltke, omtalt 1254–1265, og Johann Moltke, omtalt 1255–1270. De betegnes som brødre i nyere genealogiske oversigter. Den sikre stamrække for de senere slægtslinjer begynder ifølge Lex med Otto Moltke til Strietfeld, omtalt 1441–1486. De ældre slægtsopstillinger fører undertiden slægten længere tilbage, men sådanne angivelser bør ikke sidestilles med dens dokumenterede begyndelse i 1250'erne.
En gren fik allerede i begyndelsen af 1300-tallet tilknytning til Danmark. Blandt de tidlige medlemmer var ridderen Henning, også kaldet Hemming eller Henneke, Moltke, der døde i 1326 og var knyttet til Møn. I Keldby Kirke findes en gravsten dateret til 1371 med billeder af ridderen Heming Moltke (død 1326), hans hustru Elsebe (død 1355) og Kristine (død 1347), der var hustru til Fikke Moltke. Gravstenen er således yngre end alle de tre anførte dødsår. Den er gengivet i historiske aftegninger og fotografier.Slægten Moltkes heraldik, s. 151, med omtale af gravstenen i Keldby Kirke.
Et originalt fredsbrev fra Kristoffer 2. til Johan 3. af Holsten af 12. november 1329, udstedt i Ringsted, nævner ridderen Konrad Moltke og væbnerne Frederik, Otto, Tideke og Henneke Moltke blandt dem, der gav tilsagn om at overholde aftalen. Brevets seglbeskrivelse omfatter flere Moltke-segl. Det dokumenterer deres samtidige politiske rolle, men giver ikke i sig selv slægtskabet imellem de navngivne eller identiteten af Tideke i forhold til Tydekin i rettertingsbrevet.Diplomatarium Danicum, 12. november 1329, nr. 172 (originalbrev på pergament, Rigsarkivet).
Flere af 1300-tallets Moltker optræder i bevarede eller afskrevne diplomer. Dokumenterne omtaler både jordoverdragelser, familieforhold og politiske forpligtelser. Navnet Fikke Moltke blev båret af flere samtidige personer; samme fornavn er derfor ikke i sig selv bevis for identitet eller slægtskab.
Et brev af 1. december 1351, bevaret i senere afskrifter, oplyser, at ridderen Jens Pedersen af Broby skødede 24 gårde i Næsby til Fikke Moltke. Det var Jens Pedersen – ikke Fikke Moltke – som ifølge brevet havde erhvervet disse gårde med sin hustru. I et brev fra 1354 omtales en Fikke Moltke, som solgte gods i Udlejre til kong Valdemar; brevet betegner godset som erhvervet med hans hustru. Disse dokumenter angiver konkrete ejendomstransaktioner, men fastlægger ikke i sig selv hvilken Fikke Moltke der optræder i samtlige andre diplomer.Diplomatarium Danicum, 1. december 1351, nr. 501 (overleveret i afskrifter).Diplomatarium Danicum, 1354, nr. 196 (registraturtekst).
Den 3. juni 1362 beseglede ridderen Fikke Moltke sammen med tre andre stormænd et brev vedrørende en modregning i Ingeborgs medgift. I et brev af 21. september 1376 optræder ridderne Fikke og Johan Moltke samt væbneren Henneke Moltke blandt udstederne af en aftale om et mecklenburgsk arvekrav på den danske trone. For dette brev registrerer udgaven deres segl.Diplomatarium Danicum, 3. juni 1362, nr. 180.Diplomatarium Danicum, 21. september 1376, nr. 83.
Et originalbrev af 25. juli 1376 fra hertug Albrecht 2. af Mecklenburg identificerer den afdøde Johan Moltke som bror til Fikke Moltke af Strietfeld og nævner Johans børn. Hertugen stiller borgen, staden og landet Gnoien som sikkerhed for Moltkernes dokumenterbare tab og udgifter under hans krig mod Danmark. Brevet dokumenterer således også deres politiske og økonomiske engagement i den mecklenburgske konflikt med den danske krone. Et andet brev, udstedt 13. december samme år, identificerer Fikke Moltke af Kronskamp som søn af den afdøde ridder Albrecht Moltke. I dette brev afhændede han arvegods i Mecklenburg til sin fætter Konrad Moltke af Redebas. Brevet navngiver desuden ridderne Evert Moltke af Nyborg og Johan Moltke af Teutenwinkel som medbeseglere. Diplomerne giver dokumenterede enkeltrelationer, men er ikke i sig selv tilstrækkelige til at sammenkæde alle 1300-tallets navnebærere i én stamtavle.Diplomatarium Danicum, 25. juli 1376, nr. 58.Diplomatarium Danicum, 13. december 1376, nr. 138.
Et originalt skøde fra 1382 nævner Helene af Bjernede som enke efter ridderen Evert Moltke sammen med Konrad, Henneke og Evert Moltke som modtagere af gods i Hegnede, Nørre-Dalby og Assendrup. Brevet er dateret til 23. februar eller 20. september 1382, da den overleverede datoformel giver anledning til usikkerhed.Diplomatarium Danicum, 1382, nr. 215, originalpergament i Rigsarkivet med fire beskrevne segl. I et skiftebrev af 25. januar 1383 kalder Helene udtrykkeligt Henneke sin søn, mens Konrad og Evert betegnes som brødre; de tre sønners fælles tilknytning til Helene fremgår af brevets ordlyd. Henneke blev ved godsskiftet tillagt Bavelse hovedgård, Regerup, gods i Gunderslevlille, to gårde i Trælløse og Stridsmølle. Originalen er tabt, og teksten kendes fra en herredagsdombog fra 1632. Et andet registreret skiftebrev fra samme periode opregner de samme parter, men giver ikke i sig selv yderligere dokumentation for deres forbindelser til Fikke Moltke af Kyse.Diplomatarium Danicum, 25. januar 1383, nr. 310, afskrift i Rigsarkivets herredagsdombog 1632, fol. 252r.Diplomatarium Danicum, omkring 25. januar 1383, nr. 311, registratur i Roskildegårds register.
I et originalskøde af 3. december 1391 kalder Fikke Moltke af Kyse og Henneke Moltke af Torbenfeld sig udtrykkeligt brødre. Skødet identificerer desuden den afdøde ridder Evert Moltke som deres bror. De to overlevende brødre solgte gården Lykkesholm med tilliggende gods, som de havde arvet efter Evert, til dronning Margrete 1.. Skødet opregner deres egne segl og seglene tilhørende Ivar Lykke, Niels Ivarsen, Johan Moltke, Evert Moltke af Hegnede og Borkvard Moltke. Dermed er både broderforholdet, arvegrundlaget og de deltagende medbeseglere direkte dokumenteret. I et originalskøde af 24. juni 1392 solgte Fikke Moltke af Bårse en brydegård i Næsby og gods i Stårby, Skovhuse, Eskebjerg og Tolstrup til Henneke Olufsen af Søholm. Skødet opregner Johan Moltke af Bavelse, Henneke Moltke af Torbenfeld og to mænd ved navn Evert Moltke (henholdsvis af Hegnede og Helsinge) som hans slægtninge og medbeseglere; betegnelsen slægtninge fastlægger ikke i sig selv graden af slægtskab. I 1399 skødede Fikke Moltke, udtrykkeligt betegnet som søn af den ældre Konrad Moltke, sin fædrene arv og andre rettigheder til dronning Margrete.Diplomatarium Danicum, 3. december 1391, nr. 465 (original med segl).Diplomatarium Danicum, 24. juni 1392, nr. 575.Diplomatarium Danicum, 1399, nr. 163 (registraturtekst).
En registraturtekst fra 1400 omtaler fru Margrete Pedersdatter som enke efter Johan Moltke af Torbenfeld og identificerer hendes datter Katerine som hustru til ridderen Klaus Grubendal. Sammen med flere andre navngivne arvinger afhændede de hovedgården Højet og yderligere jordegods på Lolland til dronning Margrete. Brevet er overleveret som registraturtekst og viser både kvindelige og mandlige arvinger som parter i overdragelsen.Diplomatarium Danicum, 1400, nr. 461 (registraturtekst).
I et kongeligt rettertingsbrev, som er registreret med datoen 19. april 1407, optræder en Tydekin Moltke blandt de navngivne tilstedeværende ved Erik af Pommerns retterting i Slagelse. Brevet er gengivet i en regest i Repertorium diplomaticum, nr. 4896. Dateringen er her gengivet efter regesten og kan ikke i sig selv bruges til genealogisk identifikation. Navnet dokumenterer hans deltagelse i dette retlige miljø, men brevet nævner ikke et slægtskabsforhold til Fikke, Henneke eller Evert Moltke. Der er heller ikke dokumenteret identitet mellem denne Tydekin og andre middelalderlige Moltker med fornavneformen Tideke. Dateringen af regesten bør ikke bruges til at konstruere en sådan identifikation.Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis, nr. 4896, regest af kong Eriks rettertingsbrev, 19. april, Slagelse (trykt regest).
En ældre dansk middelalderlinje omtales i den genealogiske litteratur som uddød på mandssiden i begyndelsen af 1500-tallet; enkeltpersonernes placering og slutdateringen er dog ikke fastslået af de ovennævnte diplomer.
Våben og slægtsgrene Slægtens traditionelle våben har tre sorte urfugle, også betegnet »Moltke-fugle«, ordnet to over én. Danmarks Adels Aarbog beskriver i 1887 skjoldbunden som guld og hjelmtegnet som syv sceptre, hvert med en påfuglefjer. I andre heraldiske fremstillinger, navnlig i tysk tradition, gengives skjoldbunden som sølv. De forskellige gengivelser skal derfor ikke beskrives som fuldstændig identiske.Vierter Band, welcher die gräflichen Wappen ... enthält, beskrivelsen »Moltke«, med sølvskjold og tre sorte urhaner. I grevelige linjers våbener indgår det gamle skjoldmærke som hjerteskjold i mere sammensatte våbener, blandt andet i Bregentved-linjens våben fra 1750.
Den senere slægts sikre stamrække føres i Lex tilbage til Otto Moltke til Strietfeld, omtalt 1441–1486. Senere optræder Gebhard Moltke til Strietfeld, omtalt 1523–1563, i genealogiske oversigter. Slægten fordelte sig på flere linjer, blandt andet Samow og Schorssow, samt danske grene. Slægtsgrenene skal ikke forveksles med den tidligere danske middelalderlinje, selv om de fører samme slægtsnavn og våben.
Samow-linjen Til denne linje hørte Friedrich Philipp Victor von Moltke (1768–1845) og hans søn, den preussiske generalfeltmarskal Helmuth Karl Bernhard von Moltke (1800–1891). Blandt slægtens senere tyske medlemmer var generalstabschefen Helmuth Johannes Ludwig von Moltke (1848–1916) og modstandsmanden Helmuth James von Moltke (1907–1945). Denne linje må adskilles fra den danske grevelige Bregentved- og Glorup-linje.
Schorssow-linjen Til Schorssow-linjen hørte blandt andre Werner Jasper Andreas Moltke (1755–1835), der blev dansk lensgreve i 1834. Linjen omfattede også medlemmer i tysk tjeneste.
Den danske grevelige linje Adam Gottlob Moltke (1710–1792) nedstammede fra en mecklenburgsk gren af slægten og kom i dansk hoftjeneste. Han blev en af Frederik 5.s nærmeste rådgivere, erhvervede store godsejendomme og blev ved patent af 31. marts 1750 ophøjet til dansk greve. Grevskabet Bregentved blev et af de vigtigste godskomplekser knyttet til hans efterkommere. Hans to ægteskaber gav tilsammen 22 børn.