thumb|I Sydafrika skiltede det racistiske Apartheid-styre strengt mellem whites, coloreds og blacks på alle samfundsområder. Whites var hvide mennesker med oprindelig europæisk baggrund, coloreds var farvede med asiatisk baggrund og blacks sort indfødte. Skiltet fortæller at stranden er forbeholdt hvide. Billedet er fra 1989. thumb|En bænk forbeholdt "sorte".De bænke, som var forbeholdt "hvide", blev et belastende symbol på apartheid, og derfor forsvandt de, men de sortes bænke fik lov til at stå. Apartheid (afrikaans: separation, adskilthed), var et system til raceadskillelse i Sydafrika fra 1948, til de indledende forhandlinger i 1990-1993, kulminerende i demokratiske valg i 1994.
Under apartheid blev mennesker klassificeret i racegrupper – de største var Sort, Hvid, Farvet og Asiatisk. De blev separeret fra hinanden med magt ud fra de raceklasser, der var blevet lavet. Størstedelen af den sorte befolkning blev sendt til steder kaldet ”hjemlande”. Det var egentligt meningen, at de skulle fungere, som om de havde selvstyre, men de kom mere til at fungere som Amerikas reservater til de oprindelige amerikanere, indianerne.
Mange af de sorte som blev sendt til deres ”hjemland” havde i virkeligheden aldrig nogensinde set det område. Formålet med loven var, at sorte, selvom de boede i et hvidt område, ikke havde nogen som helst stemmeret eller indflydelse på det område de boede i. Det eneste sted, hvor de havde noget der lignede rettigheder, var i deres ”hjemland”.
Undervisning, læger, og andre offentlige ting blev også delt op, og dem der var tilgængelige for sorte var generelt langt dårligere end andre.
Racefordeling før Apartheid Den første gang ordet ”apartheid” dokumenteret blev brugt var i 1917 i en tale af Jan Christiaan Smuts, som i 1919 blev premierminister i Sydafrika.
Selvom skabelsen af apartheid ofte bliver tillagt det afrikaansdominerede styre i 1948-1994, var det delvist det britiske kolonistyre, som introducerede racistiske forhold med deres paslove i Cape Colony og Natal i 1800-tallet. Dette betød, at de kunne regulere antallet af sorte, der rejste mellem sorte stammeregioner og hvide og farvedes byer.
Paslovene gjorde det ikke bare ulovligt for sorte at tage til hvide områder, men det blev også ulovligt for sorte at bevæge sig mellem distrikterne i de hvides områder uden et underskrevet pas. Sorte måtte ikke være udenfor efter solnedgang, og skulle altid have deres pas på sig.
Valget i 1948 og de efterfølgende love
Nationalistpartiet (NP) under ledelse af Daniel Francois Malan vandt i et tæt løb over Smuts' Forenede Parti. NP fusionerede med Afrikaans Partiet (AP). Den nye regering begyndte med det samme at indføre apartheid. De første ændringer var at ulovliggøre ægteskab mellem to forskellige racer.
”Group Areas Act” i 1950 blev hjertet i det apartheidsystem, der geografisk skilte racer. ”Seperate Amenities Act” i 1950 startede de mest racistiske opdelinger, f.eks. separate parker, strande, busser, hospitaler, skoler og universiteter. Der blev også strammet op på paslovene; sorte og farvede skulle nu have identifikation på sig 24 timer i døgnet. Disse id blev en slags pas, der forhindrede sorte i at ”trænge ind” på hvide områder. Sorte måtte ikke bo i, eller endda besøge, ”hvide byer” uden speciel tilladelse, og de måtte ikke bo i større byer, medmindre de arbejdede der.
Deres familie måtte ikke bo sammen med dem, hvilket skilte mænd fra deres koner og forældre fra deres børn.
Afskaffelsen af sort og farvet stemmeret J.G. Strijdom, som afløste Malan som premierminister, satte sig som sit første mål at fjerne de sørgelige rester der var tilbage af de sortes og farvedes stemmeret.
Regeringen i 1951 prøvede at indføre en lov som fjernede sortes stemmeret, men det Forenede Parti satte spørgsmålstegn ved loven. Retten afsagde derefter loven som ubrugelig. Dette var, fordi to tredjedele i parlamentet skulle stemme ja til loven. Regeringen prøvede derefter at indføre en lov, som gav den større afgørelsesret end højesteretten, men denne lov afsagde appelretten. I 1955 ændrede regeringen en lov, så der nu sad 89 i parlementet i stedet for 49, og efter nogle få ændringer sad der nu 77 medlemmer af Nationalistpartiet (NP) i disse sæder. I 1956 blev det ulovligt for sorte og farvede at stemme.
Strijdom fortsatte med at indføre racistiske love, og apartheid forværredes.
Love under apartheidstyret De større apartheidlove var, som følger: 1949 – Ulovliggørelse af blandet ægteskab. 1950 – Seksuelt forhold mellem en hvid person og en person af anden race blev ulovliggjort. 1950 – Alle borgere skulle registreres som sort, hvid, farvet eller asiatisk. 1950 – Sydafrikanske Kommunistparti (SKP) blev ulovliggjort sammen med alle andre partier som regeringen fandt kommunistiske. Medlemskab i SKP kunne straffes med op til ti års fængsel. Justitsministeren accepterede loven. 1950 – Group Areas Act, hjertet i apartheid. Denne lov delte forskellige racegrupper op i forskellige beboelsesområder. 1951 – Sorte fik tildelt en separat ”placebo”-regering. Denne havde ingen egentlig funktion; den kunne ikke vedtage eller ændre nogen love, heller ikke foretage andre ændringer. 1951 – Regeringen kunne lovligt nedrive sorte slumkvarterer uden varsel eller kompensation. 1951 – En lov blev vedtaget, som tvang hvide til at betale for ordentlige boliger til sorte, som arbejdede i byerne. Fattige sorte kunne nu få job og bo i byerne, men det forstærkede voldsomt de hvides had til de sorte, at deres skatter skulle sættes op på grund af dem. 1953 – Forskellige racer måtte ikke dele offentlige drikkefontæner, toiletter, puslerum, osv. Næsten alle eksisterende af disse steder var tildelt de hvide. Overtrædelse af loven blev straffet med flere års fængsel. 1953 – Sorte måtte kun gå på regeringsejede skoler. Dette ulovliggjorde alle privatskoler, hvor sorte blev behandlet pænt. 1954 – Opstramning af lovene om sort emigration til byerne. Færre sorte kom nu ind. 1956 – En lov blev vedtaget, som lovliggjorde racistisk diskriminering på arbejdspladser, såsom dårligere arbejdsforhold, lavere løn til sorte og racistiske kommentarer til de sorte. 1958 – En større lov blev vedtaget, som skabte nogle territorier til sorte med deres egen regering. Målet var at disse territorier på et tidspunkt ville blive selvstændige fra Sydafrika. I praksis regerede den sydafrikanske regering stadig over disse territorier. Regeringerne var kun ”placebo”. 80% af befolkningen i Sydafrika var sort. 10% af Sydafrika blev tildelt sorte. Disse territorier blev kendt som "hjemlande"
1959 – Penge blev sendt til hjemlandene i håb om at skabe arbejdspladser og bedre velfærd. Pengene blev i stedet stjålet af i forvejen rige hvide. 1959 – Universiteterne blev delt op mellem hvide, farvede og indere. 1967 – Regeringen stoppede industriel udvikling i ”hvide byer”, og flyttede det til grænserne tæt på ”hjemlandene”. Målet var, at sorte ville flytte til ”hjemlandene”, da de nu kunne bo der og stadig arbejde på industri i de hvide områder. Loven havde ringe effekt, da næsten ingen hvide gad følge loven. Sorte var ligeglade med dem, der gjorde, da det alligevel var næsten umuligt at få pastilladelser til at krydse grænsen to gange om dagen.
1970 – ”Sort Hjemland Borgerskabsloven” ændrede status på de sorte beboere i hjemlandene, så de officielt ikke længere var sydafrikanske borgere. Dette medførte at hvide blev den teoretiske dominerende race i Sydafrika. Dette blev aldrig globalt accepteret, og hjemlandene blev internationalt stadig anset for en del af Sydafrika. 1974 – En mindre lov blev vedtaget. Loven gjorde, at sorte nu skulle begynde at tale halvt så meget engelsk som afrikaans på gymnasierne.
Apartheid var implementeret af loven. En større lov tillod regeringen at tildele forskellige niveauer af tilladelser til forskellige racer. De følgende restriktioner var ikke kun sociale, men var strengt indført ved lov. For eksempel: Ikke-hvide måtte ikke føre erhverv eller professionelle praksisseri de hvide områder uden tilladelse. De skulle i stedet flytte til hjemlandene. Transport og civile faciliteter var også opdelte. De sortes busser stoppede ved de sortes stoppesteder, og de hvides busser stoppede ved de hvides stoppesteder. Første- og andenklasses togkupéer var hvide, og trejdeklasses var sorte. Hospitaler og ambulancer var delte. Hvide hospitaler var af god standard med veluddannede læger. Sortes var det modsatte. Sorte hospitaler var ofte grotesk underbemandede, og mange af lægerne var elendigt uddannede. Sorte måtte ikke bo, eller arbejde, i de hvides områder uden et pas. Passet fik øgenavnet ”et [dum]mepas”. Kun sorte med ”Sektion 10”-rettigheder var ekskluderet fra denne lov. Det vil sige sorte, der var emigreret til byerne før anden verdenskrig. Pas blev kun givet til sorte med ”ordentligt” arbejde. Familie skulle efterlades tilbage i ikke-hvide områder. Mange hvide ansatte sorte som husholdere, som boede i små skure uden for familiens grund. Et pas gjaldt kun for et distrikt. Et distrikt var ca. på størrelse med en bydel. (Hasle/Skejby/Brabrand etc.) Sorte uden gyldigt pas blev deporteret til et hjemland. Politiet patruljerede hvide områder for at fange ”illegale” sorte. Dette skadede økonomien voldsomt ved at forhindre sorte i frivilligt at arbejde på arbejdspladser, der havde mangel på ansatte. Sorte måtte ikke ansætte hvide mennesker. Sorte fik først tilladelse til at være medlem i en fagforening sidst i firserne. I 1970'erne fik et hvidt barn tildelt ti gange så mange penge i undervisningssystemet som et sort barn. Sorte blev kun undervist i de mest grundlæggende ting, før de blev sendt ud på arbejdsmarkedet. Efter 1959 skulle sorte gå på andre universiteter end hvide. Alle eksisterende universiteter blev tildelt hvide, og meget få andre dårlige bygninger og haller blev i hast omdannet til nogle elendige sorte universiteter. Sorte betjente måtte ikke arrestere hvide mennesker uden særlig tilladelse, der kun gjaldt den enkelte situation. Det vil sige, at en hvid kunne udføre kriminalitet lige foran øjnene på en sort betjent, uden at han kunne gøre noget. Sorte måtte ikke købe øl, vin eller spiritus med en alkoholprocent over 12%. Hvide blikkenslagere og elektrikere måtte ikke installere ledningsnet og vandrør i sortes huse. Næsten alle blikkenslagere og elektrikere var hvide, da sorte havde meget dårlige uddannelsesfaciliteter. Dette efterlod næsten alle sorte i forstæderne og ghettoerne uden strøm og rindende vand. Sorte måtte ikke bruge de hvides gode strande, men fik tildelt nogle elendige strækninger med skarpe sten, tang og brandmænd. Biblioteker, offentlige bade, fodgængerbroer, driveinbiografer, kirkegårde, parker, fodgængerovergange, offentlige toiletter og taxier var også alle raceopdelte. De hvide havde hovedsageligt bedre af alle disse ting. Mange andre ting var også raceopdelte.
Sorte måtte ikke gå i teatret eller biografen i hvide områder. Der var nærmest ingen biografer, teatre, restauranter eller hoteller i sorte områder. De fleste hoteller og restauranter i hvide områder tillod ikke sorte (bortset fra som ansatte), medmindre regeringen havde givet tilladelse (til diplomater etc.).
Ifølge loven måtte sorte ikke være med til de hvides gudstjenester. Denne lov blev dog ekstremt sjældent overholdt, og kirkerne var et af de eneste steder, hvor racer kunne blandes uden lovens indblanding. Hvis en hvid var fører af en bil, måtte der ikke sidde en sort på forsædet, hvis vedkommende var af det modsatte køn. Sortes skattefrikort var på 360 rand om året. Hvides skattefrikort var på 750 rand om året. En rand svarede på dette tidspunkt til 5-6 kroner. En rand er nu i skrivende stund 51 øre værd.
De fleste sorte mistede deres sydafrikanske statsborgerskab, da de flyttede (eller blev deporteret) til et hjemland. De kunne derfor ikke få et pas og kunne ikke komme ind i Sydafrika.