Operation Perch var en britisk offensiv under 2. Verdenskrig, som fandt sted mellem den 7. og 14. juni 1944 under Operation Overlord – invasionen i Normandiet. Offensiven havde til formål at omringe og erobre den tyskbesatte by Caen, som var et vigtigt allieret mål i de første trin af Operation Overlord. En kombination af intens tysk modstand og fejltagelser i toppen af den britiske hærledelse betød, at operationen ikke nåede sit mål.
Det var oprindelig meningen, at Operation Perch skulle finde sted straks efter den britiske landgang på strandene, og skulle omfatte en fremrykning af 30. korps til sydøst for Caen. Dette afhang af, at Caen hurtigt blev befriet, men tre dage efter invasionen var byen stadig på tyske hænder, og operationen blev ændret. Perch blev udvidet til at omfatte 1. Korps og blev til et knibtangsangreb med det formål at erobre Caen. Det startede dagen efter landgangen med, at 30. korps trængte sydpå, indtil det kom i kamp med stærke tyske styrker ved byen Tilly-sur-Seulles, der skiftede hænder adskillige gange inden den endeligt blev befriet. 1. korps' østlige fremstød blev igangsat to dage senere fra Orne brohovedet, der var blevet etableret på D-dag af britiske styrker under Operation Tonga, men fremstødet kom ikke langt overfor beslutsom tysk modstand og konstante modangreb. Da tabene voksede, og der ikke var udsigt til et umiddelbart tysk sammenbrud, blev offensiven øst for Caen opgivet den 13. juni.
I mellemtiden havde amerikansk pres mod vest åbnet et hul i den tyske linje. I et forsøg på at holde fronten flydende blev 7. panserdivision trukket ud af kampene ved Tilly-sur-Seulles og sendt gennem hullet i et angreb i flanken, der havde til formål at tvinge tyskerne til at falde tilbage. Efter to dages intense kampe, som bl.a. omfattede slaget ved Villers-Bocage, blev divisionens stilling den 14. juni vurderet til ikke at kunne holdes, og den blev trukket tilbage. Der blev udformet planer om at genoptage offensiven, når 7. panserdivision havde modtaget forstærkninger, men planerne blev opgivet, da en alvorlig storm i Den engelske kanal i alvorlig grad forstyrrede de allieredes landsætning af tropper og forsyninger.
Både beslutningen om at udnytte hullet i fronten og håndteringen af det efterfølgende slag har været genstand for kontroverser. Historikerne er generelt enige om, at på grund af fejltagelser på divisions- og korpsniveau i den engelske hær, blev en tidlig mulighed for at erobre Caen spildt; men for at stoppe offensiven var tyskerne blevet tvunget til at indsætte deres kraftigste panserreserver i en defensiv rolle, hvor de led store tab og ikke kunne indgå i en modoffensiv.
Baggrund
thumb|right|Infanteri fra 50. infanteridivision stormer i land nær La Riviere den 6. juni Den normanniske by Caen var målet på D-dag for den britiske 3. infanteridivision, som blev landsat på Sword Beach den 6. juni 1944.Williams, p. 24 Den hurtige erobring af Caen var nok et ambitiøst mål, men historikeren L. F. Ellis har beskrevet det som det vigtigste mål for generalløjtnant John Crockers 1. Korps. Operation Overlord indebar, at generalløjtnant Sir Miles Dempseys 2. armé skulle tage byen og derpå etablere en frontlinje fra Caumont-l'Éventé til sydøst for Caen, hvorved man ville skaffe sig flyvepladser og beskytte den venstre flanke af den amerikanske 1. armé mens den rykkede frem mod Cherbourg.Ellis, p. 78 Kontrol over Caen og dens omegn ville give 2. armé tilstrækkelig plads til at kunne gennemføre en opmarch til et fremstød sydpå for at erobre Falaise, som kunne bruges som omdrejningspunkt for et sving mod højre i retning af Argentan og derpå mod Touques-floden.Ellis, p. 81 Terrænet mellem Caen og Vimont var særdeles lovende, da det åbent, tørt, og velegnet til hurtige offensive operationer – de allierede havde langt flere-kampvogne og mobile enheder, og det ville være til deres fordel, hvis slaget ændrede karakter til en mere bevægelig konfrontation.Van-Der-Vat, p. 146
Oprindelige plan
Ifølge planerne forud for D-dag var det meningen med Operation Perch at skabe en trussel om et britisk udbrud mod sydøst fra Caen.Trew, p. 22 Operationen blev tildelt 30. korps. 50. infanteribrigade, som blev landsat på Gold Beach den 6. juni fik til opgave at rykke hurtigt ind i landet og erobre Bayeux og vejen til Tilly-sur-Seulles.Forty, p. 36Buckley (2004), p. 23 7. panserdivision forstærket med 8. panserbrigade skulle herefter tage over fra 50. division og være i spidsen for et yderligere fremstød fra Tilly-sur-Seulles til Mont Pinçon.Taylor, p. 9
Operation Wild Oats thumb|right|Kampvogne fra 4. County of London Yeomanry i 7. panserdivision rykker ind i landet fra Gold Beach, 7. juni 1944
Efter at være gået i land på Gold Beach klokken 07:30 den 6. juni,Clay, p. 238 lykkedes det 30. korps at rydde 7 udgange fra stranden og rykke 8 km ind i landet, men på grund af kraftige kampe i Le Hamel ved Asnelles kunne det ikke nå alle sine mål for D-dagen inden det blev mørkt.Gill, p. 22 Patruljer var nået til udkanten af Bayeux, og der var skabt kontakt til elementer af 3. canadiske infanteridivision, som var gået i land på Juno Beach.Clay, p. 247Stacey, p. 114 47. Royal Marine Commando, som rykkede langs kysten for at få forbindelse med amerikanerne, som rykkede ind i landet fra Omaha Beach, manglede 5 km i at nå frem til Port-en-Bessin-Huppain. Den 7. juni blev hovedparten af 7. panserdivision landsat til tiden og 30. korps sikrede sig sine resterende mål for D-dag, herunder Bayeux og Port-en-Bessin-Huppain.Randell, p. 11
Alting var ikke gået lige så glat for styrkerne som gik i land på Sword Beach. 1. Korps' 3. infanteridivision var fortsat ind i landet mod Caen som planlagt, men måtte sende enheder af sted for at nedkæmpe stærke tyske stillinger langs den 15 km lange vej til byen. Efterhånden som mere og mere af styrken blev anvendt til andre formål, og dens panserstøtte blev forsinket af trafikpropper i brohovedet, kunne divisionen ikke skabe tilstrækkelig stort momentum til at nå Caen på D-dag og blev stoppet udenfor forstæderne af den tyske 21. panserdivision.Wilmot, pp. 284–286
Den 9. juni var Caen stadig solidt i tyske hænder, så de Allieredes chef for landstyrkerne general Bernard Montgomery mødtes med generalløjtnanterne Miles Dempsey og Omar Bradley (som henholdsvis havde kommandoen over den britiske 2. og den amerikanske 1. armé) og besluttede sig for en ny plan for 2. armé. Caen skulle erobres ved en knibtangsmanøvre under kodenavnet Operation Wild Oats.Stacey, p. 142 Den østlige del af knibtangen skulle bestå af 1. korps' 51. infanteridivision og 4. mekaniserede brigade. Kampvognene og infanteriet skulle krydse ind i Orne-brohovedet, det område øst for Orne-floden, som 6. luftbårne division havde erobret i Operation Tonga, og angribe sydpå mod Cagny, 10 km sydøst for Caen. 30. korps skulle være knibtangens vestlige kæbe. I en ændring til Operation Perch skulle 7. panserdivision ikke længere trænge frem til Mont Pinçon men derimod svinge østpå, krydse Odon-floden og erobre Évrecy og højlandet ved byen (Hill 112).Ellis, p. 247 For at fuldende omringningen blev det foreslået, at den 1. luftbårne division skulle nedkastes mellem de to kæber, men den allierede chef for flystyrkerne i Operation Overlord, luftmarskal Sir Trafford Leigh-Mallory var modstander af dette skridt. Han nægtede at flyve divisionen til Normandiet og hævdede, at nedkastningen ville sprede divisionen for meget til, at den kunne nå sine mål, og at nedkastningszonen var for farlig for hans piloter. Trods Montgomerys "bitre vrede" over Leigh-Mallorys stejle holdning,Hastings, p. 155 gik knibtangsangrebet i gang uden den luftbårne styrke. Ifølge historikeren Hubert Meyer blev det indarbejdet i Operation Perch, og Wild Oats blev opgivet som en selvstændig operation.Meyer, pp. 296 – 297
Hovedoffensiven Tyske forberedelser Som svar på invasionen blev 1. SS panserkorps den 7. juni overført fra 7. armé til Panzergruppe West.Reynolds, p. 71 Chefen for OB West, feltmarskal Gerd von Rundstedt, gav oprindelig gruppen under general Leo Geyr von Schweppenburg ordre til at planlægge et modangreb til 10. juni, men det blev opgivet af feltmarskal Erwin Rommel, da de nødvendige styrker ikke kunne nå at blive samlet i tide.Hastings, p. 154 Alligevel blev de til rådighed stående tyske enheder skyndsomt ført frem til deres samlingsområder for at inddæmme de allierede brohoveder. 1. SS panserkorps var en stærk enhed, som bestod af Panzerlehrdivisionen (en af de stærkeste divisioner i den tyske hær ), de "fanatiske teenagere"Hastings, p. 147 i 12. SS panserdivision og veteranerne i 21. panserdivision.Forty, pp. 38–39 Selv om de mistede op mod 200 køretøjer ved luftangreb, mens de kørte de 150 km fra Chartres, ankom de forreste elementer af Panzerlehr i løbet af natten den 9. juni til Tilly-sur-Seulles området overfor 30. korps.Forty, p. 39Reynolds, p. 73 Dele af 12. SS panserdivision, 21. panserdivision og rester af 716. statiske infanteridivision blev kørt i stilling omkring Caen overfor 1. Korps.Forty, p. 29
30. Korps' angreb Selv om et koncentreret modangreb fra alle tre panserdivisioner i 1. SS panserkorps aldrig blev til noget, blev der iværksat adskillige angreb på det britisk-canadiske brohoved nord for Caen.Reynolds, pp. 63-71 30. korps fik forbindelse med amerikanerne den 9. juni og samme dag nåede 50. infanteridivision frem til den nordøstlige udkant af Tilly-sur-Seulles og stødte første gang på kampvognene fra Panzerlehr.Gill, p. 24 I løbet af aftenen indledte Panzerlehr og 12. SS Panzerdivision et modangreb, og selv om de blev slået tilbage den følgende morgen, var et britisk kompagni blevet løbet over ende.Clay, p. 254 Den 10. juni overtog 7. panserdivision dele af 50. infanteridivisions front samtidig med at 56. infanteribrigade (fra 50. division) blev tilknyttet til 7. panserdivision.Clay, p. 256 Ved dagens slutning havde divisionen nået Tilly-sur-Seulles' nordvestlige udkant, og den følgende dag trængte enheder ind i byen og sikrede sig de centrale vejkryds. Den britiske besættelse var imidlertid kortvarig, da Panzerlehrdivisionen indledte flere modangreb og gennemtvang en tilbagetrækning. Yderligere forsøg fra 50. infanteridivision gik i stå i bocage-landskabet, hvor det var umuligt at overvinde den formidable modstand fra Panzerlehr.
1. Korps' angreb Mens 30. korps kæmpede for at få kontrol over Tilly-sur-Seulles, blev 51. infanteridivision og 4. panserbrigade forsinket i et indtage deres stillinger på 1. Korps' front, så angrebet blev udskudt til 12. juni. Ludovic Fortin antyder, at rent faktisk rykkede 51. division frem alene, og anfører at 4. panserbrigades første større kampindsats var i Operation Epsom, indtil da støttede den 50. infanteridivision.Fortin, p. 44 Den 10. juni indledte tysk infanteri støttet af kampvogne talrige angreb mod 6. luftbårne division, som holdt Orne-brohovedet i forventning om 51. divisions og 4. panserbrigades ankomst. Faldskærmstropperne stod fast, og med artilleristøtte fra flåden gik de til modangreb. En tilfangetaget tysk officer bemærkede, at hans "bataljon var blevet så godt som udslettet" under 12 timers kamp.Ellis, p. 248 Om aftenen forsøgte tyskerne at generobre Ranville, men dette angreb blev også stoppet og slået tilbage hvorunder faldskærmstropperne tilføjede fjenden alvorlige tab. De forreste enheder af 51. infanteridivision ankom i løbet af aftenen, og den følgende morgen indledte de et angreb på Bréville. Selv om dette blev slået tilbage med store tab, sikrede andre dele af divisionen sig hurtigt Touffreville.Ellis, p. 250