Harald Blåtand, Harald Gormsson, Harald den GodeNavnet Harald den Gode findes på Sønder Vissing-stenen 1 eller Harald Gormsen ((oldnordisk: Haraldr Blátönn; ; ; ) ukendt fødselsår, død senest 987) var søn af kong Gorm den Gamle og dronning Thyra Dannebod. Han var konge i Danmark fra omkring 958Knud J. Krogh, Gåden om Kong Gorms Grav Historien om Nordhøjen i Jelling. Vikingekongernes monumenter i Jelling, bd. 1 (1993), side 214-18 til sin død omkring 985(-87).
Hans regeringstid var præget af det spændte forhold til Danmarks naboer mod syd, dels venderne langs Østersøens sydkyst, dels det tysk-romerske Rige, hvis kejser Otto den Store vha. missionærer søgte at indføre kristendommen i sine nabolande. Harald lod sig kristne tidligt i sin regeringstid og imødekom dermed den store tyske nabo, men gik samtidig i gang med at befæste grænsen mod syd ved Dannevirke og Hedeby. Harald giftede sig med Tove, datter af den vendiske fyrst Mistivoj, og knyttede således bånd til de vendiske naboer. Efter kejser Ottos død i 983 angreb Harald mod syd, men blev slået tilbage. Som modtræk til truslen om tysk fremrykning byggede Harald på kort tid omkring 980 de store ringborge Fyrkat og Aggersborg i Jylland, Nonnebakken på Fyn og Trelleborg på Sjælland og Skåne, og hans rige må have omfattet hele det nuværende Danmark og Skåne. Omkring 985 ragede Harald uklar med sin søn Svend. Det kom til kamp, og Harald måtte flygte til Jomsborg, hvor han døde kort efter.Benito Scocozza og Grethe Jensen (1999): Danmarkshistoriens Hvem, Hvad og Hvornår. Politikens Forlag, 543 sider, (s. 46-48)
Harald Blåtand og faderen Gorm Om Haralds fader Gorm (eller Vurm, orm) fortæller en dansk biskopAdam af Bremen, bog 1 afsnit 57 til den tyske krønikeskriver Adam af Bremen, at han var:
Imidlertid invaderede Henrik Fuglefænger slavernes område og siden danernes land, hvor han indsatte en markgreve og lod saksiske kolonister bosætte sig,Adam, bog 1 afsnit 57 dog uden at omvende kongenAdam, bog 1 afsnit 59. Ingen af de norrøne/islandske kilder omtaler dog Gorm som fjendtligt indstillet over for kristendommen. De danske krøniker og kilder omtaler heller ikke Gorm som en, der bevidst slog kristne ihjel. End ikke Saxo, der ellers i vid udstrækning lægger sig tæt op ad Adam af Bremens beskrivelse af Gorm den Gamle.
Harald den Gode fremstilles af Adam som velvilligt indstillet over for de kristne (modsat faderen Gorm).Adam af Bremen, bog 1 afsnit 59 Under den tyske kejser Otto den Store 936-973 viede ærkebiskop Adaldag af Hamburg/Bremen i 948 tre biskopper til at virke i Danmark. I Slesvig indsattes biskop Hored, i Ribe Liafdag og i Aarhus Reginbrand. At Harald Blåtand kan have regeret allerede i 940'erne (samtidigt med faderen) støttes af oplysninger fra Svend Estridsen: Ved sin død var Harald ”alderstegen og kropsligt svag” og skal have regeret i 50 år. Tallet er næppe korrekt, men angiver en meget lang regeringstid. Da Harald døde omkring 985-87, kan hans regeringstid godt være begyndt i 940'erne.
Harald var muligvis konge eller medkonge i 954, da den landsforviste norske konge Erik Blodøkse døde i England, og hans hustru Gunhild med sine sønner fik ophold hos Harald, der opdrog Eriks og Gundhilds søn Harald Gråfeld som sit fosterbarn; men samtidig fortæller Heimskringla at Gunhild og hendes sønner først opholdt sig på Orkneyøerne, men de kan være kommet til Danmark nogle år efter. Ifølge Roskildekrøniken var både Gorm og Harald og senere Harald og Svend Tveskæg samkonger. Det lyder ikke umuligt, da dendrokronologiske undersøgelser af træet i gravkammeret i Nordhøjen i Jelling viser, at det er fældet sent i 958. Hvis Gorm blev begravet dér, må han også være død omkring det tidspunkt. Alternativt viser dendrokronologiske undersøgelser fra Sydhøjen i Jelling, at arbejdet på denne høj blev påbegyndt i 964, så dette kan også være sammenfaldende med Gorms dødsår.
RoskildekrønikenRoskildekrøniken nævner, at Harald Blåtand styrede landet i 15 år, mens faderen levede, mens KnýtlingesagaenKnytlingesagaen fortæller, at Harald var konge i 30 år, mens kong Gorm stadig levede. De to krønikers angivelse af, hvor længe Harald styrede Danmark under de sidste år af Gorms levetid, skal næppe tages bogstaveligt; der var tale om "et tidsrum af en vis længde".
Ægteskaber og børn Harald Blåtand var gift med Tove datter af den vendiske fyrst Mistivoj. En runesten, som Tove lod rejse til minde om sin moder, er den eneste kilde om hende: Runestenen i Sønder Vissing ca. midt mellem Aarhus og Jelling har teksten: ”Tofa (Tove), Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre dette dødeminde efter sin moder.Molkte, s. 163 Det vides ikke, om Tove er moder til noget eller nogen af Haralds kendte børn.
Af andre af Haralds hustruer nævner Adam af Bremen Gunhild og Saxo Gyrid, en søster til Styrbjörn fra Svearike. Hun må i givet fald være Haralds sidste hustru og næppe mor til nogle af Haralds kendte børn.
Det er ofte foreslået eller antydet, at flere af disse hustruer kunne være én og samme person kendt under flere navne, f.eks. Gunhild = Tove.
Børn Hiring omtales af Adam af BremenAdam af Bremen, bog 2 afsnit 25 (den eneste der nævner denne søn), som oplyser, at Harald sendte ham til England med en hær, men at han blev myrdet der. Hiring opfattes ofte som en forvanskning af det nordiske navn Ring,Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie oversat ved Carsten L. Henrichsen, udgivet af Selskabet for Historiske Kildeskrifters Oversættelse, København 1930, ss. 89, 115, 306 og 309C. C. Rafn Oldnordiske Sagaer, Ellefte Bind, 1829 (s. 374) et uddrag af Adam af Bremens værk kaldet Andet Sagabrudstykke et navn der også optræder i den danske kongerække før Harald Blåtands tid dels hos kong Ring (på latin: Anulo), der kortvarigt var konge i år 812, dels i navneformen Sigurd Ring, som er den nordiske navneform på en konge, formentlig fra sidste del af 700-tallet. Nogle (bl.a. Poul EngelhardtP. Engelhardt: "Danerne fra fødsel til dåb", København, 1980) hævder endda, at 2 forskellige konger bar navnet Sigurd Ring – den anden var konge i 812.Andre historikere mener, at Hiring kan være en forvanskning eller fejlskrivning for Herich, Erik (opr. Eiríkr i norrøne kilder eller Yric/Yrk/Hyrc/Eilric/Eiric i engelske kilder), og at den, som Adam omtaler, er den norske konge Erik Blodøkse (der var søn af en Harald, men altså ikke af Harald Blåtand), der tillige blev konge over Northumberland. Se Kirsten Møller: "Vikingeætten. Brudstykker til et mønster", Holstebro, 1997 (ss. 154 & 207-208)
Svend Tveskæg, senere dansk konge (Svends tænkte afstamning fra Harald omtales først i en sen kilde ca. 90 år efter Haralds død.Videnskab.dk, 25. september 2017: Charlotte Price Persson - "Dronning Margrethe er ikke i familie med Gorm den Gamle. I hvert fald ikke mere, end du er." Håkon, som herskede i SamlandSaxo Grammticus: Saxos Danmarkshistorie , 10. bog, kapitel 4, afsnit 5 (her i Peter Zeebergs oversættelse). Thyra, som ifølge nogle sagaer først blev gift med sveakongen Styrbjørn, siden med den norske kong Olav Tryggvason Gunhild, som blev gift i England. Et tidligt oversættelsesforsøg af indskriften på Asmildstenen, der blev fundet i 1950, ville sandsynliggøre, at indskriften refererede til Harald Blåtand, og at der på stenen således skulle optræde to navngivne (ellers ukendte) døtre af Harald Blåtand. Ingen senere oversættelser kommer dog frem til noget om Harald Blåtand. De foreslåede døtre i den tidlige oversættelse skulle være: Mo HaraldsdatterS. Otto Brenner: Nachkommen Gorms des Alten (König von Dänemark -936-), 1964/1978, side 2 Thorgny Haraldsdatter
Harald Blåtand bliver kristen
Ifølge Adam af Bremen skal den tyske kong Otto den Store have foretaget et togt op i Jylland og i et slag have vundet over kong Harald og tvunget ham til at indføre kristendommen hos danerne: "Harald selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunhild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg."Adam af Bremen, bog 2 afsnit 3 Samme oplyser imidlertid i skolion 20: "I det Herrens år 966 omvendte en mand ved navn Poppo danerne til troen. Han bar i overværelse af vidner et stykke hvidglødende jern, der havde form af en handske, uden at blive skadet. Kong Harald, som så dette, opgav sin afgudsdyrkelse og lod sig med hele sit folk omvende til den sande gudsdyrkelse. Poppo blev forfremmet til biskop."Adam af Bremen, indskud i bog 2 afsnit 25
Adskillige historikere har dog påpeget det umulige i denne historie, da Otto den Store aldrig foretog et sådan togt op gennem Jylland, og ifølge en anden kilde fortælles det da også, at Harald blev døbt af ærkebiskop Adeldag af Hamborg-Bremen.Holstenerpræstens Krønike (Presbyter Bremensis) oversat af Anna Hude (udgivet af Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse), København, 1903 (s. 21)
Runeteksten, som Tove gjorde, giver en yderst værdifuld belysning af den politiske situation i Danmark midt i 900-tallet: Giftermål handlede om politik. Adskillige af tidens nordiske konger hentede deres brude fra det vendiske område syd for Østersøen. Området var delt mellem flere stammer. Fra Kiel til Warnowfloden, som munder ud ved Rostock, lå obotritternes land. Området strakte sig sydpå langs Elben. Vigtige centre var Lübeck, Oldenburg, Plön, Scharstorf og Ratzeburg. Fra floden Warnow mod sydvest til floden Mildenitz herskede Warnavi, som havde nære relationer til obotritterne, ligeledes Linones langs grænsefloden Elben samt stammen Drewani i området ved Hannover. Øst for obotritterne boede liutizierne, som med sine fire stammer herskede over området fra Warnow mod øst til floden Oder. Øen Rügen var Ranernes hjemland.
I 960'erne skete en mærkbar kristning i slavernes område. Haralds svigerfar Mistivoj havde år 967 sikret den obotrittiske overhøjhed over stammen Wagierna i øst. Året efter grundlagdes biskopstiftet i Oldenburg. Mistivoj antog selv den kristne tro, hvilken han synes at have holdt fast ved resten af sit liv. Han døde i klostret Bardowiek og havde nære kontakter med biskopperne i Oldenburg, af hvilke den første var Egward. For Adam berettede Svend Estridsen, at på den tid var der uafbrudt fred mellem obotritterne og kejser Otto 1., og at slaverne var skatteskyldige til den tyske kejser.
I 973 deltog Harald som tributpligtig i rigsdagen i Quedlinburg under Otto den Store.Ranft, A. (ed.): Der Hoftag in Quedlinburg 973. Von den historischen Wurzeln zum Neuen Europa. Tagungsband. Im Auftrag der Landesregierung von Sachsen-Anhalt sowie der Historischen Kommission von Sachsen-Anhalt. Berlin (Akademie-Verlag), 2006.
thumb|300px|Den store Jellingsten
Haralds giftermål med Tofa kan være indgået netop i 960'erne. Rimeligvis var Harald allerede ved ægteskabets indgåelse kristen med tanke på både hans svigerfars trosindstilling og fyrstemagt. Hvad vi ved om Haralds ægteskab med Tofa og tributforhold til den tyske kejser bestyrker oplysningerne om tidsrummet for Haralds dåb eller bekendelse til kristendommen. Om Adam af Bremens fastsættelse af dåben til år 966 kan anses for korrekt forbliver dog mere omtvistet, og historikere fastsætter vanligvis dåben tidligere end dette år.
Den store runesten og kirken mellem de to gravhøje i Jelling præsenterer kong Harald som kristen. Runestenens tekst lyder:
"Harald konge bød gøre dødeminde dette efter Gorm sin fader og efter Thorvi (Thyre) sin moder, den Harald som (for) sig vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne."Molkte, s. 166
Teksten viser, at der er tale om tre gode gerninger, som Harald fandt fortjente at blive husket: at have sikret sig herredømmet over hele Danmark, at have sikret sig herredømmet over Norge, at have gjort danerne kristne.
Herredømmet over hele Danmark thumb|Haddeby 4 (den lille Sigtrygsten)