Mozambique

Mozambique eller MocambiqueRetskrivningsordbogen: MocambiqueLande og nationaliteter, sproget.dk (officielt Republikken Mozambique; Republikken Mocambique; eller República de Moçambique) er et land i det sydøstlige Afrika omgivet af Det Indiske Ocean mod øst, Tanzania mod nord, Malawi og Zambia mod nordvest, Zimbabwe mod vest og Swaziland og Sydafrika mod sydvest. Det er adskilt fra Madagaskar af Mozambique-kanalen mod øst. Hovedstaden og den største by er Maputo (tidligere kaldet Lourenço Marques før uafhængigheden).

Vasco da Gama udforskede som den første europæer Mozambiques kyststrækninger i 1498 og fra starten af 1500-tallet oprettede Portugal handelsposter og forter langs Mozambiques kyst. Landet var portugisisk koloni indtil 1975, hvor det blev en selvstændig stat. FRELIMO grundlagde et socialistisk etpartisystem ved at alliere sig med Sovjetunionen. RENAMO blev dannet i 1975 som en militær modstandsgruppe mod FRELIMO og fik støtte fra det daværende Rhodesia og apartheidstyret i Sydafrika. Disse nabolande frygtede en spredning af den kommunistiske ideologi og frigørelseskampen. En borgerkrig brød ud i 1977. Borgerkrigen sluttede først i 1990, da apartheidregimet i Sydafrika blev svækket, og en fredsaftale blev underskrevet to år senere.

Mozambique er udstyret med rige og omfattende naturressourcer. Landets økonomi er hovedsageligt baseret på landbrug, men i erhvervslivet er især mad og drikkevarer, fremstilling af kemiske produkter, aluminium og olieproduktion voksende. Landets turistsektor er også voksende. Sydafrika er Mozambiques vigtigste handelspartner og kilde til udenlandske investeringer. Portugal, Brasilien, Spanien og Belgien er også blandt landets vigtigste økonomiske partnere. Siden 2001 har Mozambiques gennemsnitlige årlige vækst i BNP været blandt verdens højeste. Men landet er dog blandt de laveste i BNP pr. indbygger, menneskelig udvikling, ulighed og den gennemsnitlige levealder.

Det officielle sprog i Mozambique er portugisisk. Almindelige indfødte sprog omfatter swahili, makhuwa og sena. Landet har et indbyggertal på cirka 24 mio. Den største religion i Mozambique er kristendommen, med betydelige minoriteter, islam og traditionelle afrikanske religioner.

Mozambique er medlem af Den Afrikanske Union, Commonwealth of Nations, Sammenslutningen af portugisisksprogede lande, Den Latinske Union, De alliancefrie landes bevægelse og Southern African Development Community og har en observatør i La Francophonie.

Geografi

thumb|left|Mozambiques topografi. Næsten halvdelen af Mozambique er et lavt kystlandskab, som mod vest stiger og bliver til et højplateau. De højeste bjerge er Namuli, 2.419 meter over havet, og Binga, 2.436 meter over havet, som ligger ved grænsen til Zimbabwe. De vigtigste floder er Zambezi, som løber ud i Det Indiske Ocean, Limpopo i syd, Save i indlandet og Lugenda i nord. Landets største sø er Njassa-søen ved den vestlige grænse. Jordbunden omkring floderne er meget frugtbar og passer til landbrug. De sydlige og centrale dele af Mozambique består hovedsageligt af tør savanne. Landet har været udsat for både tørke og oversvømmelser. Skovrydning er også et miljøproblem, men med omfattende nyplantningsprojekter har man formået af bremse denne udvikling. Kun 47% af befolkningen havde adgang til rent drikkevand i 2008.

Klima

Mozambique ligger i det tropiske bælte, og den naturlige vegetation er savanne. Der ligger ofte et højtryk over det sydlige Afrika, og dermed forhindres fugtige vinde fra Det Indiske Ocean i at nå ind over landet. Det betyder dels, at nedbøren varierer meget fra år til år, dels at den årlige nedbør er størst i de nordlige egne, hvor højlandet får op til 1.800-2.200 mm, mens Maputo kun får i 750 mm i gennemsnit. Med mellemrum rammes landet af egentlig tørke, bl.a. i 1992, og nogle år optræder oversvømmelser, når store regnmængder får floder til at gå over deres bredder, bl.a. i 2023. Hele året ligger dagstemperaturen imellem 25 og 30 °C.

Historie

thumb|300px|Ilha de Moçambique blev først besat af portugisiske opdagere sent i 1400'erne. Mozambiques første indbyggere var buskmænd-jægere og samlere, forfædre til khoisan-folkene. Mellem det første og fjerde århundrede migrerede bølger af bantusproglige folkeslag fra nord gennem Zambezi-dalen og så gradvis ind på plateauet og kystområderne. Bantuerne var landmænd og jernsmede.

Da den portugisiske søfarer Vasco da Gamas skib nåede Mozambique i 1498, havde arabiske handelsbosættelser eksisteret langs kysten i flere århundreder. Siden 1500 blev portugisiske handelsstationer og fæstninger regulære stoppesteder på den nye rute til østen. Senere rejste handelsmænd og udforskere til de indre regioner efter guld og slaver. Selv om den portugisiske indflydelse gradvis blev ekspanderet, var deres magt begrænset og foregik gennem individuelle bosættere, som opnåede et betydeligt selvstyre. Resultatet blev, at investeringerne manglede, mens myndighederne i Lissabon koncentrerede sig om handelen med Indien og det fjerne østen og koloniseringen af Brasilien. Hele Mozambique var ikke underlagt Portugal før omkring 1920.

Inden det 20. århundrede havde portugiserne ændret administrationen i store dele af Mozambique til store private selskaber, som Mozambique-kompagniet, Zambezi-kompagniet og Niassa-kompagniet, kontrolleret og finansieret hovedsageligt af briter, som etablerede jernbanelinjer til de britiske kolonier i nærheden og Sydafrika. På grund af, at politikken for at komme hvide bosættere og det portugisiske hjemland til gode, blev opmærksomheden rettet mod Mozambique nationale integration, landets økonomiske infrastruktur eller oplæring af befolkningen.

Uafhængigheden

Mens mange europæiske nationer gav deres kolonier uafhængighed efter 2. verdenskrig, klamrede Portugal sig til konceptet om, at Mozambique og andre portugisiske kolonier var provinser af moderlandet, og emigrationen til kolonierne blomstrede. Mozambiques portugisiske befolkning udgjorde 250.000 ved uafhængigheden i 1975. Ønsket om mozambiquisk uafhængighed udviklede sig raskt, og i 1962 dannede flere antikolonialistiske politiske grupper Frente de Libertação de Moçambique (FRELIMO), som begyndte en væbnet kamp mod portugisernes kolonistyre den 25. september 1964. Efter ti år med sporadisk krigsføring og betydelige politiske ændringer i Portugal, blev Mozambique uafhængig den 25. juni 1975.

De sidste 30 år af Mozambiques historie har reflekteret politisk udvikling andre steder i det 20. århundrede. Efter nellikerevolutionen i Lissabon i april 1974 kollapsede portugisisk kolonialisme. I Mozambique overvejede den militære afgørelse om at trække sig ud i konteksten af et årti med væbnet antikolonialistisk kamp, indledningsvis ledet af amerikansk-uddannede Eduardo Mondlane, som blev myrdet i Dar es Salaam i Tanzania i 1969. Da uafhængigheden blev opnået i 1975, etablerede lederne af FRELIMOs militære kampagne snart en etpartistat allieret med den sovjetiske blok og forbød rivaliserende politisk aktivitet. FRELIMO eliminerede politisk pluralisme, religiøse uddannelsesinstitutioner og traditionelle autoriteters rolle.

Borgerkrigen i Mozambique

Den nye regering under præsident Samora Machel gav ly og støtte til sydafrikanske African National Congress (ANC) og zimbabwiske Zimbabwe African National Union (ZANU) frigørelsesbevægelser, mens regeringerne først i Rhodesia og senere og apartheidstyret i Sydafrika fostrede og finansierede en bevæbnet oprørsbevægelse i det centrale Mozambique kaldt Resistência Nacional Moçambicana (RENAMO). Borgerkrig, sabotage fra nabostaterne og økonomisk kollaps karakteriserede det første årti med mozambiquisk uafhængighed. Denne periode var også præget af masseudvandring af portugisere, svækkelse af landets infrastruktur, nationalisering og økonomisk vanstyre. Under det meste af borgerkrigen havde regeringen ikke held til at udøve effektiv kontrol uden for de urbane områder, og mange var afskåret fra hovedstaden. Det er anslået, at én million mozambiquere omkom under borgerkrigen, 1,7 millioner flygtede til nabostaterne, og flere millioner var interne flygtninge.

Den 19. oktober 1986 var Samora Machel på vej tilbage fra et internationalt møde i Malawi i præsidentens Tupolev Tu-134, da flyet styrtede ned i Lebombo-bjergene nær Mbuzini i Sydafrika, lige ved grænsen til Mozambique og Swaziland. Der var ni, som overlevede, men præsident Machel og 24 andre døde, herunder mozambiquiske ministre og embedsmænd. Repræsentanter for Sovjetunionen lancerede teorien om, at flyet med vilje blev omdirigeret af et falskt navigationssignal fra teknologi afgivet af militære efterretningsoperatører fra apartheid-regeringen. En række spekulationer er fortsat knyttet til flystyrtet, men selv nyere efterforskning udført på opdrag fra den sydafrikanske regering har ikke kunnet fastslå, om årsagen var en pilotfejl, teknisk fejl eller sabotage udført af apartheidregimets efterretningsagenter."Special Investigation into the death of President Samora Machel", Truth and Reconciliation Commission (South Africa), Report, vol.2, chapter 6a

Machels efterfølger, Joaquim Chissano, fortsatte reformerne og indledte fredsforhandlinger med RENAMO. Den nye grundlov blev indført i 1990, som lagde grundlaget for et flerpartisystem, markedsbaseret økonomi og frie valg. Borgerkrigen sluttede i oktober 1992 med den generelle fredsaftale i Rom. Under overopsyn af de fredsbevarende styrker fra FN vendte freden tilbage til Mozambique. Inden midten af 1995 havde mere end 1,7 millioner mozambiqiske flygtninge søgt asyl i nabolandene Malawi, Zimbabwe, Swaziland, Zambia, Tanzania og Sydafrika som et resultat af krigen.

Politik

thumb|250px|Filipe Nyusi har siden 2015 været Mozambiques præsident. Ifølge grundloven fra 1990 er Mozambique en demokratisk republik med flerpartisystem. Den øverste udøvende myndighed ligger hos landets præsident, valgt ved almindelige valg i fem år ad gangen og med mulighed for genvalg én gang. Præsidenten er også militærets øverstkommanderende og udnævner statsministeren. Den lovgivende magt ligger hos parlamentet, som har 250 medlemmer. Siden 1994 har landet gennemført frie og demokratiske valg. Landets politik præges af de politiske partier Frelimo og RENAMO. Frelimo har haft den politiske magt siden landets uafhængighed. Det politiske miljø regnes for at være stabilt, og landet har forbedret sin økonomiske situation.

I perioden 1974 til 1990 var Mozambique en socialistisk et-partistat, men i 1990 vedtog man en ny forfatning, der muliggjorde demokratiske valg. Det første parlaments- og præsidentvalg blev afholdt i 1994. Frelimos kandidat Joaquim Chissano blev valgt som præsident, og Frelimo opnåede flertallet i parlamentet. Chissano blev genvalgt ved valget i 1999, hvor Frelimo igen opnåede flertal i parlamentet. Ved valget i 2004 opstillede Frelimo Armando Guebuza som præsidentkandidat. Han blev valgt med 63,7 % af stemmerne. Frelimo opnåede 62 % og 160 mandater ved det samtidige parlamentsvalg. Det primære oppositionsparti er RENAMO(Resistência Nacional Moçambicana), der er ledet af Afonso Dhlakama. RENAMO har 90 mandater i parlamentet.

Administrativ inddeling

thumb|right|200px|Kort over Mozambique med provinserne nummereret.

Mozambique er delt ind i ti provinser (provincias) og en hovedstad (cidade) med regionstatus. Disse er inddelt i ialt 128 distrikter.

Nr Provins Hovedby Areal i km² Indbyggere Indbyggere pr. km² 1 Cabo Delgado Pemba 82.625 1.287.814 15,6 2 Gaza Xai-Xai 75.709 1.062.380 14,0 3 Inhambane Inhambane 68.615 1.123.079 16,4 4 Manica Chimoio 61.661 974.208 15,8 5 Maputo (by) Maputo 300 966.837 3222,8 6 Maputo Matola 26.058 806.179 30,9 7 Nampula Nampula 81.606 2.975.747 36,5 8 Niassa Lichinga 129.056 756.287 5,9 9 Sofala Beira 68.018 1.289.390 19,0 10 Tete Tete 100.724 1.144.604 11,4 11 Zambezia Quelimane 105.088 2.891.809 27,5 Mozambique Totalt 799.380 16.099.246 20,1 (Tallene er hentet fra folketællingen 1. august 1997)Mozambique Provinces

Udenrigspolitik