Sovjetunionens invasion af Polen i 1939 var en militæroperation, som begyndte uden formel krigserklæring den 17. september 1939 i begyndelsen af 2. verdenskrig. 16 dage efter det tyske angreb på Polen. Den sluttede med en afgørende sejr for Sovjetunionen, som annekterede omkring 200.000 km² af den østlige del af Polen. Disse områder er ikke siden blevet tilbageleveret til Polen.
I starten af 1939 forhandlede Sovjetunionen om at danne en alliance mod Nazityskland med Storbritannien, Frankrig, Polen og Rumænien, men der opstod vanskeligheder, bl.a. det sovjetiske krav om at Polen og Rumænien skulle tillade sovjetiske tropper transitrettigheder gennem deres lande som led i en kollektiv sikkerhed.Anna M. Cienciala (2004). The Coming of the War and Eastern Europe in World War II (forelæsningsnoter, University of Kansas). Hentet 15. marts 2006. Da forhandlingerne slog fejl, indgik Sovjetunionen den 23. august 1939 Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland. Som følge heraf invaderede tyskerne den 1. september Polen fra nord, vest og syd, og den 17. september invaderede den Røde Hær Polen fra øst.Tyske diplomater havde indtrængende opfordret Sovjetunionen til at intervenere mod Polen østfra siden krigens begyndelse. Roberts, Geoffrey (1992). Den sovjetiske beslutning om at undgå en pagt med Nazityskland. Soviet Studies 44 (1), 57–78; Den tyske udenrigsminister til den tyske ambassadør i Sovjetunionen (Schulenburg) @ Avalon Project og nogle følgedokumenter. Sovjetunionen var tøvende overfor at gribe ind, da Warszawa endnu ikke var faldet. Den sovjetiske beslutning om at invadere de østlige dele af Polen, som tidligere var aftalt som den sovjetiske indflydelsessfære blev meddelt den tyske ambassadør Friedrich Werner von der Schulenburg den 9. september, men den faktiske invasion blev forsinket i over en uge. Roberts, Geoffrey (1992). Den sovjetiske beslutning om en pagt med Nazityskland. Soviet Studies 44 (1), 57–78; Den tyske ambassadør i Sovjetunionen (Schulenburg) til det tyske udenrigsministerium @ Avalon Project. Den polske efterretningstjeneste blev opmærksom på de sovjetiske planer omkring 12. september. Den sovjetiske regering bekendtgjorde, at den handlede for at beskytte de ukrainere og hviderussere som boede i den østlige del af Polen, fordi den polske stat var brudt sammen under det tyske angreb og ikke længere kunne sikre dets egne borgeres sikkerhed.Telegrammer sendt af Schulenburg, den tyske ambassadør i Sovjetunionen, fra Moskva til det tyske udenrigsministerium: No. 317 fra 10. september 1939, No. 371 fra 16. september 1939, No. 372 fra 17. september 1939. The Avalon Project, Yale Law School. Hentet 14. november 2006.1939 wrzesień 17, Moskwa Nota rządu sowieckiego nie przyjęta przez ambasadora Wacława Grzybowskiego (Note fra den sovjetiske regering ti lden polske regering den 17. september afvist af den polske ambassadør Wacław Grzybowski). Hentet den 15. november 2006; Degras, pp. 37–45. Uddrag fra Molotovs tale på Wikiquote.
Den Røde Hær nåede sine mål, da den var de polske modstandere langt overlegne.www.dzp.wojsko.pl. 1/2005. Dom wydawniczy Wojska Polskiego. (Humanist Education in the Army.) 1/2005. Den polske hærs forlag). Hentet 28. november 2006. Omkring 230.000 polske soldater, eller flereM.I.Mel'tyuhov. Stalin's lost chance. The Soviet Union and the struggle for Europe 1939–1941, p.132. Мельтюхов М.И. Упущенный шанс Сталина. Советский Союз и борьба за Европу: 1939–1941 (Документы, факты, суждения). — М.: Вече, 2000.) blev taget som krigsfanger.obozy jenieckie żołnierzy polskich (Fangelejre for polske soldater). Encyklopedia PWN. Hentet 28. november 2006. Den sovjetiske regering annekterede det nyvundne område og i november erklærede det, at de 13,5 mio. polske borgere, som boede der, nu var sovjetiske borgere. De sovjetiske myndigheder kvalte modstand ved henrettelser uden foregående rettergang og ved at fængsle tusinder.Rummel, p.130; Rieber, p. 30. De sendte flere hundrede tusinde (estimater varierer) til Sibirien og andre fjerne egne i USSR i fire store bølger af deporteringer mellem 1939 og 1941.
Angrebskrigen, som det sovjetiske politbureau kaldte "befrielsesfelttoget", førte til indlemmelse af millioner af polakker, ukrainere og hviderussere i de sovjetiske ukrainske og hviderussiske sovjetrepublikker.Rieber, p 29. Mens Folkerepublikken Polen eksisterede var invasionen et tabu-emne i efterkrigstiden Polen, som ofte blev udeladt af den officielle historie af de kommunistiske myndigheder for at bevare "venskabsånden" mellem medlemmerne af Østblokken.
Forspil I slutningen af 1930'erne forsøgte Sovjetunionen at danne en anti-tysk alliance med Storbritannien, Frankrig og Polen. Forhandlingerne viste sig imidlertid vanskelige. De sovjetiske forhandlere insisterede på en indflydelsessfære som strakte sig fra Finland til Rumænien og krævede militær støtte ikke kun mod enhver som angreb dem direkte, men mod enhver som angreb landene i deres foreslåede indflydelsessfære.Shaw, p 119; Neilson, p 298. De krævede også ret til at gå ind i Polen, Rumænien og De baltiske lande, hvis de følte, at deres sikkerhed var truet. Regeringerne i disse lande afviste forslaget, for, som den polske udenrigsminister Józef Beck pointerede, de frygtede, at når først den Røde Hær kom ind på deres territorier ville den måske aldrig forsvinde igen. Sovjetunionen stolede ikke på, at briterne og franskmændene ville opfylde collective security, da de havde undladt at hjælpe Spanien mod Falanksen og havde prisgivet Tjekkoslovakiet til nazisterne. De frygtede også, at de Vestallierede ville foretrække, at Sovjetunionen alene kom i krig mod Tyskland, mens de så til på sidelinjen.Kenez, pp. 129–31. I betragtning af disse bekymringer opgav Sovjetunionen forhandlingerne og gik i stedet over til at forhandle med Tyskland.
Den 23. august 1939 underskrev Sovjetunionen Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazityskland, hvilket kom som en overraskelse for de Vestallierede. De to regeringer bekendtgjorde, at aftalen blot var en ikke-angrebspagt. I en hemmelig protokol havde de imidlertid aftalt en deling Polen og delt Østeuropa i en sovjetisk og en tysk indflydelsessfære. Molotov-Ribbentrop-pagten, som er blevet beskrevet som en invitation til krig, var en nøglefaktor i Hitlers beslutning om at invadere Polen.Davies, Europe: A History, p. 997.
thumb|left|400px|Planlagt og faktisk deling af Polen, ifølge Molotov-Ribbentrop-pagten, med senere justeringer Traktaten gav Sovjetunionen yderligere plads til forsvar mod vest.Dunnigan, p. 132. Den gav også Sovjetunionen en chance for at generhverve områder, som var afstået til Polen 20 år tidligere og for at genforene de østlige og vestlige ukrainske befolkningsgrupper under sovjetisk styre, for første gang i samme stat.Sanford, pp. 20–25; Snyder, p. 77. Den sovjetiske leder Josef Stalin så fordele i en krig i Vesteuropa, som kunne svække hans ideologiske fjender og åbne nye områder for kommunismen.Gelven, p.236.
Kort efter at tyske invaderede Polen den 1. september 1939 begyndte de tyske ledere at opfordre Sovjetunionen til at spille sin aftalte rolle og angribe Polen østfra. Den tyske ambassadør i Moskva Friedrich Werner von der Schulenburg og den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotov udvekslede en række diplomatiske meddelelser om sagen. Sovjetunionen forsinkede deres intervention af flere grunde. De var involveret i afgørende begivenheder i den Sovjetisk-japanske grænsekonflikt. De havde brug for tid til at mobilisere den Røde Hær, og de så en diplomatisk fordel i at vente indtil Polen var brud sammen inden de greb ind.Zaloga, p 80.Weinberg, p. 55. Den 17. september 1939 erklærede Molotov i radioen, at alle traktater mellem Sovjetunionen og Polen nu var ugyldige, fordi den polske regering havde svigtet sit folk og i praksis var ophørt med at eksistere.Degras, pp. 37–45. Uddrag af Molotovs tale på Wikiquote. Samme dag krydsede den Røde Hær grænsen til Polen.Zaloga, p. 80.
Felttoget thumb|right|Placering af alle tropper efter den sovjetiske invasion thumb|left|Sovjetiske tropper rykker ind i Polen. Den Røde Hær trængte ind i det østlige Polen med syv arméer på mellem 450.000 og 1.000.000 mand. De blev indsat på to fronter: den hviderussiske front under Mikhail Kovaljov og den ukrainske front under Semjon Timoshenko. På dette tidspunkt var det mislykkedes for polakkerne af forsvare deres vestlige grænser og som svar på tyske fremstød havde de indledt en stor modoffensiv i slaget ved Bzura. Den polske hær havde oprindelig en velforberedt plan til at modstå truslen fra Sovjetunionen, men var ikke forberedt på at imødegå to invasioner samtidig. Da de sovjetiske tropper angreb, havde de polske hærchefer sendt de fleste af deres tropper vestpå for at modstå tyskerne, og havde kun efterladt 20 underbemandede bataljoner ved østgrænsen. Disse bataljoner bestod af omkring 20.000 tropper fra grænseforsvarskorpset Korpus Ochrony Pogranicza (KOP), under kommando af general Wilhelm Orlik-Rückemann.George Sanford, p. 20–24.
Den polske øverstkommanderende marskal Edward Rydz-Śmigły, var i starten stærkt tilbøjelig til at give grænsetropperne ordre til at yde modstand, men blev overtalt af premierminister Felicjan Sławoj Składkowski og Ignacy Mościcki til at lade være. Kl. 16 den 17. september gav han tropperne ordre til at falde tilbage og kun komme i kamp med de sovjetiske tropper i selvforsvar. Kommunikationssystemerne var blevet alvorligt beskadiget, så kommandokæden var brudt.Gross, p. 17. I forvirringen kom det til sammenstød langs grænsen. General Wilhelm Orlik-Rückemann, havde fået kommandoen over grænsetropperne den 30. august, men havde ikke fået officielle direktiver siden da, og han og hans underordnede fortsatte deres væbnede modstand indtil de opløste deres styrker den 1. oktober.Gross, p.17-18.
Den etnisk ikke-polske del af befolkningen betød en yderligere komplikation. Mange ukrainere, hviderusserePiotrowski, p 199. og jøderGross, pp. 32–33. bød de invaderende tropper velkommen som befriere. Det blev omtalt af Lev Mekhlis, som fortalte Stalin at folk i det vestlige Ukraine bød de sovjetiske tropper velkommen "som sande befriere".[Simon Sebag Montefiore. Stalin. The Court of the Red Tsar, p. 312. Vintage Books, New York 2003. Vintage] Organisationen af ukrainske nationalister gjorde oprør mod polakkerne, og kommunistiske partisaner organiserede lokale opstande, såsom den i Skidel. Den jødiske befolkning havde lidt under pogromer i det østlige Polen under den tyske invasion, og mange så Sovjetunionen som det mindste af to onder. Denne reaktion forstærkede den eksisterende polske frygt for Żydokomuna og plagede det polsk-jødiske forhold ind i det 21. århundrede.
Det polske militærs oprindelig retræteplan gik ud på at trække sig tilbage og omgruppere sig langs det rumænske brohoved, et område i det sydøstlige Polen nær grænsen til Rumænien. Tanken af at indtage defensive stillinger der og vente på et stærkt ventet fransk og britisk på Vestfronten. Denne plan antog at Tyskland måtte mindske sine operationer i vest for at kæmpede på en 2. front i Vesteuropa. De allierede regnede med at den polske hær kunne holde ud i flere måneder, men det sovjetiske angreb gjorde denne strategi umulig.
thumb|right|Tyske og sovjetiske tropper hilser på hinanden efter invasionen