Operation Shingle (22. januar 1944), under Felttoget i Italien under 2. verdenskrig, var en allieret amfibielandgang mod aksemagternes styrker i området omkring Anzio og Nettuno i Italien. Operationen blev ledet af generalmajor John P. Lucas og havde til formål at falde de tyske styrker ved Gustav-linjen i ryggen og muliggøre et angreb på Rom. Det efterfølgende slag kaldes i reglen for slaget ved Anzio.
Baggrund I slutningen af 1943 efter invasionen af Italien var de Allierede styrker gået i stå ved Gustavlinjen, en forsvarslinje tværs over Italien syd for Rom. Terrænet i det centrale Italien havde vist sig ideelt for forsvar og feltmarskal Albert Kesselring udnyttede dette til fulde. Der blev gjort adskillige allierede forsøg på at bryde dødvandet, men Winston Churchills ide om "Operation Shingle" blev i starten betragtet med foragt af general George Marshall, som var mere optaget af at planlægge en stor invasion i Normandiet end på at høre på Churchills ideer om amfibieoperationer. Først efter at Churchill personligt havde appelleret til Franklin D. Roosevelt blev planen godkendt af ham og Josef Stalin, som hilste enhver større vestallieret offensiv velkommen, fordi den kunne taget noget af presset fra Østfronten. Et stort angreb i syd fra 5. amerikanske armé under kommando af generalløjtnant Mark W. Clark, skulle trække Tysklands udmarvede styrker væk fra området ved Rom og fra bakkerne mellem Rom og kysten. Dette ville gøre det muligt for 5. armés 6. korps at gennemføre en overraskende landgang under kommando af generalmajor John P. Lucas i området ved Anzio/Nettuno og en efterfølgende hurtig fremrykning ind i Albanerbjergene og afskære de tyske kommunikationslinjer og "true ryggen på det tyske 14. panserkorps" under general Fridolin von Senger und Etterlin.
Planen Planlæggerne hævdede, at hvis Kesselring (som havde kommandoen over de tyske tropper i Italien) trak tropper væk fra Gustavlinjen for at forsvare sig mod det allierede angreb, ville de allierede styrker kunne gennembryde linjen, og hvis Kesselring ikke overførte tropper fra Gustavlinjen, så ville Operation Shingle true med at erobre Rom og afskære de tyske enheder, som forsvarede Gustavlinjen. Skulle tyskerne have tilstrækkelige forstærkninger til rådighed til at forsvare såvel Rom som Gustavlinjen mente de Allierede at operationen trods alt ville være vellykket da den kunne fastholde tropper, som ellers ville kunne indsættes på den anden front. Operationen blev officielt droppet den 18. december 1943, men blev senere sat på programmet igen.
General Clark mente ikke, at han havde tilstrækkelig store styrker på fronten i Syditalien til at kunne udnytte et gennembrud. Hans plan var derfor baseret på at offensiven i syd skulle tiltrække Kesselrings reserver og give styrken ved Anzio mulighed for et hurtigt udbrud fra brohovedet ind i landet. Det ville også afspejle de ordrer han havde fået fra general Harold Alexander om at "... gennemføre en landgang i nærheden af Rom med det formål at afskære fjendens kommunikationslinjer og true bagsiden af det tyske 14. korps [ved Gustavlinjen]."Clark (2006), p. 69 Imidlertid afspejlede hans skrevne ordrer til Lucas ikke rigtig denne hensigt. Oprindelig havde Lucas fået ordre om "1. Erobre og sikre et [brohoved] i nærheden af Anzio 2. Rykke frem og sikre Colli Laziali [Albanerbjergene] 3. Være klar til at rykke mod Rom". Clarks endelige ordrer lød imidlertid: "...2. Rykke frem mod Colli Laziali" hvilket gav Lucas en betydelig fleksibilitet med hensyn til tidspunktet for enhver fremrykning mod Albanerbjergene. Det er sandsynligt, at den forsigtighed, som blev udvist af både Clark og Lucas i en vis grad var et resultat af Clarks erfaringer under det vanskelige slag om brohovedet ved SalernoClark (2006), p. 85 samt Lucas' naturlige forsigtighed som følge af hans manglende kamperfaring.
Hverken Clark eller Lucas havde fuld tillid til deres overordnede eller operationsplanen.Clark (2006), pp.70—71 I lighed med hovedparten af staben ved 5. armé mente de, at Shingle var en opgave som krævede to korps eller måske en hel armé.Clark (2006), p. 76 Nogle få dage før angrebet skrev Lucas i sin dagbog: "Det ender med at de sætter mig i land med utilstrækkelige styrker, så jeg kommer i alvorlige vanskeligheder ... og hvem får så skylden?"Clark (2006), p. 77 og "[operationen] har en kraftig lugt af Gallipoli og tilsyneladende er den samme amatør stadig på trænerbænken." "Amatøren" kan kun have været en henvisning til Winston Churchill, som blev gjort ansvarlig for den katastrofale landgang ved Gallipoli under 1. verdenskrig, og som personlig var fortaler for Shingle.
Knaphed på skibe Et af problemerne med planen var knapheden på landgangsfartøjer. Især de amerikanske ledere var indstillet på at intet måtte forsinke invasionen i Normandiet og støtteoperationen i Sydfrankrig. Operation Shingle ville kræve brug af landgangsskibe, som skulle bruges i disse operationer. Oprindelig skulle Shingle afgive disse skibe den 15. januar. Da dette imidlertid blev vurderet til at være problematisk gav præsident Roosevelt tilladelse til at fartøjerne kunne anvendes indtil 5. februar.
Oprindelig var der kun tilstrækkelig mange landgangsskibe til rådighed, til at en enkelt division kunne landsættes i Shingle. Senere insisterede Churchill på at der blev stillet tilstrækkelig mange skibe til rådighed, så to divisioner kunne landsættes. De allierede efterretningstjenester mente, at der var fem eller seks tyske divisioner i området, men den amerikanske 5. armés efterretningsvæsen undervurderede stærkt den 10. tyske armés aktuelle kampkraft, idet den mente, at mange af enhederne var udkørte efter at have været involveret i defensive slag siden september.
Slagorden
De allierede styrker under dette angreb bestod af 5 krydsere, 24 destroyere, 238 landgangsfartøjer, mere end 62 andre skibe, 40.000 soldater og over 5000 køretøjer.
Angrebet bestod af tre grupper:
Den britiske styrke ("Peter Beach") Denne styrke angreb kysten 10 km nord for Anzio. 1. britiske infanteridivision 1. infanteribrigade 1. bataljon The Loyal Regiment 2. bataljon The North Staffordshire Regiment 6. bataljon The Gordon Highlanders 2. infanteribrigade 1. bataljon The Duke of Wellington's Regiment 2. bataljon The Sherwood Foresters 1. bataljon The King's Shropshire Light Infantry 24. infanteribrigade 5. bataljon Grenadier Guards 1. bataljon Irish Guards 1. bataljon Scots Guards 1. opklaringsregiment 2/7. The Middlesex Regiment 2., 19. og 67. feltartilleriregiment 81. panserværnsregiment 90. lette antiluftskytsregiment 23., 238. og 248. ingeniørkompagni 6. feltudrustningskompagni 1. brolægningsdeling 46. Royal Tank Regiment 2. Special Service Brigade (delvis) No.9 Commando No.43 Commando
Den nordvestlige amerikanske styrke ("Yellow Beach") Den styrke angreb havnen i Anzio.
6615. Rangerregiment 1st Rangerbataljon 3rd Rangerbataljon 4th Rangerbataljon 509. faldskærmsinfanteribataljon 83. mortérbataljon 93. felthospital 95. felthospital
Den sydvestlige amerikanske styrke ("X-Ray Beach") Denne styrke angreb kysten 10 km øst for Anzio. Invasionsplanen gik oprindelig ud på, at 504. faldskærmsregiment skulle nedkastes nær Aprilia, 13 km nord for Anzio, hvilket ville have placeret det i stilling til en hurtig erobring af det vigtige vejkryds ved Campoleone, som ikke blev erobret før i slutningen af maj. Denne plan blev imidlertid opgivet den 20. januar, tilsyneladende på grund af de høje tab under de luftbårne angreb på Sicilien. 504. luftbårne regiment blev herefter landsat fra havet.
amerikanske 3. infanteridivision 7. infanteriregiment 1/7 infanteribataljon 2/7 infanteribataljon 3/7 infanteribataljon 15. infanteriregiment 1/15 infanteribataljon 2/15 infanteribataljon 3/15 infanteribataljon 30. infanteriregiment 1/30 infanteribataljon 2/30 infanteribataljon 3/30 infanteribataljon 3. infanteridivisions artilleri 9. mellemsvære artilleriafdeling 10., 39. og 41. feltartilleriafdeling 10. ingeniørbataljon 601. Panserjagerbataljon 751. Panserbataljon 441. Antiluftskytsbataljon B-batteriet, 36. feltartilleriregiment 69. selvkørende feltartilleriafdeling 84. mortérbataljon (motoriseret) 504. faldskærmsregiment 1/504 Faldskærmsinfanteribataljon 2/504 Faldskærmsinfanteribataljon 3/504 Faldskærmsinfanteribataljon
Angreb i syd
5. armés angreb på Gustavlinjen begyndte den 16. januar 1944 ved Monte Cassino. Selv om operationen ikke opnåede et gennembrud lykkedes den delvis i sit primære formål. General Heinrich von Vietinghoff, som havde kommandoen over Gustavlinjen tilkaldte forstærkninger, og Kesselring overførte 29. og 90. pansergrenaderdivision fra Rom.
Slaget Indledende landsætninger thumb|350px|right|Styrkernes placering ved Anzio og Cassino januar/februar 1944 Landsætningerne begyndte den 22. januar 1944.
Selv om det var ventet, at man ville møde modstand, som ved Salerno i 1943, mødte de første landsætninger praktisk taget ingen modstand, bortset fra beskydning fra Luftwaffe, som beskød landgangen med maskingeværer.
Ved midnat var 36.000 soldater og 3200 køretøjer landsat på strandene. 13 allierede soldater var blevet dræbt og 97 såret. Omkring 200 tyskere var taget til fange.Laurie i CMH Publication 72-19, p. 9 1. division var trængt 3 km ind i landet. Rangers erobrede Anzios havn. 509. luftbårne bataljon erobrede Nettuno, og 3. division trængte 5 km ind i landet.
I de første dage af operationerne havde ledelsen af den italienske modstandsbevægelse et møde med de Allieredes hovedkvarter. Den tilbød at vise de allierede styrker vej i Albanerbjergene, men de allierede chefer afslog tilbuddet.
Efter landsætningerne Det er klart, at Lucas' overordnede forventede en eller anden form for offensiv fra ham. Formålet med landgangen var at falde det tyske forsvar på Vinterlinjen i ryggen og drage fordel af deres udsatte ryg, og forhåbentlig få dem til i panik at trække sig nordpå forbi Rom. Imidlertid fyldte Lucas flere mænd og materiel ind i sit lille brohoved og forstærkede sine forsvarsstillinger.
Winston Churchill var tydeligvis utilfreds med denne handling: "Jeg havde håbet at vi kastede en vildkat ind på stranden, men det eneste vi fik var en strandet hval", sagde han.John Colville (2004), The Fringes of Power–Downing Street Diaries 1939-1955. London: Wiedenfield and Nicolson, p. 456.
Lucas' beslutning er fortsat kontroversiel. Den kendte militærhistoriker John Keegan skrev: "hvis Lucas havde taget risikoen med at styrte mod Rom på førstedagen, ville hans fortropper formentlig være nået frem, men de ville snart blive knust. Han kunne imidlertid godt have sat sig på områder et godt stykke inde i land.'" Lucas havde imidlertid ikke tiltro til den strategiske planlægning af operationen. Han kunne også hævde, at hans fortolkning af ordrerne fra general Clark ikke var urimelig. Med to divisioner i land, og overfor to til tre gange så mange tyskere, ville det ikke være urimeligt om Lucas anså brohovedet for usikkert. Ifølge Keegan opnåede Lucas ved sine handlinger det værst mulige, idet han udsatte sine styrker for fare uden samtidig at udsætte fjenden for nogen."
Aksestyrkernes reaktion thumb|220px|Britiske krigsfanger ved Nettuno