thumb|200px|Jérôme Bonaparte
Jérôme Bonaparte (født Roland Buonaparte; 15. november 1784 i Ajaccio på Korsika – 24. juni 1860) var en fransk prins, militærmand og konge af Westfalen fra 1807 til 1813. Han var den yngste af Napoleon 1.s brødre og blev gennem sit første ægteskab med den amerikanske købmandsdatter Elizabeth Patterson (1785–1879) fra Baltimore stamfader til den amerikanske gren af Huset Bonaparte. Efter det første franske kejserriges sammenbrud levede han en årrække i eksil under titlen fyrste af Montfort, men vendte tilbage til fremtrædende offentlige embeder under det andet franske kejserrige, hvor han blev udnævnt til marskal af Frankrig, præsident for det franske senat og kejserlig prins.
Biografi
Opvækst og tidlig militærkarriere
Jérôme Bonaparte blev født den 15. november 1784 i Ajaccio på Korsika som den yngste af Bonaparte-brødrene. Han mistede allerede som ganske ung sin far og voksede op under moderens opsyn. Som trettenårig blev han af sin ældre bror Napoleon anbragt på skolen i Juilly, men allerede to år senere fik han ansættelse i den franske konsulargarde. Hans ungdom var præget af begrænsede skolekundskaber, manglende karakterfasthed, gældsstiftelse og deltagelse i dueller, hvilket i november 1800 foranledigede Napoleon til at sende ham til søs. Under sin efterfølgende tjeneste i den franske marine avancerede han fra marineløjtnant til skibschef.
I 1802 søgte Jérôme mod de nordamerikanske fristater for at undgå britiske krydsere. Som bror til den franske førstekonsul blev han modtaget med stor begejstring i både Washington og Boston, og i oktober samme år blev han gæst hos den amerikanske politiker og højesteretsdommer Samuel Chase i Baltimore, Maryland. Opholdet fik afgørende betydning for hans privatliv og slægtshistorie, idet han her lærte sin første hustru, Elizabeth Patterson, at kende.
Ægteskabet med Elizabeth Patterson
Under opholdet i Baltimore forelskede Jérôme sig i den 18-årige Elizabeth Patterson, datter af den velhavende købmand William Patterson, der som ung var indvandret fra Irland og havde opbygget en af Marylands største formuer. Forbindelsen vakte betydelig opsigt og mødte stærk modstand fra Elizabeths far, der blandt andet forsøgte at få den franske konsul til at foranledige Jérômes overflyttelse til Virginia. Trods modstanden blev parret viet juleaften den 24. december 1803 ved en højtidelighed i Baltimore, forestået af den katolske biskop John Carroll. Ægteskabet blev imidlertid ikke anerkendt af Napoleon 1., der ønskede at anvende sine brødres ægteskaber til at knytte dynastiske forbindelser med Europas fyrstehuse og derfor modsatte sig forbindelsen med den amerikanske købmandsdatter.
I begyndelsen af 1805 rejste Jérôme og Elizabeth til Europa om bord på et af Patterson-familiens handelsskibe og ankom i marts til Lissabon. Jérôme blev kaldt til Italien, mens Elizabeth blev nægtet adgang til det europæiske fastland. Efter forgæves at have forsøgt at opnå ophold i Nederlandene rejste hun til England, hvor hun den 7. juli 1805 i Camberwell ved London fødte parrets eneste barn, Jérôme Napoléon Bonaparte. Napoleon 1. gennemtvang siden ægteskabets opløsning ved en beslutning truffet af det franske statsråd, selvom paven havde nægtet at erklære forbindelsen ugyldig. Kejseren tilbød Elizabeth en årlig understøttelse på 6.000 francs mod at vende tilbage til Amerika og opgive navnet Bonaparte, men hun afviste betingelserne. Efter sønnens fødsel modtog hun 1.000 guineas fra Jérôme og fik desuden i en periode økonomisk understøttelse fra Napoleon 1., herunder en årlig ydelse på 12.000 dollars og en gave på 30.000 dollars.
Elizabeth vendte i 1806 tilbage til Baltimore efter sin fars indtrængende opfordring, mens Jérôme forblev i Europa. De tidligere ægtefæller genså kun hinanden én gang efter deres adskillelse. Under et besøg i Pitti-galleriet i Firenze stødte Jérôme, ledsaget af sin senere hustru Katharina af Württemberg, tilfældigt på Elizabeth. Ingen af de tidligere ægtefæller gav noget tegn på genkendelse, men Jérôme bemærkede efterfølgende over for Katharina, at kvinden var hans amerikanske hustru. Elizabeth fastholdt resten af livet sin tilknytning til Bonaparte-navnet og gjorde vedvarende krav gældende på sine efterkommeres rettigheder inden for den franske kejserfamilie.
Konge af Westfalen og senere ægteskaber
I 1807 giftede Jérôme sig med prinsesse Katharina af Württemberg og blev af Napoleon udnævnt til konge af den tyske stat Westfalen, der havde Kassel som hovedstad. Ægteskabet med Katharina indgik i Napoleons bestræbelser på at knytte sine brødre til de europæiske fyrstehuse gennem dynastiske forbindelser og styrke den bonapartiske families position i Europa. Med Katharina fik Jérôme blandt andre børnene prinsesse Mathilde Bonaparte og Napoléon Joseph Charles Paul Bonaparte (1822–1891), der også blev kendt som prins Napoléon.
Jérôme regerede Westfalen indtil 1813, da kongeriget blev opløst i forbindelse med Napoleons militære nederlag og det første franske kejserriges sammenbrud. Efter tabet af sin trone modtog han titlen fyrste af Montfort af sin svigerfar, kongen af Württemberg. Efter Napoleons afsættelse og fangenskab flyttede Jérôme til Italien, hvor han senere indgik sit tredje ægteskab med Giustina Pecori-Suárez, der tidligere havde været gift med en italiensk adelsmand.
Tilbagevenden til Frankrig og politisk virke
Jérôme vendte tilbage til en fremtrædende stilling i Frankrig, efter at hans nevø Louis-Napoléon Bonaparte i 1848 blev valgt til fransk præsident. Under nevøens efterfølgende kejserdømme blev Jérôme udnævnt til marskal af Frankrig, præsident for det franske senat og kejserlig prins. Han genvandt dermed en betydelig politisk og dynastisk position efter årtier, hvor hans kongedømme var gået tabt, og Bonaparte-slægten havde været uden for den franske regeringsmagt.
Jérôme Bonaparte døde den 24. juni 1860, 75 år gammel.
Den amerikanske slægtsgren og Elizabeth Pattersons senere liv
Gennem sit første ægteskab med Elizabeth Patterson blev Jérôme Bonaparte stamfader til den amerikanske gren af Huset Bonaparte. Deres søn, Jérôme Napoléon Bonaparte, voksede op hos moderen i Baltimore og modtog senere en del af sin uddannelse i Europa. Han blev i 1826 student fra Harvard College, tog juridisk eksamen og giftede sig i 1829 med den velhavende Susan May Williams, der bragte en betydelig formue ind i ægteskabet. Parret bosatte sig i Baltimore og fik sønnerne Jérôme Napoléon Bonaparte II og Charles Joseph Bonaparte, hvoraf sidstnævnte senere blev en fremtrædende amerikansk sagfører og minister i præsident Theodore Roosevelts regering. Forholdet mellem Elizabeth og hendes søn var til tider anstrengt, men hun knyttede sig nært til sit ældste barnebarn.
Elizabeth overlevede både det første franske kejserriges fald og det andet kejserriges oprettelse og sammenbrud. Selvom hun som følge af sin fars modstand mod ægteskabet med Jérôme kun arvede en beskeden del af hans betydelige formue, opbyggede hun gennem dygtige investeringer og livslang sparsommelighed en meget stor selvstændig formue. Hun førte personligt tilsyn med sine ejendomme og kapitalanbringelser, foretrak et enkelt liv i et beskedent pensionat frem for luksus og bevarede sin erhvervsmæssige aktivitet til langt op i alderdommen. Hun lagde betydelig vægt på sit helbred og håbede at leve til sit hundrede år. Endnu i sit 90. leveår deltog hun aktivt i sine forretningsanliggender, men tilbragte de sidste fem år af sit liv næsten udelukkende i sine private værelser. Hendes forretningssans blev anset for usædvanlig, og hendes evne til at skabe en stor formue ud fra en beskeden kapital vakte betydelig beundring. Hun blev tillige erindret for sin store skønhed, og selv i sin høje alder havde hun bevaret meget af sit ungdommelige udseende; ved hendes død blev det bemærket, at hendes pande næsten var uden rynker, og at hendes profil endnu bar præg af hendes ungdommelige skønhed.
Elizabeth Patterson Bonaparte døde den 4. april 1879, mere end 94 år gammel, og efterlod sin betydelige formue ligeligt til sine to sønnesønner. Gennem sønnen Jérôme Napoléon Bonaparte fortsatte den amerikanske gren af huset Bonaparte, hvis efterkommere blandt andre omfattede den danske grevinde Louise-Eugénie Bonaparte (1873–1923), der i 1896 blev gift med greve Adam Gottlob Carl Moltke-Huitfeldt.
Referencer
Kategori:Personer fra Ajaccio Kategori:Konger fra Tyskland Kategori:Katolske monarker Kategori:Personer i Napoleonskrigene Jerome Kategori:Korsika Kategori:Marskaller af Frankrig