London Bridge Station er et stort National Rail- og London Underground-stationskompleks i Southwark-distriktet i det centrale London, der optager et stort område i to niveauer umiddelbart sydøst for London Bridge og 2,6 km øst for Charing Cross. Den er en af verdens ældste jernbanestationer. Set på passagertal er det den fjerdestørste jernbaneterminal i London, men statistikkerne tager ikke højde for det store antal pendlere, der skifter tog på stationen.
Fjerntogsstationen er en af 18 jernbanestationer, der bestyres af Network Rail og er både en stor ende- og skiftestation for Sydlondon. Den har også gennemkørende perronspor for tog fra Sydøstlondon til Charing Cross. Der betjenes over 54 millioner mennesker om året. Adgang til alle perroner foregår gennem billetbomme.
Underground-stationen betjener Jubilee line og Northern lines Bank-gren. Den består af en billethal/indgangsområde med sin hovedfacade på Tooley Street, og har også ind- og udgange på Borough High Street. Der er også adgang til Underground-stationen via rulletrapper fra fjerntogsstationens forhal.
Stationen ligger i takstzone 1. London Bridge er den ene af to jernbaneterminaler i London syd for Themsen, hvor den anden er Waterloo. Derfor er der heller ikke en direkte forbindelse til Circle line.
Historie London Bridge Station i Tooley Street, syd for Themsen, er den ældste af Londons jernbaneterminaler, og har haft en meget kompliceret historie med hyppig ombygning og skiftende ejerskab. Der er dog ikke den første station i Londons nuværende metropolitanområde, da London and Greenwich Railway-stationerne i Spa Road (Bermondsey) og Deptford åbnede den 8. februar 1836, mens åbningen af banen indtil London Bridge Station var udskudt til 14. december 1836, grundet forsinkelser i færdiggørelsen af en bro i Bermondsey Street. Fra september 1836 kørte tog helt ind den østlige ende af Bermondsey Street-broen og passagerer gik de sidste ca. 100 m.
Oprindelig London and Greenwich Railway-station thumb|right|Den oprindelige London and Greenwich Railway-station ved åbningen af banen i december 1836 før taget var rejst, og før grunden foran tilskuerne blev rømmet for at gøre plads til den oprindelige Croydon-station. Den oprindelige station blev bygget med et skråtag med træspær, 17 x 65 m, kort efter åbningen. For færdiggørelsen indgik London and Greenwich Railway en aftale med den foreslåede London and Croydon Railway om at sidstnævnte kunne bruge deres spor fra Corbett's Lane i Bermondsey og om at dele deres station. Greenwichbanen havde dog undervurderet omkostningerne af byggeriet af den lange viadukt, som fører til London Bridge, og var ikke i stand til at bygge en stor nok station til begge selskabers trafik, så i juli 1836 solgte de en grund tilstødende deres station (der stadig var under anlæg) til Croydonbanen, så de kunne bygge deres egen station.Turner (1977) p.42
London and Croydon Railway-station thumb|right|Et Railway Clearing House-kort fra 1908 over banerne omkring indkørslen til London Bridge. London and Brighton Railway og South Eastern Railway (SER) planlagde begge også ruter fra London til Brighton og Dover, og det britiske parlament besluttede at London and Greenwich-banen skulle være adgangskorridoren til London fra Sydøstengland. Da disse to jernbaneselskaber blev anmodet om at dele London and Croydon Railways rute fra nær Norwood, som igen delte London and Greenwich Railways rute fra Bermondsey og ind til London Bridge. Som følger heraf fik London and Croydon Railway i 1838 beføjelser til at forstørre stationen, de var ved at anlægge ved London Bridge, selvom den endnu ikke var åbnet.Turner, (1977) pp.26-39.
London and Croydon Railway åbnede deres bane og begyndte at bruge deres station den 5. juni 1839, og London and Brighton Railway tilsluttede sig i juli 1841, efterfulgt af South Eastern Railway i december 1842. Ret hurtigt stod det klart at indkørslen ind til London Bridge ikke var tilstrækkelig til fire selskabers trafik, så mellem 1840 og 1842 udvidede Greenwichbanen den, med en fordobling af antallet af spor til fire. De nye spor, der var tiltænkt Croydon-, Brighton- og South Eastern-togene, blev lagt på sydsiden af den eksisterende Greenwichbane, mens deres station var den nordligste på London Bridge-grunden, hvilket medførte en akavet og potentiel farlig krydsning af hinandens baner. Selskabernes direktører besluttede derfor at bytte stationsgrunde. London and Greenwich Railway overtog den nybyggede London and Croydon Railway-station, mens et nyt fælles udvalg af Croydon-, Brighton- og South Eastern-selskaberne ville nedrive den første station og bygge en ny fælles station på deres grund.Turner, (1977) pp.176-9.
thumb|right|Den foreslåede fælles London Bridge Station, ca. 1844. thumb|right|De fælles stationer, ca. 1858-60. Fælles station Planerne for en stor ny station blev udarbejdet og tegningerne blev offentliggjort i The Illustrated London News og George Bradshaws Guide to the London and Brighton Railway (1844). De viste 'en bygning i halv-Italianate stil med et malerisk kampanile'. p.223. Den åbnede i juli 1844, mens den kun var delvist færdig, men hændelser gjorde at klokketårnet aldrig blev bygget, og den nye bygning blev kun stående i fem år.
I løbet af 1843 blev South Eastern- og Croydon-selskaberne løbende mere bekymret over London and Greenwich Railways høje priser for brug af stationsindkørslen, og fik parlamentarisk støtte til at bygge deres egen selvstændige bane indtil Sydlondon til en ny station ved Bricklayer's Arms. Denne bane åbnede i 1844 og hovedparten af de to selskabers trafik fra London Bridge ophørte, hvilket efterlod Greenwich- og Brighton-selskaberne på London Bridge Station. Greenwich-selskabet, der var i optil var i økonomiske vanskeligheder, var på randen af konkurs og blev tvunget til at lease deres baner til South Eastern Railway fra januar 1845. De følgende år fusionerede Croydon- og Brighton-selskaberne med andre til at danne London, Brighton and South Coast Railway (LB&SCR). Som følge af fusionen var der nu kun to selskaber, der ønskede at bruge de to tilstødende London Bridge Stationer. Derfor benyttede LB&SCR den ufærdige fælles station indtil 1849, hvor den blev revet ned for at gøre plads til en større station.
thumb|right|South Eastern-stationen (t.v.) og den midlertidige Brighton-station efter nedrivningen af den fælles station, ca. 1850.
South Eastern Railway-station SER overtog den anden London and Greenwich-station (der var blevet bygget for London and Croydon Railway) og forsøgte at udvikle grunden, frem for at forsøge at investere i den tidligere fælles station, der var blevet LB&SCR's ejendom. SER-stationen blev derfor ombygget og forstørret mellem 1847 og 1850 efter design af Samuel Beazley.Eliis, p.223. Samtidig blev der foretaget yderligere forbedringer til stationsindkørslerne, med en forøgelse af antallet af spor til seks, der fuldstændigt adskilte de to jernbaners linjer. Ved færdiggørelsen af udvidelsen lukkede SER deres endestation på Bricklayer's Arms for passagerer og lavede grunden til et godsdepot.
London Bridge Station forblev SER's endestation i London indtil 1864, hvor deres station igen blev ombygget, og fem af de eksisterende perronspor blev gjort gennemkørende for at muliggøre forlængelsen af hovedbanen til det centrale London og den nye Charing Cross Station, og i 1866 til Cannon Street Station. I 1899 indgik SER i en fælles arbejdsgruppe med London, Chatham and Dover Railway (LC&DR), der blev til South Eastern and Chatham Railway Companies Joint Management Committee. Udfletninger blev omlagt så tog kunne køre gennem London Bridge til LC&DR's stationer ved Holborn Viaduct og St Pauls.
thumb|right|London, Brighton and South Coast Railway-stationen, ca. 1853.
London, Brighton and South Coast Railway-station LB&SCR overtog den ufærdige fælles station, som de rev ned i 1849, og åbnede en midlertidig station i 1850.Railway Gazette 11 December 1936 p.966 Denne blev ombygget og forstørret i 1853-54 for at kunne håndtere den nye trafik fra banerne til Sydenham og Crystal Palace. En treetagers kasselignende konstruktion blev rejst, med jernbanens navn indpræget på det øverste rækværk.
I 1859 anmod London, Chatham and Dover Railway til LB&SCR om lov til at køre fra Sydenham til London Bridge, men dette blev nægtet. p.6. Der blev dog indgået en billetordning mellem de to selskaber, da LC&DR reklamerede med forbindelser til og fra London Bridge i deres køreplaner for juli 1861 i The Times og Bradshaw's Railway Guide. p.16.The Times Wednesday, 5 Dec 1860, p.2. Denne ordning var dog kort i afventning af anlægget af LC&DR-banen til Holborn Viaduct.
LB&SCR byggede Terminus Hotel ved stationen i 1861, men dette var ikke vellykket grundet beliggenheden ved flodens sydkyst, så det blev til kontorer for jernbanen i 1892.
Parlamentet vedtog i 1862 en lov, hvor LB&SCR fik beføjelser til at forstørre stationen yderligere.25 & 26 Vic. cap.78 30 June 1862, I løbet af de næste par år blev der bygget fire yderligere perroner på et tilstødende areal syd for deres eksisterende station til håndtering af den yderligere trafik, der blev genereret af færdiggørelsen af South London Line og andre forstadsbaner til Victoria Station.Turner, (1978) pp.185-93. Denne havde et buetag på 27 x 200 m og var tegnet af J. Hawkshaw og F. D. Banister. I løbet af det 20. århundredes første årti blev LB&SCR-stationen på London Bridge igen forstørret, men generelt forblev London Bridge Station en spredt forvirring. p.78. thumb|right|Stationen i 1922 kort før Southern Railway-ejerskabet. Stationens kaotiske natur ved århundredeskiftet blev beskrevet i John Davidsons digt, London Bridge:
... Inside the station, everything's so old, So inconvenient, of such manifold Perplexity, and, as a mole might see, So strictly what a station shouldn't be, That no idea minifies its crude And yet elaborate ineptitude. ...
LB&SCR elektrificerede South London Line fra London Bridge til Victoria i 1909 med køreledninger. Da dette eksperiment viste sig vellykket, blev andre forstadslinjer fra stationen også elektrificeret, inklusive banerne til Crystal Palace i 1912. Elektrificering af hovedbanen til Croydon var dog ikke fuldendt før 1920, grundet forsinkelser skabt af 1. verdenskrig.Turner, (1978), pp.206-7.
Southern Railway-station Da sammenslutningen af jernbaner i det sydlige England dannede Southern Railway i 1923, blev de to tilstødende stationer endeligt underlagt samme ejerskab. Mellem 1926 og 1928 elektrificerede Southern Railway SE&CR's forstadsbaner ved London Bridge med tredjeskinnesystemet, og ændrede de eksisterende LB&SCR-ruter til samme system. Samtidig blev der installeret farvede lyssignaler. Southern Railway elektrificerde Brighton Main Line til Brighton og sydkysten i 1932-33, således at 90 procent af togene på stationen var elektriske i 1936.
Begge London Bridge Stationer blev slemt beskadiget under bombeangreb i The Blitz i december 1940 og primo 1941. Bombeskaderne på de to stationer blev lappet, bortset fra det tidligere Terminal Hotel, som blev benyttet til jernbanekontorer på dette tidspunkt, der blev erklæret usikker og nedrevet.Ellis, p.223.
British Railways-station thumb|right|Den centrale del af forhallen før ombygningen i 1978. thumb|right|Stationsindkørslen før ombygningen i 1978.