Glud Museum er et statsanerkendt frilandsmuseum, i den lille by Glud i det tidligere Bjerre Herred, nu Hedensted Kommune. Museet formidler landboliv på Juelsminde-halvøen fra midten af 1600-tallet til midten af 1900-tallet. Udstillingerne består af 14 primært bindingsværkshuse og anlæg fra området forsynet med indbo, der viser dagligdagen på de fede østjyske jorde i 300 år.

Museet har åbent fra påske til og med oktober og med udvidede åbningstider op til jul. I sommerperioden er museet levendegjort med talrige arbejdende værksteder, hvor der bliver demonstreret håndværk, smedet, vævet, skåret og drejet i træ, orkeret, kniplet, strikket og meget mere.

Grundlæggelse

Museet blev grundlagt i 1912 som et af de første frilandsmuseer i Danmark. Grundlæggeren, Søren Knudsen, var en lokal malermester, som havde en stærk interesse for bl.a. bygningshistorie.

Under sin vandring på valsen i Europa omkring år 1900 blev Knudsen inspireret af Tysklands indsats for at bevare deres historiske bygninger. Det blev begyndelsen på Glud Museum.https://sogn.dk/uploads/Soeren_Knudsen_03.pdf

Stedets første bygning var Rasmus Thomesøns hus fra 1662, som var en tidligere fæstegård tæt på Glud Kirke. Efter at have modtaget lokal støtte flyttede Knudsen huset (på sin egen trillebør) til museets grund. Samtidig tog han initiativ til at oprette en museumsforening, som efter nogle år købte museet af Knudsen. I de følgende år udvidede han museet med flere bygninger – bl.a. et fiskerhus og en smedje.Lykke, Olsen, "Søren Knudsen - Museumsmanden og mennesket", Glud Museum, 2013

Grundlæggeren var en markant personlighed, som med sin store historiske interesse og sit arbejde for at bevare historiske miljøer, var forud for sin tid – men han var også en stridbar mand, som jævnligt var i konflikt med lokalbefolkningen. Ved hans død i 1955 sluttede en epoke i museets historie. På dette tidspunkt bestod museet af 8 bygninger fra Bjerre Herred. Museet blev drevet videre af en ny museumsforening, som blev etableret ved hans død.

I 1960 søgte museet om statsstøtte.

Bygninger Museet rummer en samling af historiske bygninger fra lokalområdet og det gamle Bjerre Herred, der tilsammen belyser udviklingen af land-, håndværks- og hverdagsliv fra 1600-tallet til det 20. århundrede. https://gludmuseum.dk/wp-content/uploads/2020/01/Gludmuseum2020.pdf

Blandt de ældste bygninger på museet er Rasmus Thomesøns stuehus fra 1662, Østruphuset fra 1687 og Fiskerhuset fra Bjørnsknude fra 1725. Samlingen af husene omfatter desuden en herregårdssmedje fra Jensgård i Østrup (1753), husmandsstedet Marthas hus fra Skjold fra slutningen af 1700-tallet, et spændhus og et transformatortårn fra 1953.

En af museets markante bygninger kom til i 1980'erne, hvor museet modtog og genopbyggede en stor, firelængede bindingsværksgård (Badensminde) fra 1811 på museets grund. Søren Knudsen havde tegnet bygningen og dens indretning i detaljer i 1928, og museet valgte derfor valgt at indrette gården anno 1928 og dermed tage hul på det 20. århundredes formidling på stedet.Badensminde blev første skridt på vejen mod det 20. århundrede på Glud Museum.

I 2023 modtog museet et sommerhus, der tidligere havde ligget i Hamborgkolonien i As Vig. Med sommerhuset indrettet som 1950 kunne museet nu formidle landsbyhistorie fra en tid, hvor almindelige danskere fik mulighed for at feriere ved kysterne.

Museets område rummer også historiske haver såsom en kålgård og en prydhave.

Referencer

Eksterne kilder og henvisninger Bjerre Herreds Bogen 2, Knud Søndergaard (red.) m.fl., Glud Museums Forlag, 2001 Museets hjemmeside

Kategori:Historiske museer i Danmark Kategori:Frilandsmuseer i Danmark Kategori:Bygninger, konstruktioner og anlæg i Hedensted Kommune Kategori:Museer etableret i 1912 Kategori:Statsanerkendte museer i Danmark Kategori:Museer i Region Midtjylland