The Final Cut er det tolvte studiealbum af den engelske progressive rockgruppe Pink Floyd. Albummet blev udgivet i marts 1983 af Harvest Records i Storbritannien og et par uger senere af Columbia Records i USA. Konceptalbummet, The Final Cut, er den sidste af bandets udgivelser, hvor Roger Waters optræder, og den eneste Pink Floyd-plade hvor han krediteres for at have skrevet og komponeret alle sange. Det meste af lyrikken på albummet synges af Waters; lead guitaristen David Gilmour bidrager kun med vokal på ét af albummets tolv numre.

The Final Cut var oprindeligt planlagt til at være et soundtrack til bandets film Pink Floyd The Wall fra 1982. Med udbruddet af Falklandskrigen ændrede Waters albummet til at handle om, hvad han betragtede som forræderi mod sin fars drøm og til at kritisere krig. For igen at skabe lyden fra en rockopera, som fandtes på albummets forgænger, The Wall (1979), blev The Final Cut optaget i otte forskellige lydstudier i Storbritannien i perioden juli til december 1982. Som ved de fleste andre af Pink Floyds udgivelser blev der hyret en række musikere udefra til indspilningerne, men produktionen var præget af de stigende spændinger mellem Waters og de øvrige bandmedlemmer – især Gilmour. Omslaget blev designet af Waters og afspejler albummets tema. The Final Cut nåede toppen af UK Albums Chart, men modtog meget blandede anmeldelser. En ledsagende kortfilm blev senere udgivet.

Efter udgivelsen af albummet koncentrerede bandmedlemmerne sig om soloprojekter. Herefter offentliggjorde Waters, at han havde forladt gruppen, og senere forsøgte han at forhindre Gilmour og trommeslageren Nick Mason i at bruge Pink Floyd-navnet. Gilmour har efterfølgende udtrykt sin utilfredshed med store dele af The Final Cut.

Baggrund Oprindeligt var det planlagt, at The Final Cut skulle være soundtrack til filmen Pink Floyd The Wall. Med arbejdstitlen Spare Bricks var det meningen, at det skulle have indeholdt nye sange eller sange fra The Wall, der var genindspillet til filmen. Det gjaldt for eksempel "When the Tigers Broke Free" og "Bring the Boys Back Home". Roger Waters, der var basguitarist, forsanger og hovedkomponist, havde dog også planlagt at indspille lidt nyt materiale som en udvidelse af The Walls fortælling.

Waters ændrede hensigt og begyndte at skrive nyt materiale som et resultat af udbruddet af Falklandskrigen. Han anså den britiske premierminister Margaret Thatchers udtalelse om invasionen af øerne som unødvendig, overpatriotisk og meget aggressiv, og han dedikerede efterfølgende albummet – der nu havde skiftet arbejdstitel til Requiem for a Post-War Dream – til sin far, Eric Fletcher Waters, som døde i 2. verdenskrig. Denne nye kreative retning forårsagede skænderier mellem Waters og Gilmour. Adskillige stykker musik der havde været under overvejelse til, men ikke brugt i The Wall – heriblandt "Your Possible Pasts", "One of the Few", "The Final Cut", og "The Hero's Return" – var dengang lagt til side til Spare Bricks. Skønt Pink Floyd ofte tidligere havde genbrugt gammelt materiale på deres udgivelser, følte Gilmour, at disse sange ikke var gode nok til det nye album. Han ville skrive nyt materiale, men Waters var skeptisk, idet Gilmour årene forinden ikke havde bidraget særligt meget tekstmæssigt til bandets udgivelser.

Albummets arbejdstitel blev ændret til The Final Cut, hvilket er en henvisning til skuespilforfatteren William Shakespeares skuespil Julius Caesar: "This was the most unkindest cut of all". "When the Tigers Broke Free" blev udsendt som single den 26. juli 1982 med "Bring the Boys Back Home" på B-siden.

Koncept og tidslinje

thumb|right|Britiske faldskærmstropper bevogter argentinske krigsfanger på Falklandsøerne. Mange af Waters' frustrationer omkring begivenhederne under Falklandskrigen er indlysende på albummet.

The Final Cut er et antikrigs-konceptalbum med elementer af rockopera. Waters' sangtekster bearbejder det, som han betragter som forræderi mod sin far og de andre britiske soldater, som ofrede deres liv i 2. verdenskrig for drømmen om tiden efter krigen. Denne 'drøm' gik ud på, at deres sejr ville vise vejen til en mere fredfyldt verden, hvor lederne ikke længere ville være så ivrige efter at løse stridigheder med krig. Albummets tekster er kritiske overfor Thatcher, hvis politik og beslutninger var et eksempel på, hvad Waters betragtede som at svigte de faldne britiske soldater fra 2. verdenskrig. Hun bliver konsekvent på albummet benævnt "Maggie".

Det første nummer, "The Post War Dream", indledes med en meddelelse fra en bilradio, der fortæller, at erstatningen for et skib der gik tabt under krigen vil blive bygget i Japan og ikke i Storbritannien. Waters' tekster henviser til hans døde far, japanerne og Margaret Thatcher indtil nummeret "Your Possible Pasts", som er en redigeret udgave af en sang, der blev fravalgt til The Wall. I "One of the Few", en anden fravalgt sang til The Wall, optræder skolelæreren fra The Wall som hovedpersonen; en krigshelt der vender tilbage til sit civile liv. Han er ude af stand til at dele sine erfaringer med sin kone, og i "The Hero's Return" pines han af tabet af en fra sin flybesætning. "The Gunner's Dream" fortæller om drømmen om en verden efter krigen uden tyranni og truslen om terrorisme (en henvisning til Hyde Park bombningen), hvilket efterfølges af lærerens flugt ind i alkoholisme i "Paranoid Eyes".

Den anden halvdel af albummet handler om forskellige krigsrelaterede forhold. Mens "Southampton Dock" er en klagesang til de hjemsendte krigshelte og samtidig til soldater på vej mod en sikker død, tager "Not Now John" fat om samfundets manglende vilje til at tage sig af de politiske og økonomiske problemer. "Get Your Filthy Hands Off My Desert" handler om Waters' indstilling til krig og invasion, og "The Fletcher Memorial Home" (titlen er et minde om Waters' far) reflekterer over hans fantasi om at samle og henrette verdens politiske ledere, heriblandt Leonid Bresjnev, Menachem Begin, og Margaret Thatcher. Albummets titelnummer ("The Final Cut") afslører Waters' dybeste hemmelighed; teksterne omhandler eftervirkningen af en mands isolation og seksuelle undertrykkelse, mens han forsøger at begå selvmord og kæmper med at få genetableret kontakt med sin omverden. Albummet slutter med "Two Suns in the Sunset", som skildrer en nuklear masseødelæggelse; det endelige resultat af en verden besat af krig og kontrol.

Indspilning Den amerikanske komponist og dirigent, Michael Kamen (som bidrog til orkesterafsnittene på The Wall), mæglede mellem Waters og Gilmour og var keyboardspiller som erstatning for Richard Wright, der på dette tidspunkt havde forladt gruppen. James Guthrie var ansat som lydtekniker, og Mason blev overraskende nok hjulpet af Ray Cooper og erstattet af Andy Newmark på "Two Suns in the Sunset", eftersom Mason var ude af stand til at spille de indviklede taktskift, som var påkrævet. Mason var også ansvarlig for de gentagne 'Maggie, what have we done?'-omkvæd. Raphael Ravenscroft, kendt fra sangen "Baker Street", var ansat til at spille saxofon. Indspilningen fandt sted i slutningen af 1982 i, hvad der ikke var set før, hele otte forskellige studier, heriblandt Gilmours hjemmestudie ved Hookend Manor og Waters' Billiard Room studier ved East Sheen. De øvrige studier var Mayfair Studios, Olympic Studios, Abbey Road Studios, Eel Pie Studios, Audio International, og RAK Studios.

Waters og Gilmour samarbejdede til at begynde med, idet de også spillede computerspillet Donkey Kong i fritiden, men spændingerne i bandet voksede. De to valgte til sidst at arbejde hver for sig. Andrew Jackson (lydtekniker) arbejdede med Waters på vokalerne, og Guthrie arbejdede med Gilmour på guitarerne. De mødtes med mellemrum for at diskutere færdigt materiale, og selv om denne arbejdsmetode ikke i sig selv var usædvanlig, begyndte Gilmour at føle presset og havde til tider svært ved at bevare fatningen. Kamen følte sig også presset; Waters havde aldrig været nogen selvsikker sanger, og ved en lejlighed efter gentagne optagelser i studiet så Waters, at Kamen skrev noget på et stykke notespapir. Waters blev vred og krævede at få at vide, hvad Kamen lavede. Da fandt han ud af, at pianisten havde skrevet: "I Must Not Fuck Sheep" (oversat: "Jeg må ikke bolle får") gentagne gange.

The Final Cut brugte lydeffekter sammen med nye avancerede metoder inden for lydoptagelse, som det også var gjort på tidligere Pink Floyd-album. Mason bidrog hovedsageligt med at indspille lydeffekter med systemet Holophonic, som bruges til at give en forstærket tredimensionel effekt på indspilningen (The Final Cut er det andet album nogensinde, hvorpå denne teknologi blev brugt). Den tredimensionelle lydeffekt blev brugt på "Get Your Filthy Hands Off My Desert", hvor der sker en eksplosion rundt om lytteren. Lydeffekter fra tidligere Pink Floyd-album er også tydelige; vinden fra Meddle (1971) er genbrugt, og det samme er dele af The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975), Animals (1977), og The Wall (1979).

Efter måneder med fortsat dårligere forhold og en sidste åben konfrontation blev Gilmour strøget som producer på omslaget, hvilket afspejlede, at Waters var utilfreds med Gilmours bidrag til sangskrivningen. Senere indrømmede Waters, at han også havde været under et stort pres, og at han allerede meget tidligt under produktionen af The Final Cut havde troet, at han aldrig mere skulle indspille musik med hverken Gilmour eller Mason. Selvom han luftede småtrusler om at udgive albummet som et soloalbum, havde Pink Floyd kontrakt med EMI, hvilket gjorde den ide usandsynlig. Mason holdt sig uden for stridighederne, da han havde ægteskabelige problemer.

Omslag right|thumb|Valmuerne er et tilbagevendende tema på albummets illustationsmateriale. Hipgnosis – designere af det meste af det billedkunstneriske udtryk for Pink Floyd hidtil – var på dette tidspunkt opløst. Storm Thorgerson, som var en af gruppens oprindelige medlemmer, blev forbigået til at designe albumomslaget. Waters designede i stedet selv omslaget, idet han brugte fotografier taget af sin svoger, Willie Christie. Forsidecoveret viser en valmue fra Remembrance Day og fire bånd med medaljer fra 2. verdenskrig lagt på en helt sort baggrund. Fra venstre mod højre er medaljerne 1939-45 Star, Africa Star, Defence Medal, og Distinguished Flying Cross.

Valmuen fra Remembrance Day er et tilbagevendende tema i albummets design. Illustrationsmaterialet viser også adskillige billeder af en enlig soldat på en slagmark. Den indvendige udfoldningsside viser tre fotografier. Det første afbilder en udstrakt hånd, der holder tre valmuer, med en soldat der står midt på en slagmark langt ude i baggrunden. Det andet fotografi med en svejser, der har en svejsemaske på dekoreret med et lille japansk flag, var identisk med omslaget til singlen "Not Now John". Det tredje fotografi viser en atomeksplosion set inde fra en bil, hvilket henviser til "Two Suns in the Sunset". Albummets tekster er ligeledes trykt på udfoldningssiden. Billedet på midten af side 1 på vinylpladen viser en valmuemark. På side to ses en soldat hugget ned bagfra liggende med ansigtet mod jorden tæt på en valmuemark. Man ser også en hund sidde ved siden af den døde soldat. Bagsiden på omslaget viser et fotografi af en stående soldat, der holder en filmrulle, mens en kniv stikker ud fra hans ryg (filmrullen og kniven kan måske afspejle Waters' stormfulde forhold til Alan Parker under produktionen af "The Wall").

Udgivelse og modtagelse