thumb|Comédie-Française i Paris opfører bl.a. fransk opera.
Fransk opera er fransksprogede operaer og operaer af franske komponister. Den franske opera er en af Europas vigtigste operatraditioner, som omfatter værker af komponister som Rameau, Berlioz, Bizet, Debussy, Poulenc og Olivier Messiaen. Mange udenlandske komponister har også spillet en rolle for den franske tradition, herunder Gluck, Cherubini, Rossini, Meyerbeer, Offenbach og Verdi.
Den franske operatradition begyndte ved kong Louis XIVs hof med Jean-Baptiste Lullys Cadmus et Hermione (1673), selv om der havde været forskellige eksperimenter med operagenren i Frankrig før da. Lully og hans librettist Quinault skabte en form, de kaldte tragédie en musique, en form hvor dans, musik og korsang var særligt fremtrædende.Orrey p.34. Lullys vigtigste efterfølger var Rameau. Efter Rameaus død blev tyske Gluck overtalt til at skabe seks operaer til scenen i Paris i 1770'erne. Gluck var påvirket af Rameau, men søgte et mere forenklet udtryk med større fokus på dramaet. I midten af det 18. århundrede var en anden genre blevet stedse mere populær i Frankrig: Det drejede sig om opéra comique, hvor arier vekslede med talt dialog.Orrey p.45. Fra 1820'erne aftog smagen for Glucks operaer i til fordel for værker af Rossini. Rossinis Guillaume Tell var med til at bane vejen for en ny operagenre, grand opéra, en form, hvis mest berømte eksponent var Giacomo Meyerbeer.Orrey p. 153. Den lettere opéra comique var dog stadig meget populær som fortolket af komponister som Boieldieu, Auber og andre. En komponist som Hector Berlioz havde derfor svært ved at trænge igennem; hans episke mesterværk Les Troyens, der var kulminationen på den gluckske tradition, opnåede ikke at blive spillet i en komplet forestilling i de første hundrede år efter at Berlioz havde skrevet den.
Anden halvdel af det 19. århundrede blev domineret af Jacques Offenbach og den nye operettegenre med vittige og kyniske værker som Orphée aux enfers.Orrey, p. 204. Charles Gounod fik en enorm succes med Faust,Orrey p.154. og Bizet komponerede Carmen, der nok er den mest berømte franske opera af alle. På denne tid føltes Richard Wagners musik som en udfordring til den franske tradition. Det måske mest interessante svar på Wagner var Claude Debussy, hvis unikke operamesterværk var Pelléas et Mélisande (1902).Se Orrey, p. 216: "A unique distillation of the essence of Wagner". Ravel, Poulenc og Messiaen er også franske navne fra det 20. århundrede, der er værd at bemærke.
Begyndelsen til fransk opera: Lully De første operaer, der blev sat op i Frankrig, blev importeret fra Italien; den første var Francesco Sacratis La finta Pazza i 1645. Det franske publikum gav dem imidlertid en lunken modtagelse. Grunden hertil var delvis politisk, da disse operaer blev fremmet af den italienskfødte kardinal Jules Mazarin (egl. Giulio Mazarino), der dengang var førsteminister for den unge Ludvig XIV og en dybt upopulær figur i store dele af det franske samfund. En anden grund var musikalsk, eftersom det franske hof allerede havde en veletableret form for scenemusik, ballet de cour, som indbefattede sungne elementer samt dans og et prægtigt show.Oxford Illustrated History of Opera, p. 33-35. Da to operaer af tidens største italienske komponist, Francesco Cavalli, blev fiaskoer i Paris i hhv. 1660 og 1662, var udsigterne til, at opera skulle blomstre i Frankrig, dårlige.De to operaer var Xerse og Ercole Amante. Se artiklen om Cavalli i Viking Opera Guide, pp. 189-194. Paradoksalt nok skulle det blive en italiensk komponist, der skulle give operaen varigt fodfæste i Frankrig og grundlægge den franske operatradition.
thumb|left|Jean-Baptiste Lully (1632-1687) komponerede operaer til solkongens hof.
Jean-Baptiste Lully (egl. Giovanni Battista Lulli), en florentiner, var allerede Ludvig XIVs favoritmusiker og havde fået fuldt kongelige beføjelser i 1661. Han var opsat på at omskabe det franske kulturliv efter sin smag. Lully havde et sikkert instinkt for at vide præcis, hvad der ville tiltale hans herres smag og den franske offentligheds smag i almindelighed. Han havde allerede komponeret musik til den ekstravagante underholdning ved hoffet samt til teater, herunder musik til comédies-ballets, der blev opført som intermezzi i skuespil af Molière. Men da Molière og Lully havde et bittert og uforsonligt forhold til hinanden, søgte og fandt komponisten en ny og mere føjelig samarbejdspartner i Philippe Quinault, der skulle skrive libretti til alle Lullys operaer pånær to. Den 27. april 1673 gik Lullys Cadmus et Hermione – ofte betragtet som den første franske opera i ordets egentlige betydning – over scenen i Paris.Viking Opera Guide, p. 589. En anden kandidat er til titlen som den første franske opera er Robert Camberts Pomone (1671). Den var et værk i en helt ny genre, som Lully og Quinault kaldte tragédie en musique,Også kendt som tragédie lyrique. en form for opera der var specielt tilpasset den franske smag. Lully fortsatte med at producere tragédies en musique og komponerede mindst en hvert år indtil sin død i 1687, og disse værker var nærmest synonym med fransk opera i næsten et århundrede. Som navnet antyder var tragedies en musique inspireret af den franske klassiske tragedie af Corneille og Racine. Lully og Quinault erstattede de forvirrende og barokke plots, som passede mere ind i italiensk smag, med en langt klarere struktur i fem akter. Hver af de fem akter fulgte et alment mønster. En arie, hvor en af hovedpersonerne udtrykte sine inderste følelser, efterfulgtes af recitativer blandet med korte arier (petits airs), som fremmede handlingsgangen i stykket. Akterne sluttede med et divertissement, det mest slående træk ved fransk barokopera, der gjorde det muligt for komponisten at imødekomme tilskuernes ønsker om at opleve dans, store kor og smukke kulisser. Lully og Quinaults recitativ var også tilpasset og formet til det franske sprogs særlige krav. Før selve operaens fem akter var der en allegorisk prolog, inspireret af italienerne; prologen blev normalt brugt til at hylde kongen, men faktisk var hele operaen ofte en slet skjult smiger, idet kongen var repræsenteret ved handlingens ædle helte, der var hentet fra klassiske myter eller middelalderlig romantik. Tragedie en musique var en form, til hvilken alle kunstarter, ikke blot musikken, leverede et afgørende bidrag. Quinaults vers blev kombineret med kulisser designet af Carlo Vigarani eller Jean Bérain og koreografi af Beauchamp og Olivet samt spektakulære sceneeffekter.French Baroque Masters, p. 27. Som en af genrens modstandere, Melchior Grimm, nødtvungent måtte indrømme: "For at dømme det er det ikke nok at se det på papir og læse partituret; man må have det visuelle indtryk fra scenen med".Girdlestone, p. 111.Generelle henvisninger for dette afsnit: kapitlet om Lully i French Baroque Masters af James R. Anthony; kapitlet "Lulli's Tragédie en musique" i Girdlestone, p. 104ff.; artiklen om Lully i Viking Opera Guide.
Fra Lully til Rameau: Nye genrer Fransk opera var nu etableret som en særskilt genre. Selvom den franske opera var påvirket af italienske forbilleder, adskilte tragédie en musique sig i stigende grad fra den form, der dominerede i Italien, opera seria. Det franske publikum brød sig ikke om kastratsangere, der var meget populære i resten af Europa, men foretrak, at den mandlige helt blev sunget af en haute-contre, der var en særlig høj tenorstemme. Det dramatiske recitativ var kernen i Lullys operaer, mens stilen i Italien var blevet reduceret til seccorecitativer, hvor talesangen kun blev ledsaget af continuospil. Korsang og danse, som udgjorde centrale elementer i de franske værker, var der få eller ingen af i opera seria. Diskussioner om den franske overfor den italienske form dominerede musikkritikken hele det følgende århundrede,Se for eksempel Orrey p. 38-39 og 46-47. indtil Gluck ankom til Paris og effektivt forenede de to traditioner med sin operareform.
Lully havde ikke sikret sig sin position som den førende franske komponist gennem musikalske talenter alene. Faktisk havde han brugt sit venskab med kong Ludvig for at sikre sig et forretningsmæssigt monopol på offentlige sceneopførelser af musik.French Baroque Masters, pp. 6-7. Det var først efter Lullys død, at andre operakomponister kom ud af hans skygge. Den mest bemærkelsesværdige var nok Marc-Antoine Charpentier,Se kapitlet om Charpentier af H. Wiley Hitchcock i French Baroque Masters, pp. 73ff. hvis eneste tragédie en musique, Médée, blev sat op i Paris i 1693. Den fik en meget blandet modtagelse, fordi Lullys tilhængere var forfærdede over Charpentiers brug af italienske elementer i operaen, især de dissonante harmonier, komponisten havde lært af sin lærer Giacomo Carissimi i Rom. Ikke desto mindre bliver Médée omtalt som den "nok fineste franske opera i det 17. århundrede".Viking Opera Guide, p. 204.
Andre komponister forsøgte sig med tragédie en musique i årene efter Lullys død, herunder Marin Marais (Alcyone, 1703), Destouches (Télémaque, 1714) og André Campra (Tancrède, 1702 og Idomenée, 1712). Campra havde også opfundet en ny, lettere genre, opéra-ballet.Girdlestone, pp. 321-322. Som navnet antyder, indeholdt opéra-ballet endnu mere dansemusik end tragédie en musique. Værkernes emner var generelt meget mindre ophøjede; plottet stammede ikke nødvendigvis fra den klassiske mytologi, ligesom man tillod komiske elementer, som Lully ellers havde afvist at bruge i sine tragédies en musique efter Thésée (1675).French Baroque Masters, pp. 28-29. Opéra-ballet bestod af en prolog efterfulgt af en række selvstændige optrin (også kendt som entrées), der ofte var løst grupperet omkring et enkelt tema. De enkelte optrin kunne også opføres enkeltvis som actes de ballet. Campras første værk af denne slags, L'Europe Galante (1697), er et godt eksempel. Hvert af de fire akter foregår i et europæisk land (Frankrig, Spanien, Italien og Tyrkiet) og har en handling, der involverer almindelige middelklassefolk.Viking Opera Guide, p. 181. Opéra-ballet fortsatte med at være en uhyre populær form i resten af barokken. En anden populær genre i tiden var pastorale héroïque, en genre som Lullys sidste hele opera, Acis et Galatée (1686), var skrevet i.Viking Opera Guide, pp. 595-596. Pastorale héroïque brugte almindeligvis klassiske emner fra den pastorale digtning og var i tre akter, ikke fem som tragédie en musique.French Baroque Masters, p. 265. På denne tid begyndte nogle komponister også at eksperimentere med at skrive de første franske komiske operaer, fx Mouret, der komponerede Les Amours de Ragonde (1714).French Baroque Masters, p. 266.
Rameau thumb|right|Jean-Philippe Rameau fornyede den franske opera i det 18. århundrede.