Hans Christian Erik Viggo greve Danneskiold-Samsøe (25. marts 1915 i København – 23. maj 1975 i Bruxelles) var en dansk greve, landmand, erhvervsmand, journalist, redaktør, skribent og forfatter, der fra den 23. november 1969 til sin død var overdirektør for Gisselfeld adelige Jomfrukloster. Han tilhørte greveslægten Danneskiold-Samsøe og var halvbror til Knud Danneskiold-Samsøe (1900–1969), som han fra 1966 lå i en omfattende strid med om det arvelige overdirektørembede ved Gisselfeld. Konflikten førte i 1967 til en injuriesag ved Østre Landsret, hvor to kammerherrer, der havde støttet halvbroderens udnævnelse, blev dømt for ærekrænkende udtalelser om Christian.
Danneskiold-Samsøe var uddannet inden for landbrug og forretningsvirksomhed og virkede blandt andet som landbrugsjournalist, forfatter og indehaver af Danmarks Porcelænsmaleri og Porcelænsfabrikken Helvetia. Han levede gennem mange år under økonomisk vanskelige forhold, der på et tidspunkt førte til en konkurs, og blev kendt under tilnavnet "Danmarks fattigste greve". Efter halvbroderens død i oktober 1969 overtog han imidlertid ledelsen af Gisselfeld, der på dette tidspunkt blev vurderet til omkring 22 mio. kr. Som overdirektør iværksatte han en række rationaliseringer og nye landbrugsmæssige og indtægtsskabende initiativer, men hans ledelse blev også præget af omfattende konflikter med de ansatte, navnlig en arbejdskonflikt med 26 skovarbejdere i 1974. Efter hans død i 1975 opstod endnu en arvefølgestrid, der først blev afsluttet i 1976.
Familie, opvækst og uddannelse Christian Danneskiold-Samsøe blev født den 25. marts 1915 i København som søn af cand.agro., proprietær, godsejer greve Viggo Danneskiold-Samsøe (1874–1936), og dennes anden hustru, Bodil Maria Stella Lindholm. Hans hustru var født baronesse von Lindholm, som datter af baron Hans Adolph Reinhardt Sophus (Ado) von Lindholm og Musse Scheel ejer af Hvidøre og Palæet Kristaniagade 5. Christian var den ældste af faderens fem børn fra andet ægteskab og halvbror til Knud Danneskiold-Samsøe (1900–1969), der var søn af faderens første ægteskab med Ebba Caroline Petterson Rantzien. Christian blev døbt den 7. maj 1915 i København og tilhørte ligesom sin halvbror den danske adels første rangklasse.
Danneskiold-Samsøe blev realist og aftjente i 1935 sin værnepligt som menig ved Den Kongelige Livgarde. Fra den 10. maj til den 11. september 1935 gjorde han tjeneste ved 3. Livgardebataljons 2. kompagni, hvorefter han fra den 12. september til den 11. oktober samme år var tilknyttet bataljonens 5. kompagni. Fra den 12. oktober til den 20. december 1935 gennemgik han et ophold ved Fodfolkets Kornetskole på Kronborg, dog uden at opnå graden som kornet. Han gennemgik desuden en landbrugsuddannelse og var elev på Lyngby Landbrugsskole.
Erhvervsvirksomhed, familie og forfatterskab
Landbrugsvirksomhed og ægteskab I 1941 erhvervede Danneskiold-Samsøe under et besøg i Danmark en landejendom på 300 tønder land ved Karup. Ejendommen var bestemt til kartoffelavl, og der blev i november samme år udført omfattende drænings- og overrislingsarbejder på dens jorder. Efter købet vendte han tilbage til Schweiz, hvor han fortsatte sine landbrugsfaglige studier og samtidig arbejdede for at udbrede kendskabet til Danmark. Hans indsats på dette område havde givet anledning til rosende omtale i de schweiziske aviser Gazette de Lausanne og Journal de Genève.
Den 20. februar 1943 blev Danneskiold-Samsøe gift i Lausanne i Schweiz med Hélène Carola Künzli (født 5. marts 1924 i Schweiz), datter af lægen, dr.med. Max Carl Künzli og Marguerite Walder. Ægteparret fik seks børn:
Christina Mariane Margritte Stella komtesse Danneskiold-Samsøe (født 27. februar 1944) Carl Christian Erik Leopold greve Danneskiold-Samsøe (født 18. maj 1945) Frederik Jost Conrad Erling greve Danneskiold-Samsøe (født 10. oktober 1946) Christian Jürg Heinrich Caspar greve Danneskiold-Samsøe (født 29. marts 1951) Kaj Ulf Carl-Johan greve Danneskiold-Samsøe (født 29. april 1959) Ulrik Otto Hubert Viggo greve Danneskiold-Samsøe (født 20. februar 1965)
Erhvervsvirksomhed og forfatterskab Omkring 1952 var Danneskiold-Samsøe indehaver af porcelænsfabrikkerne Danmarks Porcelænsmaleri og Flora Helvetia. Han var desuden medlem af repræsentantskabet for Selskabet til Haandarbejdets Fremme og virkede som redaktør og skribent. Hans journalistiske arbejde omfattede navnlig artikler til fag- og dagspressen om udenlandske forhold af interesse for dansk landbrug, og han beskæftigede sig desuden med rejsejournalistik og formidling af udenlandske samfundsforhold.
Som forfatter udgav han i 1956 bøgerne Liechtenstein. Miniaturemonarkiet i Europas Midte og Schweiz. Landet uden Statschef og med en Hær uden General, begge udgivet i København. Førstnævnte værk udkom tillige på svensk i Stockholm i 1957 og på tysk i København samme år.
Hans 58 sider lange bog Liechtenstein, der blev udgivet på C.A. Reitzels Forlag, blev i november 1956 anmeldt i Ny Tid. Anmelderen fremhævede bogens brede behandling af Liechtensteins befolkning, historie, samfundsforhold og fyrstelige kunstsamlinger og betegnede den som "glimrende geografi", navnlig for skolebørn. Samtidig blev Danneskiold-Samsøe kritiseret for manglende objektivitet og en ukritisk beundring for fyrsten og de "fyrstelige diktatoriske tilstande", hvilket anmelderen karakteriserede som snobberi. Bogens anvendelse af den gamle retskrivning blev ligeledes kritiseret.
I august 1957 rejste Danneskiold-Samsøe til Kiruna i det nordvestlige Sverige for at lede efter en nedgravet skat. Han havde ifølge sin egen forklaring til Svenska Dagbladet fået oplysninger fra en ældre same om, hvor en mindst 100 år gammel skat bestående af en større mængde forarbejdet sølv og muligvis en samling svenske rigsdalere skulle være nedgravet. Fundets eksistens var dog endnu ikke bekræftet.
Striden om Gisselfeld (1966–1967)
Arvefølgen efter Sophus Danneskiold-Samsøe Efter hofjægermester og lensgreve Sophus Danneskiold-Samsøes død i april 1966 opstod en omfattende arvefølgestrid om det betydelige og vellønnede embede som overdirektør for Gisselfeld adelige Jomfrukloster, der omfattede mere end 7.000 tønder land og var Danmarks femtestørste gods. Det arvelige overdirektørembede havde været knyttet til slægten Danneskiold-Samsøe, siden kong Christian 5. havde skænket Gisselfeld til sin søn Christian Gyldenløve, som i 1702 oprettede den selvejende institution med den bestemmelse, at den ældste søn i lige mandlig linje skulle forestå godsets administration og sørge for de adelige jomfruers underhold. Embedet indebar således både forvaltningen af et betydeligt gods og ansvaret for institutionens omfattende økonomiske forpligtelser.
Ifølge klosterets mere end 200 år gamle fundats skulle embedet efter Sophus Danneskiold-Samsøes død tilfalde hans ældste søn, lensgreve Valdemar Dale Danneskiold-Samsøe (1935–2016). Valdemar var søn af Sophus og hans amerikanske hustru, Isabel Dale Dilworth, men Valdemar ønskede ikke at vende tilbage til Danmark, og frasagde sig muligheden for at overtage administrationen af Gisselfeld.
Sophus Danneskiold-Samsøe havde inden sin død forventet, at sønnen på et tidspunkt ville vende hjem, og havde derfor bestemt, at kammerherrerne Gregers Juel til Juelsberg ved Nyborg og Edvard Tesdorpf til Gjorslev skulle fungere som midlertidige administratorer, indtil Valdemar overtog embedet. Da denne besluttede at forblive i USA, hvilket skuffede flere af de involverede, måtte overdirektørembedet besættes efter fundatsens øvrige arvebestemmelser. De to administratorer vurderede, at den nærmeste arveberettigede var Christian Danneskiold-Samsøes ældre halvbror, greve Knud Danneskiold-Samsøe (1900–1969), som de derefter indsatte i overdirektørembedet.
Protesterne mod halvbroderens udnævnelse Christian Danneskiold-Samsøe gjorde imidlertid selv krav på overdirektørembedet. Han anså sig på grund af sin uddannelse inden for både landbrug og forretningsvirksomhed for bedre kvalificeret til stillingen end Knud, der havde en kriminel fortid. I en henvendelse til Justitsministeriet protesterede Christian mod udnævnelsen og gjorde gældende, at det var uforeneligt med embedets værdighed at betro administrationen af så betydelige økonomiske midler til en tidligere straffet person. Han henviste navnlig til halvbroderens tidligere alvorlige straffedomme, herunder for ulovlig spiritusfremstilling og omfattende handel med falske benzinrationeringsmærker. Knud var blandt andet blevet forbundet med et illegalt hjemmebrænderi ved Roskildevej og videresalg af falske benzinmærker på restauranter i området omkring Rådhuspladsen i København. Fundatsen stillede imidlertid ikke noget krav om, at overdirektøren skulle være ustraffet.
Kammerherrerne Juel og Tesdorpf afviste Christians indsigelser og fastholdt deres støtte til Knud Danneskiold-Samsøe. I skrivelser til Justitsministeriet af henholdsvis den 30. juni og 2. juli 1966 erklærede de, at man i den adelige families særlige råd ganske vist havde fundet Knuds tidligere straffedom beklagelig, men at en udnævnelse af Christian ville være endnu mere betænkelig og muligvis ødelæggende for hele klosteret. De betegnede ligefrem en eventuel udnævnelse af Christian Danneskiold-Samsøe som "en trussel mod hele Gisselfelds fremtid" og opfordrede samtidig ministeriet til selv at undersøge hans personlige forhold nærmere. De nægtede imidlertid at oplyse, hvilke konkrete omstændigheder der begrundede deres dybe bekymring, og erkendte udtrykkeligt, at Christian ikke havde nogen kendt straffedom.
Christian Danneskiold-Samsøe fandt kammerherrernes alvorlige og nærmere ubestemte beskyldninger ærekrænkende og begyndte derfor at overveje at anlægge injuriesag mod dem med henblik på at få dem dømt for bagvaskelse. I september 1966 tog han gennem sin advokat, højesteretssagfører Paul G. Rohbeck, konkrete skridt til at udtage stævning mod de to kammerherrer. Den 24. september blev det meddelt, at stævningen ville blive indgivet i den følgende uge. På dette tidspunkt var Knud Danneskiold-Samsøe allerede blevet udnævnt til overdirektør, men konflikten om Christians forbigåelse fortsatte.
Injuriesagen ved Østre Landsret i 1967 I april 1967 var den langvarige konflikt nået til Østre Landsret, hvor Christian Danneskiold-Samsøe havde anlagt injuriesag mod kammerherrerne Edvard Tesdorpf og Gregers Juel. Christian krævede, at de to kammerherrer blev dømt for ærekrænkelse og pålagt at give ham en undskyldning med en udtrykkelig tilbagekaldelse af deres beskyldninger. Han nedlagde desuden påstand om en erstatning på 7.000 kr., subsidiært et beløb fastsat efter rettens skøn, samt et særskilt beløb til offentliggørelse af dommen. Sagen var forudgående blevet berammet til behandling den 8. april 1967 ved landsrettens 8. afdeling i København.
Den 10. april 1967 blev sagen optaget til dom, efter at et forsøg på at opnå forlig var mislykkedes. Retsmødet ved Østre Landsret blev afholdt for lukkede døre og varede blot tre minutter, hvorefter parternes advokater meddelte, at det ikke havde været muligt at nå frem til det forlig, som ellers havde været forventet at afslutte striden. Christian fastholdt, at kammerherrernes udtalelser var ærekrænkende, mens de to sagsøgte gjorde gældende, at deres erklæringer til Justitsministeriet var fremsat som led i en berettiget varetagelse af egne eller andres interesser.
Den 8. maj 1967 afsagde Østre Landsret dom i sagen. Christian Danneskiold-Samsøe fik medhold i, at kammerherrernes udtalelser havde været strafbare ærekrænkelser, og Gregers Juel og Edvard Tesdorpf blev hver idømt 15 dagbøder à 200 kr., svarende til 3.000 kr. til hver og en samlet bødesum på 6.000 kr. Dommen vedrørte navnlig deres erklæring om, at de ville betragte en eventuel udnævnelse af Christian til overdirektør som "en trussel mod hele Gisselfelds fremtid".