Thomas Vinterberg (født 19. maj 1969) er en dansk filminstruktør og manuskriptforfatter. Efter endt uddannelse fra Den Danske Filmskole i 1993 har han instrueret en række succesrige film, såsom De største helte (1996), Festen (1998), Submarino (2007), Jagten (2012) og Druk (2020). Han har modtaget flere danske og internationale priser, i 2021 således en Oscar og BAFTA-pris for bedste udenlandske film for Druk, ligesom han som den første dansker nogensinde modtog en Oscar-nominering i kategorien "Bedste instruktør".

I 1995 stiftede Vinterberg sammen med Lars von Trier, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen det kunstneriske koncept dogme95, som er et manifest og regelsæt, hvis mål er at forenkle filmproduktion og derved lade historien og skuespillet træde klarere frem og skabe en klarere kommunikation med modtageren.

I 2010 debuterede Vinterberg som teaterinstruktør med en opsætning af sit eget stykke Das Begräbnis i Burgtheater i Wien.

Opvækst Vinterberg blev født den 19. maj 1969 på Frederiksberg, København, som søn af Søren Vinterberg, redaktør, og Ingerlise Vinterberg, pædagog (født West). Han har en storesøster, Dorte Vinterberg, og to halvsøskende, Vilfred Vinterberg og Ida Felicia Noack, fra sin fars andet ægteskab. Som syvårig flyttede han og hans familie ind i kollektivet Nordkrog i Hellerup, hvor han boede indtil han blev 19 år: "...Jeg husker det som en meget gylden og varm tid. Og levende og gal. Et ekstremt kraftcentrum. Uden nogen som helst behov for noget udenfor. Og jeg husker særligt det her bord i vores kæmpestore fælleskøkken som værende et elektrisk samlingspunkt – der var altid mennesker og levende og spændende..." udtalte han i maj 2015. Som barn gik Vinterberg på Østerbro Lilleskole i Sionsgade. Vinterbergs forældre blev skilt, da han var omkring tolv år, og da de med tiden flyttede fra kollektivet og tilbød, at han og hans søster kunne flytte med en af dem, besluttede Vinterberg og hans søster sig alligevel for at blive boende i kollektivet.

Vinterberg spillede som ung også guitar i et band, men måtte ved sin optagelse på den Danske Filmskole fravælge musikken på grund af manglende tid.

Karriere Tidligste karriere Vinterbergs interesse for film opstod i en tidlig alder, og han instruerede sin første film, Sneblind, som sekstenårig i samarbejde med Aslak Lytthans. De havde opsøgt Filmværkstedet i København, hvor Dino Raymond Hansen støttede deres idé om at lave en kortfilm, og de formåede også at få tildelt økonomisk støtte fra flere fonde samt DR. Store dele af filmen blev filmet i Palladium under Rådhusarkaden i København, og i filmen medvirkede blandt andre Dick Kaysø og Carl Quist Møller. Projektet endte med at tage fire år at fuldføre grundet forskellige vanskeligheder, såsom haltende og manglende økonomi og tekniske uheld. Filmen havde sin premiere på Grand Teatret i København i 1990, men modtog overvejende negative anmeldelser og blev afvist til blive sendt på DR.

1989-2002: Filmskole, Dogme95, Festen Som tyve-årig søgte Vinterberg i 1989 ind på Den Danske Filmskole og blev, som en af de yngste elever nogensinde, optaget. Vinterberg har siden udtalt, at han var så glad over sin optagelse, at han endte med at løbe rundt i sin lejlighed med bukserne nede: "Jeg kan huske, den dag jeg fik brevet med besked på, om jeg var optaget eller ej. Der blev jeg så bange, at jeg tænkte: nu må jeg tisse. Men så måtte jeg alligevel se svaret og fik så fumlet det, så jeg tissede ud over brevet og mine fingre, og så endte jeg med bare at løbe rundt i lejligheden sådan … med pikken ude af bukserne og skreg af glæde." At blive optaget på en uddannelse i så ung en alder lagde også et vist pres på Vinterberg: "...På filmskolen opdagede jeg, at jeg var blevet voksen lidt hurtigt. Fordi jeg startede så tidligt på det og også var blevet gift. Jeg var kun lige fyldt 20 og havde et ansvar, som man nok mindst burde være i 30'erne eller 40'erne for at have..." På Filmskolen lavede Vinterberg som del af uddannelsen en midtvejsfilm, hvor han som en af de første i verden brugte håndholdt kamera i en fiktionsfilm.

Vinterberg dimitterede fra filmskolen i 1993 med sin afgangsfilm Sidste omgang, som havde Thomas Bo Larsen i hovedrollen som ung mand, der får konstateret uhelbredelig kræft og kun har få måneder tilbage at leve i. Vinterberg havde set Larsen i teaterstykket Danny & Roberta og kontaktede efterfølgende Larsen og tilbød ham rollen. Filmen blev modtaget med stor ros og anerkendelse og er siden hen blevet kaldt én af de bedste afgangsfilm fra den Danske Filmskole gennem tiden. Filmen vandt desuden to priser, "Jury Award" og "Young Talent Award", ved den internationale festival for filmskoler i München i 1993.

Vinterberg instruerede samme år tv-filmen Slaget på tasken, som blandt andet havde Ann Eleonora Jørgensen, Nikolaj Coster Waldau, Ulrich Thomsen og Jesper Klein på rollelisten.

I 1995 instruerede han novellefilmen Drengen der gik baglæns, som modtog stor ros og indbragte Vinterberg hans første Robert-pris i kategorien bedste kortfilm. I marts 1995 udfærdigede og grundlagde Vinterberg sammen med Lars von Trier det kunstneriske koncept Dogme95; et manifest og regelsæt, hvis mål var at skulle forenkle filmproduktion og derved skabe en klarere kommunikation med modtageren. Konceptet satte en bølge i gang i den danske og udenlandske filmverden, og der blev i det efterfølgende årti produceret en lang række danske og udenlandske film, som fulgte dogme-regelsættet. Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring tilsluttede sig konceptet kort efter tilblivelsen og sammen med Vinterberg og Trier blev de fire mænd omtalt som "Dogme-brødrene". Dogme-reglerne foreskriver blandt andet, at filmproduktionerne skal foregå på location (i modsætning til et opsat studie med opsat lys, kameraer osv.), ingen tilføjelse af rekvisitter, som ikke allerede findes på location, kameraet skal være båret på kroppen eller i hånden, samt at ekstra lyd eller musik ikke må tilføjes i postproduktion, medmindre disse var en del af de faktiske optagelser. Vinterbergs debut som dogme-filminstruktør skete i 1998 med filmen Festen, som endte med at overgå Vinterbergs ellers succesfulde filminstruktørdebut De største helte fra 1996, som fik stor anerkendelse og modtog tre priser ved Robert-uddelingen i 1997.

Festen (1998) blev Vinterbergs gennembrud som instruktør, da filmen gik verden over og fik stor succes. Filmen, der finder sted under en 60 års fødselsdag, hvor den gode stemning pludselig vender, da en dyster hemmelighed kommer frem, modtog stor anerkendelse og blandet andet nomineringer til Golden Globe- og BAFTA-priserne i kategorien "Bedste udenlandske film". Desuden vandt den Juryens Specialpris ved Cannes Film Festival, og blev nomineret til Den Gyldne Palme. Filmen, som har Ulrich Thomsen, Henning Moritzen, Thomas Bo Larsen og Paprika Steen på rollelisten, vandt syv Robert-priser, to Bodil-priser (begge inklusiv prisen for bedste danske film), samt en European Film Award. Vinterberg skrev manuskriptet til filmen i samarbejde med Mogens Rukov, og filmen er takket være sin succes blev omsat til et teaterstykke, som er blevet spillet i Danmark og i udlandet og senest er nået til Broadway i New York. Festen blev i 2006, sammen Lars von Triers Idioterne (1998), optaget i Kulturkanonen på listen over film, som anses som en stor og vigtig del af Danmarks kulturarv. Andre film på denne liste inkluderer blandt andet Ditte Menneskebarn (1946), Kundskabens Træ (1981), Pelle Erobreren (1987) og tv-serien Matador (1978-1982).

I 1999 blev Vinterberg kontaktet af det engelsk rockband Blur, efter at medlemmer af bandet havde set Festen, som de var meget imponeret over og de ønskede derfor at Vinterberg skulle instruere musikvideoen til deres kommende single "No Distance Left to Run" fra deres album 13. Selvom instruering af musikvideoer ikke normalt er noget succesfulde filminstruktører gør i, ifølge produktionsselskabet Nimbus Film, var Vinterberg begejstret for Blurs musik, og han tog imod opgaven. Musikvideoen blev efterfølgende optaget over fire nætter i medlemmernes respektive hjem. Musikvideoen er med i Best of Blur fra 2000, som er en samling af bandets bedste musikvideoer. Vinterberg gentog successen, da han i 2002 instruerede musikvideoen til Blurs "Don't Bomb When You're the Bomb".

På nytårsaften mellem 1999 og 2000 indgik Vinterberg i et filmeksperiment sammen med sine dogme-brødre, Lars von Trier, Søren Kragh-Jacobsen og Kristian Levring, hvor hver instruktør skulle optage en 70 min. lang film med hver sin hovedperson og hver sit filmhold på samme tid. De i alt fem kameraer skulle optage uafbrudt fra kl. 23:30 den 31. december 1999 frem til 00:40 den 1. januar 2000, mens de fire instruktører fra et kontroltårn kunne styre deres filmhold igennem menneskemængden i Københavns gader, hvor de havde frihed til at improvisere eller ændre på historien, som natten skred frem. Om aftenen nytårsdag 2000 kunne de danske husstande se resultatet af de fire instruktørers optagelser på henholdsvis DR1, TV 2, TV3 og TV Danmark1. På DR2 og på TV Danmark1’s kanal kunne man følge slagets gang fra instruktørernes kontrolrum (via det femte kamera), og på TV3 kunne man se alle fire skuespillere i ét samlet billedsignal. I 2001 klippede Valdís Óskarsdóttir en 66 minutters version sammen af de fire instruktørers historier, og resultatet kom ligesom projektet til at hedde filmen D-Dag.

2003-2010: Mellemårene, Metallica, Submarino right|thumb|Vinterberg ved Karlovy Vary International Film Festival i 2005 I årene efter Festen (1998) modtog Vinterberg adskillige tilbud fra filmproducenter fra London og Hollywood om at instruere film, men der skulle alligevel gå fem år før Vinterbergs næste spillefilm It's all about love blev færdiggjort i 2003. Filmen, der er Vinterbergs første engelsksprogede film, havde store stjerner som Joaquin Phoenix, Claire Danes og Sean Penn på rollelisten, og foregår i et apokalyptisk 2021, som er ødelagt af klimaforandringer. Til trods for at denne store internationale satsning formåede at komme med i hovedkonkurrencen ved Sundance Filmfestival i 2003, modtog filmen overvejende negative anmeldelser og blev ikke en kommerciel succes. Til trods for den hårde modtagelse, har Vinterberg siden udtalt at filmen er en af hans favorit projekter at lave; Vinterbergs efterfølgende projekt blev også en international satsning med den engelsksprogede film Dear Wendy i 2005. Filmens manuskript er skrevet af Lars von Trier og handler om en gruppe unge pacifister i West Virginia som indgår i et fællesskab omkring pistoler. Filmen havde premiere på Sundance Filmfestival i 2005, men modtog overvejende negative anmeldelser og blev af den danske presse betragtet som et flop. Til trods for den negative modtagelse modtog Vinterberg prisen "Silver St. George" for bedste instruktør ved den internationale filmfestival i Moskva i 2005.

I 2007 vendte Vinterberg tilbage til dansk film og instruerede filmen En mand kommer hjem, som har bl.a. Thomas Bo Larsen, Morten Grunwald, Ronja Mannov Olesen og Karen-Lise Mynster på rollelisten. Filmen modtog blandede anmeldelser og blev ikke en kommerciel succes.

I 2008 instruerede Vinterberg sin tredje musikvideo, som denne gang var for det amerikanske heavymetal-band Metallicas single "The Day That Never Comes" fra albummet Death Magnetic. Optagelserne fandt sted i begyndelsen af august 2008 i et ørkenområde lidt udenfor Los Angeles.