Richard Wagner

thumb|Wilhelmine „Minna“ Planer; Portræt af Alexander von Otterstedt, 1835

thumb|Mathilde Wesendonck (1850), af Karl Ferdinand Sohn, i StadtMuseum Bonn.

Wilhelm Richard Wagner (født 22. maj 1813 i Leipzig, død 13. februar 1883 i Venedig) var en tysk komponist, dirigent, sceneinstruktør og skribent. Han er primært kendt for sine operaer (eller musikdramaer som han senere kaldte dem). Hans værker især fra den sene periode er kendetegnet af kontrapunkt, fyldig harmonik og orkestrering og en veludviklet brug af ledemotiver: musikalske temaer der er associeret med bestemte personer, steder eller begivenheder i operaen.

Wagners kromatiske musikalske sprog kom udviklingen i europæisk klassisk musik i forkøbet. Det gælder fx hans brug af kromatik og atonalitet. Han bidrog til musikkens udvikling med sin idé om det totale kunstværk eller enhedskunstværket (das Gesamtkunstwerk), som nåede sit højdepunkt i den monumentale tetralogi, Nibelungens Ring (Der Ring des Nibelungen) fra 1876. Hans brug af ledemotiver udøvede en betydelig indflydelse på filmmusik i det 20. århundrede. Wagner var en kontroversiel person, både for sine musikalske og dramatiske bidrag og for sine antisemitiske og politiske overbevisninger.

Værker

Wagner er som kunstner primært kendt for sine operaer. De kan opdeles i tre tidsperioder.

Wagners tidlige periode begyndte da han som 19-årig gjorde sit første forsøg på at skrive en opera, Die Hochzeit, som han opgav i 1832 på et tidligt tidspunkt i arbejdsprocessen. Wagner færdiggjorde tre operaer i sin tidlige periode: Die Feen, Das Liebesverbot og Rienzi. De er i en konventionel stil og viser ikke hen på Wagners særlige plads i musikhistorien. Senere i livet sagde Wagner at han ikke betragtede disse tidlige operaer som en egentlig del af hans værk. Wagners tidlige værker opføres sjældent. Ouverturen til Rienzi høres ved koncerter.

Wagners mellemperiode er af væsentligt højere kvalitet. Her udvikler han sine forcer som dramatiker og komponist. Perioden begyndte med Den flyvende hollænder, efterfulgt af Tannhäuser og Lohengrin. Disse værker opføres meget hyppigt.

Wagners sene operaer er mesterværker, der udviklede operakunsten. Mange betragter Tristan og Isolde (Tristan und Isolde) som Wagners bedste enkeltstående opera. Mestersangerne i Nürnberg (Die Meistersinger von Nürnberg) er Wagners eneste komedie (bortset fra den tidlige Das Liebesverbot) og en af de længste. Nibelungens Ring (Der Ring des Nibelungen), der omtales som "Ringen" er en tetralogi (fire operaer): Rhinguldet (Das Rheingold), Valkyrien (Die Walküre), Siegfried og Ragnarok (Götterdämmerung). Tetralogien er baseret på personer og elementer fra nordisk mytologi. Spilletiden er omtrent 14 timer. Værket betragtes som et af de mest ambitiøse musikalske værker, der nogensinde er komponeret. Wagners sidste opera, Parsifal, som han skrev til sin egen operafestival, Bayreuther Festspiele, og som kaldes et religiøst festspil (Bühnenweihfestspiel) i partituret, er et dybsindigt værk, der er baseret på den kristne legende om den hellige gral.

Gennem sine operaer og teoretiske skrifter udøvede Wagner en stor indflydelse på genren. Han arbejdede for en ny operaform, som han kaldte musikdrama. Her skulle alle musikalske og dramatiske elementer udgøre et hele. I modsætning til andre operakomponister, som normalt overlod udfærdigelsen af librettoen til andre, skrev Wagner sine egne libretti, som han omtalte som "digte". De fleste af dramaerne baserede han på nordeuropæisk mytologi og legender. Hos Wagner fik orkestret en rolle på lige fod med sangerne. Orkestret får en selvstændigt kommenterende rolle og understøtter ikke blot sangen. Det sker fx gennem ledemotiver, som er musikalske temaer der annoncerer personer, lokaliteter eller begivenheder. Gennem deres komplekse sammenvævning udvikles dramaet og driver det frem.

Wagners musikalske stil betragtes ofte som indbegrebet af den klassiske musiks romantiske periode på grund af udviklingen af det følelsesmæssige udtryk, der var uden fortilfælde. Han indførte nye begreber om harmoni og musikalsk form, herunder især kromatik. I Tristan og Isolde udforskede han det traditionelle tonesystems begrænsninger. Eksperimenterne peger frem mod atonaliteten, som blev udforsket i det 20. århundrede. Nogle musikhistorikere sætter begyndelsen på den moderne klassiske musik til de første toner fra Tristan und Isolde, den såkaldte Tristan-akkord.

Den tidlige periode Die Hochzeit (1832, ikke færdiggjort) Die Feen (1833) Das Liebesverbot (1837) Rienzi (1837)

Mellemperioden Den flyvende hollænder (1843) Tannhäuser (1845) Lohengrin (1848)

Den sene periode Tristan og Isolde (Tristan und Isolde, 1859) Mestersangerne i Nürnberg (Die Meistersinger von Nürnberg, 1867) Nibelungens Ring (Der Ring des Nibelungen) bestående af: Rhinguldet (Das Rheingold, 1854) Valkyrien (Die Walküre, 1856) Siegfried (tidligere kaldet Jung-Siegfried og Der junge Siegfried, 1871) Ragnarok (Götterdämmerung, oprindelig kaldet Siegfrieds Tod, 1874) Parsifal (med undertitlen "Bühnenweihfestspiel", dvs. et festspil til (religiøs) indvielse af scenen, 1882)

Anden musik Ud over operaer komponerede Wagner forholdsvis lidt musik. Han skrev en enkelt symfoni (da han var 19), nogle ouverturer og nogle stykker for kor og klaver. Han re-orkestrerede Glucks opera Ifigenia i Aulis (Iphigénie en Aulide).

Det hyppigst opførte værk Siegfried Idyll er for kammerorkester. Han skrev det til sin anden hustru, Cosimas, fødselsdag. Den trækker på flere motiver fra Ringcyklussen, men er ikke er en del af den. I dag høres ofte Wesendonck-Lieder, som han komponerede til Mathilde Wesendonck, mens han arbejdede på Tristan og Isolde.

Ouverturerne og de orkestrale mellemspil fra Wagners operaer fra de to seneste perioder opføres hyppigt ved koncerter. Til de fleste skrev Wagner små afslutninger, så de ikke kom til at ende så abrupt (de er jo taget ud af en operas dramatiske sammenhæng). Det er fx tilfældet med forspillet til Parsifal og Siegfrieds sørgemusik fra Ragnarok. Koncertversionen af forspillet til Tristan og Isolde spilles ikke så ofte som det oprindelige forspil, selv til koncertopførelser, hvor det ofte følges af slutscenen fra operaen, Isoldes Liebestod (enten med solist eller i ren orkesterudgave).

En af de mest populære bryllupsmarcher er fra brudekoret i Lohengrin. I operaen synges det mens Lohengrin og Elsa går ind i brudekammeret. Det katastrofale ægteskab, som når sit uoprettelige lavpunkt 20 minutter efter at koret er sunget, har dog ikke haft betydning for brugen af musikken.

Essays og værker i andre kunstarter Wagner var en ekstremt produktiv forfatter af hundredvis af bøger, digte og artikler foruden en stor korrespondance. Han skriver om en lang række emner, fx politik, filosofi og detaljerede analyser (ofte gensidigt selvmodsigende) af hans egne operaer. Skrifter af betydning er for eksempel: Oper und Drama (1851) om operaens teori og Das Judenthum in der Musik (1850), som var rettet mod jødiske komponister i almindelighed og mod Giacomo Meyerbeer i særdeleshed. Han skrev også en selvbiografi, Mein Leben (1880).

Wagner var ophavsmand til adskillige teatermæssige fornyelser, som blev udviklet i festspilhuset i Bayreuth, et operahus han fik bygget specifikt til opførelsen af sine operaer. Fornyelser som mørklægning af tilskuerrummet under opførelserne og placeringen af orkestret uden for publikums synsfelt. Festspilhuset i Bayreuth er stedet for den årlige Wagnerfestival, hvor Wagners værker fra mellemperioden og den sene periode opføres. Festivalen drager tusinder af operaelskere til Bayreuth hver sommer.

Liv De første år Richard Wagner blev født i Leipzig i Tyskland den 22. maj 1813. Faderen, Friedrich Wagner var ansat i en underordnet stilling i bystyret. Han døde seks måneder efter Richards fødsel. I august 1814 giftede hans mor, Johanne Pätz, sig med skuespilleren Ludwig Geyer, som ifølge rygter skulle være drengens rigtige far. Han døde da Richard var seks år gammel. Drengen blev nu opdraget af sin mor.

I 1822 blev Richard 11 år gammel indskrevet i skolen i Dresden, hvor han fik en smule klaverundervisning af sin latinlærer. Wagner øvede dog ikke sine skalaer, men foretrak for det meste at spille ouverturer efter gehør.

Den unge Richard Wagner havde ambitioner om at forfatte skuespil og fattede interesse for musikken som dramatisk virkemiddel. Han begyndte derfor snart at studere musik og blev indskrevet ved universitetet i Leipzig i 1831. En af hans tidlige inspirationskilder var Ludwig van Beethoven.

I 1833 skrev Wagner 20 år gammel sin første komplette opera, Die Feen. Denne opera, som åbenlyst imiterede Carl Maria von Webers stil skulle først blive sat op på en scene 50 år senere, da den fik premiere i München kort tid efter komponistens død i 1883.

Wagner fik nu korte ansættelser som musikchef ved operahusene i Magdeburg og Königsberg. Her skrev han Das Liebesverbot, som er baseret på Shakespeares Lige for lige (Measure for Measure). Denne anden opera blev sat op i Magdeburg i 1836 og fik en lunken modtagelse.

Den 24. november 1836 giftede Wagner sig med skuespillerinden Christine Wilhelmine "Minna" Planer. De flyttede til Riga, hvor Wagner var kapelmester ved den lokale opera. Få uger senere stak Minna dog af med en officer, som senere forlod hende uformuende. Wagner tog Minna til nåde, men dette var begyndelsen til et problemfyldt ægteskab, som endte i elendighed tre årtier senere.

I 1839 havde de to samlet sig så stor en gæld at de måtte flygte fra Riga for at undgå kreditorerne (gæld skulle blive en plage for Wagner resten af livet). Flugten førte dem og deres newfoundlænderhund, Robber, ud på en stormfyldt sørejse til London. Denne rejse gav Wagner inspiration til Den flyvende hollænder. De kom siden til Paris, hvor de boede i flere år. Her skabte Wagner sig et levebrød ved at skrive artikler og arrangere operaer af andre komponister.

Dresden Wagner færdiggjorde sin tredje opera, Rienzi, i 1840. Ved et held blev den antaget til opførelse på hofteatret i Dresden, i Sachsen, hvor den blev opført med stor succes. I 1842 flyttede parret til Dresden, hvor de boede de seks følgende år, og Wagner blev udnævnt til kongelig sachsisk hofdirigent. Han skrev her Den flyvende hollænder og Tannhäuser, de første af mellemperiodens tre operaer.

Wagners ophold i Dresden fik ende på grund af hans engagement i venstrefløjspolitik. En nationalistisk bevægelse havde fået vind i sejlene i de frie tyske stater. Den ønskede større frihed og samling af de svage stater til én nation. Wagner spillede begejstret en rolle i denne bevægelse og modtog gæster i sit hjem, bl.a. komponisten August Röckel, som også var udgiver af en radikal venstrefløjsavis, Volksblätter, og den russiske anarkist Mikhail Bakunin.

Den sachsiske regering vakte udbredt mishag, som kom på kogepunktet i april 1849, da kong Friedrich August II af Sachsen opløste parlamentet og afviste en ny forfatning, som folket ønskede. Majopstanden brød ud, og Wagner støttede den. Den begyndende revolution blev hurtigt bekæmpet af de forenede sachsiske og prøjsiske tropper, og der blev udstedt arrestordrer mod de revolutionære. Wagner måtte flygte, først til Paris og siden til Zürich. Det lykkedes derimod ikke Röckel og Bakunin at slippe bort, og de blev idømt lange fængselsstraffe.

Eksil, Schopenhauer og Mathilde Wesendonck thumb|right|Richard og Cosima Wagner. Wagner tilbragte de næste tolv år i eksil. Han havde færdiggjort Lohengrin før Dresden-opstanden og skrev nu desperat til sin ven Franz Liszt for at få den opført i sit fravær. Liszt, som viste sig som en ven i nøden, dirigerede premieren i Weimar i august 1850.