De lange knives nat (tysk: ), også kaldet Röhmkuppet (tysk: Röhm-Putsch) eller Operation Kolibri (tysk: Aktion Kolibri), var en politisk udrensning, som fandt sted i Nazityskland mellem 30. juni og 2. juli 1934, da det nationalsocialistiske styre gennemførte en række politiske likvideringer. Førende skikkelser på den venstreorienterede fløj i nazistpartiet, herunder deres bannerfører Gregor Strasser, blev myrdet, og det samme blev fremtrædende konservative anti-nazister, såsom den tidligere kansler Kurt von Schleicher og Gustav Ritter von Kahr, som havde slået Hitlers ølkælderkup ned i 1923. Mange af de dræbte var ledere i Sturmabteilung (SA), de paramilitære brunskjorter.
Adolf Hitler slog til mod SA og dens leder Ernst Röhm, fordi Hitler anså det uafhængige SA og dens medlemmers tendens til at øve gadevold for en direkte trussel mod sin nyligt vundne politiske magt. Han ønskede også at berolige lederne af Reichswehr, det officielle tyske militær, som frygtede og afskyede SA – og især Röhms ønske om at opsluge Reichswehr i SA under Röhms ledelse. Desuden var Hitler utryg ved Röhms udtalte støtte til en "anden revolution", der skulle omfordele velstanden. Efter Röhms mening havde Hitlers magtovertagelse været en "nationalistisk" revolution, men der manglede fortsat den "socialistiske" dimension af nationalsocialismen. Endelig brugte Hitler udrensningen til at angribe eller fjerne kritikere af sit nye styre, især de som var loyale over for vicekansler Franz von Papen, samt til at få afsluttet gamle mellemværender.
Mindst 85 personer blev dræbt under udrensningen, men det samlede dødstal kan have været flere hundrede, og over tusinde mistænkte modstandere blev arresteret. De fleste drab blev udført af (SS) og Gestapo (Geheime Staatspolizei), styrets hemmelige politi. Udrensningen styrkede støtten i Reichswehr til Hitler. Den dannede også et juridisk grundlag for naziregimet, da de tyske domstole og regeringen hurtigt fjernede århundreders forbud mod henrettelser uden dom, for at vise deres loyalitet overfor styret.
Under planlægningen blev operationen til tider omtalt som Kolibri, det kodeord som blev brugt til at sende henrettelsesgrupperne i aktion under udrensningen. Kodenavnet lader til at være valgt tilfældigt. Begrebet "De lange knives nat" er ældre end selve massakren og bruges i almindelighed om hævnaktioner. I Tyskland bruges stadig begrebet "" (Röhmkuppet) om mordene. Det var den betegnelse, de fik af naziregimet, trods den udokumenterede antydning af at mordene var nødvendige for at forhindre et kup. Tyske forfattere bruger ofte anførselstegn eller skriver om det såkaldte Röhm-Putsch for at understrege dette.
Hitler og SA thumb|left|Hitler hilser forbimarcherende SA-medlemmer i Braunschweig 1932
Den tyske præsident Paul von Hindenburg udpegede Hitler til rigskansler den 30. januar 1933. I de følgende måneder, under den såkaldte Gleichschaltung (ensretning), fjernede Hitler behovet for den tyske Reichstag som lovgivende forsamling og fjernede alle andre politiske partier i Tyskland, så landet i midten af 1933 var blevet en etpartistat under hans ledelse og kontrol. Trods sin hurtige konsolidering af magten udøvede Hitler ikke enevældig magt. Som kansler havde Hitler ikke kommandoen over hæren, som forblev under formel ledelse af Hindenburg, en højt respekteret feltmarskal fra 1. verdenskrig. Selv om mange officerer var påvirket af Hitlers løfter om udvidelse af hæren og tilbagevenden til værnepligt samt en mere aggressiv udenrigspolitik, fortsatte hæren med at værne om sin tradition for uafhængighed i de første år under nazistyret.thumb|Selv om den tyske offentlighed ikke protesterede over SA's overgreb mod jøder, kommunister og socialister, var der i 1934 generel bekymring over omfanget af politisk vold i samfundet, som skyldtes "brunskjorter". Her ses SA-medlemmer foran en butik, hvor de advarer mod at forretningsejeren er jøde.
I mindre grad fortsatte (SA), en paramilitær nazistisk organisation, med at være autonom inden for selve partiet. SA var opstået af resterne af Freikorps-bevægelsen efter 1. verdenskrig. Frikorpsene, som primært bestod af utilfredse tyske veteraner, var nationalistiske organisationer, der var blevet etableret af regeringen i januar 1919, for at imødegå truslen om en kommunistisk revolution, da det viste sig, at der var mangel på loyale tropper. En meget stor del af medlemmerne af frikorpsene mente, at den tyske novemberrevolution havde forrådt dem, da Tyskland angiveligt var på nippet til sejr i 1918. Derfor var frikorpsene modstandere af den nye Weimarrepublik, som opstod ved novemberrevolutionen, og kaldte foragteligt republikkens grundlæggere for "novemberkriminelle". Kaptajn Ernst Röhm fra Reichswehr fungerede som forbindelsesofficer til det bayerske frikorps. Röhm fik øgenavnet "Maskingeværkongen af Bayern" i starten af 1920'erne, da han var ansvarlig for oplagring og udlevering af illegale maskingeværer til de bayerske frikorpsenheder. Röhm forlod Reichswehr i 1923, og blev senere kommandant for SA. I 1920'erne og 1930'erne fungerede SA som en privat milits, som Hitler brugte til at intimidere rivaler og afbryde andre politiske partiers møder, især socialdemokraternes og kommunisternes. SA blev også kaldet "brunskjorter" eller "stormtropper", og de blev kendt for deres gadekampe med kommunisterne. De voldelige sammenstød mellem de to grupper bidrog til destabiliseringen af demokratiet i Tyskland. I juni 1932, som blev en af de værste måneder med politisk vold, var der over 400 gadekampe med 82 døde. Denne destabilisering var afgørende for Hitlers opstigning til magten, ikke mindst fordi den overbeviste mange tyskere om, at når først Hitler blev kansler, ville den udbredte gadevold slutte.
Udpegningen af Hitler til kansler efterfulgt af undertrykkelse af alle andre politiske partier end nazistpartiet førte ikke til en afslutning af stormtroppernes gadevold. Da stormtropperne ikke længere havde kommunisternes møder at forstyrre gik de nogle aftener amok i gaderne i forbindelse med drukture. De angreb forbipasserende og derpå politiet, som var blevet tilkaldt for at stoppe dem. Klager over stormtroppernes opførsel hobede sig op i løbet af 1933. Udenrigsministeriet klagede endda over tilfælde, hvor brunskjorter mishandlede udenlandske diplomater. Stormtroppernes opførsel forstyrrede den tyske middelklasse og andre konservative grupper, såsom hæren.
Hitler valgte at styrke sin stilling over for hæren ved at gribe ind over for dens nemesis, SA. Den 6. juli 1933 erklærede Hitler foran en forsamling af højtrangerende nazister, at den nationalsocialistiske revolution var lykkedes. Nu hvor nazistpartiet havde grebet magten i Tyskland, sagde han, var det på tide at styrke kontrollen. Hitler sagde til forsamlingen: "Revolutionen har gennembrudt digerne, men må ledes ind i evolutionens sikre kanaler."
Hitlers tale var et signal, om at han ville lægge bånd på SA, hvis medlemstal var vokset meget hurtigt i begyndelsen af 1930'erne. Dette viste sig imidlertid særdeles vanskeligt, da SA udgjorde en stor del af de mest ivrige nazister. SA kunne spore den dramatiske vækst i sit medlemstal til starten af depressionen, hvor mange tyskere mistede både deres job og deres tro på de traditionelle samfundsinstitutioner. Selv om nazismen ikke kun – eller blot primært – var et arbejderklassefænomen, udfyldte SA mange arbejdsløse arbejderes behov for klassesolidaritet og nationalistisk glød. Mange stormtropper troede på det socialistiske løfte i nationalsocialismen og ventede, at det nazistiske styre ville gennemføre mere radikale økonomiske tiltag, såsom at opsplitte adelens store godser. Da nazistyret ikke indledte sådanne skridt, blev de, som forventede en økonomisk såvel som en politisk revolution, skuffede.
Konflikten mellem hæren og SA
thumb|upright|SA-lederen Ernst Röhm i Bayern i 1934 Ingen i SA talte mere højlydt for "en fortsættelse af den tyske revolution", som en fremtrædende repræsentant kaldte det, end Röhm. Röhm havde som et af de første medlemmer af nazistpartiet deltaget i Ølstuekuppet i München, Hitlers forsøg på at tage magten i 1923. Röhm var veteran fra 1. verdenskrig og havde for nylig pralet af, at han ville dræbe 12 mand til gengæld for hvert drab på en fra stormtropperne. Röhm anså vold for at være et middel til at opnå politiske mål. Han tog det socialistiske mål i nationalsocialismen alvorligt og krævede, at Hitler og andre af partiets ledere indledte vidtgående socialistiske reformer i Tyskland.
Röhm var ikke tilfreds med bare at være leder af SA og prøvede at få Hitler til at udnævne ham til forsvarsminister, en post som blev beklædt af den konservative general Werner von Blomberg. Selv om nogle af hans kritikere gav ham øgenavnet "gummiløven" på grund af hans hengivenhed over for Hitler, var Blomberg ikke selv nazist og udgjorde dermed en bro mellem hæren og partiet. Blomberg og mange af hans officerskolleger stammede fra den preussiske adel og anså SA for en pøbel, der truede hærens traditionelt høje status i det tyske samfund.
Ligesom den stående hær udviste foragt for masserne i SA, blev følelsen gengældt i modsat retning. Mange SA'er syntes, at hæren ikke var tilstrækkelig engageret i den nationalsocialistiske revolution. Max Heydebreck, en SA-leder i Rummelsburg, nedgjorde hæren over for sine brunskjorter: "Nogle af officererne er svin. De fleste officerer er for gamle og skal udskiftes med yngre. Vi venter til bedstefar Hindenburg er død, og så marcherer SA mod hæren".
Trods dette fjendskab mellem brunskjorterne og den stående hær betragtede Blomberg og andre i militæret SA for at være en kilde til rekrutter til en udvidet og genoplivet hær. Röhm derimod ønskede at fjerne alle de preussiske generaler og bruge SA som kernen i et nyt tysk militær. Ifølge Versaillestraktaten var Reichswehr begrænset til 100.000 mand, og hærens ledere så bekymrede til, da medlemstallet i SA passerede 3 mio. mand i starten af 1934. I januar 1934 sendte Röhm et memorandum til Blomberg, hvor han krævede, at SA overtog rollen som nationens hær, og at Reichswehr blev til en træningsenhed tilknyttet SA.
Som reaktion mødtes Hitler med Blomberg og ledelsen af SA og SS den 28. februar 1934. Under pres fra Hitler underskrev Röhm tøvende en erklæring, hvor han anerkendte hærens overherredømme over SA. Hitler meddelte de tilstedeværende, at SA ville fungere som en hjælpestyrke for Reichswehr – og ikke omvendt. Efter Hitler og de fleste af hærofficererne var gået, erklærede Röhm imidlertid, at han ikke ville tage imod ordrer fra "den latterlige korporal" – en nedgørende henvisning til Hitler. Selv om Hitler ikke straks greb ind over for Röhm for hans ubeherskede udbrud, betød det alligevel en uddybning af kløften imellem dem.
Stigende pres mod SA
thumb|left|upright|Franz von Papen, den konservative vicekansler, som blev uvenner med Hitler efter at have kritiseret at regimet ikke havde fået styr på SA i sin Marburgtale.