Efter at have overskredet Rhinen trængte de Vestallierede ind i hele det vestlige Tyskland, fra Østersøen i nord til Østrig i syd inden tyskerne kapitulerede den 7. maj 1945.
I foråret 1945 var de vestallierede styrker i Europa i en fordelagtig position. På Vestfronten havde de Allierede i december og januar slået tyskernes Ardenneroffensiv tilbage. Denne fejlslagne offensiv havde opbrugt en stor del af Tysklands tilbageværende ressourcer, og de tyske hære var ude af stand til at modstå det afsluttende allierede angreb. Tab i Rhinlandet svækkede den tyske hær yderligere, så der kun var udmarvede enheder tilbage til at forsvare Rhinens østbred. I midten af marts var de Allierede trængt frem til Rhinen langs næsten hele fronten. De havde erobret en intakt bro over floden i Remagen og havde etableret et mindre brohoved på østsiden af floden. De tyske tab under de Allieredes fremrykning mod Rhinen i februar og marts 1945 estimeres til ca. 400.000 mand, herunder 280.000 tilfangetagne.Zaloga, Dennis p. 88.
På Østfronten havde den sovjetiske Røde hær erobret det meste af Polen og var trængt ind i Ungarn og det østlige Tjekkoslovakiet. Den havde gjort holdt ved det, som senere blev til Tysklands grænse mod Polen – Oder-Neisse-linjen. Disse hurtige fremstød på Østfronten havde elimineret yderligere kamptrænede tyske enheder og gjorde det yderst vanskeligt for Hitler og den tyske hærledelse at forstærke forsvaret af Rhinen. Da de vestallierede havde færdiggjort deres forberedelser til det afgørende fremstød ind i hjertet af Tyskland, syntes sejren inden for rækkevidde.
Slagorden Allierede styrker I begyndelsen af 1945 havde den vestallierede øverstkommanderende, general Dwight D. Eisenhower, 73 divisioner til rådighed i Nordvesteuropa. Heraf var 49 infanteridivisioner, 20 panserdivisioner og 4 luftbårne. 49 divisioner var amerikanske, 12 britiske, 8 franske, 3 canadiske og en polsk. Yderligere 7 amerikanske divisioner ankom i løbet af februarHastings, p. 465 (kap. 12), sammen med løbende forstærkninger af de andre allieredes divisioner, så da det endelige angreb på Tyskland blev indledt havde Eisenhower i alt 90 fuldtallige divisioner til rådighed, hvor af 25 nu var pansrede. Han havde således kontrol over en af de største og mest slagkraftige styrker nogensinde. Den allierede front langs Rhinen strakte sig 720 km fra flodens udmunding i Nordsøen i Holland til den schweiziske grænse i syd.Bedessem, p. 3
De vestallierede styrker ved fronten var opdelt i tre armégrupper. Mod nord fra Holland til et punkt ca. 15 km nord for Køln lå den britiske 21. armégruppe under feltmarskal Sir Bernard Montgomery. Under Montgomerys kommando var 1. canadiske armé, (Crerar) som holdt den venstre flanke. I centrum lå 2. britiske armé (Dempsey), og på højre fløj lå 9. amerikanske armé (Simpson) mod syd. I centrum af den allierede front fra Køln til et punkt omkring 25 km syd for Mainz lå generalløjtnant Omar Bradleys 12. amerikanske armégruppe. Bradley havde to amerikanske arméer til rådighed: 1. amerikanske armé (Hodges) mod nord og 3. amerikanske armé (Patton) mod syd. Resten af den allierede linje ned til den schweiziske grænse bestod af 6. amerikanske armégruppe under kommando af generalløjtnant Jacob L. Devers, som havde kommandoen over 7. amerikanske armé (Patch) mod nord og den 1. franske armé under (de Tassigny) på den sydlige flanke.Bedessem, pp. 3-6
Mens disse tre armégrupper trængte den tyske hær ud af områderne vest for Rhinen, begyndte Eisenhower at genoverveje sine planer for det endelige fremstød over Rhinen og ind i hjertet af Tyskland. Oprindelig havde han planlagt at opmarchere alle sine styrker på Rhinens vestbred og bruge floden som en naturlig barriere, der kunne hjælpe med at skærme de dele af linjen, hvor der ikke var aktivitet. Hovedfremstødet over floden skulle ske i nord med Montgomerys 21 armégruppe, hvorefter enheder herfra skulle fortsætte østpå og mødes med 1. amerikanske armégruppe som skulle gennemføre et sekundært fremstød mod nordøst fra syd for Ruhr-floden. Hvis den lykkedes ville denne knibtangsmanøvre omringe Ruhr-distriktet og afskære størstedelen af Tysklands resterende industrielle kapacitet.Bedessem, p. 6
Tyske styrker Overfor de Allierede stod OB West under kommando af Albert Kesselring, som havde overtaget posten efter Gerd von Rundstedt den 10. marts. Selv om Kesselring havde opnået et ry som en fremragende defensiv strateg i Italien, havde han ikke tilstrækkelige styrker til at skabe et sammenhængende forsvar. Under kampene vest for Rhinen frem til marts 1945 var de tyske hære på Vestfronten skrumpet ind til at have en styrke på blot 26 divisioner, som var organiseret i tre armégrupper (Heeresgruppe H, B og G). De fik ikke nævneværdige forstærkninger da den tyske overkommando forsøgte at koncentrere flest mulige styrker mod den Røde Hær. (Det blev anslået, at tyskerne i april havde 214 divisioner på Østfronten).Keegan (1989), p. 182
Den 21. marts blev Heeresgruppe H's hovedkvarter omdannet til Heeresgruppe Nordwest under kommando af Ernst Busch. Det betød, at den tidligere chef for Heeresgruppe H Johannes Blaskowitz kunne lede Heeresgruppe Niederlande (25. armé) som var afskåret i Holland. Busch, hvis hovedstyrke bestod af 1. luftbårne armé, skulle udgøre højre fløj i det tyske forsvar. I centrum med ansvar for forsvaret af Ruhr-distriktet havde Kesselring placeret Walter Model, som havde kommandoen over Heeresgruppe B (15. armé og 5. panserarmé) og mod syd lå Paul Hausser's Heeresgruppe G (7. armé, 1. armé og 19. armé).
Eisenhowers planer Efter at have erobret Ruhr var det Eisenhowers plan at lade 21. armégruppe fortsætte sin fremrykning østpå over den nordtyske slette mod Berlin. 12. og 6. armégruppe skulle gennemføre en støtteoffensiv for at holde tyske ude af balance og reducere deres muligheder for at stoppe det nordlige fremstød. Denne støtteoffensiv ville også give Eisenhower en grad af fleksibilitet i det tilfælde at det nordlige fremstød kom i vanskeligheder.
Af flere grunde begyndte Eisenhower at ændre på disse planer hen mod slutningen af marts. For det første fik hans hovedkvarter rapporter om at sovjetiske styrker havde etableret et brohoved på vestsiden af Oder, 50 km fra Berlin. Da de allierede hære ved Rhinen var over 500 km fra Berlin og også først skulle passere Elben 300 km fremme virkede det oplagt, at den Røde Hær ville erobre Berlin længe inden de vestallierede kunne nå frem. Eisenhower skiftede derfor fokus over på andre mål, herunder ikke mindst hurtigt at få kontakt med den Røde Hær, så de tyske hære blev delt, og herved forhindre et samlet tysk forsvar. Når det først var nået kunne de resterende tyske styrker nedkæmpes en for en.
Hertil kom spørgsmålet om Ruhr. Selv om Ruhr-distriktet fortsat rummede et betydeligt antal fjendtlige tropper og tilstrækkelig industri til fortsat at være et vigtigt mål, rapporterede de allierede efterretningstjenester, at en stor del af områdets våbenindustri var i færd med at blive flyttet mod sydøst, længere ind i Tyskland. Dette forøgede betydningen af de sydlige fremstød over Rhinen.
Noget andet, som fik Eisenhower til at koncentrere sig om et fremstød i Sydtyskland, var bekymringer over nazisternes Alpefæstning. Ifølge rygterne var Hitlers mest fanatisk loyale tropper i færd med at forberede et langvarigt forsvar af Alperne, som udgjorde et naturligt forsvarsområde i det sydlige Tyskland og vestlige Østrig. Hvis de holdt ud i et år eller mere, ville politisk uenighed mellem Sovjetunionen og Vestmagterne give dem mulighed for at opnå en eller anden form for fordelagtig fredsaftale. I virkeligheden var den tyske hær på det tidspunkt, hvor Rhinen blev krydset, så udmattet af nederlag på både øst- og vestfronten, at den knap var i stand til at gennemføre henholdende kampe, og den havde slet ikke tropper nok til at etablere et velorganiseret forsvar af Alperne. Trods det kunne de allierede efterretningstjenester ikke helt afvise muligheden af at rester af den tyske hær kunne finde på at forsøge et sidste selvmorderisk forsvar af Alperne. At fjerne muligheden for at Hitlers styrker kunne trække sig tilbage til Alperne blev derfor yderligere et argument for at revurdere betydningen af det sydlige fremstød gennem Tyskland.Bedessem, p. 7
En af de måske mest tvingende grunde til at lægge mere vægt på det sydlige fremstød skyldtes mere amerikanske end tyske handlinger. Mens Montgomery omhyggeligt planlagde hovedfremstødet mod nord med massiv artilleriforberedelse og en landsætning fra luften, udviste de amerikanske styrker i syd den form for grundlæggende aggressivitet, som Eisenhower gerne ville se. Den 7. marts havde enheder fra generalløjtnant Courtney H. Hodges' 1. armé erobret en bro over Rhinen ved Remagen og havde gradvist udvidet brohovedet.
Mod syd i Saar-Pfalz havde generalløjtnant George S. Pattons 3. armé tildelt den tyske 7. armé et ødelæggende slag og i samarbejde med den 7. amerikanske armé havde den omtrent udslettet den 1. tyske armé. I løbet af fem dages kampe mellem den 18. – 22. marts havde Pattons styrker taget over 68.000 tyske soldater til fange. Disse operationer havde fjernet de sidste tyske stillinger vest for Rhinen. Selv om Montgomerys fremstød fortsat var tænkt som hovedfremstødet, ønskede Eisenhower ikke at det momentum, som de amerikanske styrker havde opnået i syd skulle sættes over styr ved at de blot holdt linjen ved Rhinen eller blot foretog mindre angreb over den. I slutningen af marts hældede den øverstkommanderende således i retning af en beslutning om at lægge større ansvar på sine sydlige styrker. Begivenhederne i de første dage af det afsluttende felttog var tilstrækkeligt til at overbevise ham om, at det var den rigtige beslutning.
Operationer thumb|300px|Overgangen over Rhinen 22. - 28. marts 1945
Den 19. marts beordrede Eisenhower Bradley til at forberede 1. armé til et udbrud fra brohovedet ved Remagen når som helst efter den 22. marts. Under indtryk af 3. armés gode resultater i Saar-Pfalz området gav Bradley samme dag Patton grønt lys for et angreb over Rhinen snarest muligt for at få endnu en slagkraftig styrke på Rhinens østlige bred til at beskytte 1. armés flanke.Bedessem, p. 8
Det var præcist den ordre Patton havde håbet på. Den amerikanske general mente, at hvis der blev overført en tilstrækkelig stor styrke over floden og den gjorde gode fremskridt så ville Eisenhower måske overdrage ansvaret for ansvaret for hovedfremstødet ind i Tyskland fra Montgomerys 21. armégruppe til Bradleys 12. Patton var også glad for at få mulighed for at komme over Rhinen inden Montgomery og opnå den udmærkelse for 3. armé at være den første angrebsstyrke, som havde krydset Rhinen i nyere tid. For at opnå dette måtte han handle hurtigt.
Den 21. marts beordrede Patton sit 12. korps til at forberede et angreb over Rhinen den følgende aften, en dag inden Montgomerys planlagte overgang. Selv om dette bestemt var en kort frist, var 12. korps ikke helt uforberedt. Så snart Patton den 19. marts havde fået ordre til at forberede en overgang over Rhinen var han begyndt at sende stormbåde, brobygningsudstyr og andre forsyninger frem fra depoter i Lorraine, hvor de havde været opmagasineret siden efteråret i forventning om netop sådan en mulighed. Da de så dette udstyr ankomme behøvede hans soldater ved fronten ingen ordrer fra hovedkvarteret for at forstå hvad det betød.Bedessem, p. 9
Valget af stedet hvor floden skulle krydses var af afgørende betydning. Patton vidste at det mest oplagte sted at krydse floden var ved Mainz eller lige nord for byen. Dette sted var oplagt fordi