thumb|Folkemængden foran New Yorks børs.
Wall Street-krakket begyndte torsdag den 24. oktober 1929 (ofte kaldet Sorte torsdag), da der på New Yorks børs på Wall Street i alt blev solgt 12,9 mio. aktier til faldende kurser. Krakket nåede sit højdepunkt tirsdag den 29. oktober (Sorte tirsdag). Om torsdagen lykkedes det at stoppe faldet, ved at store investorer købte store mængder Blue-chip-aktier. Dette havde stoppet panikken i 1907.Galbraith, s. 124 Denne gang fortsatte panikken næste mandag, hvor Dow Jones-indekset faldt 13 %. Tirsdag faldt aktierne yderligere 12 %. I samtlige stater brød økonomien sammen. Det var historiens største børsfald med hensyn til mængden af udbudte aktier, tabenes størrelse og antallet af ruinerede spekulanter. I oktober var kurserne raslet ned med 30% og måneden efter med 50 procent. Indekset fandt først sit lavpunkt den 22. juli 1932. Det tog omkring 25 år, inden indekset var oppe på samme niveau, som det havde nået før krakket.
Baggrund for krakket
Krakket på Wall Street-børsen i 1929 må helt ses i lyset af den forudgående spekulation.Galbraith, s. 185 Denne var sket ved brug af metoder, som måtte fremme krakket den dag, spekulationen havde nået sit højdepunkt.
Spekulationen begynder
USA oplevede fra midten af 1924 en periode med økonomisk vækst, hvilket blandt andet afspejlede sig i kursen på værdipapirer. Folk tjente mange penge og var interesserede i yderligere indtægter. Da kursen på værdipapirer var stigende, indebar det muligheden for at tjene penge ved at købe, mens prisen var forholdsvis lav, og sælge, når prisen var steget - med andre ord: at spekulere i fortsatte kursstigninger.
Marginhandel
I takt med, at spekulationen voksede, voksede også den del, der skete på margin - i dag kaldet gearing.www.home.saxo: Margin, backup Citat: "...Når du handler på margin (også kaldet gearing), behøver du kun at indskyde en brøkdel af den aktuelle værdi af det instrument, du investerer i..."shareholders.dk: gearing, backup Citat: "...Gearing er belåning af værdipapirer med det formål at foretage investeringer. Denne investeringsform er meget risikobehæftet, idet kursfald kan medføre, at aktierne må tvangssælges og derved giver investor store økonomiske tab..." Marginhandel består i, at den, der ønsker at købe værdipapirer, kun indbetaler en del af dettes samlede pris (kontantmarginen), resten finansieres af en bank. Betingelsen er, at værdipapiret bliver liggende i banken som sikkerhed for det lån, banken har ydet. Køberen har ved sin formelle ejendomsret den fulde fordel af enhver stigning i værdipapirets kurs og tillige det udbytte, der måtte blive udbetalt af den virksomhed, som værdipapiret gælder, til aktionærer. Hvis køberen senere, når prisen er steget, sælger, skal restbeløbet over for banken indfries, mens den resterende kapitalgevinst tilfalder vedkommende ubeskåret. Det er indlysende, at hvis værdien af værdipapiret i stedet falder, vil køberen blive bedt om at indbetale et større beløb end ellers for, at banken kan få sikkerhed for sit lån.Galbraith, s. 50 Er køberen ikke villig eller i stand til dette, vil banken gennemtvinge et salg af værdipapiret for at få sine udlånte penge tilbage. I en situation med generelt faldende kurser, vil mængden af tvangssolgte værdipapirer være forholdsvis stor, og uden købere vil dette bidrage til yderligere - brat - kursfald.Galbraith, s. 54
I forbindelse med børsspekulationen skete der en kraftig stigning i sådanne marginlån: i begyndelsen af 1920-erne lå de på mellem 1,0 og 1,5 milliarder dollars, i de første måneder af 1926 havde de nået 2,5 milliarder, i slutningen af 1927 3.5 milliarder, i juni 1928 4 milliarder, i november 5 milliarder og ved udgangen af 1928 næsten 6 milliarder.Galbraith, s. 51f I sommeren 1929 havde de passeret 7 milliarder dollars.Galbraith, s. 93
Investeringsselskaber
Et investeringsselskab er et selskab, der investerer i værdipapirer, og som sælger sine egne værdipapirer til investorer - undertiden som almindelige aktier, undertiden sammen med præferenceaktier, obligationer og panteobligationer - idet de beløb, som tjenes ved dette salg, vil blive investeret efter ledelsens beslutning. Ofte er de aktier, der sælges til investorer, uden stemmeret, eller man sikrer sig på anden måde, at beslutningsevnen forbliver hos en af ledelsen kontrolleret tillidsgruppe.Galbraith, s. 75f Da antallet af investeringsselskaber voksede under børsspekulationen, skete det ofte som datterselskaber af andre selskaber, fx investeringsbanker, forretningsbanker, børsmæglerfirmaer, andre firmaer som handlede med værdipapirer samt andre investeringsselskaber.Galbraith, s. 77
Formelt var sådanne investeringsselskaber kun det værd, som deres aktiver (købte værdipapirer) var værd. Imidlertid begyndte deres aktier at blive handlet for mere end denne værdi, hvilket opfattedes som en tillidserklæring fra investorernes side om, at investeringsselskabernes bestyrelser i kraft af indsigt i værdipapirmarkedet - det finansielle geni - havde særlige evner til at sikre, at værdipapirernes kursværdi ville stige yderligere. Næppe overraskende benyttede investeringsselskaberne under opgangsperioden enhver lejlighed til at understrege deres egen alvidenhed og dygtighed.Galbraith, s. 80f
Vægtstangsprincippet
Efterhånden opdagede investeringsselskaberne, at de kunne oppuste værdien af deres almindelige aktier ved samtidig at emittere obligationer og præferenceaktier til en fast værdi. Når værdien af obligationer og præferenceaktier lå fast, indebar det, at en stigning i de købte aktiers kursværdi ubeskåret ville tilfalde investeringsselskabets almindelige aktier, og kurserne på disse aktier ville derfor stige kraftigt. Systemet kunne endda udvides, hvis et investeringsselskab stiftede et nyt investeringsselskab og så fremdeles. Den værdistigning, som aktierne i det yderste selskab måtte opleve, kunne derved efter samme princip forøges gennem de øvrige led, som kæden af investeringsselskaber udgjorde takket være koncernens interne aktiebeholdning (de investeringer, som et af gruppens selskaber havde gjort i et andre af gruppens selskaber).Galbraith, s. 83-86 Det er klart, at hvis de købte værdipapirer måtte falde i værdi, ville det derimod undergrave værdien af de almindelige aktier i investeringsselskabet, og de kunne endda blive værdiløse.Galbraith, s. 143f
Pools
Et pool-syndikat er en sammenslutning af børsmedlemmer og deres kompagnoner, som forsøger at påvirke kursen på bestemte værdipapirer, som regel at få værdien til at stige. Man slog sig sammen, stillede økonomiske midler til rådighed, lod pool-manageren købe det konkrete værdipapir i store mængder, hvorved interessen hos andre investorer formodedes at vokse. Hvis disse også begyndte at købe det pågældende værdipapir, ville kursen på dette stige, og pool-manageren kunne nu sælge de først købte værdipapirer med fortjeneste, hvilken kunne deles mellem deltagerne i poolen.Galbraith, s. 104 Det siger sig selv, at denne kunstigt forhøjede handelsværdi ville forsvinde i samme øjeblik, spekulationsiveren eller -evnen forsvinder.
Baisse-spekulation
Man kan ikke kun spekulere i stigende kurser men også i faldende kurser; Baisse-spekulation - idag også kaldet shortselling eller kort short eller shorting.2017, etoro.com, Forklaring på baissespekulation (short selling): hvad det betyder, og hvordan du bruger det til din fordel, backup Citat: "...Kort sagt betyder “shorting”, at man profiterer på faldende kurser. Hvis deres fornemmelse er korrekt, vil de drage fordel heraf..." Denne spekulation består i, at man låner en vis mængde aktier fx af en bank og sælger dem på markedet under forventning om, at kursen snart vil falde. Når kursen så er faldet, køber man den samme mængde fra markedet (til en lavere pris) og tilbageleverer aktierne til banken. Fortjenesten består i det værdifald, som i mellemtiden er sket. Det siger sig selv, at en sådan baisse-spekulation vil virke fremmende på det kursfald, som måtte finde sted, når en spekulationsboble er bristet.Galbraith, s. 167
Et system af krak-fremmende vilkår
Således var de vilkår, Wall Street-spekulationen fandt sted under. De fleste tiltag havde til formål at drive kursen på værdipapirer op, men de havde som anført tillige en indbygget svaghed, som ville slå igennem i samme øjeblik, spekulationsboblen bristede. Baisse-spekulationen, som foregik i stort omfang, da kurserne begyndte at falde, fremmede blot krakket.
Grunde til børskrakket
thumb|250px|New York Stock Exchange lige efter krakket.
Den korte forklaring på, hvorfor børsen krakkede den 29. oktober 1929, er, at markedet løb tør for nye kilder til at finansiere den fortsatte spekulation. Da der tilmed fortsat blev oprettet nye selskaber og dermed udbudt endnu flere værdipapirer til salgGalbraith, s. 116, end der var midler til at købe, måtte prisen på nogle værdipapirer falde. Det betød, at nogle investorer mistede tilliden til, at de kunne tjene yderligere penge ved at beholde deres aktier og derfor forsøgte at få dem solgt for at hente mest muligt af gevinsten hjem, andre - hvis værdipapirhandeler var sket på margin - blev tvangssolgteGalbraith, s. 121, og investeringsselskaberne tabte i værdi.
Da først værdien på de enkelte værdipapirer begyndte at falde for alvor, udbrød der panik, mens investorer og investeringsselskaber forsøgte at sælge deres aktier, som hurtigt blev mindre og mindre værd. Det var denne situation, der første gang indtrådte mandag den 21. oktober 1929.Galbraith, s. 119 Forud var imidlertid gået en periode, hvor kurserne kun havde været svagt vigendeGalbraith, s. 109, 111, 115, men selv dette var nok til at få spekulationsboblen til at bryde sammen.
Krakket
thumb|Ændringer i Dow Jones Industrial-indekset fra 1928 til og med 1930.
Den 3. september nåede spekulationen sit højdepunkt. Den 4. september var markedet stabilt, men torsdag den 5. september indtrådte et kursfald. Omsætningen voksede hurtigt, da folk forsøgte at sælge deres aktier, og der blev handlet 5.565.280 aktier på New Yorks fondsbørs.Galbraith, s. 109 Om fredagen rettede markedet sig, og lørdag var det fast. Mandag var kurserne på ny ustadigeGalbraith, s. 109f, og i de følgende dage var de ujævne men med en svagt vigende tendens.Galbraith, s. 111, 115 Lørdag den 19. oktober var markedet svagt, og der forekom flere kraftige kursfald under den hidtil næststørste lørdagsomsætning, hvor under 3.488.100 aktier skiftede ejere. Times' aktieindeks faldt 12 point.Galbraith, s. 117f
Mandag den 21. oktober blev omsat 6.091.870 aktier under faldende kurser. Tirsdagen viste en usikker fremgangGalbraith, s. 120, og onsdag blev der solgt store mængder aktier og kurserne faldt hurtigt.Galbraith, s. 120f Torsdag den 24. oktober udbrød panikken første gang: der blev solgt 12.894.650 aktier og ofte først efter, at kurserne havde foretaget lodrette dyk. Udviklingen fik flere og flere til at forsøge at sælge, og det nærmede sig panik.Galbraith, s. 122 I denne situation forsøgte bankerne at yde markedet "organiseret støtte": man besluttede at stille en pulje til rådighed for at købe aktier til en pris, der ville sikre dem imod fortsat fald. Denne demonstrative indsats fik umiddelbart kursfaldene til at stoppe, men det var ikke nok. Salgsordrer strømmede ind, og kurstendensen forværredes igen.Galbraith, s. 123-126 Fredag og lørdag var omsætningen fortsat stor, men kurserne stort set stabile.Galbraith, s. 128