Stavanger Domkirke ligger i Stavanger i Norge, og stammer fra første halvdel af 1100-tallet og er den ældste stadig stående domkirkebygning i Norge. Det er desuden den eneste af landets domkirker, som har været i kontinuerlig brug siden 1300-tallet og den, der har beholdt sit middelalderlige udtryk bedst blandt landets domkirker.
Domkirken blev bispesæde, efter at Stavanger bispedømme blev oprettet omkring 1125. Fra reformationen og et par år frem blev bispedømmet styret fra Bergen, men fra 1539 blev domkirken sæde for superintendenter (biskopper) i den lutherske kirke. I 1682 blev bispesædet flyttet til Kristiansand, men ved opdelingen af dette bispedømme i 1925, hvor Stavanger bispedømme og Agder og Telemark bispedømme blev oprettet, blev Stavanger domkirke bispesæde igen.
Katedralen ligger centralt i Stavanger mellem Breiavatnet i syd og sydvest, torvet med Vågen i nord, domkirkepladsen i øst og Kongsgård i vest. Byen Stavanger voksede frem i området omkring domkirken, og kirken regnes for at være kernen i Stavanger centrum.
Kirkens opførelse left|thumb|float|Reinald af Stavanger var Stavangers første biskop fra omkring 1125 til 1135. Hans store projekt var opførelse af domkirken. Reinald kom oprindelig fra England, hvilket nok er en af grundene til, at domkirken fik et anglo-normannisk præg. Illustrationen her af Eilif Peterssen til "Magnus den Blinde og Harald Gilles saga" i 1899-udgaven af Heimskringla, skildrer bisp Reinalds død: Han blev hængt i Bjørgvin den 18. januar 1135. Under krypten er der fundet ældre brandlag fra 800- og 1000-tallet og skeletter fra 1000-tallet. Hvis ikke skeletterne er flyttet fra ældre grave, har der formentlig ligget en anden kirke her eller lige i nærheden, før den nuværende domkirke blev opført.
Traditionelt antages 1125 for at være både domkirkens opførelsesår og det år, hvor bispesædet blev etableret, og hvor grundlaget for byen Stavanger blev lagt. Etableringsåret for bispesædet er imidlertid usikkert. Det vides med sikkerhed, at Stavanger var bispesæde i 1135, da bisp Reinald blev hængt. Morkinskinna beretter om en Stavangerbiskop i forbindelse med en hændelse, som er tidsfæstet til ca. 1128. Kilden regnes som ret usikker, men bør ikke helt afvises. Flere forhold peger i retning af, at opførelsen af domkirken blev påbegyndt, før Stavanger blev bispesæde. Det er ikke usandsynligt, at grundstenen blev lagt omkring år 1100 – i kong Magnus Barfods tid.
Absalon Pederssøn Beyer Beyer, 1860, side 78 skrev omkring 1570 om domkirken: "...hvilken som bygt 1012, som ciphren, der er udgraven i muren, tilkjennegiver, under Magnus Barfot". En anden afskrift har årstallet 1013. Eftersom Magnus Barfod var konge 1093-1103, har det været antaget, at årstallet var en skrivefejl for 1102 (eventuelt 1103). Omkring 1770 skrev dog Hans Smidt, der var tidligere klokker i domkirken, at årstallet stod på en sten i tårnet i den gotiske del af kirken.Smidt, 1906, side 45 Da denne del blev opført mod slutningen af 1200-tallet, har det været antaget, at stenen kunne være genbrug af en sten fra vesttårnet i kirkens ældste del. Som indvendinger mod dette har været fremført, at stenen kan være genbrug fra en helt anden bygning, og at tallet ikke nødvendigvis er et årstal.
Frederik Macody LundFr. Macody Lund – Norsk biografisk leksikon skrev i 1919, at katedralen i Stavanger er den eneste af de fem norske katedraler, som har en sognekirkes og ikke en katedrals karakter. Han mente, at den havde været en større sognekirke – en fylkeskirke – før den senere blev ophøjet til bispesæde: "Skibets arkitektur med alle de ældste normanniske former i både profilering og ornamentering peger tilbage til tiden før år 1100."Lund, 1919, side 115-116 og Vestlandets Avis, 1934.
Gerhard Fischers vurderinger af domkirken i 1964 er i høj grad knyttet til Oluf Kolsruds konklusion om, at bispesædet er fra omkring 1125. Kolsrud, 1925 Fischer henviser samtidig til, at der er elementer i kirken, som peger mod slutningen af 1000-tallet. Mest præcist udtrykker Fischer det i det engelske resumé under omtalen af domkirkens skib:
Christopher Hohler sammenlignede detaljer i domkirken med andre kirker og mente på dette grundlag, at domkirken blev påbegyndt omkring 1105. Hohler, 1963-1964. Han mente også, at der stod en ældre kirke på stedet, og at den nye kirke blev bygget omkring denne. Den ældste kirke stod i den sydvestlige del af skibet og blev ikke revet ned, før den nye kirken var ved at være færdig. Teorien begrundes med de mange skævheder i kirken, som han mente skyldtes dårligt udsyn på grund af den gamle kirke. Ved at sammenligne størrelsen med andre samtidige norske kirker, mente han, at den var bygget som en kirke til en biskop, og samtidig lægger han vægt på, at kirken må have været påbegyndt, før kirkens indtægter øgedes stærkt ved tiende, og før den fik kanniker. Tienden blev indført lige efter 1111, da Sigurd Jorsalfar kom hjem fra sit korstog til Jerusalem.
Morten Stige skrev i 1979, at opførelsen af domkirken, ud fra stilhistoriske kriterier, blev påbegyndt mellem 1095 og 1115 og var afsluttet i midten af 1100-tallet.Stige, 1979 side 33-34 og Lindøe, 1998.
Ud fra de forskellige vurderinger er det rimeligt at antage, at bygningen blev påbegyndt omkring år 1100, og at kirken i sin ældste form stod færdig omkring 1150.
Domkirkens skytshelgener Katedralen er viet til sankt Svithun af Winchester, en angelsaksisk biskop som levede og virkede i 800-tallet. Ifølge Anton Wilhelm BrøggerBrøgger, 1915. er domkirken også viet til den hellige treenighed, fordi det er en katedral, men der findes ikke dokumenter, som stadfæster dette.
Domkirken havde oprindeligt en armknogle (en "armlegg") fra Sankt Svithun, som skal være kommet fra Sankt Svithuns skrin i Winchester og være lagt i et nyt Sankt Svithuns skrin i Stavanger Domkirke.Diplomatarium Norvegicum IV nummer 1074 og i oversættelse hos Jørgensen og Saletnich, 1999, side 64-65. Det vides, at Sankt Svithuns helgenskrin i Winchester er blevet åbnet i 1086 og i 1150. Haug, 2005, side 119 med henvisning til Christopher Hohler. Jævnfør også Helle, 2008. Der findes imidlertid ingen skriftlige kilder, som knytter Sankt Svithun til Stavanger før i 1204,Hohler, 1963-1964. så der kan kun gættes på, hvornår armknoglen blev bragt til Stavanger. De fleste har ment, at kirken fik den samtidig med, at kirken blev indviet, hvilket har været antaget at være sket omkring 1125. Christopher Hohler mener, at relikvien må være kommet før 1066,Hohler, 1963-64. mens Elbjørg Haug mener, at det skete i den periode, hvor Knud den Store var konge i England (1016–35).Haug, 2005. Knut Helle mener, at relikvien kan være kommet til så sent som i 1150.Helle, 2008. Relikvien kan imidlertid også have tilhørt den kirke, som stod på stedet, før domkirken blev bygget.
I henhold til en liste udarbejdet af biskop Hoskuld Hoskuldsson, den sidste biskop i Stavanger før reformationen, havde kirken i 1517 i alt 36 relikvier. Foruden armknoglen fra Sankt Svithun var det blandt andet relikvier fra Jesus (en linnedklud med hans blod), Jomfru Maria, apostlen Paulus, apostlen Andreas, evangelisten Markus, Olav den Hellige, Sunniva, Sankt Barbara, Edvard Bekenderen, Sankt Valentin, Sankt Stefan, Sankt Klement, Sankt Juliana, Sankt Agathe og ærkebiskop Thomas Becket.
Tilsammen er der i forskellige kilder anført i alt 17 altre og "stuker" ("stuke" bruges om et lille rum eller aflukke inde i kirken, jævnfør kapel). Der har næppe været mere end 12–13 samtidig.Brøgger, 1915, side 166, se også Helle, 1975, side 98. Altrene og stukene var i almindelighed viet til helgener: Højalteret var sandsynligvis viet til Sankt Svithun; i øvrigt findes blandt andet Mariastuken, Helligåndsalteret, Korstuken, Paulusstuken, Olavsstuken, Sjælestuken, Johannesstuken og måske et Sankt Laurensiusalter og et Sankt Mikaelsalter. Hvor disse var i kirken, er imidlertid uvist.
Kirkens enkelte dele thumb|float|Kirken fotograferet fra sydvest ved månedsskiftet juni-juli 1866. thumb|float|Vestfacaden med hovedindgangen. thumb|float|Kirken set fra nord, fra Domkirkepladsen. thumb|float|Langskibsportalen i syd.
Våbenhuset
Våbenhuset er det første rum, man kommer ind i fra hovedindgangen mod vest.
Før branden i 1272 var våbenhuset et tårn, nærmere bestemt kirkens vesttårn. Ved udgravning under gulvet er fundet fundamenter til det gamle tårn, som skal have været kvadratisk. Fischer, 1964, side 21. Det har været diskuteret, hvorvidt tårnet kan have været bygget før skibet, måske som et vagttårn, men det er uvist. Lindøe, 2. april 1998 og Nilsen, 2001, side 60-62. Efter branden blev tårnet revet ned og erstattet med et lavt vestparti. I 1920–1921 var der en længere diskussion i den lokale presse om at opføre vesttårnet igen, men projektet blev forladt.
Gerhard Fischer Fischer, 1964, side 64. mente i 1964, at det (romanske) kor blev påbegyndt først, og at byggeriet derefter fortsatte mod vest i romansk stil, sandsynligvis under ledelse af en bygmester fra England. Senere kom en indgangsportal og indgangsparti i gotisk stil, sandsynligvis i forbindelse med genopbygningen efter branden i 1272.
I våbenhuset findes to gravsten fra 1300-tallet: Den ene for ombudsmanden Håkon fra Reve, død 1304, og den anden for biskop Botolf Asbjørnson, død 1380. På væggen hænger et epitafium af Anders Lauritzen Smith. Epitafiet viser Matias Tausan med sine to ægtefæller. Over indgangspartiet findes klokkespillet fra 1925, som er Norges ældste klokkespil. Det havde oprindeligt 22 klokker, men i 1997 blev spillet restaureret og udvidet med 27 mere, så det i dag omfatter i alt 49 klokker.
Overgangen mellem våbenhuset og skibet har i middelalderen været mindre og kan have været på størrelse med en dør. Ved ombygningen efter branden i 1272 blev indgangspartiet ombygget og gjort større.
Skibet
Skibet er bygget i tre dele ("treskibet"), med et hovedrum i midten og to siderum adskilt af massive cirkulære romanske søjler. Skibets mål er 25,8 gange 18 m. Søjlene er sammenknyttet i buer, og det er seks sådanne buer på hver side.
Det meste af taget inklusive tagstenene blæste ned og blev ødelagt i en storm i 1826, så der måtte lægges nyt tag på. I 1860'erne blev den daværende tagdækning udskiftet med skifer, og de gamle tagsten blev i 1920 brugt til kapellet på Eiganes gravlund.Stavanger Aftenblad 25. februar 1920.
I skibet var der jordgulv med stenfliser frem til 1860'erne, hvor der blev gravet to fod ned i jorden og lagt bjælkelag og gulvplanker. Det ældste plankegulv holdt kun nogle få år, fordi rummet under gulvet ikke var forsynet med ventilation.Stavanger 7.8.1875. Det nuværende gulv er fra 1999.
Toppen af kapitælerne mod vest er udsmykket. I skibet og sideskibene er der lysekroner og lampetter lavet af Emanuel Vigeland. De gamle blev lånt ud til andre kirker og kapeller, og nogle blev lagt ned i krypten.
I middelalderen var der ståpladser til alle kirkegæster. Fra 1500-tallet var der i den forreste del af kirken faste træbænke med en dør ind til sæderne.Den ældste kilde til disse stole er fra 1593, jævnfør Erichsen, 1903 side 117. I 1844 blev de tidligere udskårne kirkestole erstattet af nye, malede stole. På hver side af midtergangen, som var omkring fire meter bred sad kvinderne på den nordlige siden og mændene på den sydlige. Pladser kunne købes mod en årlig afgift til kirken. Disse pladser var også en handelsvare, og der kunne opstå uenighed om, hvem der ejede sæder i kirken. Der fandtes desuden små halvcirkelformede samt nogle rektangulære gallerier langs begge sidevægge i midtskibet. De stak ud mellem søjlerne og havde indgang fra sideskibene. De, som ikke havde råd til siddepladser, havde ståpladser bagerst i kirken. Ordningen blev afviklet ved restaureringen i slutningen af 1860'erne.Stavanger Amtstidende: "NB.", 18. januar 1869.
Sideskibene