Langobarderne (latin Langobardi, urgermansk Langbärte) var et germansk folk fra Nordeuropa, måske Skandinavien. De migrerede mod syd og bosatte sig omkring Donau i Pannonien, hvorfra deres konge Alboin i 568 ledede dem i invasionen af det østromerske Italien. De etablerede det langobardiske kongerige ("Lombardiet" i Italien),(Regnum Italiae). Det blev i 774 erobret og opløst af frankerne under Karl den Store. Langobarderne efterlod sig varige spor på Italiens kultur og politik, som tydeligt kan ses i regionen Lombardiet.
Tidlig historie Oprindelsesmyter thumb|left|Langobardernes formodede vandringer fra Skåne til Italien. Vandringerne skete i flere etaper. Ifølge langobardernes egne legender, nedskrevet i det anonyme Origo gentis LangobardorumOrigo gentis Langobardorum, Origo Gentis Langobardorum fra det 7. århundrede og gengivet af Paulus Diaconus Historia gentis Langobardorum (første bog) fra det 8. århundredeHistoria gentis Langobardorum, Værker af Paulus Diaconus på Bibliotheca Augustana, En engelskeoversættelse af Historia Langobardorum , så kaldte langobarderne sig oprindeligt for "Winnili"Priester, 16.Fra urgermansk Winnan, som betyder "kæmpende", "vindende". (se også vinnilerne) og boede i sydlige SkandinavienHarrison, D. & Svensson, K. (2007). Vikingaliv Fälth & Hässler, Värnamo. 978-91-27-35725-9 p. 74 (Scadanan) (Codex Gothanus skriver, at winnilierne oprindeligt boede ved en flod kaldet Vindilicus på den yderste grænse af GallienCG, II..) Winnilierne var nu vokset så meget, at de fandt det nødvendigt at dele sig i tre grupper, hvoraf den ene forlod deres hjemegn for at begive sig ud. Under anførelse af brødrene Ibor og Aio og sibyllen GambaraPriester, 16. Grimm, Deutsche Mythologie, I, 336. Urgermansk for "Sibyl" migrerede stammen mod syd og bosatte sig i et område, de kaldte for "Scoringa" på den sydlige kyst af Østersøen eller Bardengau ved ElbenHammerstein, 56. Snart kom det til stridigheder med deres nye naboer wandalerne (vandaler – eller måske venderne) – et andet germansk folk, hvis konger, brødrene Ambri og Assi, gav dem valget mellem krig eller at underkaste sig og betale skat.
Winnilierne der var få, men unge og modige nægtede, da de mente, "det var bedre at værne om deres frihed med våben end at skæmme den ved at betale skat". Vandalerne beredte sig til krig og henvendte sig til "Godan" (Odin) for at bede om sejr. Odin svarede, at han ville give sejren til dem, han så først, når solen stod op. Gambara søgte hjælp hos Frea (Frigg – Odins kone). Frigg fortalte dem, at de skulle komme ved solopgang, og deres kvinder skulle også følge dem. Og kvinderne skulle binde deres hår op foran ansigtet, så det lignede skæg. Ved solopgang vendte Frigg nu sin mands seng, så hans ansigt vendte mod øst, hvorefter hun vækkede ham. Odin så da winnilierne og deres kvinder, som stod med håret bundet op foran ansigterne, hvorpå han spurgte: "Hvem er disse langskæggede?" (Qui sunt isti longibarbae), og Frigg svarede, at eftersom han nu havde navngivet dem, skulle han også give dem sejren. Hvilket han gjorde. Og fra den dag kaldte winnilierne sig for "langobarderne" (= "de langskæggede", latiniseret = "lombarder").
Navn Da Paulus Diaconus, der selv var langobard, mellem 787 og 796 nedskrev langobardernes historie, var han katolsk munk og en hengiven kristen. Han anså langobardernes hedenske legender for at være tåbelige og latterlige Paulus Diaconus, VIII og forklarede, at han mente, at navnet "Langobard" i virkeligheden stammede fra længden af deres skæg, og at det langobariske ord "lang" betød "lang" (latin: longam) og "bard" "skæg" (lang=longam, bard=barbam) ie. "langskæg". En nyere teori foreslår, at "langobard" i stedet stammer fra "Langbarðr" – et af Odins navnePohl and Erhart. Nedoma, 449–445.. Hvorved langobardernes historie måske nok så meget er en legende om langobardernes mytiske oprindelse, som det er en analogi over en ny magtorden i stammens gudedyrkelse. En bevægelse væk fra de gamle vaner-guder centreret omkring naturen og frugtbarhedsgudinden Freja, til en dyrkelse af nye aser-guder centreret omkring Odin. En udvikling fra en religion med basis i en frugtbarhedskult til en religion, der hyldede krig og krigerneSergio Rovagnati, I Longobardi, s. 99Priester, 17.. Fröhlich vender rækkefølgen i myten, idet han mener, at langobarderne lod deres skæg vokse langt i Odins billede, og at deres navn afspejlede detteFröhlich, 19. Odin har tilnavnet den "langskæggede", "gråskæggede". Endelig er der en teori, der har sat navnet i forbindelse med en våbentype – en slags hellebard eller langskaftet økse, hvis betydning og oprindelse er usikker. Men -bard, i "hellebard", betyder også skæg.
Arkæologiske og historiske indikationer left|thumb|Udbredelse af langobardiske begravelsespladser ved den øvre Elben, ifølge W. Wegewitz thumb|Langobardisk sværd (rekonstruktion) En indirekte bekræftelse af dele af langobardernes mytiske fortællinger kan måske findes i Jordanes værk om goternes historie: De origine actibusque getarum (Getica) fra omkring år 551. Heri beskriver han folket Vinoviloth, der ifølge Jordanes stadig levede i SkandinavienThe Origin and Deeds of The Goths , De origine actibusque getarum, Jordanes . Også Tacitus beskrivelse af langobarderne i De Origine et situ Germanorum (Germania; 98 e.Kr) passer til langobardernes legende om dem selv som et lille, men stridbart folk:
Den første beskrivelse af langobarderne blev foretaget af den romerske historiker Marcus Velleius Paterculus (19 f.Kr. – 31 e.Kr.), som fulgte en romersk militærekspedition under Tiberius (senere kejser).Menghin, 15. Marcus beskriver langobarderne som endda mere blodtørstige end de andre germanere (Gens etiam Germana feritate ferocior)Romanae Historiae , Marcus Velleius Paterculus , og priser sig så i øvrigt lykkelig for, at Tiberius havde besejrede dem.
Fra den græske historiker Strabon (20 e.Kr) og den romerske historiker Tacitus (117 e.Kr) ved vi, at langobarderne var bosat omkring Elbens udmunding (omkring nutidens Hamburg) i det første århundrede efter Kristi fødsel ved siden af chaukerne – en anden germansk stammeStrabon, VII, 1, 3. Menghin, 15., hvilket svarer godt overens med de arkæologiske fund fra området. Strabon skriver, at langobarderne var bosat på begge sider af Elben. Den tyske arkæolog Willi Wegewitz har identificeret adskillige jernaldergrave omkring Elben i dette område som værende langobardiskeWegewitz, Das Langobardische brandgräberfeld von Putensen, Kreise Harburg (1972), 1–29. Problemi della civilita e dell'economia Longobarda, Milan (1964), 19ff.. Begravelserne har brugt kremation og kan hovedsageligt dateres fra omkring det 6. århundrede f.Kr. til 3 e.Kr, hvilket ikke tyder på en migration dertil fra Skandinavien. Fundene viser også, at de var agerdyrkere. Lignende fund er gjort i andre områder langs langobardernes migrationsrute, men ikke i Skandinavien. Det har fået nogle historikere til at tvivle på Origo gentis Langobardorum og Paulus Diaconus senere fortællinger, eller blot inspireret af lignende traditioner blandt goterneCfr. Franco Cardini e Marina Montesano, Storia medievale, pag. 80..
Tacitus anså langobarderne for en sveberstamme og underlagt Marbod kongen af MarkomannerneTacitus, Germania, 38-40; Tacitus, Annals, II, 45.. Marobod havde en fredsaftale med romerne, hvorfor langobarderne ikke var del af den konføderation, der under Arminius besejrede romerne i Varusslaget (9 f.Kr.). Men i 17 f.Kr. udbrød der krig mellem Marobod og Arminius, og Tacitus skrev: <blockquote> "Ikke bare cheruskerne og deres allierede... gik i krig, men semnonerne og langobarderne, begge sveberfolk, flokkedes til ham fra Marobod styre. Hærene... havde hver især deres egne grunde, cheruskerne og langobarderne kæmpede for deres ære eller deres nyligt vundne uafhængighed..Tacitus, Ann. II, 45.</blockquote>
Fra omkring det 2. århundrede begyndte mange af de germanske stammer at forene sig i større stammeforbund: frankerne, alemannerne, bavarierne, sakserenePriester, 14. Menghin, 16.. Omkring 70 år efter Tacitus Germania findes langobarderne blandt de stammer, som den romerske kejser Marcus Aurelius' legioner kæmpede mod i den første ekspedition (167-169). Krigen sluttede en lang periode med fred langs den germanske grænse, og udover langobarderne indblandedes også en mængde andre germanske folk, markomannere, quadere, vandalere, sarmatianere. Langobarderne gjorde sig bemærkede ved deres mod. Alligevel forsvinder langobarderne (166–489) fra romernes bevidsthed og historie. Dette kan skyldes, at de var bosat så dybt inde i Germanien, at de først blev bemærket, da de igen dukkede op langs Donaus bredder, eller at langobarderne var underlagt et større stammeforbund, højst sandsynligt sakserneIbid. Menghin, 16.. Det er også overvejende sandsynligt, at da den store gruppe af langobardere migrerede sydover, forblev en anselig del tilbage, som blev absorberet af saksiske stammer i området, og kun emigranterne beholdt den langobardiske selvfølelseHartmann, II, pt I, 5.. Codex Gothanus skriver at langobarderne omkring år 300 var underlagt sakserne, men at de under deres konge Agelmund gjorde oprørMenghin, 17. Codex Gothanus, II.. Efter at markomannerne var blevet besejret af Marcus Aurelius, forblev de ved Elben indtil anden halvdel af det 4. århundrede, omend deres sydlige migration allerede så småt var indledt allerede i begyndelsen af det 3. århundrede.
Desuden er der teorier om, at longobarderne deltes inden migrationen sydpå og efterlod sig en del af stammen under navnet hadbarderne i Skåne, som senere omtales i Widsith og BeowulfkvadetDick Harrison, "Tusen år i Uppåkra", 2022. s. 200ff..
Migration
Langs Elben Langobardernes opholdssted, det første der kan attesteres med andet end deres egne myter, lå ved Elbens øvre løb, svarende til den nordlige del af den tyske delstat Sachsen-Anhalt. Langobardernes migration sydover, som allerede var begyndt i det 2. århundrede, skred meget langsomt frem, og først efter at anden halvdel af det 4. århundrede var gået, havde de for alvor forladt Elben.
Den følgende periode forbliver langobardernes historie stort set ukendt. Det menes, at de ikke, som så mange andre germanske folk, blev vasaller af hunnerne, og at de altid formåede at beholde deres uafhængighed. Også i anden halvdel af det 4. århundrede, blev de delvist kristnet af arianske munke. Deres ledere hed Agelmund, Lamissio, Lethu og Hildeoc. De førte dem langs Elben og ind i dagens Sachsen og Bøhmen.
Det var også i denne periode, de politisk gik fra at være et folk baseret på stammetraditioner til et system baseret på grupper af hertuger, der havde deres egen gruppe af krigere under en leder, der snart blev til en egentlig konge. Om end kongen, der som i de fleste andre urgermanske stammer blev valgt af krigerne, generelt havde en forholdsvis løs kontrol over hertugerne.
Noricum Fra 488 til 493 vendte langobarderne "tilbage i historien". Under først kong Godehoc og dernæst Claffo bosatte de sig i Noricum (nuværende Niederösterreich, Østrig), som lige var blevet forladt af rugierne. Nu kom de for første gang ind i territorier, der var influeret af romersk civilisation. Langobarderne kom til området, netop som stridighederne mellem Odoaker og Teoderik den Store havde efterladt området nord for Donau i et magtvakuum. Nu havde langobarderne vokset sig til en stor stamme som havde inddraget, opslugt eller underlagt sig forskellige grupper og måske hele stammer af andre germanere, som de var stødt på i løbet af deres migration.