Delaware er en af de 50 delstater i USA og er en af Sydstaterne og har indbyggere. Mod syd og vest ligger Maryland, mod nord Pennsylvania og mod øst ligger New Jersey og Atlanterhavet. Delstaten har sit navn fra Thomas West, 3. Baron De La Warr, der var en engelsk adelsmand og Virginias første guvernør.
Delaware består af den nordøstlige del af Delmarvahalvøen og nogle øer og territorier i Delaware River. Det er den næstmindste og sjette mindst befolkede delstat, men den sjette mest tætbefolkede. Den største by i delstaten er Wilmington, mens hovedstaden er Dover. Delstaten er opdelt i tre counties, hvilket er det laveste antal blandt de amerikanske delstater. Fra nord til syd er det New Castle County, Kent County og Sussex County. Mens de to sydligste counties historisk har haft en overvægt af landbrug, så har New Castle County været mere industrialiseret.
Før delstatens kystlinjen blev udforsket af europæere i 1500-tallet var Delaware beboet af adskillige grupper indfødte, inklusive Lenape i nord og Nanticokestammen i syd. Området blev oprindeligt koloniseret af hollandske handelsfolk ved Zwaanendael, nær nutidens by Lewes i 1631. Delaware var en af de 13 oprindelige kolonier, der deltog i den amerikanske revolution. Den 7. december 1787 blev Delaware den første delstat, der ratificerede den amerikanske forfatning, og har siden været kendt som "Den Første Stat".
Etymologi Delaware er navn både på delstaten, floden og en indfødt stamme, alle opkaldt efter bugten, der fik navn efter baron de la Warr (Thomas West, 1577-1618), den første engelske koloniguvernør i Virginia. Familienavnet de la Warr er kendt tilbage til 1201, fra Delaware i Brasted, Kent, sandsynligvis afledt af de la werre (= af krigen, dvs. en kriger) fra gammelfransk werre/guerre (= krig).
Historie
200px|thumb|Kort over Swaanendal, anlagt af hollænderne, senere navngivet Delaware Bay
Indfødte amerikanere Før Delaware blev bosat af europæiske kolonister, var området hjemsted for de østlige algonkiner-stammer kendt som Unami Lenape eller Delaware, der boede mest langs kysten, og Nanticoke, der var bosatte på store dele af den sydlige Delmarva-halvø. John Smith viser også to irokesiske stammer, Kuskarawock og Tockwogh, der boede nord for Nanticoke, og de kan have besiddet mindre dele af landet i den vestlige del af delstaten, før de vandrede over Chesapeake-bugten. Kuskarawock var sandsynligvis identiske med Tuscarora.
Unami Lenape i Delaware-dalen var tæt knyttet til Munsee Lenape-stammer langs Hudson-floden. De havde et udpræget jagt- og landbrugssamfund, og de blev hurtigt mellemmænd i en stadig mere hektisk pelshandel med deres tidligere fjende, Minqua eller Susquehannock. Efter tabet af deres lande ved Delaware-floden og ødelæggelsen af Minqua af Irokeserføderationen af fem nationer i 1670'erne forlod resterne af Lenape, der ønskede at blive identificerede som sådan, regionen og flyttede over Allegheny-bjergene ved midten af 1700-tallet. Generelt blev de, der ikke flyttede ud af delstaten Delaware, døbt, blev kristne og blev grupperet sammen med andre farvede personer i officielle registre og holdningsmæssigt af deres ikke-indfødte amerikanske naboer.
Kolonien Delaware thumb|Nye Sverige - møde mellem svenske kolonister og de indfødte i Delaware. Hollænderne var de første europæere, der bosatte sig i nutidens Delaware i mellemregionen ved at oprette en handelspost i Zwaanendael, nær Lewes-stedet i 1631. I løbet af et år blev alle nybyggerne dræbt i en konflikt med indianske stammer i området. I 1638 blev Ny Sverige, en svensk handelsstation og koloni, oprettet ved Fort Christina (nu i Wilmington) af Peter Minuit i spidsen for en gruppe svensker, finnere og hollændere. Kolonien i Ny Sverige varede i 17 år. I 1651 etablerede hollænderne, genoplivet af Peter Stuyvesants ledelse, et fort ved New Castle, og i 1655 erobrede de Ny Sverige-kolonien og annekterede området til det hollandske Nieuw Nederland. Kun ni år senere, i 1664, blev hollænderne overvundet af en flåde af engelske skibe af Sir Robert Carr under ledelse af Jakob, hertug af York. Kæmpende mod et forudgående krav fra Cecil Calvert, 2. Baron Baltimore, indehaver af Provinsen Maryland, overførte hertugen sit noget tvivlsomme ejerskab til William Penn i 1682. Penn ønskede stærkt adgang til havet for sin Pennsylvania-provins og leasede det, der derefter blev kendt som "Nedre amter ved Delaware" (Lower Counties on the Delaware) fra hertugen.
Penn oprettede en repræsentativ regering og kombinerede en kort tid sine to besiddelser under en fælles forsamling i 1682. Imidlertid var provinsen Pennsylvania i 1704 blevet så stor, at dens repræsentanter ville træffe beslutninger uden at skulle indhente samtykke fra Lower Counties og de to repræsentantgrupper begyndte at mødes på egen hånd, den ene i Philadelphia og den anden i New Castle. Penn og hans arvinger forblev indehavere af begge og udnævnte altid den samme person til guvernør for deres provins Pennsylvania og deres territorium i Lower Counties (at Delaware og Pennsylvania delte den samme guvernør var ikke unikt. Fra 1703 til 1738 delte New York og New Jersey en guvernør. Massachusetts og New Hampshire delte også en guvernør i nogen tid).
Eftersom området var afhængig i de tidlige år af udefra kommende arbejdskraft importerede Delaware flere slaver, da antallet af engelske immigranter faldt med bedre økonomiske forhold i England. Kolonien blev et slavesamfund, selvom engelske immigranter fortsatte med at ankomme, og dyrkede tobak som en økonomisk afgrøde.
USA's uafhængighedskrig
Ligesom de andre midtkolonier udviste Lower Counties ved Delaware oprindeligt lidt begejstring for bruddet med Storbritannien. Borgerne havde et godt forhold til den proprietære regering og havde generelt større handlingsfrihed i koloniforsamlingen end de andre kolonier. De handlende i havnen i Wilmington havde gode handelsforbindelser med briterne.
Så skete der det, at New Castle-advokaten Thomas McKean fordømte Stamp act (en afgift på dokumenter) i de stærkeste vendinger, og den i Kent County fødte John Dickinson blev "Pennefører for revolutionen". I afventning af uafhængighedserklæringen overbeviste de patriotiske ledere Thomas McKean og Caesar Rodney den koloniale forsamling om at erklære sig fri af den britiske styre og styret i Pennsylvania den 15. juni 1776. Den person, der repræsenterede Delawares flertal, George Read, kunne ikke bringe sig selv til at stemme for en Uafhængighedserklæring. Kun den dramatiske reaktion fra Caesar Rodney sikrede delegationen de stemmer, der var nødvendige for at afgive Delawares stemme for uafhængighed.
Oprindeligt ledet af John Haslet leverede Delaware et af de førende regimenter i Den kontinentale hær, kendt som "Delaware Blues" også kaldet "Blue Hen's Chicks". I august 1777 ledede general Sir William Howe en britisk hær gennem Delaware på vej til en sejr ved slaget ved Brandywine og erobring af byen Philadelphia. Det eneste virkelige engagement på Delaware-jorden var slaget ved Coochs Bridge, der blev udkæmpet den 3. september 1777 ved Coochs Bridge i New Castle County, skønt der var et mindre loyalistisk oprør i 1778.
Efter slaget ved Brandywine blev Wilmington besat af briterne, og statens guvernør John McKinly blev taget til fange. Briterne opretholdt kontrollen over Delaware-floden i store dele af resten af krigen, hvilket forstyrrede handel og gav håb hos den aktive loyalistiske del af befolkningen, især i Sussex County. Eftersom briterne lovede frihed for de af oprørernes slaver, der kæmpede på deres side, flygtede slaver nord for at slutte sig til briternes linjer.
Slaveriet Mange koloniale bosættere kom til Delaware fra Maryland og Virginia, hvor befolkningen var vokset hurtigt. Økonomierne i disse kolonier var hovedsageligt baseret på tobakdyrkning og var i stigende grad afhængige af slavearbejde for den arbejdskrævende dyrkning på grund af et fald i omfanget af indvandrere tilhørende arbejderklassen fra England. De fleste af de engelske kolonister var ankommet som kontrakttjenere, det vil sig under kontrakter om at arbejde som arbejdere i et bestemt åremål for at betale for deres rejse. I de første år var grænsen mellem kontrakttjenere og afrikanske slaver eller arbejdere flydende, og de boede ofte tæt sammen.
De fleste af de frie afroamerikanske familier i Delaware før revolutionen var migreret fra Maryland for at finde økonomisk mere overkommeligt land. De var hovedsageligt efterkommere efter forhold eller ægteskaber mellem hvide tjenerkvinder og slaver, tjenere eller frie afrikanske eller afroamerikanske mænd. Under slaveriloven fik børnene mødrenes sociale status, så børn født af hvide kvinder var frie, uanset deres faderskab, ligesom børn født til slaverne kvinder blev født i slaveri. Efterhånden, som strømmen af tilflyttede arbejdere til kolonien faldt med forbedrede økonomiske forhold i England, blev flere slaver importeret til arbejdet og de social skel mere udtalte.
Ved udgangen af den koloniale periode begyndte antallet af slaver i Delaware at falde. Skift i landbrugsøkonomien fra tobak til blandet landbrug resulterede i mindre behov for slaveres arbejde. Derudover opmuntrede lokale metodister og kvækere slaveholdere til at frigive deres slaver efter den amerikanske revolution, og mange gjorde det i en bølge af individuelle manumissioner (frigivelser) af idealistiske grunde. I 1810 var tre fjerdedele af alle sorte i Delaware frie. Da John Dickinson frigav sine slaver i 1777, var han Delawares største slaveejer med 37 slaver. I 1860 ejede den største slaveholder 16 slaver.Kolchin 1994, s. 78, 81–82.
Skønt forsøg på at afskaffe slaveri mislykkedes ved smalle margener i den lovgivende forsamling, havde staten praktisk set afsluttet denne praksis. Ved folketællingen fra 1860 lige inden den amerikanske borgerkrig var 91,7% af den sorte befolkning fri; 1.798 var slaver sammenlignet med 19.829 "frie farvede personer".
En uafhængig sort kirkesamling blev etableret i 1813 af den frigjorte slave Peter Spencer som "Union Church of Africans". Dette fulgte etableringen i 1793 i Philadelphia af den afrikanske metodistiske episkopale kirke af Richard Allen, der havde forbindelser til metodistens episkopale kirke indtil 1816. Spencer byggede en kirke i Wilmington til det nye kirkesamfund. Denne blev omdøbt til African Union First Coloured Methodist Protestant Church and Connection, mere almindeligt kendt som A.U.M.P. Kirken. I 1814 opfordrede Spencer til den første årlige samling, kendt som Big August Quarterly, som siden har fortsat med at samle medlemmer fra dette kirkesamfund og deres efterkommere til en religiøs og kulturel festival.
Efter uafhængighedskrigen Efter USA's uafhængighedskrig var statsmænd fra Delaware blandt de stærkeste tilhængere af en stærk og central regering i USA, men med lige repræsentation for hver delstat. Da man enedes om at danne Repræsentanternes Hus og Senatet blev Delaware den første delstat, der ratificerede USA's grundlov og blev derved den første delstat i USA.
Under den amerikanske borgerkrig var Delaware en slavestat men forblev i Unionen, idet man stemte for ikke at bryde ud den 3. januar 1861. Mens de fleste borgere fra Delaware, der kæmpede i krigen, tjente i statens regimenter, tjente nogle i selskaber på konfødereret side i Maryland og Virginia-regimenter. Delaware er kendt for at være den eneste slavestat, hvorfra ingen konfødererede regimenter eller militsgrupper var samlet. Delaware frigav i det væsentlige de få slaver, der stadig var i trældom lige efter borgerkrigen, men afviste de 13., 14. og 15. ændringer til forfatningen: den 13. ændring blev forkastet den 8. februar 1865, den 14. ændring blev forkastet den 8. februar 1867, og den 15. ændring blev afvist den 18. marts 1869. Delaware ratificerede officielt den 13., 14. og 15. ændring den 12. februar 1901.
Politik