Christian 7. (født 29. januar 1749 på Christiansborg Slot, død 13. marts 1808 i Rendsborg) var konge af tvillingrigerne Danmark og Norge, samt hertug af Slesvig og Holsten fra 1766 til 1808. Han tilhørte den oldenborgske slægt og havde som valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min hæder ()".
På grund af kongens mentale tilstand, som formentlig skyldtes at han led af skizofreni, blev alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge foretaget af de rådgivere, der stod ham nærmest. Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter, hvem der vandt magtkampene omkring tronen. Fra 1770 til 1772 var hans hoflæge Johann Friedrich Struensee landets de facto hersker og indførte progressive reformer underskrevet af kongen. Struensee blev afsat ved et kup i 1772, hvorefter landet blev regeret af Christians stedmor enkedronning Juliane Marie, hans halvbror arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg. Fra 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn kronprins Frederik, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved. Nominelt var Christian 7. enevældig konge, reelt var han en politisk fange uden loyale støtter i hoffets inderkreds.
Tidlige liv Fødsel og familie thumb|left|Christiansborg Slot, 1750. Christian blev født klokken 1 om natten den 29. januar 1749 i Dronningens Sovegemak på Christiansborg Slot i København. Han var søn af Kong Frederik 5. i dennes første ægteskab med Prinsesse Louise af Storbritannien. Han blev døbt den samme dag om eftermiddagen af hofprædikant Johannes Bartholomæus Bluhme. Hans farmor Enkedronning Sophie Magdalene bar som gudmor prinsen under dåben, og de øvrige faddere var hans far, Kong Frederik 5., hans tante, Prinsesse Louise og hans grandtante, Prinsesse Charlotte Amalie. Efter dåben blev den nyfødte prins lagt i en paradevugge med tronhimmel til beskuelse af alle de mange gæster, der var kommet for at overvære dåben.
Kong Frederik og Dronning Louise havde allerede i 1745 fået en søn (også med navnet Christian), men han var død i 1747, og som den ældste overlevende søn var Christian dermed kronprins fra fødslen. Forhåbningerne for den nye tronfølgers fremtid var naturligvis store, og den tyske komponist Christoph Willibald Gluck, der opholdt sig i Danmark fra 1748 til 1749, komponerede i anledning af kronprinsens fødsel optrinnet La Contesa dei Numi (Gudernes trætte), hvor de olympiske guder samledes ved Storebælt for at diskutere, hvem der i særlig grad skulle beskytte den nye prins. Den blev opført første gang den 12. marts 1749 på Charlottenborg Slot i anledning af Dronning Louises første kirkegang efter fødslen.
thumb|upright|left|Christianus Princeps Daniae et Norvegiae Haeres. Kobberstik af Johan Martin Preisler efter et maleri af Carl Gustaf Pilo fra 1752. Prins Christian blev født ind i en familie, der allerede bestod af to små piger, prinsesserne Sophie Magdalene (født i 1746) og Vilhelmine Caroline (født i 1747), og som voksede yderligere, da endnu en datter prinsesse Louise blev født i 1750. I 1751, da Christian var knap tre år gammel, døde hans mor dronning Louise under sit sjette svangerskab, kun 27 år gammel. Hans far giftede sig igen året efter med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, der i 1753 blev mor til Christians halvbror prins Frederik.Edvard Holm (1894): "Juliane Marie"; s. 612
Opvækst og uddannelse thumb|upright|right|Christian som barn, malet af Carl Gustaf Pilo. Efter moderens tidlige død voksede prinsen stort set op uden opmærksomhed fra forældrene. Hans stedmor Dronning Juliane Marie viste ingen interesse for ham og foretrak sin biologiske søn prins Frederik. Faderen selv blev mere og mere ligeglad med det generte, følsomme barn, som også var udsat for epileptiske anfald. Alligevel tyder alle beretninger på, at Christian som barn havde en positiv personlighed og i nogle fag udviste endog påfaldende gode evner, ligesom han havde en evne til hurtigt at forstå problemer samt en god hukommelse. Han lærte både dansk, tysk og fransk flydende – dansk, som det karakteristisk der blevet udtrykt, "bedre end nogen dansk konge i lang tid". Han var ligeledes en god danser og kunne i det hele taget optræde med stor værdighed.Holm, s. 512
thumb|upright|left|Christian som barn, malet af Louis Tocqué. Christian var som prins meget begavet og af et socialt gemyt, men han var samtidig meget nervøst anlagt. Dette sidste karaktertræk blev yderligere udviklet, da han fik Ditlev Reventlow som hovmester (det vil sige lærer og opdrager). Reventlow var formentlig både pålidelig og samvittighedsfuld, men af et kolerisk temperament og var ikke kyndig i pædagogik. Han indførte et pryglesystem i opdragelsen af den efterhånden undertrykte prins, for med magt at indpode kundskaber, uden at interessere sig for, om de blev forstået eller ikke. Det antages, at Reventlows mishandlinger undertrykte Christians empatiske evner, så han udviklede sig til en samtidig sky og ondskabsfuld person, med udpræget hævnlyst og manglende tiltro til andre. Det talent, han stærkest havde udviklet, og som han bedst forstod at bruge, var latterliggørelse og skadefryd. Derfor var hans største fornøjelse at efterabe ministrene og folk, han ellers omgikkes.
thumb|upright|right|Christian som barn, malet af Peder Als. Kronprinsen havde andre lærere, men de formåede ikke at ændre Reventlows kontrol med undervisningen. Christian havde især et godt forhold til sin lærer i fransk litteratur, schweizeren Elie Salomon François Reverdil, der forstod at vække hans interesse for filosofi og oplysningstidens tanker. Men Reventlow forstod for det meste at afbryde, når Reverdil fik fanget kronprinsens opmærksomhed.
Tidlige regeringstid Tronbestigelse thumb|upright|left|Christian 7. malet af Alexander Roslin. Efter længere tids sygdom døde Frederik 5. den 14. januar 1766, kun 42 år gammel. Samme dag blev Christian udråbt som konge fra Christiansborg Slots balkon af J.H.E. Bernstorff, hvorefter Christian selv trådte ud på balkonen og vinkede med sin hat til den fremmødte menneskemængde. Han var på dette tidspunkt endnu ikke fyldt 17 år. Ved sin konfirmation i 1765 brillerede kronprinsen med gode svar og optrådte i det hele taget dannet og kløgtigt, og ligesom han tronbestigelsen fik han en lang række glimrende skudsmål af blandt andre tilstedeværende udenlandske gesandter. 1. maj 1767 afsluttedes ceremoniellet omkring tronskiftet, da Christian 7. blev salvet. Salvingsakten for enevældens konger foregik traditionelt i Frederiksborg Slotskirke, men Christian 7.s salving blev som den eneste undtagelse afholdt i Christiansborg Slotskirke.
thumb|right|Bespisningen af folket på Christiansborg Ridebane ved Christian 7.'s salving i 1767. Straks efter tronskiftet begyndte en kamp om at få magt over kongen: mænd fra hoffet, administrationen og militæret, der havde været i opposition til Frederik 5.'s ministre, forsøgte at få kongen til personligt at stå for udøvelsen af regeringen uafhængigt af disse ministre og kollegieledere. Resultatet blev en uafbrudt række af intriger, hurtige afskedigelser og mangelfulde politiske initiativer. Christian var fuldt ud klar over situationen, og flere af hans ministre var forundrede over hans skarpe og klare indfaldsvinkel til problemerne. Men samtidigt viste han sig skadefro og ondskabsfuld, og voldte i disse tilfælde sine ansatte ubehageligheder.
Ægteskab thumb|upright|left|Caroline Mathilde i 1766, året for hendes bryllup med Christian 7. Pastel af Francis Cotes. Samme år indgik han ægteskab med sin kusine, den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, der var søster til den engelske konge Georg 3. Parret var blevet forlovet allerede i 1765. De blev gift den 1. oktober 1766 ved en såkaldt prokurationsvielse i Saint James's Palace i London, hvor brudens storebror var stedfortræder for Christian 7. Herefter rejste Caroline Mathilde til kurfyrstendømmet Hannover og derfra til byen Buxtehude, hvorfra hun med robåd blev overført til Elbens nordbred, der på dette tidspunkt var dansk område. Her blev hun modtaget af danske hoffolk, der førte hende med hest og vogn til Roskilde, hvor hun i en pavillon, opført til formålet, blev præsenteret for sin kommende ægtemand. Efter at have overnattet på Frederiksberg slot gjorde hun den 8. november 1766 sit indtog gennem et jublende København. Senere samme dag bekræftede parret deres ægteskab ved en vielse i Christiansborg Slotskirke.
thumb|Christian 7. og dronning Caroline Mathilde danser i Christiansborgs riddersal ved ballet i anledning af deres bryllup. Kongen besøgte kun modvilligt dronningen i hendes gemakker, og Reverdil måtte træde til, blandt andet med kærlighedsbreve i kongens navn, i et forsøg på at ægteskabet kunne føre til en graviditet og dermed en tronarving. Engberg (2009), s 37 Den 28. januar 1768 fødte dronning Caroline Mathilde på Christiansborg Slot kongeparrets formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6.. Ægteskabet blev dog ikke lykkeligt. Også som gift mand havde kongen stadig omgang med en kreds af svirebrødre, hvoriblandt grev Holck og en løjtnant Osborn. Disse besøgte i fællesskab flere af Københavns berygtede huse, hvor Christian satte sin kongelige værdighed på spil ved at slås med vægterne og rave drukken hjem gennem gaderne. Et ejendommeligt træk, der blandede sig ind i alt dette uvæsen, var hans ødelæggelseslyst, som indebar at slå spejle og møbler itu i de knejper, som han søgte.
Forhold ved hoffet thumb|upright|left|J.H.E. Bernstorff. Portræt af Louis Tocqué. Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var normal. Lægen Johan Just von Berger erklærede, at kongens problemer skyldtes manglende modenhed ved tronbestigelsen. Det væsentligste er imidlertid, at kongens tilstand med årene satte ham ud af spillet som regent, fordi han hyppigt skiftede mening og mistede lysten til de administrative pligter.Engberg (2009), s 32
Kongen var fra begyndelsen af indstillet på at regere efter sine egne begreber, som især takket være Reverdil var under stor indflydelse af oplysningstidens ideer, og han var meget letpåvirkelig. Hoffets ledende mænd, anført af J.H.E. Bernstorff, af kongen kaldet "parykkerne"Langen (2008), s. 119ff, som under Frederik 5. havde været vant til at regere i stedet for monarken, forstod at manipulere med den nye og uerfarne konge. Da Christian efter kort tid så de fleste af sine planer modarbejdet, samtidig med at dronningen, under indflydelse af sin hofdame Louise von Plessens råd, var afvisende overfor ham, opgav han efterhånden at få sat sine ideer igennem og erklærede, at han ville "rase" i to år.Langen (2008), 119Feldbæk, s. 221 nævner at der var tale om et år
thumb|upright|right|Støvlet-Cathrine, ca. 1765 Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen – "Støvlet-Cathrine" – turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller.Feldbæk, s. 223 Kongen og hans soldekammerater, hvoraf grev Frederik Vilhelm Conrad Holck var hans yndling, var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det fx, at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Ved en af disse lejligheder blev kongen genkendt af "pøbelen" og mødt med hånende tilråb.Engberg (2009), s 33 Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Gehejmekonseilet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbek i Holsten, hvor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.
Forholdet til udlandet thumb|upright|left|Voltaire.