thumb| Brasiliens historie begynder med ankomsten af den første oprindelige befolkning for over 8.000 år siden til Brasiliens nuværende territorium. I år 1500, da den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Álvares Cabral nåede til den brasilianske kyst, var hele landet beboet af halvnomadiske stammer, der klarede sig som kombinerede fiskere, jæger/samlere og agerdyrkere.
Den første permanente portugisiske bosættelse – São Vicente, en kystby lige syd for den sydlige vendekreds – blev grundlagt i 1532. Fra det 16. til det 18. århundrede, var Brasilien en portugisisk koloni. I begyndelsen udnyttede man især brasiltræ, og senere dyrkede man sukkerrør. I denne periode blev de fleste indianere udryddet, fordrevet eller assimileret, desuden blev afrikanske slaver i stort antal hentet til området. Den 7. september 1822 erklærede landet sin uafhængighed fra Portugal og blev et konstitutionelle monarki, det Brasilianske Rige. Ved et militærkup i 1889 blev der oprettet en republikansk regering. Landet har lige siden været en demokratisk republik, bortset fra tre perioder med åbenlyst diktatur (1930-1934, 1937-1945, og 1964-1985).
Gennem det meste af Brasiliens historie som uafhængigt land har dets politik været domineret af landbrugsoligarkier på alle regeringsniveauer. Deres indflydelse blev mindre (men på ingen måde afskaffet) efter revolutionen i 1930, hvor staten begyndte at gøre sig bemærket som en magt i sig selv, med støtte fra den spirende industrielle sektor og gennem at kontrollere fagbevægelserne inden for industrien. Ikke desto mindre, på trods af alle regimeændringer, har brasiliansk politik hele tiden været domineret af en relativt lille elite og har hvilet på de samme konservative principper, hvilket har medført en af de mest ulige indtægtsfordelinger i den vestlige verden.
Takket være store naturressourcer og billig arbejdskraft er Brasilien i dag Sydamerikas førende økonomiske magt, verdens niendestørste økonomi og har den femtestørste befolkning. Fernando Henrique Cardosos (1995-2002) politik med det formål at begrænse inflationen førte til, at industriens produktion faldt, og den offentlige gæld steg til over 55 procent af det årlige BNP. Afledte konsekvenser af den økonomiske krise i Asien medførte en devaluering af valutaen i 1999, selvom landet modtog 41,5 milliarder dollar fra den Internationale Valutafond (IMF). Væksten i det reelle BNI forblev tæt på stagnationsniveau (2 procent pr. år samtidig med en demografisk vækst på 1,5 procent). Den senere Cardoso-ledede regering blev igen udfordret af stigende inflation og renter, og skattetrykket steg til det rekordhøje 40 procent af BNI.
Disse socio-økonomiske problemer var medvirkende til, at den tidligere fagforeningsformand Luiz Inácio Lula da Silva i 2001 blev valgt som Brasiliens første venstreorienterede præsident på løftet om, at han ville få landet tilbage på en kurs mod økonomisk vækst, men stadig med respekt for en ortodoks økonomisk politik – særligt for at undgå at måtte ty til udenlands- eller offentlig gæld. Lula havde nogen succes med at skabe en gennemslagskraftig, brasiliansk udenrigspolitik, mens han kæmpede med problemerne med ulighed, offentlig gæld, forholdsvis høje skatter og med at tiltrække udenlandske investeringer i landet. Efter halvandet år i embedet var der en tydelig forbedring i Brasiliens betalingsbalance, valutabeholdning og handelsbalance, mens den økonomiske vækst endnu ikke er kommet rigtigt i gang.
De første brasilianere
Det brasilianske territorium har været beboet i mindst 8.000 år. Herkomsten af de første brasilianere, som blev kaldt "indianere" (índios) af portugiserne, er arkæologerne stadig uenige om. Det traditionelle synspunkt er, at de første brasilianere var en del af den første folkevandringsbølge af jægere, der kom til Amerika fra Sibirien, over Beringstrædet. Nogle arkæologer mener dog, at der er tegn på en meget ældre befolkning, der er morfologisk forskellig fra de asiatiske jægere og mere ligner de oprindelige befolkninger i Afrika og Australien, som blev erstattet eller absorberet af de sibiriske jægere.
Andesbjergene og bjergkæderne i det nordlige Brasilien dannede en ganske skarp grænse mellem de bosatte landbrugscivilisationer på Sydamerikas vestkyst (hvor de urbaniserede bystater og det enorme Inkarige opstod) og halvnomadiske stammer i østen, der aldrig udviklede skrevne optegnelser eller permanent, monumental arkitektur. Af den grund ved man meget lidt om Brasilien før 1500. Arkæologiske fund (primært potteskår) afslører en lille smule om et komplekst mønster af regional, kulturel udvikling, intern folkevandring og lejlighedsvise store statslignende føderationer.
Da de første europæiske opdagelsesrejsende ankom, var alle dele af territoriet beboet af halvnomadiske, indianske stammer, der klarede sig som kombinerede fiskere, jæger/samlere og agerdyrkere. Befolkningstætheden var dog ganske lav; det totale antal anslås til omkring en million mennesker (men nye arkæologiske fund, som dem der nævnes ovenfor, synes at antyde et langt højere tal). Selvom mange brasilianske indianere bukkede under for massakrer, sygdomme og strabadserne ved slaveri og fortrængning, blev mange optaget i den brasilianske befolkning. Nogle få stammer klarer sig stadig med deres levevis, fra før landet blev opdaget; de bor i fjerne egne af Amazonregnskoven.
Den nuværende brasilianske kultur indeholder mange træk fra disse folks kulturer, blandt andre udviklingen af afgrøder som cassavaen (der stadig er en vigtig bestanddel af føden i landlige områder) og den omfattende viden om, hvordan man overlever i den tropiske jungle. thumb|Tapuia-indianere i 1600-tallet
Kolonitidens Brasilien thumb|Kort over Sydamerika fra 1575
Pedro Alvares Cabral, en portugisisk søfarer, betragtes generelt som den første europæer, der nåede til Brasilien den 22. april 1500. Landet blev gradvis bosat af portugisere, der prøvede at undslippe fattigdom, og af adelige der fik tildelt koloniale rettigheder af kronen. Den koloniale administration i de næste to århundreder var baseret på et feudalt system, hvor begunstigede enkeltpersoner fik adelstitler og blev tildelt store landområder, kaldet capitanias; mange af disse magtområder blev til de nutidige brasilianske stater.
I det første århundrede efter dets europæiske opdagelse, var landets vigtigste eksportvare brasiltræ et stort træ, hvis stammer indeholder en værdsat, rød farve. Træet blev næsten udryddet på grund af rovdrift. Fra det 17. århundrede blev sukkerrør, der dyrkedes i plantager langs nordøstkysten, grundlaget for Brasiliens økonomi på grund af den store sukkerefterspørgsel i Europa. I begyndelsen prøvede bosætterne at bruge indianerne som arbejdskraft i markerne. (Den oprindelige udforskning af det indre Brasilien skyldtes primært para-militære eventyrere, bandeirantes, der søgte guld og indianske slaver i junglen.) Men indianerne viste sig at være uegnede som slaver af flere grunde, hvorfor de portugisiske godsejere vendte blikket mod Afrika, hvorfra de importerede millioner af slaver.
Nogle slaver flygtede fra plantagerne og prøvede at oprette uafhængige bosættelser (quilombos) i fjerne egne. Men disse bosættelser blev med tiden alle ødelagt af regerings- og private tropper, men krævede i nogle tilfælde lange belejringer og anvendelse af artilleri. Afrikanerne kom alligevel til at udgøre en betydelig del af den brasilianske befolkning; og selv før slaveriets ophør (1850) begyndte de at blande sig med de portugisiske bosættere, som indianerne tidligere havde gjort.
Det Brasilianske Rige thumb|Republikken udråbes (Proclamação da República), maleri af Benedito Calixto (1893).
thumb|Lov, der afskaffer slaveriet i Brasilien, 1888. I 1808 flyttede kong João 6. af Portugal, der var på flugt fra Napoleons hær, regeringssædet til Brasilien. Selvom den kongelige familie vendte tilbage til Portugal i 1821, medførte deres ophold i landet et stigende ønske blandt brasilianerne om at få uafhængighed. Den 7. september 1822 erklærede den daværende prinsregent Dom Pedro I Brasiliens uafhængighed og blev kronet som kejser.
Pedro I abdicerede i 1834, og, efter midlertidige regeringer ledet af udnævnt regenter, blev hans søn Pedro II kronet som kejser i en alder af 14 år. Borgerne kunne lide ham, men både godsejerne, der syntes han var for liberal, og de intellektuelle, der følte han ikke var liberal nok, var utilfredse med ham. Den vigtigste begivenhed under hans styre var slaveriets ophævelse i 1888.
Den gamle republik (1889-1930)
|thumb|Den kejserlige residens i Rio de Janeiro Pedro II blev afsat den 15. november 1889 under et republikansk militærkup anført af general Deodoro da Fonseca, der blev landets første præsident. Landets navn blev Brasiliens Forende Stater (som i 1967 blev ændret til den Føderative Republik Brasilien). Fra 1889 til 1930, var regeringen et konstitutionelt demokrati, hvor præsidenten skiftevis kom fra de dominerende stater, São Paulo og Minas Gerais.
I slutningen af det 19. århundrede begyndte kaffe at erstatte sukker som landets vigtigste eksportafgrøde. Kaffehandlen fik Brasilien til at trives økonomisk, hvilket tiltrak mange europæiske immigranter – særligt fra Italien og Tyskland. Denne tilførelse af arbejdskraft gjorde det muligt for landet også at udvikle en industriel økonomi og udvide sig væk fra kysten.
Denne periode, kendt som den "gamle republik", sluttede i 1930 med et militærkup, der gjorde civilisten Getúlio Vargas til præsident.
Vargasæraen (1930-1954) Getúlio Vargas kom til at dominere brasiliansk politik i et kvart århundrede og er dermed en af de mest betydningsfulde politikere i Brasilien i moderne tid. Han var diktator i perioden 1930-1934, præsident valgt af kongressen i perioden 1934-1937, diktator igen i perioden 1937-1945 og præsident i perioden 1950-1954. Brasiliens største problem var, ifølge Vargas, den føderale struktur. Den føderale regering var for svag i forhold til de magtfulde delstater, særligt Minas Gerais og São Paulo, som havde domineret politikken indtil da. Vargas opløste derfor både den føderale og de delstatslige parlamenter. Delstaternes valgte guvernører blev erstattet med "interventorer," ledere udnævnt af den føderale regering.
Som præsident havde Vargas sin støtte i arbejderklassen. Han førte en populistisk og nationalistisk politik, som var fokuseret på indadrettet vækst. En sådan model står i kontrast til de traditionelle eksportorienterede modeller, der siger, at velstanden øges med stigende eksport. Han ville have et mere differentieret erhvervsliv og opmuntrede til produktion af bomuld og gummi.
I februar 1932 blev almindelig stemmeret indført. Dette indebar også hemmelige valg, samt at det blev obligatorisk at stemme.
Frygt for en kommunistisk sejr førte til, at Vargas igen gennemførte et kup før præsidentvalget i 1937. Som ny diktator indførte han et regime, der fik navnet Estado Novo (den nye stat).
Vargas blev tvunget af militæret til at gå af i 1945. Eurico Gaspar Dutra blev valgt som ny præsident, mens Vargas blev senator i Rio Grande do Sul. Han brugte denne periode aktivt til at skaffe sig fornyet støtte. I præsidentvalget i 1950 vandt han også med næsten 50 procent af stemmerne. Vargas' tilslutning faldt imidlertid gradvist gennem hele præsidentperioden med stigende krav om, at Vargas skulle gå af. Da han vurderede ikke længere at have støtte i parlamentet eller hos militæret, begik han selvmord i præsidentpaladset i august 1954.
Vækst og inflation (1954-1964) thumb|Hovedkvarter for den nationale kongres i Brasilien i 1959 under opførelsen af den nye føderale hovedstad.