thumb|Kongeriget Dakiens grænser i dets storhedstid.
Rumæniens historie må siges at begynde, da kejser Trajan 101—06 undertvang Dacien mellem Donau og Karpaterne (landet syd for Donau var allerede under kejser Augustus lagt ind under Roms herredømme) og der efter bosatte romerske nybyggere i det nyvundne land; thi af disses blanding med den indfødte befolkning fremgik rumænerne. 271 opgav kejser Aurelian den fremskudte stilling og flyttede mange af nybyggerne hinsides Donau, og under folkevandringstiden og i den følgende tid indtil 10. århundrede oversvømmedes landet efterhånden af en række barbariske folkefærd, mens resten af nybyggerne tyede til bjergene, især til Karpaterne, senere også til Balkan og Pindus; herfra stammer de såkaldte zinzarer eller Kutso-Vlakher.
Tidlige fyrstedømmer
left|thumb|Romerske Dakien
Allerede i 9. århundrede dannedes der både i Transsylvanien og Valakiet rumænske fyrstendømmer, som dog snart kom under ungarsk herredømme, og 1186 blev Valakiet en del af det nye bulgarske rige, hvis herskere siges at have været af rumænsk byrd. På denne tid stod Moldau endnu helt under de fremmede folks herredømme. Imidlertid havde rumænerne i 11. århundrede antaget kristendommen i den græsk-katolske kirkes form, og de godtgjorde snart deres nationale overlegenhed ved at opsluge de fremmede folkefærd, som boede imellem dem.Christensen (1926), s. 500
I 13. århundrede dannedes i Valakiet et selvstændigt rige under valgte fyrster, og folket begyndte at kalde sig rumæner; men det kom snart i afhængighed af Ungarn. Midt i 14. århundrede afløstes det slaviske kirkesprog i gudstjenesten af det rumænske, og omtrent ved samme tid drog rumænere fra Transsylvanien ind i Moldau og gjorde sig til herrer her, samt grundlagde et eget rige.
En af Valakiets fyrster Mircea (1386—1418) udstrakte for en tid sit herredømme over de fleste rumænere, også de ungarske, men måtte selv bøje sig for tyrkerne, og 1460 sluttedes en såkaldt »kapitulation«, hvorved landet erkendte sultanen som overherre, lovede at udrede en årlig afgift og at lade sin valgte fyrste stadfæste af sultanen; derimod skulle det beholde sit indre selvstyre, og ingen tyrk måtte bosætte sig. 1511 måtte Moldau underkaste sig lignende vilkår, skønt den foregående fyrste, Stefan den Store (1456—1504) med held havde værget landets uafhængighed både mod ungarer og polakker, ja endog et par gange overvundet tyrkerne.
thumb|left|Mikael den tapre forenede rumænerne for en kort stund til et eget rige.
I slutningen af 16. århundrede lykkedes det for en kort tid Michael den Tapre i Valakiet (1593—1601) at gøre sig uafhængig (lod alle tyrkerne i landet dræbe) og at samle alle de rumænske lande under sig, samt opnåede at få sit arvelige herredømme godkendt af sultanen; men i den følgende tid vandt tyrkerne stedse større indflydelse, mest på grund af voldsomme indre stridigheder, og de valgte fyrster måtte i dyre domme købe stadfæstelse på deres myndighed (i tidsrummet 1653—85 havde Moldau ikke mindre end 12 fyrster). Efter tyrkernes nederlag over for den tysk-østrigske kejser måtte de 1699 afstå ikke alene det østlige Ungarn, men også Transsylvanien, der 1526—1690 havde været et eget fyrstendømme under tyrkisk overhøjhed, og 1718 fulgte det såkaldte Banat efter; således skiltes rumænerne i disse lande fra deres stammefrænder i Valakiet og Moldau. Da Peter den Store 1710 kom i krig med Tyrkiet, sluttede begge de rumænske fyrster sig til ham i håb om, at vinde uafhængighed eller dog frigørelse for sultanens herredømme; men de måtte bøde hårdt derfor, da krigen gik uheldig. Moldaus fyrste Kantemir måtte flygte til Rusland, mens Valakiets fyrste Brancovanu førtes til Konstantinopel og blev henrettet. Der efter tiltog sultanen sig ret til egenmægtig at indsætte »hospodarer« i de to lande, der kun styrede i få år og til dels toges ud af græske Fanariotslægter (dette var allerede begyndt 1659). Folket led herunder både åndeligt og materielt, de fremmede fyrster og deres græske slæng søgte at gøre sig herredømmet så indbringende som muligt, og bojarerne udsugede bønderne. Dog begyndte i 18. århundrede de første spirer til et selvstændigt åndsliv at vise sig, mest blandt rumænerne, som var indvandrede fra Ungarn eller boede her.Christensen (1926), s. 500f
Den forbindelse, som 1710 var knyttet mellem rumænerne og Rusland, danner indledningen til den indblanding i de rumænske forhold, som Rusland tiltvang sig efter den heldige krig med Tyrkerne 1768—1774, nærmest som beskytter for sine trosfæller. Kort efter blev Bukovina, der hidtil havde hørt til Moldau, afstået til Østrig 1777. Under den nævnte krig var de rumænske lande første gang blevne besatte af russiske tropper; i de følgende 80 år gentoges dette 5 gange. At det havde været og siden vedblev at være Ruslands inderlige ønske at beholde dem, derom kan der ingen tvivl være. 1802 opnåede det at få tilsagn fra Tyrkiet om, at hospodarerne skulle vælges på 7 år og ikke kunne afsættes uden begge regeringers samtykke, og 1812 tvang det Tyrkiet til at afstå sig Bessarabien, der lige som Bukovina havde hørt til Moldau. Da den græske frihedskamp begyndte 1821, forsøgte Alexander Ypsilanti at fremkalde en rejsning i Valakiet; men her gav en ny national strømning sig til kende under ledelse af Theodor Vladimiresco, som ønskede at frigøre landet såvel for tyrkernes overherredømme som for grækernes indflydelse. Foreløbig slap man for den sidste, idet sultanen siden den tid kun tog indfødte rumænere til hospodarer. Derimod forstærkedes Ruslands magt i de to rumænske fyrstendømmer. Vist nok fastsloges ved Freden i Adrianopel 1829 disses indre selvstændighed, således at hospodarerne skulle vælges på livstid og af bojarforsamlingerne; men idet der tilstodes Ruslands kejser ret til at føre tilsyn hermed, blev han i virkeligheden deres overherre i stedet for eller sammen med sultanen, og det viste sig snart, at det ny herredømme kunne blive fuldt så trykkende som det gamle.Christensen (1926), s. 501
I 5 år (1829—34) styrede nemlig den russiske general Kisselev begge lande vistnok med stor dygtighed, men med fuldstændig enevælde og med det tydelig fremtrædende formål at forberede en fremtidig tilknytning. Dette medførte, at stemningen blandt rumænerne i den følgende tid vendte sig bort fra Rusland, som man hidtil havde holdt sig til for trosfællesskabets skyld, og at de begyndte at se hen til Frankrig som det største stammebeslægtede folk, hvorfor også mange unge mænd tyede dertil for at skaffe sig videre uddannelse og kendskab til vesteuropæisk kultur. Selvfølgelig følte Rusland sig skuffet ved, at det forventede bytte således var i færd med at slippe det af hænde, og lige som det 1834, uagtet løftet om at lade fyrsterne fremgå af folkevalg, traf aftale med Tyrkiet om at udnævne dem, således tog det 1842 ikke i betænkning, ligeledes i fællesskab med Tyrkiet, at afsætte fyrsten i Valakiet, Alexander Ghika, fordi han begunstigede den vågnende nationale stræben. I foråret 1848 udbrød, som eftervirkning af februarrevolutionen i Frankrig, en revolutionær bevægelse i begge fyrstendømmer med det dobbelte formål at indføre fri forfatninger og at bane vej for en fremtidig forening. Dette stred dog både mod Ruslands og Tyrkiets planer, og de enedes derfor lettelig om at skride ind derimod med våbenmagt. Bevægelsens hovedmænd måtte flygte til udlandet, og ved en aftale mellem »beskyttelsesmagterne« indskrænkedes fyrsternes myndighed til et tidsrum af 7 år, altså et nyt brud på det såkaldte »organiske statut« af 1834, der foreskrev livsvarighed. De fremmede tropper holdt landet besat endnu i 2 år. Men dermed brast også det bånd, der tidligere havde knyttet rumænerne til Rusland; de så, at dettes venskab var en fare, som alvorlig truede deres selvstændighed og folkelige udvikling. Da de russiske tropper 1853 på ny rykkede ind i landet ved den orientalske krigs begyndelse, modtoges de ikke som befriere, men som erobrere, og man så dem med glæde afløses 1854 af østrigske tropper, som forblev der indtil Fredsslutningen i Paris 1856.
Moldau og Valakiet forenes
thumb|I 1859 valgte rumænerne Alexandru Ioan Cuza som deres hersker (Domnitor), i både Moldavia og Valakia
Ved denne fastsattes, at de to fyrstendømmer skulle have fuld indre selvstændighed, om end vedblivende under sultanens overhøjhed (»suverænitet«), og at de som værn for deres frihed skulle stilles under fælles beskyttelse af alle fem stormagter samt Sardinien og Tyrkiet. Et vist fællesskab skulle oprettes imellem dem — de fik også navnet »de forenede fyrstendømmer« — men hvert skulle have sin fyrste og landdag, kun med et fælles udvalg til at affatte fælleslove. Rumænerne, som havde ønsket en virkelig sammenslutning under en udenlandsk fyrste, var dog ikke tilfredse hermed, og da fyrstevalget skulle foretages, søgte de at sætte deres vilje igennem på den måde, at Alexander Ioan Cuza, som 17. januar 1859 var valgt til livsvarig fyrste i Moldau, 5. februar tillige valgtes i Valakiet. Nærmest ved Frankrigs støtte opnåedes det, at dobbeltvalget, der utvivlsomt var i modstrid med de givne forudsætninger, 6. september stadfæstedes af sultanen, dog kun for denne, ene gang. Hermed var imidlertid et grundlag vundet, hvorpå der kunne bygges videre. Allerede december 1861 fik fyrsten sultanens samtykke til at oprette et fælles ministerium og en fælles landdag med sæde i Bukarest, og landenes forening var således i virkeligheden fuldbyrdet, om end ikke formelig godkendt. 1863 besluttedes inddragelse af alle klostergodser (omtrent 1/8 af landets hele jord), et alvorligt slag imod de græske munke, og skønt både Rusland og Tyrkiet gjorde indsigelse herimod af hensyn til patriarken i Konstantinopel, tvang rumænerne deres vilje igennem, takket være en betænkning af de andre magters repræsentanter, som gik ud på, at klostrenes indtægter fortrinsvis burde komme landet selv til gode. Senere bevilgedes et vederlag til patriarken, de hellige steder i Jerusalem og klostrene på Athos, der hidtil havde nydt godt af klostrenes overskud; men den græske forvaltning af disse godser hørte aldeles op.Christensen (1926), s. 501f
Den rumænske stat skabes
Fortsatte stridigheder mellem fyrsten og landdagens konservative flertal, især om bøndernes frigørelse, endte med et statskup 14. maj 1864, hvorved forfatningen helt omdannedes. Fyrstens magt udvidedes, 2 kamre indrettedes, samt et statsråd efter fransk mønster, og valgretten blev mere udstrakt. Denne omvæltning, hvis hovedmand den frisindede førsteminister Cogalniceano var, stadfæstedes ved almindelig folkeafstemning (med 713.000 stemmer imod 57.000) og efterfulgtes af en række indgribende reformer i forvaltning og retspleje, som først oktrojeredes af regeringen, men senere billigedes af de ny kamre. Endvidere udstedtes nye civil- og straffelovbøger, ligeledes efter franske forbilleder, samt bøndernes frigørelse (hoveriet afskaffedes), og 407.000 familier fik deres jorder til selvejendom mod et vederlag til godsejerne af 107 mio. lei, som afdroges i løbet af de følgende 16 år. Med sultanens stadfæstelse 28. juni fulgte endda ret for fyrsten til at ændre forfatningen i forbindelse med landdagen alene, uden sultanens samtykke, altså landets fuldstændige autonomi, og nu optoges navnet »Rumænien« for at betegne de to fyrstendømmers endelige forening. 28. maj 1865 udkom en vigtig lov om bispernes udnævnelse, og 13. december samme år kom en særskilt rumænsk synode i stand, hvorved den rumænske kirkes uafhængighed af den græske patriark var fuldbyrdet. Også indførtes 1865 den gregorianske kalender, og både borgerligt ægteskab og almindelig skolepligt kundgjordes. Det var således meget væsentlige fremskridt, der var vundne under fyrst Alexanders 7 års styrelse.Christensen (1926), s. 502
thumb|Carol I. (1839-1914), konge af Rumænien 1881-1914