Cuba, officielt Republikken Cuba (, er et ørige bestående af øen Cuba, samt Isla de la Juventud og flere mindre øgrupper. Cuba ligger, hvor det nordlige Caribiske Hav, den Mexicanske Golf, og Atlanterhavet mødes. Cuba ligger øst for Yucatán-halvøen (Mexico), syd for både den amerikanske stat Florida og Bahamas, vest for Hispaniola (Haiti/den Dominikanske Republik), og nord for både Jamaica og Caymanøerne. Havana er den største by og hovedstad; andre større byer omfatter Santiago de Cuba og Camagüey. Det officielle område for Republikken Cuba udgør 109.884 km² (uden territorialfarvandet). Hovedøen Cuba er den største ø i Cuba og i Caribien, med et areal på 104.556 km². Cuba er det næstmest folkerige land i Caribien efter Haiti, med over 11 millioner indbyggere.Population, total - Cuba. World Bank, 2021. Hentet 22. august 2022.
Kulturelt betragtes Cuba som en del af Latinamerika. Det er et multietnisk land, hvis folk, kultur og skikke har forskellige oprindelser, herunder Neo-Taíno folket Ciboney, den lange periode af spansk kolonialisme, indførelsen af slaveri i det Det spanske koloniimperium og et tæt forhold til Sovjetunionen i den kolde krig.
Cuba er et stiftende medlem af De Forenede Nationer, G77, De alliancefrie landes bevægelse, AVS-landene, ALBA, og Organisationen af Amerikanske Stater. Det har i øjeblikket en af verdens eneste planøkonomier, og Cubas økonomi er domineret af turistindustrien og eksporten af faglært arbejdskraft, sukker, tobak og kaffe. Cuba har historisk – både før og under det kommunistiske styre – præsteret bedre end andre lande i regionen på en række socioøkonomiske indikatorer, såsom læsefærdighed, spædbørnsdødelighed og forventet levetid.
Cuba har et autoritært et-parti-regime, hvor en politisk opposition ikke er tilladt. Der afholdes valg i Cuba, men de betragtes ikke som demokratiske. Censur af information (inklusive begrænsning af internetadgang) er omfattende og uafhængig og kritisk journalistik er undertrykt i Cuba; Journalister uden grænser har karakteriseret Cuba som et de lande i verden med mindst pressefrihed."Press Freedom Index 2015", Reporters Without Borders. Retrieved 12 November 2015
Historie
Det område, der nu er Cuba, var beboet af Ciboneyerne (et Neo-Taíno folk) fra 4. årtusinde f.Kr. indtil den spanske kolonisering i det 15. århundrede.Allaire, s. 678 Fra det 15. århundrede var Cuba en koloni i det spanske imperium indtil den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor Cuba blev besat af USA og opnåede formel uafhængighed i 1902 som et de facto protektorat under USAs beskyttelse.
Som en skrøbelig republik forsøgte Cuba i 1940 at styrke sit demokratiske system, men stigende politisk radikalisering og sociale stridigheder kulminerede i et statskup i 1952 og efterfølgende diktatur under Fulgencio Batista. Åben korruption og undertrykkelse under Batistas styre førte til hans afsættelse i januar 1959 af 26. juli-bevægelsen, som bagefter etablerede et kommunistisk styre under ledelse af Fidel Castro.
Siden 1965 har Cuba været styret af Cubas kommunistiske parti. Landet var et stridspunkt under den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA, og en atomkrig brød næsten ud i 1962 under Cuba missilkrisen. Cuba er et af få eksisterende marxistisk–leninistiske socialistiske stater, hvor Kommunistpartiets rolle som fortrop er forankret i Cubas forfatning. Under Castro, var Cuba involveret i en bred vifte af militære og humanitære aktiviteter i både Afrika og Asien.
Politik
thumb|left|Cubanske flag i en anti-imperialistisk manifestation
Cuba er et af de få socialistiske lande, der følger den marxistiske–leninistiske ideologi. Forfatningen af 1976, som definerede Cuba som en socialistisk republik, blev erstattet af forfatningen af 1992, som er "styret af José Martís tanker og de politiske og sociale tanker af Marx, Engels og Lenin." Forfatningen beskriver Cubas kommunistiske parti som "den ledende kraft i samfundet og staten". For en diskussion af tilføjelserne i1992 henvises til .
Generalsekretæren for Cubas Kommunistiske Parti er den højeste stilling i etpartistaten. Generalsekretæren leder Cubas Kommunistiske Partis politbureau og sekretariatet, hvilket gør indehaveren af embedet til den mest magtfulde person i Cubas regering. Medlemmer af begge organer vælges af ’’Folkemagtens Nationalforsamling’’. Cubas præsident, som også er valgt af forsamlingen, tjener i fem år, og siden ratificeringen af 2019-forfatningen er der en grænse af to på hinanden følgende femårsperioder.
thumb|Hovedkvarteret for Cubas Kommunistiske Parti
Folkets Højesteret fungerer som Cubas højeste domstol. Det er også den sidste appelinstans for alle appeller af afgørelser fra provinsdomstolene.
Cubas lovgivende forsamling, Folkemagtens Nationalforsamling (Asamblea Nacional de Poder Popular), er magtens øverste organ; 609 medlemmer tjener fem år ad gangen. Forsamlingen mødes to gange om året; mellem sessionerne varetages den lovgivende magt af Ministerrådet med 31 medlemmer. Kandidater til forsamlingen godkendes ved offentlig folkeafstemning. Alle cubanske statsborgere over 16 år, som ikke er blevet dømt for en kriminel handling, kan stemme. Artikel 131 i forfatningen fastslår, at afstemningen skal være "gennem fri, ligelig og hemmelig stemmeafgivning". Artikel 136 siger: "For at suppleanter eller delegerede kan anses for valgt, skal de have mere end halvdelen af de gyldige stemmer afgivet i valgdistrikterne".
Ingen politiske partier har tilladelse til at nominere kandidater eller føre valgkampagner på øen, herunder kommunistpartiet.Cuba: Elections and Events 1991–2001 Latin American Election Statistics Home Cubas kommunistiske parti har holdt seks partikongresmøder siden 1975. I 2011 oplyste partiet, at det havde 800.000 medlemmer, og at dets repræsentanter udgør mindst halvdelen af statsrådene og nationalforsamlingen. De resterende poster besættes af kandidater nominelt uden partitilknytning. Andre politiske partier fører kampagner og rejser finanser internationalt, mens aktiviteten i Cuba fra oppositionsgrupper er minimal.
Cuba er listet som et autoritært regime i The Economists Demokrati-indeks og i Freedom House’ udgivelse "Freedom in the World".
I februar 2013 meddelte præsidenten for statsrådet Raúl Castro, at han ville træde tilbage i 2018, og afslutte sin femårige periode, og at han håbede at implementere permanente periodegrænser for fremtidige cubanske præsidenter, herunder aldersgrænser.
Efter Fidel Castros død 25. november 2016 erklærede den cubanske regering en ni dage lang landesorg. I sørgeperioden blev cubanske borgere forbudt at spille høj musik, feste og drikke alkohol.
Miguel Díaz-Canel blev valgt til præsident den 18. april 2018 efter Raúl Castros tilbagetræden. Den 19. april 2021 blev Miguel Díaz-Canel førstesekretær for kommunistpartiet. Han er den første ikke-Castro, der har været i en sådan topposition siden den cubanske revolution i 1959.
Menneskerettigheder thumb|left|Kvinder i hvidt-demonstration i Havana (april 2012) Den cubanske regering er blevet anklaget for adskillige menneskerettighedskrænkelser, herunder tortur, vilkårlig fængsling, uretfærdige rettergange og udenomsretslige henrettelser (også kendt som El Paredón). Human Rights Watch har udtalt, at regeringen "undertrykker næsten alle former for politisk uenighed", og at "cubanerne er systemiske systematisk nægtet grundlæggende rettigheder til ytringsfrihed, forening, forsamling, privatliv, bevægelse og retfærdig rettergang".
I 2003 anklagede Den Europæiske Union (EU) den cubanske regering for "fortsat åbenlys krænkelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder". EU er fortsat med regelmæssigt at opfordre til sociale og økonomiske reformer i Cuba sammen med den betingelsesløse løsladelse af alle politiske fanger.
Siden 1960 har USA anlagt en embargo mod Cuba. Den amerikanske kongres vedtog i 1992 Cuban Democracy Act, der fastslår, at sanktionerne vil fortsætte "så længe [Cuba] fortsætter med at nægte at bevæge sig hen imod demokratisering og større respekt for menneskerettighederne". Den amerikanske diplomat Lester D. Mallory skrev et internt notat 6. april 1960, hvor han argumenterede til fordel for en embargo: "Det eneste forudsigelige middel til at fremmedgøre intern støtte er gennem desillusionering og utilfredshed baseret på økonomisk utilfredshed og nød. [...] at mindske de penge der er til rådighed og reallønnen, at fremkalde sult, desperation og oprør der vælter regeringen." FNs generalforsamling har hvert år siden 1992 vedtaget en resolution, der fordømmer embargoen og erklærer, at den er i strid med De Forenede Nationers Pagt og international lov.
Den 17. december 2014 annoncerede USA's præsident Barack Obama en genoprettelse af diplomatiske forbindelser med Cuba og pressede på for, at Kongressen skulle sætte en stopper for embargoen, samt den USA-drevne Guantanamo Bay fangelejr. Disse diplomatiske forbedringer blev senere forværret af Trump-administrationen, som vedtog nye regler og genhåndhævede forretnings- og rejserestriktioner, som blev løsnet af Obama-administrationen. Disse sanktioner blev ført videre og styrket af Biden-administrationen.
thumb|Cubanske dissidenter Antonio Rodiles, Antúnez og Orlando Gutierrez-Boronat i 2017 Cuba blev rangeret som 19. efter antallet af fængslede journalister fra enhver nation i 2021 ifølge forskellige kilder, herunder Committee to Protect Journalists og Human Rights Watch.
Cubanske dissidenter risikerer arrestation og fængsling. I 1990'erne rapporterede Human Rights Watch, at Cubas omfattende fængselssystem, et af de største i Latinamerika, består af 40 maksimalsikrede fængsler, 30 minimumssikrede fængsler og over 200 arbejdslejre. Ifølge Human Rights Watch er Cubas fængselsbefolkning indespærret under "substandard og usunde forhold, hvor fanger udsættes for fysisk og seksuelt misbrug".
I juli 2010 udtalte den uofficielle cubanske menneskerettighedskommission, at der var 167 politiske fanger i Cuba, et fald fra 201 i begyndelsen af året. Lederen af kommissionen udtalte, at lange fængselsstraffe blev erstattet af chikane og intimidering. Under hele Castros styre over øen er anslået 200.000 mennesker blevet fængslet eller frataget deres friheder af politiske årsager.
Cuba rangerer på en 171. plads ud af 180 på Verdens Pressefrihedsindex 2020.
Provinser
Cuba er inddelt i 14 provinser og en enkelt særskilt provins, som har særstatus; Isla de la Juventud.
400px|Provinser på Cuba<li>Isla de la Juventud <li>Pinar del Río <li>Havana (La Habana) <li>Havana (Ciudad de La Habana) <li>Matanzas <li>Cienfuegos <li>Villa Clara <li>Sancti Spiritus<li>Ciego de Avila <li>Camagüey <li>Las Tunas <li>Granma <li>Holguín <li>Santiago de Cuba <li>Guantánamo
Geografi
thumb|left|Cubas topografi. thumb|400px|Kort over Cuba
Cuba er den største ø i Caribien. Den nordlige del af øen ligger op til Floridastrædet og det større Atlanterhav. I nordvest ligger den Mexicanske Golf, i vest Yucatan kanalen, i syd det Caribiske Hav og i øst Windward-passagen.
Republikken dækker hele øen samt en række andre øer tæt på. De vigtigste af disse øgrupper er: Los Colorados øgruppen, Sabana-Camagüey øgruppen, Los Jardines de la Reina øgruppen og Los Canarreos øgruppen. Eneste undtagelse er området omkring Guantánamobugten, som er en amerikansk flådebase, der er blevet leaset af USA siden 1903.
Øen består hovedsagelig af flade stepper, men har bakker og bjerge, som primært er placeret i den sydøstlige del. Det højeste punkt er Pico Real del Turquino med sine 2.005 meter.
Havana er den største by og samtidig hovedstad. Andre vigtige byer er Santiago de Cuba og Camagüey.
Klima
Klimaet er tropisk, med 2 årstider: En varm og regnfuld sommer og en køligere og mere tør vinter. På grund af øens langstrakte og smalle form, påvirkes temperaturen af passatvinde på hele øen. Den tørre periode ligger fra november til april. Regnsæsonen fra maj til oktober.