Josip Broz Tito (kyrillisk: Јосип Броз Тито, ; født Josip Broz; 7. maj 1892 – 4. maj 1980) var en jugoslavisk revolutionær og statsmand, der besad flere politiske embeder fra 1943 og til sin død i 1980. Under 2. verdenskrig var han leder af de jugoslaviske partisaner, der ofte betragtes som den mest effektive modstandsbevægelse i det tysk-besatte Europa. Til trods for at hans præsidentperiode er blevet kritiseret som autoritær, og at der er blevet rejst mistanke om undertrykkelse af politiske modstandere, blev Tito af de fleste betragtet som en godgørende diktator""...All Yugoslavs had educational opportunities, jobs, food, and housing regardless of nationality. Tito, seen by most as a benevolent dictator, brought peaceful co-existence to the Balkan region, a region historically synonymous with factionalism." på grund af hans økonomiske og diplomatiske politik. Han var en populær offentlig figur både inden og uden for Jugoslaviens grænser.Melissa Katherine Bokovoy, Jill A. Irvine, Carol S. Lilly, State-society relations in Yugoslavia, 1945–1992; Palgrave Macmillan, 1997 p. 36 "...Of course, Tito was a popular figure, both in Yugoslavia and outside it." Tito, der blev set som et forenende symbol,Martha L. Cottam, Beth Dietz-Uhler, Elena Mastors, Thomas Preston, Introduction to political psychology, Psychology Press, 2009 p. 243 "...Tito himself became a unifying symbol. He was charismatic and very popular among the citizens of Yugoslavia." vedligeholdt gennem sin indenrigspolitik en fredelig sameksistens mellem nationerne i det jugoslaviske forbund. Han blev yderligere kendt som en central skikkelse indenfor De alliancefrie landes bevægelse sammen med Indiens Jawaharlal Nehru, Egyptens Gamal Abdel Nasser og Indonesiens Sukarno.Peter Willetts, The non-aligned movement: the origins of a Third World alliance (1978) p. xiv
Han var generalsekretær (senere formand for præsidiet) for Jugoslaviens kommunistiske liga (1939–80) og stod i spidsen for den jugoslaviske modstandsbevægelse, partisanerne (1941–45). Efter krigen var han premierminister (1944–63) og præsident (senere præsident på livstid) (1953–80) af Den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien (SFRJ). Fra 1943 og frem til sin død i 1980 var han marskal af Jugoslavien og tjente som øverstbefalende for det jugoslaviske militær, den jugoslaviske folkehær (JNA). Som følge af sit gode ry inden for begge blokke under den kolde krig modtog Tito 98 udmærkelser og ordener fra andre nationer, heriblandt Æreslegionen og Order of the Bath.
Josip Broz blev født som søn af en kroatisk far og slovensk mor i landsbyen Kumrovec i Kroatien. Efter at være blevet indkaldt til hæren udmærkede han sig ved gode præstationer og blev den yngste sergentmajor i den østrig-ungarske hær på daværende tidspunkt.Ridley 1994, p. 59. Efter at være blevet alvorligt såret og taget til fange af soldater fra det kejserlige Rusland under første verdenskrig blev Broz sendt til arbejdslejr i Ural-bjergene. Han deltog i Oktoberrevolutionen og blev senere en del af en enhed af den røde garde i Omsk. Efter sin frigivelse rejste Broz hjem til det, der nu var blevet til Kongeriget Jugoslavien, hvor han meldte sig ind i Jugoslaviens kommunistiske parti (CPY).
Tito var hovedarkitekten bag det andet Jugoslavien, et socialistisk forbund, der varede fra 1943 til 1991–92. På trods af at han var en af grundlæggerne af Kominform, blev han snart herefter det første Kominform-medlem til at trodse den sovjetiske hegemoni, og det eneste der efterfølgende forlod Kominform og påbegyndte sit eget socialistiske program. Tito støttede op om uafhængige veje til socialisme (somme tider benævnt som "nationalkommunisme"). I 1951 implementerede han et selvforvaltningssystem, der adskilte Jugoslavien fra resten af Østbloklandene. En drejning hen mod en markedssocialistisk samfundsmodel førte i 1950'erne og 1960'erne til økonomisk ekspansion og i 1970'erne til et efterfølgende fald. Hans indenrigspolitik undertrykte nationalistiske bevægelser og søgte i stedet at fremme de seks jugoslaviske nationers "broderskab og enhed". Efter Titos død i 1980 vendte flere af tidligere tiders spændinger de jugoslaviske republikker imellem tilbage, og i 1991 gik landet i opløsning i en række krige, inter-etniske konflikter og optøjer, der kom til at vare resten af årtiet, og som fortsat påvirker flere af de tidligere jugoslaviske republikker. Tito er en kontroversiel figur i flere lande på Balkan.Tito died but controversy remained: Who was Tito?
Tidlige liv
Før første verdenskrig
Josip Broz blev født 7. maj 1892 i Kumrovec, en landsby i den nordlige kroatiske region Hrvatsko Zagorje, som på daværende tidspunkt var en del af Kongeriget Kroatien og Slavonien inden for det Østrig-Ungarske Kejserrige. Han var det niende barn af Franjo Broz og Marija Broz (født Javeršek), som tidligere havde mistet et antal børn som spæde. Han blev døbt og opdraget som romersk katolik. Hans far, Franjo (1860–1936), var kroat, hvis familie havde boet i landsbyen i tre århundreder, mens hans mor Marija (1864–1918), var slovener fra landsbyen Podsreda. Landsbyerne lå kun 16 km fra hinanden, og hans forældre var blevet gift 21. januar 1891. Franjo Broz havde arvet en ejendom på 4 hektar og et godt hus, men kunne ikke få held med deres landbrug. Josip brugte en stor del af sit førskoleliv på at bo hos sine morforældre i Podsreda, og her blev han sin morfar Martin Javeršeks yndling. Da han vendte tilbage til Kumrovec for at gå i skole, talte han slovensk bedre end kroatisk og havde lært at spille klaver. På trods af sin blandede herkomst blev Broz betragtet som etnisk kroat.
I juli 1900 begyndte Broz i en alder af otte år i grundskole i Kumrovec, men færdiggjorde kun fire års skolegang, dumpede 2. klasse og gik derefter ud af skolen i 1905. Som resultat af den begrænsede skolegang var han hele livet igennem dårlig til at stave. Efter at have forladt skolen arbejdede han til at begynde med på en familiegård tilhørende en onkel på sin mors side. I 1907 ønskede hans far, at han skulle emigrere til USA, men kunne ikke samle nok penge til rejsen. I stedet forlod Broz som 15-årig Kumrovec og rejste omkring 100 km sydpå til Sisak, hvor hans fætter Jurica Broz var i hæren. Jurica hjalp ham med at få et job i en restaurant, men Broz blev hurtigt træt af det arbejde og henvendte sig til en tjekkisk låsesmed, Nikola Karas, for en tre-års læreplads, inklusive oplæring, kost og logi. Da hans far ikke kunne betale for hans arbejdstøj, betalte Broz selv for det. Snart efter blev hans yngre bror Stjepan også lærling hos Karas. I sin tid som lærling blev han opfordret til at markere arbejdernes kampdag i 1909 og læste og solgte Slobodna Reč (Frie Ord), en socialistisk avis. Efter at være fuldt oplært i september 1910 gjorde Broz brug af sine kontakter til at få job i Zagreb, og i en alder af 18 år blev han medlem af Metalarbejdernes Fagforening og deltog i sin første demonstration. Han meldte sig også ind i Kroatien og Slavoniens socialdemokratiske parti. left|thumb|Broz (cirkel) som fabriksarbejder i Kamnik i 1911. Han vendte hjem i december 1910, og i begyndelsen af 1911 flyttede han en del rundt, da han først søgte job i Ljubljana, derefter Trieste, Kumrovec og Zagreb, hvor han reparerede cykler og deltog i sin første strejke på arbejdernes kampdag i 1911. Efter en kort periode med arbejde i Ljubljana arbejdede han mellem maj 1911 og maj 1912 på en fabrik i Kamnik i Kamnik–Savinja-alperne, og da den lukkede blev han tilbudt omplacering til Čenkov i Böhmen. Efter han ankom til sin nye arbejdsplads opdagede han at arbejdsgiveren søgte at bringe billigere arbejdskraft ind for at erstatte de lokale tjekkiske arbejdere, og han og andre deltog i en vellykket strejkeaktion for at tvinge arbejdsgiveren til at droppe denne strategi. Broz, der var drevet af nysgerrighed, flyttede derefter til Plzeň, hvor han var kortvarigt ansat ved Škodafabrikkerne, og rejste derefter til München i Bayern. Han arbejdede også på Benz-bilfabrikken i Mannheim og besøgte Ruhr. I oktober 1912 ankom han til Wien, hvor han boede med sin storebror Martin og dennes familie og arbejdede på Griedlfabrikkerne, inden han fik job i Wiener Neustadt, hvor han arbejdede for Daimler og ofte blev bedt om at testkøre bilerne. I løbet af denne tid brugte han meget tid på at øve fægtning og dans, og under sin træning og tidlige arbejdsliv lærte han at tale tysk og gebrokkent tjekkisk.
Første verdenskrig I maj 1913 blev Broz indkaldt til den østrig-ungarske hær til de obligatoriske to års værnepligt. Han fik godkendt sin anmodning om at tjene i det 25. kroatiske hjemmeværnsregiment () i Zagreb. Efter at have lært at stå på ski i vinteren 1913–14 blev han sendt til en skole for underofficerer i Budapest, hvorefter han blev forfremmet til chefsergent og blev den yngste officer med den rang i sit regiment. Mindst en kilde nævner at han også var den yngste sergentmajor i hele den østrig-ungarske hær. Efter at have vundet regimentets fægtekonkurrence endte Broz med en andenplads i hærens fægtemesterskab i Budapest i maj 1914.
Kort efter første verdenskrig brød ud i 1914, marcherede det 25. kroatiske hjemmeværnsregiment til den serbiske grænse, men Broz blev arresteret for oprør og fængslet i Petrovaradin-fortet i det. der i dag er Novi Sad. Broz er efterfølgende kommet med divergerende forklaringer omkring sin arrestation og har fortalt en biograf,. at han havde truet med at desertere til russerne, men har omvendt også påstået, at hele sagen udsprang af en skrivefejl. En tredje version var, at nogen havde hørt ham sige at han håbede at det Østrig-Ungarske Rige ville blive besejret. Efter han blev frifundet og løsladt, tjente hans regiment kortvarigt på den serbiske front, før den blev omplaceret til Østfronten i Galicien i begyndelsen af 1915 for at bekæmpe Rusland. I et tilfælde gik den rekognosceringsdeling, han kommanderede over , bag fjendens linjer, hvor det lykkedes dem at tage 80 russiske soldater til fange og bringe dem tilbage bag deres egne linjer i live. I 1980 blev det opdaget, at han var blevet indstillet til at modtage en pris for tapperhed og initiativ i forbindelse med rekognosceringen og tilfangetagelsen af fangerne. 25. marts 1915, blev han alvorligt såret og selv taget til fange under et russisk angreb nær Bukovina. Broz, der nu var krigsfange, blev transporteret østpå til et hospital, der var blevet etableret i et gammelt kloster i byen Sviyazhsk ved Volga-floden nær Kazan. I løbet af de 13 måneder, han lå på hospitalet, havde han flere anfald af lungebetændelse og tyfus, men samtidig fik han lært russisk med hjælp fra to skolepiger, som bragte ham læsestof i form af klassiske russiske litterære værker fra forfattere såsom Tolstoj og Turgenjev.