thumb|Skagenhuse med den gule farve og hvide kanter på tagstenene. thumb|Holger Drachmann, Skagenhuse, 1882, Skagens Kunstmuseer, Skagens Museum Skagen ligger i Vendsyssel og er Danmarks nordligste by. Byen har og er beliggende i Frederikshavn Kommune under Region Nordjylland. Den er desuden bycentrum i Skagen Sogn. I dette nordligste område af Jylland kan man bl.a. se Den tilsandede kirke og besøge Grenen, der skiller Skagerrak fra Kattegat.
Skagen er en udpræget turistby, der først og fremmest er kendt for sin særprægede natur og Skagensmalerne. Sidstnævnte var en gruppe danske kunstmalere – P.S. Krøyer, Anna Ancher, Michael Ancher m.fl. – der fandt områdets naturlige lys så specielt og spændende, at de bosatte sig på Jyllands nordspids og skabte en række mesterværker inden for malerkunst. Disse kan i dag ses på Skagens Museum.
Skagen er ligeledes kendt for sin fiskerihavn og for Skagen Festivalen, der blev opstartet i 1971.
Farven på husene er speciel – skagengul – og karakteristisk er de hvide kanter på tagstenene.
Navn Skagen bliver nævnt første gang så tidligt som i det 1. århundrede e.Kr. af Plinius den ældre: Promunturium Cimbrorum excurrens in maria longe paeninsulam efficit quae Tastris appellatur (Naturalis Historia, Bog IV, 97), hvilket på dansk oversættes til Kimbrernes halvø strækker sig langt ud i havene og danner en odde, der kaldes Tastris. Det er den eneste gang, navnet Tastris nævnes, mens navnet Skagen, der betyder spids odde, optræder første gang som Skaffuen i 1284.Flemming Elimar Jensen, "Hvad betyder bynavnene & landsdels navne?", MiddelalderInfo. Hentet 10. oktober 2013. Skagen var derfor oprindelig navnet på hele den odde, Skagens Odde, der udgør spidsen af Vendsyssel.Danmarks Købstæder: Skagen Dansk center for Byhistorie En person fra Skagen kaldes en skagbo (ses også stavet "skawbo" i henhold til dialekten i området).
Historie
Oprindelsen til Skagen — eller Scaven, i ældre tid skrevet Skafuen, Skauffen m. m.; navnet kommer af "Skage", det vil sige et næs eller en landstrimmel, der løber ud i havet, jævnfør Vendsyssels gamle navn "Vendilskage", omtales i et af selvejerbønder i Vendsyssel udstedt dokument fra 1355, trykt i Suhms Danmarks Historie XIII s. 828, hvori der berettes, "at en fordums Konge paa Jagten gæstede hos en Bonde ved Navn Thorkel Skarpæ, der da boede i Oorn (ɔ: Byen Vogn), og paa hans Bøn overdrog samme Thorkel hele Skagen tilliggende Mark til Græsning for hans vilde Stod. Hyrden for de vilde Heste ved Navn Throndr fandt først paa at fiske ved Skagen og byggede det første Hus paa Skagens Mark paa samme Thorkels Vegne. Og siden efterhaanden havde mange flere bygget der paa foreskrevne Thorkels Vegne. Desuden ved vi forvist og vidne i Sandhed, at fra den Strøm østen for Hosyo og Reten og lige til det yderste Skaugheret har fra gammel Tid været Kongens Strandbred, kaldet Kunghsforstrand, og erkendes for at være det endnu, ligesom at Forstranden aldrig har været bebygget af nogen, førend Jylland for faa Aar siden blev ødelagt og undertrykt ved Herrernes Krig". Hvilken konge der hentydes til, er uvist; Suhm gætter på Erik Klipping, men det må sikkert være en langt tidligere konge.
Middelalderen thumb|Kong Erik af Pommern (1382-1459) tildelte Skagen de første købstadsprivilegier i 1413.
I 1299 tilbød Erik Menved, for at tilfredsstille Esger Juul, at afhænde en del af krongodset, deriblandt 1/6 af Skagen. Sine første købstadsprivilegier fik byen af Erik af Pommern den 22. januar 1413, og de blev senere stadfæstede blandt andet i 1442, 1451, 1545, 1560, 1598 og 1648. I 1507 udstedte kong Hans en stadsret for Skagen, i 1519 gav Christian II den fri birk og birkeret. Lige som andre købstæder havde Skagen såvel borgmestre og råd som byfoged, i 1580 fik den tillige en byskriver, og endnu ifølge forordningen af 28. januar 1682 var Skagen en af de byer, som beholdt 1 borgmester og 2 rådmænd, mens øvrigheden i andre nørrejydske købstæder, som Hjørring, Thisted og Nykøbing, indskrænkedes til en byfoged.Trap (1901), s. 39
Skagens kirke var byens gamle sognekirke, indviet til Sankt Laurentius, og efter et lidet sandsynligt sagn bygget af skotter og hollændere, som fordum fiskede under kysten. Det var en anselig kirke, "den længste i Vendsyssel", opført i gotisk stil af mursten, med overhvælvet skib og kor ud i eet, tårn mod vest, våbenhus mod syd og sakristi mod nord. Sankt Laurentii Kirke blev 1459 "med tilliggende Kapeller" henlagt til Aalborg Helligaands Hospital, mod at dette "skulde forse Kirke og Kapeller med en saadan Præst og Kapellan, som dem kan forestaa", og indtil 1677 hørte Kaldet til Aalborg Hospital. Ved kirken fandtes tidligere en Sankt Laurentii Kilde, som ansås for hellig.
Desuden fandtes der, som nævnt, et par kapeller, nemlig et i Højen, af bindingsværk og stråtækt, og et, som oprindelig skal have stået i Østerby men i det 17. århundrede flyttedes til Vesterby; det var af bindingsværk, 17 fag langt og med et fritstående klokketårn.Danske Atlas V, s. 220)
I 1517 fik Hans Tysk i Skagen kongelig bevilling til at måtte bygge et hus og et kapel nord for Skagen og deri indtage syge mennesker. Dette til Sankt Jakob indviede kapel, som Frederik I i 1523 skødede til biskop Stygge Krumpen, har næppe været identisk med noget af de to andre kapeller, men man ved ellers intet om det.
Fra den tidligste tid har det været fiskeriet, der var Skagens hovednæringsvej, og den drev handel, særlig med saltet fisk, på havnene i de danske farvande, navnlig Varberg, og på tyske havne som Lübeck og Rostock. Lige som senere var det tuskhandel, der dreves. Agerdyrkning og kvægavl have vel tidligere også haft nogen betydning, thi de marker, der omtales i ovennævnte dokument af 1355, fandtes endnu op i nyere tid men er senere næsten helt ødelagte af sandflugt. Sandflugt og klitdannelse have vel fundet sted i Landet langt tilbage, men det er dog først fra det 16. århundrede, at sandflugten optræder som en virkelig landeplage efter ødelæggelsen af skovene, som hidtil havde sat den grænser, og den deraf følgende oprykning af klitplanter, da brændslet fra skovene var sluppet op. Det er også i det 16. århundrede, at man på Skagen hører om sandets erobring af Jorderne efter, at skovene lige op til Råbjerg var huggede, og 1593 fortælles, at sandet var trængt ind over de dyrkede marker og havde lagt sig om gårdene. Dertil kom store stormfloder, således i 1592 og 1593. Sidstnævnte år forsvandt 14 gårde og huse.
Også i senere tid fortsatte sandflugten sine ødelæggelser, indtil den nåede sit højdepunkt 1775, da sandet på Store Bededag "med en heftig og forfærdelig Storm af N. Ø. trængte ind paa og forbi Kirken, som hidtil havde været fri, ja ødelagde den Del af Byens Markjord, som laa der omkring og i Nærheden", hvorved præsten mistede både ager og eng. Ødelæggelserne vedblev, om end i mindre målestok, indtil man i nyere tid til dels har dæmpet sandet ved plantning af klittag og marehalm. Havet har også i det 19. århundrede gjort megen skade, navnlig ved Højen, hvor det stadig tager bort af landet; således indtraf der stormflod 14. februar og 27. november 1825 og atter den 14. februar 1868.
Renæssancen I midten af 1500-tallet og 300 år frem blev området ramt af forskellige katastrofale hændelser. Klimaet blev koldere og området blev ramt af kraftige storme og stormfloder. Fiskeriet svigtede og sandflugten tog til.
Når temperaturen falder, opbygges isen i de norske og svenske fjeldegne, hvilket fik vandstanden til at falde og strandbredden øges, hvilket eksponerer mere sand, som vinden kunne blæse rundt i landskabet. Bevoksningen forsvandt stort set ved skovhugst til brændsel, fyrtårnene, huse, både og krigsførelse og den sarte vegetation blev yderligere ødelagt af husdyr som fik lov at gå i klitterne og æde den sparsomme vækst og trampe rodnettet i stykker. Landbrugsjorden blev tilsandet og byen blev fattigere og fattigere.
Skagen har haft en latinskole, der oprettedes ved midten af det 16. århundrede efter tilskyndelse af biskop Oluf Chrysostomus, og som blev nedlagt i 1740.
I 1556 omtales, at der indførtes en mængde øl til Skagen, og 1557 siges, at det særlig var smør, skagboerne hentede i Varberg, og de vågede nøje over deres købstadsrettigheder, således da der ved midten af det 16. århundrede oprettedes et fiskerleje "Tornby" eller "Thorneleje" se Kancelliets Brevbøger 6. februar 1551 nær ved Skagen (vel i Skagsogn eller Råbjerg), hvilket de ved at klage til kongen fik nedlagt, lige som de også i 1580 søgte at få den da nyligt anlagte by Aalbæk nedlagt.
En ikke ubetydelig indtægtskilde for Skagen var i tidligere tid strandingerne, lige som de bragte den en del vragtømmer til bygningsbrug. Endnu i anden halvdel af det 19. århundrede antoges bjergelønnen i Skagens jurisdiktion i gennemsnit at være 9.000 rigsdaler årligt, men den nyeste tids mange udmærkede foranstaltninger for at forebygge strandinger have bevirket, at disse siden har hørt til sjældenhederne.Trap (1901), s. 40
thumb|Vippefyret i Skagen blev oprindeligt opført i 1627 og var i drift indtil 1747, hvor det blev afløst af Det Hvide Fyr. Det nuværende vippefyr er en kopi.
Skagens Fyr tillige med Anholt Fyr og Kullens Fyr indrettedes i Frederik II’s tid efter opfordring af de fremmede skippere, som passerede de danske farvande, og som til gengæld forpligtede sig til at betale "Fyrgelt" sammen med Øresundstolden eller Bælttolden. Kongens brev herom udgik den 8. juli 1560 og næste år gentoges befalingen med tilføjelse, at "Fyrlamperne" skulle være så vide som en tønde og hænges 20 alen højt i et tømmerværk, der skulle bygges som en "Papegøje" (vistnok et skråt stillet spryd, der var fæstet til masten ved en strop, og til hvilket papegøjesejlet var anbragt). Skagens "Fyrlampe" tændtes først med brænde, som, da skovene i Vendsyssel ikke indeholdt tilstrækkeligt eller krævede for vanskelig transport, hentedes til søs fra Limfjordsegnene og Norge. Man gik dog hurtig over til at bruge tran, hvormed man belyste farvandet fra toppen af et tårn. Tårnet blev skyllet bort i 1584 under et uvejr, men opførtes på ny og bestod 1606, da man indførte belysning med 6 (fra 1610 8) store talglys, af en åben fod af tømmer, oven på hvilken fandtes et rum med senge til "Blusserne" (fyrpasserne), og oven på dette atter et rum med vinduer til alle sider, i hvilket lysene brændte. Fyret kaldtes nu en "Lygte." 1626—27 blev overdelen af tårnet omdannet til stenkulsfyring, men kort efter er det vist nedbrændt, thi næste år blev det første danske vippefyr til stenkulsblus opstillet på Skagen af daværende borger i Helsingør, senere tolder på Skagen og fyringsforvalter i Danmark Jens Pedersen (Grove). Vippefyrene kaldtes "Fyringer", og Skagens vippefyr bestod efter Olavius’ beretning, indtil det i 1745 atter afløstes af et tårnfyr, "af et meget højt og tykt Træ, der lignede en Møllestub og var omgivet af Stivere; oven paa Stubben stod en stor Jærngaffel, som var til at dreje omkring paa Stubben, paa det at Fyrpanden altid kunde komme til at hænge paa Vindsiden. Vippestangen, saa svær som et Mastetræ, gik ned i Gaffelen, og ved den ene Ende af Vippestangen hængte Panden; i denne, som var til at hidse op og ned med en Tallie, gik omtr. 6 Skæpper Stenkul paa Gangen". Vippefyret stod på Fyrbakken, men da denne var bleven undergravet af havet, opførtes i 1745 noget nordligere det omtalte tårn, der først kun var 54 fod højt og et pandefyr; senere blev det forvandlet til et lampefyr.
Under enevælden