Babylonien (akkadisk: Babili(m), The Cambridge Ancient History: Prologomena & Prehistory: Vol. 1, Part 1. sumerisk logogram KÁ.DINGIR.RAKI hebraisk: בָּבֶל, Bābel, græsk: Βαβυλών, Babylōn) var en akkadisk bystat oprettet i 1867 f.Kr. i oldtidens Mesopotamien. Levningene findes i provinsen Babil i Irak, uden for provinsens hovedstad Al-Hilla, omkring 85 km syd for Bagdad. Alt hvad der er tilbage af den oprindelige kendte by fra oldtiden i dag, er en tell af knuste lermursten fra bygninger og andre brudstykker på den frugtbare slette mellem floderne Tigris og Eufrat. Byen i sig selv blev bygget på Eufrat, og delte floden i to lige store løb på sin venstre og højre bred med bratte dæmninger, som tilbageholdt flodens sæsonmæssige oversvømmelser.
thumb|left|Babylons mure. Tilgængelige historiske kilder antyder, at Babylon i begyndelsen var en lille by, som var opstået i begyndelsen af 3. årtusinde f.Kr. Byen fik en blomstring og fik sin uafhængighed med fremgangen under det første amorittiske babylonske dynasti i 1894 f.Kr. Ved at hævde, at byen var efterfølger af oldtidens Eridu, overgik byen Nippur til at være den "hellige by" i Mesopotamien på den tid, da en amorittisk konge ved navn Hammurabi først oprettede det kortvarige babylonske rige. Det blev hurtigt opløst efter hans død, og Babylon tilbragte lange perioder under assyriske, kassittiske og elamittisk overherredømme. Babylon blev igen sæde for det nybabylonske rige fra 612 til 539 f.Kr. som blev oprettet af kaldeanere (et område i det sydlige Mesopotamien) og deres sidste konge var en assyrer. Dette var byens andre storhedstid. Nebukadnesar II gennemførte en omfattende ombygning af Babylon i 500-tallet f.Kr. Fra denne tid hører Babylons legendariske bygværker. Babylons ydre mure omgav et område på 850 ha, hvoraf omkring 300 ha udgjorde de indre bydele. De hængende haver i Babylon var en af verdens syv underværker i den antikke verden, i henhold til grækerne. Efter at Babylon faldt, kom den under overherredømme af henholdsvis persiske Akamenide-dynastiet, Selevkide-riget, Partia, Romerriget og Sasanideriget.
Under det babylonske fangenskab for jøderne blev Babylon i Bibelen en metafor for samfundets forfald som Babylon den store som en ridende skøge, således som det omtales i Johannes' åbenbaring, men metaforen blev senere anvendt på andre riger, blandt andet Romerriget og den katolske kirke, alt efter hvem afsenderen var. Babelstårnet, som omtales i Det Gamle Testamentes Første Mosebog, Nettbibelen: Første Mosebok 11 var en omtrent 100 meter høj trappepyramide i Babylon (Babel er hebraisk for Babylon). I Bibelen bliver det storstilede bygværk en fortælling om menneskenes hovmod over for Gud, og om hvordan de forskellige sprog blev spredt fra Babel og ud over verden.
Apostelen Peter nævner "menigheden i Babylon", men der er forskellige meninger om, hvorvidt han mente Babylon eller brugte "Babylon" som et øgenavn for det hedenske Rom. I det første århundrede var Babylon anvendt som navnet på Rom - for eksempel i jødisk-kristne skrifter som Johannes' åbenbaring, 2 Baruk og 4 Esra. Det antikke Babylon var på Peters tid begyndt at gå til grunde. Der er også kun lidt, som tyder på, at Peter skal have skrevet fra den lille militærkoloni Babylon i datidens Egypten.
I de følgende århundreder begyndte landskabet at forandre sig til et øde sumpområde, og til sidst blev byen fuldstændig forladt. I dag er stedet vigtigt arkæologisk og historisk.
Navnet thumb|Model af Babylon. Den græske form Babylon (Βαβυλών) er en tilpasning af akkadiske Babili. Det babylonske navn, som det var på 1000-tallet f.Kr., var blevet ændret fra et tidligere Babilli tidlig på 2000-tallet f.Kr. i betydningen "Guds port" eller "Guds porthvælving" (bāb-ili) ved populær eller falsk etymologi. Edzard, Dietz Otto (2004): Geschichte Mesopotamiens. Von den Sumerern bis zu Alexander dem Großen, Beck, München, s. 121. Det tidligere navn Babilla synes at være en tilpasning af en ikke-semitisk kilde af ukendt oprindelse eller mening. Jakob-Rost, Liane; Marzahn, Joachim (1990): Babylon, red. Staatliche Museen zu Berlin. Vorderasiatisches Museum, (Kleine Schriften 4), 2. Auflage, Putbus, s. 2
I Bibelen optræder navnet som בָּבֶל (Babel; tiberiansk hebraisk: בָּבֶל, Bavel; gammelsyrisk: ܒܒܠ, Bāwēl), tolket i Første Mosebog (11:9) Nettbibelen: Første Mosebog 11:9 : "Derfor kaldte de den Babel, for der forvirret Herren hele jordens sprog. Og derfra spredte Herren dem ud over hele jorden." til at betyde "forvirring" (af sprog), fra verbet בלבל, bilbél, "at forvirre".
En del forskere, blandt andre lingvisten I. J. Gelb, har foreslået, at navnet Babil er et ekko af et tidligere navn. Herzfeld skrev om Bawer i Iran, som var angivelig grundlagt af Jamshid; navnet Babil kan være et ekko af Bawer. David Rohl hævder, at det originale Babylon kan identificeres med Eridu. Bibelens Første Mosebog 10 indikerer, at Nimrod var den oprindelige grundlægger af Babel (Babylon). Nettbibelen: Første mosebog 10:8-10 : "Kusj blev far til Nimrod. Han var den første som blev mægtig på jorden. Han blev en mægtig jæger for Herrens ansigt. Derfor hedder det: "Som Nimrod, en mægtig jæger for Herrens ansigt." Hans kongedømme omfattede først Babel, Erek, Akkad og Kalne i landet Sinear." Joan Oates hævder i sin bog Babylon at navnets gengivelse som "Gudernes port" ikke længere har tilslutning blandt moderne forskere. Oates, Joan (1986): Babylon, Thames & Hudson
Historie thumb|right|Fra udgravingerne af Babylon En indikation af Babylons tidlige eksistens kan være en senere skrifttavle, som beskriver styret under Sargon af Akkad (ca. 2200-tallet f.Kr.). Den såkaldte "Weidner-krønike" hævder, at det var Sargon selv, der erobrede Babylon "foran Akkad" (ABC 19:51). En anden senere krønike hævder ligeledes, at Sargon "gravede ler fra Babylons grund, og gjorde en modpart til Babylon ved siden af Agade" (ABC 20:18–19). Van de Mieroop har dog foreslået, at disse kilder kan referere til en langt senere Sargon II fra det nyassyriske rige frem for Sargon af Akkad. Dalley, Stephanie (2005): «Babylon as a Name for other Cities Including Nineveh» (PDF), Uchicago.edu, i: Proceedings of the 51st Rencontre Assyriologique Internationale, Oriental Institute SAOC 62, s. 25–33
Engang omkring 1800-tallet f.Kr. var det meste af Mesopotamien okkuperet af amoritterne, nomadiske stammer fra vest som talte semitiske sprog som akkadierne i Babylonien og Assyrien, men som ikke drev jordbrug som dem, men foretrak at drive geder og får. Over tid blev amorittiske kornhandelsfolk stadig mere dominerende og etablerede deres egne uafhængige dynastier i flere mesopotamiske bystater. Mest kendt var Isin, Larsa og Babylon. «Amorites», Jewish Encyclopedia
Forsøg på datering i klassisk tid
thumb|right|300px|Babylonsk område ved Hammurabis tiltredelse i 1792 f.Kr. og ved hans død i 1750 f.Kr.
Ktesias, som er citeret af Diodorus Siculus og i Georgios Synkellos' Chronographia, hævdede at have tilgang til manuskripter fra babylonske arkiver, som daterede grundlæggelsen af Babylon til 2.286 f.Kr. af en Belos (Βῆλος), som styrede som Babylons første konge i 55 år. Sayce, Archibald (1888): Records of the Past, 2nd series, Vol. 1, s. 11. En anden figur er fra Simplikios Simpl. ad Arist De Caelo. ii. 503A) , som nedtegnede, at Kallisthenes på 300-tallet f.Kr. rejste til Babylon og opdagede astronomiske observationer på kileskrifttavler, som strakte sig tilbage i tid 1903 år før, at Aleksander den Store erobrede Babylon i 331 f.Kr. En tilsvarende figur er fundet hos Berossos, som i henhold til Plinius den Yngre, N.H. vii. 57 hævdede, at astronomiske observationer påbegyndte ved Babylon 490 år før græsk tid af Phoroneus, og følgelig i 2.243 f.Kr. Stephanos av Byzantium skrev, at Babylon blev bygget 1002 år før datoen (givet af Hellanikos af Lesbos) for belejringen af Troja (1229 f.Kr.), hvilket ville datere Babylons grundlæggelse til 2.231 f.Kr. Rawlinson, George: The Seven Great Monarchies of the Ancient Eastern World, Vol. 4, s. 526-527. Alle disse forsøgsvise dateringer placerer Babylons grundlæggelse i 2200-tallet f.Kr., men skønt man har tolket kileskifter i de seneste århundreder, har man imidlertid ikke fundet nogen nedtegnelser, som bekræfter påstandene fra klassisk tid.
Gammelbabylonsk periode
Det første babylonske dynasti blev etableret af en amorittisk høvding ved navn Sumu-abum i 1.894 f.Kr. Han erklærede uafhængighed fra nabobyen Kazallu, og er krediteret for oprettelsen af Babylon. Amoritterne var ikke hjemmeværende i Mesopotamien, men var delvis nomadiske semitiske indflyttere fra landene i vest. Babylon kontrollerede kun lidt af de omgivende landområder før den blev en hovedstad i Hammurabis rige et århundrede senere (styrede 1.792–1.750 f.Kr.). Hammurabi er kendt for sit store lovarbejde for Babylonien, og Hammurabis love fik en varig indflydelse på den juridiske forståelse. Byen Babylon fortsatte med at være hovedstad for regionen, som blev kendt som Babylonien. Hammurabis rige blev hurtigt opløst efter hans død, skønt det amorittiske dynasti forblev ved magten frem til 1.595 f.Kr., da det blev væltet af hettitterne, som invaderede fra Anatolien.
Som følge af hettitternes hærgning af Babylon invaderede Kassitterne, angreb og overtog byen, oprettede et styrende dynasti, som varede i 435 år frem til 1.160 f.Kr. Byen fik nyt navn og blev kaldt Karanduniasj i denne periode. Kassitterne havde deres oprindelse i Zagrosbjergene i nutidens Iran, nordøst for Mesopotamien. Imidlertid blev kassittiske Babylon selv underlagt Elam og Assyrien, begge nationer blandede sig ofte eller kontrollerede Babylon direkte under den kassittiske periode. Den assyriske kong Tukulti-Ninurta I tog tronen i Babylon i 1.235 f.Kr. og blev den første indfødte mesopotamer, som styrede der.
Det er blevet beregnet, at Babylon var den største by i verden fra omkring 1.770 til 1.670 f.Kr., og på ny mellem ca. 612 og 320 f.Kr. Den var måske den første by, som opnåede en befolkningsstørrelse på over 200.000 beboere. Chandler, Tertius (1987): Four Thousand Years of Urban Growth: An Historical Census, St. David's University Press. . Se kapitel «Historical urban community sizes» (via web.archive.org).
Den assyriske periode
thumb|Sankerib af Assyria i løbet af hans babylonske krig, relief fra hans palads i byen Nineve.
Gennem hele tiden under det nyassyriske rige i tiden 911-608 f.Kr., var Babylonien under assyriske overherredømme eller under direkte assyrisk kontrol. I løbet af styret under Sankerib af Assyrien var Babylonien i en tilstand af stadige oprør, som blev ledet af Mushezib-Marduk, og undertrykt kun ved den fuldstændige ødelæggelse af byen Babylon. I 689 f.Kr. blev dens mure, templer og paladser raserede, og mur- og stenstykker blev kastet i Arakhtu, havet som den gang grænsede til Babylon i syd. Denne begivenhed rystede den religiøse samvittighed hos folket i Mesopotamien; det påfølgende mord på Sankerib af to af hans egne sønner blev gjort for at sone for ugerningen, og hans efterfølger Asarhaddon gik hurtigt i gang med at genopbygge byen således, at han kunne modtage sin krone på netop dette betydningsfulde sted. Han gjorde også byen til sin bolig for dele af året. Ved hans død var Babylonien efterladt til at blive styret af hans ældste søn, den assyriske prins Shamash-shum-ukin, som kom til at udløse en borgerkrig i 652 f.Kr. mod sin egen broder og herre Asurbanipal, som herskede i Nineve.