Leif Sinding (19. november 1895 i Oslo – 19. maj 1985) var en norsk filminstruktør. Han begyndte som journalist i 1913, blandt andet redigerede han fra 1918 et af Norges første filmtidsskrifter: Helt og Skurk. Hans første filmopgave var at være en slags produktionskoordinator i filmen Kjærlighet paa pinde. I 1926 var han instruktør i Den nye lensmannen som var bygget på en folkekomedie af Ludvig Müller. I 1927 lavede han Fjeldeventyret efter Bjerregaard og Thranes syngespil. Han havde også instrueret i kriminallystspillet Syv dage for Elisabeth. Efter denne filmen lavede han en hel del filmplaner som aldrig blev realiseret. Det var først da lydfilmen kom til Norge i 1932 at Leif Sinding instruerede film, først i filmen Fantegutten som blev kaldt den første norske operettefilm. Det var den første norske spillefilm hvor der blev sunget på lærredet i originalkomponerede filmmelodier. I 1936 lavede han den første norske kriminalfilm med lyd. Det var Stein Rivertons Morderen uten ansikt som blev lavet dog uden nogen særlig succes.
Guldtiden Fra 1937 til 1941 havde Leif Sinding instrueret fem film, Bra mennesker i 1937, Eli Sjursdotter i 1938, De vergeløse i 1939, Tante Pose i 1940 og Kjærlighet og vennskap i 1941. Særligt filmen Tante Pose som er baseret på en roman af Gabriel Scott blev en klassiker. Filmen bliver fortsat jævnligt sendt på TV. I denne periode får man også et indblik i hvad der optager Leif Sinding, nemlig social uretfærdighed og overgrebene mod de svage i samfundet.
Under krigen thumb|Det af det norsk nazi-parti Nasjonal Samling etablerede 'Kultur- og Folkeopplysningsdepartementet' oprettede i 1941 Statens Filmdirektorat med Leif Sinding som direktør for at "opbygge hele det norske filmvæsen i lyset af de nye forhold".rushprint.no 19. september 2012: Nazifiseringen av norsk filmSvein Oskar Smogelis masteroppgave om nyordningen av norsk filmpolitikk under okkupasjonen Billedet viser fra højre Sinding (med sørgebind) med pressedirektør Anders Beggerud, "ministerpresident" og "fører" Vidkun Quisling, ekspeditionschef Holst, kulutrminister Lunde og partiminister Fuglesang på besøg i direktoratet i februar 1942. Under okkupationen blev alle kultur-organisationerne nazistyret, og Leif Sinding sagde ja til at blive direktør for det nye Statens filmdirektorat fra 1. januar 1941. Han så nu muligheden for at få organiseret filmproduktionen i Norge efter sit eget hoved, hvilket gjorde at han fik styr på tingene, men samtidig var der ikke være tvivl om at han vidste hvad han gjorde ved at gå ind i samarbejdet med okkupationsmagten. I to år var han i direktørstillingen, før han gik tilbage til producent- og instruktørjobbet. Han forstod at det ikke ville være publikumsvenligt at lave en politisk korrekt film. Han lavede filmen Sangen til livet om til et melodrama om en fabriksdirektør som er elsket af sine arbejdere, magtspillet stod mellem den gode og den onde kapitalist. Dette blev ikke en publikumssucces. Sinding blev efter krigen dømt i landssvikoppgjøret
Filmografi Instruktør 1956 – Gylne ungdom 1954 – Heksenetter 1943 – Sangen til livet 1941 – Kjærlighet og vennskap 1940 – Tante Pose 1939 – De vergeløse 1938 – Eli Sjursdotter 1937 – Bra mennesker 1936 – Morderen uten ansikt 1933 – Jeppe på bjerget 1932 – Fantegutten 1927 – Fjeldeventyret 1927 – Syv dage for Elisabeth 1926 – Den nye lensmannen 1926 – Simen Mustrøens besynderlige opplevelser 1925 – Himmeluret Manuskriptforfatter 1956 – Gylne ungdom 1954 – Heksenetter 1953 – Selkvinnen 1943 – Sangen til livet (bearbejdning) 1940 – Tante Pose 1939 – De vergeløse 1932 – Fantegutten Produktionsleder 1953 – Selkvinnen 1940 – Tante Pose 1937 – Bra mennesker 1932 – Fantegutten 1927 – Syv dager for Elisabeth 1926 – Simen Mustrøens besynderlige opplevelser Klipper 1941 – Kjærlighet og vennskap 1938 – Eli Sjursdotter 1932 – Fantegutten
Referencer
Eksterne henvisninger Kort biografi i Norsk krigsleksikon
Kategori:Filminstruktører fra Norge Kategori:Personer fra Oslo Kategori:Manuskriptforfattere fra Norge Kategori:Filmklippere fra Norge