thumb|right|400px|Kort over de begåede mord i Whitehall mellem 1888 og 1891 Whitechapelmordene blev begået i eller i nærheden af det fattige Whitechapel-distrikt i East End, London, mellem den 3. april 1888 og den 13. februar 1891. Elleve kvinder blev dræbt, men morderen blev aldrig fundet; nogle eller alle drabene menes at været blevet begået af den berygtede, men uidentificerede seriemorder Jack the Ripper.
De fleste af de dræbte kvinder, men ikke alle, arbejdede som prostituerede. De dræbte var Emma Elizabeth Smith, Martha Tabram, Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes, Mary Jane Kelly, Rose Mylett, Alice McKenzie, Frances Coles, og en uidentificeret kvinde.
Metropolitan Police Service, City of London Police og private efterforskningshold var alle involveret i jagten på morderen eller morderne. Trods omfattende undersøgelser og flere anholdelser blev den eller de skyldige aldrig identificeret og pågrebet. Mordene henledte opmærksomheden på de dårlige levevilkår i East Ends slumkvarterer, og de blev senere forbedret.
Området
I slutningen af den victorianske æra blev Whitechapel anset for at være det mest berygtede og kriminelle slumkvarter i London. Området omkring Flower and Dean Street blev beskrevet som ”måske den mest beskidte og farligste gade i hele storbyen”,Asylum Info og Dorset Street blev kaldt ”den værste gaden i London”, mens politichefen Robert Anderson udpegede Whitechapel til ”dem der havde en interesse i de farlige klasser”. Røveri og vold var hverdagskost, og bydelen var præget af ekstrem fattigdom, dårlige boligforhold, hjemløshed, druk og prostitution. Disse faktorer gav billigt logi til de desperate og nødlidende, blandt hvilket ofrene talte. Alle de identificerede ofre boede i hjertet af slumkvarteret i Spitalfields , herunder tre i George Street (senere navngivet Lolesworth Street), to i Dorset Street, to i Flower and Dean Street og en i Thrawl Street.White, Jerry (2007), London in the Nineteenth Century, London: Jonathan Cape, , pp. 323–332
Politiets arbejde og retsforfølgelse var stærkt afhængig af tilståelser, vidneudsagn og pågribelse af gerningsmænd i færd med at begå strafbare handlinger eller i besiddelse af åbenlyse fysiske beviser, der klart knyttede dem til forbrydelserne. Retsmedicinske teknikker, såsom indsamling af fingeraftryk, blev endnu ikke brugt.Marriott, p. 207 Politiarbejde i London var – og er stadig opdelt mellem to instanser – Metropolitan Police Service med jurisdiktion over det meste af byområdet, og City of London Police med en jurisdiktion på omkring 2,9 km² af byens centrum. Indenrigsministeren, en ledende minister i den britiske regering, kontrollerede Metropolitan Police, mens City Police var ansvarlig for Corporation of London.Evans and Rumbelow, p. 14
Elleve dødsfald i eller i nærheden Whitechapel mellem 1888 og 1891 blev samlet i en enkelt fil hos politiet under titlen ”Whitechapelmordene”, men meget af det originale materiale blev enten stjålet eller ødelagt.Cook, pp. 33–34; Evans and Skinner (2000), p. 3
Tidslinje for mordene thumb|right|400px|alt=Map of about a dozen interconnecting London streets|Kort over Spitalfields-slumkvarteret, hvor ofrene boede. Emma Elizabeth Smith, 45, blev overfaldet nær krydset af Osborn Street og Brick Lane (rød cirkel). Hun boede i et logi-hus på 18 George Street (senere navngivet Lolesworth Street), en gade vest for, hvor hun blev overfaldet.Evans and Rumbelow, p. 47; Evans and Skinner (2000), p. 4; Fido, p. 15; Rumbelow, p. 30
Emma Smith Tirsdag 3. april 1888 efter påskeferien blev den prostituerede Emma Elizabeth Smith overfaldet og berøvet ved krydset af Osborn Street og Brick Lane, Whitechapel, tidligt om morgenen. Selv om hun var såret, hun overlevede angrebet og formåede at gå tilbage til sit hys på 18 George Street, Spitalfields. Hun fortalte dørvogteren, Mary Russell, at hun var blevet overfaldet af to eller tre mænd, hvoraf en var teenager. Fru Russell fulgte Smith til London Hospital, hvor en lægeundersøgelse afslørede, at en stump genstand var blevet indsat i hendes vagina og havde perforeret hendes bughinde. Hun udviklede bughindebetændelse og døde kl. 9 den følgende dag.Begg, pp. 27–29; Cook, pp. 34–35; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Evans and Skinner (2000), pp. 4–7 Et ligsyn blev afholdt 7. april af retsmedicineren for East Middlesex, Wynne Edwin Baxter, der også foretog ligsyn på seks af de senere ofre.Whitehead and Rivett, p. 18 Den lokale politiinspektør fra Metropolitan Police, Edmund Reid hørende til H Division Whitechapel, undersøgte overfaldet, men de skyldige blev aldrig fanget.Evans and Rumbelow, pp. 47–50 Walter Dew, en kriminalbetjent stationeret ved H Division, skrev senere, at han mente, at Smith var det første offer for Jack the Ripper,Dew, Walter (1938), I Caught Crippen, London: Blackie and Son, p. 92, refereret i Begg, p. 29 men hans kolleger menre, at forbrydelsen var udført af en kriminel bande.Begg, p. 29 Smith hævdede, at hun blev angrebet af en gruppe mænd, men havde enten nægtet eller ikke havde kunnet beskrive dem. Prostituerede blev ofte styret af bander, og Smith kunne være blevet angrebet af sine alfonser som straf for ikke at adlyde dem, eller som en del i deres intimidering af hende.Marriott, pp. 5–7 Hun havde måske ikke identificeret sine angribere, fordi hun frygtede repressalier, og hendes mord er sandsynligvis ikke forbundet til de senere drab.Begg, pp. 29–31; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Marriott, pp. 5–7
Martha Tabram thumb|left|100px|alt=Mortuary photograph of Tabram: a well-fed middle-aged woman|Martha Tabram, 39, boede i et logi-hus på 19 George Street.Evans and Skinner (2000), p. 11; Whitehead and Rivett, p. 19 Tirsdag 7. august, dagen efter en helligdag, blev den prostituerede Martha Tabram myrdet omkring klokken 2.30. Hendes lig blev fundet ved lejlighedskomplekset George Yard, Whitechapel. Hun var blevet stukket 39 gange med en kort kniv. På grundlag af udtalelser fra en anden prostitueret og betjent Thomas Barrett, der var på patrulje i nærheden, foransraltede inspektør Reid, at soldater fra Tower of London og Wellington Barracks blev stillet op, til vidnernes mulige genkendelse, men uden positive resultat.Begg, pp. 51–53; Evans and Rumbelow, pp. 51–55; Evans and Skinner (2000), pp. 8–18; Marriott, pp. 9–14 Politiet satte ikke mordet i forbindelse med mordet på Smiths, men de forbandt det med de senere mord.I et interview gengivet i Pall Mall Gazette, 24. marts 1903, omtalte inspektør Frederick Abberline stedet som "George-gården i Whitechapel Road, hvor det første mord blev begået" (citeret i Begg, p. 56). Walter Dew skrev i sine memoirer, at "der ikke kan være nogen tvivl om, at mordet i forbindelse med Bank Holiday i august ... bar Rippers kendetegn" (I Caught Crippen, p. 97, refereret i Begg, p. 56). I sine memoirer skrev vicekommissær Robert Anderson, at det andet mord fandt sted 31. august (citeret i Evans and Skinner (2000), p. 632). De fleste eksperter i dag forbinder ikke dette drab med de øvrige, da Tabram blev hugget ned, mens de senere ofre blev skåret, men en forbindelse kan ikke udelukkes.Evans and Rumbelow, p. 515; Marriott, p. 13
Mary Ann Nichols thumb|right|100px|alt=Mortuary photograph of Nichols: a middle-aged woman with short, mousey hair and a prominent, narrow nose|Mary Ann Nichols, 43, boede i et logi-hus på 18 Thrawl Street.Begg, pp. 85–85; Evans and Rumbelow, p. 61; Evans and Skinner (2000), p. 24 thumb|left|100px|alt=Profile sketch of a whiskered Inspector Abberline|Inspektør Frederick Abberline ledede politiets efterforskning. Fredag 31. august blev den prostituerede Mary Ann Nichols myrdet i Bucks Row (siden omdøbt Durward Street), en gade i Whitechapel. Hendes lig blev opdaget af kusken Charles Cross klokken 3.45 på jorden foran en låge ved en staldindgang. Hendes hals var blevet snittet op to gange fra venstre til højre og hendes underliv blevet lemlæstet af et dyb takket sår. Flere overfladiske snitsår på tværs af maven og tre eller fire lignende snitsår på højre side var forårsaget af den samme kniv, der var brugt voldsomt og i nedadadgående retning.Evans and Rumbelow, pp. 60–61; Evans and Skinner (2000), p. 35; Rumbelow, pp. 24–27 Da mordet fandt sted i området, der hørte under J- eller Bethnal Green-afdelingerne hos Metropolitan Police, blev mordet først undersøgt af de lokale detektiver. Samme dag fratrådte James Monro som leder af kriminalpolitiet (CID) på grund af uenigheder med chef for Metropolitan Police Sir Charles Warren.Evans and Rumbelow, p. 64 De første undersøgelser af mordet var ingen succes, selv om mordet af pressen blev knyttet til de to foregående mord og foreslået at kunne have været begået af en bande, som i tilfældet med Smith.Begg, p. 98; Cook, pp. 25–28; Evans and Rumbelow, pp. 62–63 Avisen The Star mente, at en enkelt morder kunne være ansvarlig, mens andre aviser kørte deres egne historier.Cook, pp. 25–28; Woods and Baddeley, pp. 21–22 Mistanken om at en seriemorder var på fri fod i London førte til udstationering af kriminalinspektørerne Frederick Abberline, Henry Moore og Walter Andrews fra hovedkontoret på Scotland Yard.Evans and Skinner (2000), pp. 676, 678 På det foreliggende grundlag konkluderede retsmediciner Baxter, at Nichols blev myrdet lige efter kl. 3.00, kort inden hun blev fundet. I sin opsummering afviste han den mulighed, at hendes mord var forbundet med mordene på Smith og Tabram, da mordvåbnet ikke matchede de våben, der var anvendt i disse tilfælde, og at det i ingen af de tidligere sager var forekommet, at halsen var skåret over.Marriott, pp. 21–22 Men på det tidspunkt, hvor ligsynet af Nichols blev afholdt, var en fjerde kvinde blevet myrdet, og Baxter bemærkede, at "ligheden mellem skaderne i disse to sager er betydelig."Marriott, pp. 22–23
Annie Chapman thumb|left|100px|alt=Mortuary photograph of Chapman: a middle-aged woman with short, curly hair|Annie Chapman, 47, boede i et logi-hus på 35 Dorset Street.Evans and Rumbelow, pp. 66–73; Whitehead and Rivett, pp. 33–34 Det lemlæstede lig af en fjerde kvinde, den prostituerede Annie Chapman, blev opdaget omkring klokken 6.00 lørdag 8. september på jorden i nærheden af en døråbning i baghaven til 29 Hanbury Street, Spitalfields. Chapman havde forladt sit logi klokken 2 den dag, hun blev myrdet, for at tjene penge til at betale sin husleje.Evans and Rumbelow, pp. 66–70 Hendes hals var blevet skåret over fra venstre mod højre. Hendes krop var blevet skåret op, og hendes tarme var blevet taget ud af underlivet og anbragt hen over hver af hendes skuldre. Den retsmedicinske undersøgelse viste, at en del af hendes livmoder manglede. Patologen George Bagster Phillips var af den opfattelse, at morderen besad anatomiske viden for at kunne have skåret kønsorganerne ud i en enkelt bevægelse med en kniv på en længde omkring 15-20 cm.Cook, p. 221; Evans and Rumbelow, pp. 71–72; Evans and Skinner (2000), pp. 67–68, 87; Marriott, pp. 26–29; Rumbelow, p. 42 Men tanken om, at morderen besad kirurgiske færdigheder blev afvist af andre eksperter.Fido, p. 35; Marriott, pp. 77–79 Da ligene ikke blev grundigt undersøgt på gerningsstedet, er det også blevet diskuteret, at organerne faktisk blev fjernet af lighusets personale, som benyttede sig af chancen for fjerne organer fra allerede opskårne lig, så de kunne sælge som kirurgisk øvemateriale.Marriott, pp. 77–79