Tro er en persons antagelse af, et udsagn er sandt, uden at personen har en viden om, at det er sandt. Tro er således en antagelse (”Jeg tror, aktiekurserne stiger om en måned”).
Tro kan også være tillid (”Jeg tror på ham”).
Tro og viden Tro og viden er to forskellige måder, hvorpå man har en opfattelse angående et givet sagforhold. Tro ses af mange som en modsætning til viden. Andre ser ikke en modsætning mellem de to, men ser tro som en mulig forlængelse af viden – eller mere præcist sagt: De ser trosudsagn som en mulig forlængelse af vidensudsagn. Et eksempel herpå er disse to udsagn: "Jeg ved, at universet er mange milliarder lysår stort." "Jeg tror, at universet er uendelig stort." Viden er baseret på empiri og kan således kun opnås gennem observationer, der er uafhængige af observatøren. Tro er baseret på en personlig overbevisning om sandheden af et udsagn. I Det Nye Testamente defineres tro således: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Hebræerbrevet, kapitel 11, vers 1).
Overtro Overtro bruges (nedsættende) om tro, som man ikke selv tror på. Overtro er "for meget tro". Der er ofte tale om ældre overbevisninger, der er blevet udskiftet med nyere opfattelser eller helt afskaffet.
”Overtro” bruges også om overbevisninger, der ikke er tilknyttet et bestemt etableret trossystem (såsom kristendommen), f.eks. eksistensen af overnaturlige væsener (julemanden, nisser, elverfolk, osv.) eller antagelsen af, at bestemte genstande giver held eller uheld (f.eks. en hestesko der er hængt op over døren, eller en sort kat der løber over vejen).
Religiøs tro
thumb|Johannes Vermeer: Allegori over troen. 1670-72. Et udsnit af et større maleri. Olie på lærred. Metropolitan Museum of Art, New York.
Fides quae og fides qua Med hensyn til religiøs tro skelnes der mellem ”fides quae creditur” (latin for ”troen der tros”) og ”fides qua creditur” (latin for ”troen med hvilken der tros”). Fides quae er troens indhold (det der tros på, dogmerne). Det kan f.eks. være udsagnet ”Der eksisterer en Gud” eller "Mennesket er født med synd". Fides qua er derimod selve troen, den stærke personlige vished om eksistensen af Gud eller en højere mening.
Den kristne teolog Søren Kierkegaard (1813-1855) opstillede engang forholdet mellem fides quae og fides qua således:
”Dersom en, der lever midt i kristendommen, går op i Guds hus, i den sande Guds hus, med den sande forestilling om Gud i viden, og nu beder, men beder i usandhed; og når en lever i et afgudisk land, men beder med uendelighedens hele lidenskab, skønt hans øje hviler på en afguds billede, hvor er så mest sandhed? Den ene beder i sandhed til Gud, skønt han tilbeder en afgud; den anden beder i usandhed til den sande Gud, og tilbeder derfor i sandhed en afgud.” Søren Kierkegaard: Afsluttende uvidenskabelig efterskrift. Første halvbind. Samlede værker, bind 9, Gyldendal 1963, s. 167-68.
Således kan kristne teologer argumentere for, at ikke-kristne kan have en sand tro, hvis de tror med ”uendelighedens hele lidenskab”.
Fides quae svarer til den side af troen, der består i at holde noget for sandt (at anse noget for at være sandt). Når man tror, holder man det f.eks. for sandt, at der eksisterer en Gud, eller at mennesket er født med synd.Peter Widmann: Tetisk teologi, s. 55. Den kristne holder det for sandt, at Jesus er opstået fra de døde. Allerede i hengivelsen til Gud er der et element af at holde noget for sandt, nemlig at holde det for sandt, at Gud eksisterer, og at Gud er god.Peter Widmann: Tetisk teologi, s. 11.
Fides qua svarer til den følelsesmæssige og subjektive side af troen. Troen ses her som udtryk for noget personligt i form af tillid og hengivenhed. Ifølge Søren Kierkegaard skal det, man tror på, skal ikke blot være sandt i al almindelighed, men det skal være sandt "for mig" : "Hvad nyttede det mig at kunne udvikle kristendommens betydning, at kunne forklare mange enkelte fænomener, når den for mig selv og mit liv ikke havde nogen dybere betydning?" Citeret fra: Joakim Garff: SAK, s. 52.
Kierkegaard betegner troen som "tillidsfuld hengivelse" og "inderlighedens uendelige lidenskab". Troens indhold skal "levende optages" i ham.Joakim Garff: SAK, s. 52. Jævnfør Søren Kierkegaard: Samlede værker, bind 9, s. 170 (Afsluttende uvidenskabelig efterskrift).
Den amerikanske kristne filosof Alvin Plantinga (født 1932) indrømmer, at troen på Gud ikke er rationel. Han definerer en teist som en person, der tror på Gud som det fundamentale, men som ikke tror på grundlag af rationelle overvejelser. Han siger endvidere, at den troende ikke tror på religiøse dogmer på samme måde som videnskabsfolk tror på deres teorier. Den troende er nemlig ikke indstillet på eventuelt at ændre sin tro (som videnskabsfolkene er). Den troende opfatter sine trosforestillinger som det basale og som fundament for hele sin verdensforståelse, og vedkommende opfatter derfor ikke Gud som noget foreløbigt og hypotetisk.Alvin Plantinga: Is Belief in God Rational. I: Rationality and Religious Belief, udgivet af C.F. Delaney, Notre Dame University Press, 1979, s.27.
Inddelinger af religiøs tro En religion kan beskrives som et mere eller mindre fast organiseret trossystem. Disse trossystemer kan opdeles i stadig mere specifikke undergrupper.
En stor religiøs gruppe kaldes en verdensreligion (f.eks. kristendommen, islam eller buddhismen), og denne kan inddeles i undergrupper (f.eks. katolicismen, protestantismen og den ortodokse kirke inden for kristendommen), og disse kan igen inddeles i undergrupper. En udbrydergruppe kaldes undertiden en sekt. En gruppe, der samles omkring en karismatisk leder, kaldes en kult. Disse opdelinger er dog uklare, og der kan være uenighed om, hvornår en tro tilhører den ene eller den anden gruppe.
Teisme er en troen på, at der findes en eller flere personlige guder, der er hævet over naturen, og som blander sig i verdens begivenheder, f.eks. ved at svare på bønner. Deisme er troen på en Gud, der ikke griber ind i verdens gang. Panteisme er troen på, at Gud er identisk med naturen eller verdensaltet.
Modsætningen til teisme er ateisme, som er afvisning af eller fravær af tro på en gud.
Teistisk tro opnås typisk på baggrund af en hellig tekst (f.eks. Bibelen eller Koranen), som indeholder den pågældende religions lære. Det er meget almindeligt, at en nation eller et samfund gennem lovgivning favoriserer en bestemt religion eller trosretning, f.eks. når den danske grundlov favoriserer den evangelisk-lutherske kirke.
Tilbedelsen af én gud kaldes monoteisme, og tilbedelsen af flere guder kaldes polyteisme. Hvis man følger den officielle version af en tro, er man ortodoks (rettroende). Hvis man har en alternativ version af troen, er man heterodoks. Hvis der – ifølge de ortodokse - er tale om en forkert tro, er der tale om kætteri.
Ikke-teistisk tro er religiøse systemer uden guder. De bedst kendte eksempler er buddhisme, taoisme og forfædredyrkelse.
Til ikke-teistisk tro hører også: Tilbedelse af berømtheder, levende eller afdøde, f.eks. Elvis Presley eller den såkaldte Cargokult Naturbaserede trossystemer, f.eks Wicca, Shamanisme eller den druidiske tro Trolddomsbaserede trossystemer, f.eks. nekromantik eller voodoo Pseudovidenskabelig tro, f.eks. astrologi, numerologi eller homøopati Traditionsbaserede trossystemer, f.eks. traditionerne omkring nisser og julemanden
Sekulær tro Sekulær tro er betegnelsen for en tro eller overbevisning, der ikke er baseret på religiøse dogmer.Paul Kurtz: Forbidden Fruit: The Ethics of Secularism. (November 25, 2008).. Blandt systemer, der er blevet karakteriseret som sekulære religioner, er anarkisme, kommunisme, nazisme, maoisme, fremskridtstro og fornuftsdyrkelse. Religionshistorikeren Mircea Eliade hævdede i en artikel fra 1953, at der ikke er en klar skillelinje mellem religiøs tro og intellektuel tro, og at f.eks. kommunismen og nazismen har myter af samme art som de religiøse myter.Mircea Eliade: Les mythes du monde moderne.
Sociologen Émile Durkheim mente, at den religiøse tro ikke kan adskilles fra de aktiviteter af kunstnerisk, videnskabelig eller humanistisk art, som giver troen konkret eksistens.
En udbredt moderne tro er troen på fremskridtet. Denne tro kan ses som en videreudvikling af Gudsbegrebet. Fremskridtstroen indebærer et håb om et lykkeligt samfund, når de tekniske og humanistiske forudsætninger gør et sådant samfund mulig. Kommunisme er et eksempel på en ideologi med en stærk fremskridtstro.
Betydning for individet Tro kan enten være dogmatisk eller i stadig bevægelse. Alt efter opfattelse er tro en dyd eller en karakterbrist.
For mange er deres tro en central del af deres selvforståelse, og kritik af deres tro vil ofte blive opfattet som en kritik af personen selv.
Betydning for samfundet At enkeltindividet arbejder på at overbevise sine nærmeste om sin tros rigtighed og betydning, kan føre til, at mennesker grupperer sig efter tro i stammer, trossamfund eller stater. Tro har til alle tider været et effektivt redskab til at opnå politisk indflydelse.
Kritik af religiøs tro Selve troen er i mange religionsformer blevet fremhævet som noget positivt, ikke mindst i protestantismen, som lærer, at mennesket bliver frelst ved troen alene, uden gode gerninger. En sådan lære har dog kaldt på kritik. I sin bog The God Delusion (2006) siger den engelske ateist Richard Dawkins:
”Men hvorfor accepterer vi i det hele taget ideen om, at den ene ting, man må gøre for at behage Gud, er at tro på ham? Hvad er så specielt ved at tro? Er det ikke lige så sandsynligt, at Gud ville belønne venlighed, eller gavmildhed, eller ydmyghed? Eller oprigtighed? Hvad nu, hvis Gud er en videnskabsmand, som betragter ærlig søgen efter sandheden som den højeste dyd?” Richard Dawkins: The God Delusion, s. 131.
Fremhævelsen af troen er også blevet kritiseret af den danske åndelige lærer Martinus (1890-1981). Han siger, at religiøs tro simpelthen er en evne, som nogle mennesker har, og som andre mennesker ikke har.Martinus: Den længst levende afgud, s. 79. Nogle mennesker kan simpelthen ikke tro på noget, som der ikke er evidens for.
Det ville derfor være uretfærdigt, hvis Gud lod menneskers evige skæbne (himmel eller helvede) afhænge af, om de har denne evne eller ej. Man kan ikke tvinge sig selv til at tro, hvis man ikke har denne evne. Det er også umuligt for andre mennesker at tvinge én til at tro. Troen er noget, som ikke er underkastet viljen.Martinus: Livets bog, bind 1, s. 170
Ifølge Martinus er religiøs tro en evne til at lade sig påvirke følelsesmæssigt – lade sig suggerere - til at tro på forestillinger, som ikke er begrundet i viden eller intelligens.Martinus: Livets bog, bind 1, s. 168-69 og s. 172. Og nogle mennesker har simpelthen ikke den evne. Ja, faktisk bliver der flere og flere mennesker, som ikke har trosevnen.Martinus: Den længst levende afgud, s. 78-79. Martinus mener dog ikke, at troen på noget overnaturligt vil forsvinde. Han mener blot, at en sådan tro i fremtiden ikke vil være følelsesmæssigt begrundet, men rationelt begrundet. Den vil være hvad han kalder åndsvidenskab.
I det hele taget har kritikere af religiøs tro ofte fremhævet, at tro i høj grad er begrundet i følelser, ikke i fornuft. F.eks. er det blevet fremhævet, at den traditionelle kristendom lever af følelser som, skyldfølelse, angst, glæde og taknemmelighed. På den ene side forkyndes det i den traditionelle kristendom, at Gud er så hellig, at han ikke tåler nogen synd. Han kræver, at mennesket overholder hans lov (Moseloven) fuldstændigt, og at det får en evig straf efter døden, hvis det ikke gør det. Denne forkyndelse afføder følelser af synd, skyld og angst hos mennesket. Ifølge Søren Kierkegaard skal man arbejde "uafbrudt med al sin sjæls anstrengelse i frygt og bæven i selvbekymringens tanke, 'om man selv bliver salig' ". Søren Kierkegaard: Christelige taler. Samlede værker, bind 13, s. 199.