Katakana (片仮名, カタカナ eller かたかな) er et japansk stavelsesskrift (nærmere betegnet moraskrift), hvor hvert tegn repræsenterer en stavelse. Det bruges især til fremmedord og udenlandske navne. Til ord af japansk oprindelse bruges primært skriftsystemet hiragana, der følger samme grundlæggende struktur som katakana, og kanji, der er tegn af kinesisk oprindelse.
Hver katakana repræsenterer enten en vokal eller en konsonant med efterfølgende vokal. Undtagelsen der bekræfter reglen er ン, der står for konsonanten n, og som i modsætning til de andre kun kan bruges efter en anden katakana.
Historie og udformning
Katakana blev udviklet i den tidlige Heian-tid (794-1185) fra de kinesiske skrifttegn manyogana, der oprindelig blev benyttet til at angive udtalen af tegn i Kanbun-tekster. Ved tegn hvor en bestemt udtale havde etableret sig, forenklede man så ved at udelade visse elementer. På den måde blev , der skal læses som ka, forenklet ved at man undlod til katanaen .
Først senere gik man over til at skrive tegnene i samme rækkefølge som på japansk i øvrigt og at tilføje yderligere tegn til at markere bøjningsformer.
Forenklingerne ved udviklingen af katakana betyder, at de kun skal skrives med en til fire lige eller let buede streger og som oftest med spidse vinkler. Herved adskiller katakana sig tydeligt fra de ligeledes simple men mere afrundede hiragana og fra de til tider meget komplicerede kanji.
Oversigt Denne tabel viser katakana-tegnene og de tilsvarende læsemåder med latinske bogstaver efter systemet Modificeret Hepburn. Transkriptioner i rød er forældede, mens transkriptioner i grøn er moderne tilføjelser, der hovedsageligt benyttes til at repræsentere udtalen af fremmede sprog. Katakana kan ofte være svært at lære, da visse tegn ligner hinanden meget. shi og tsu eller so og n adskiller sig for eksempel kun ved forskelle i stregens retning. Det er et problem, der især gælder på tryk, mens forskellene ses tydeligere i håndskrift.
Som nævnt følger katakana sammen grundlæggende struktur som hiragana. De grundlæggende 46 tegn (dvs. tegnene indenfor firkanten A - N, eksklusive de forældede) er således ordnet på samme måde og med samme læsemåde. Japansk er imidlertid en af de mest lydfattige sprog, hvorfor mange udenlandske ord ikke kan omsættes direkte. Derfor er katakana suppleret med en række yderligere mulige kombinationer af tegn for at dække andre sprogs udtalemuligheder. Alligevel er det jævnligt nødvendigt at ændre på fremmedord for at få dem til at passe ind, og så japanerne kan udtale dem.
VokalerYouon a i u e o ya yu yo ka ki ku ke ko kya kyu kyo sa shi su se so sha shu sho ta chi tsu te to cha chu cho na ni nu ne no nya nyu nyo ha hi fu he ho hya hyu hyo ma mi mu me mo mya myu myo ya yi1 yu ye1 yo ra ri ru re ro rya ryu ryo wa wi wu1 we wo 2 wya wyu wyo n ga gi gu ge go gya gyu gyo za ji zu ze zo ja ju jo da (ji) (dzu) de do (ja) (ju) (jo) ba bi bu be bo bya byu byo pa pi pu pe po pya pyu pyo() (yi)() ye() va() vi() vu() ve() vo vya vyu vyo she je che swa si swu swe swo sya syu syo zwa zi zwu zwe zwo zya zyu zyo tsa tsi tse tso tha ti thu tye tho tya tyu tyo dha di dhu dye dho dya dyu dyo twa twi tu twe two dwa dwi du dwe dwo fa fi hu fe fo fya fyu fyo ryi rye (wa) wi (wu) we wo wya wyu wyo() kwa kwi kwu kwe kwo|() gwa gwi gwu gwe gwo|() mwa mwi mwu mwe mwo lille ka lille ke3
1Disse forældede katakana fremkom i enkelte tekstbøger fra 1873 men kom aldrig i almindelig brug.(ja) (ja) : 2I nyere tid benyttes (wo) til at gengive wo-lyden. Katakana-udgaven af wo, , bliver først og fremmest, om end sjældent, som partikel ligesom modparten i hiragana. Partiklen udtales normalt som o. 3Den lille ke () er en forkortelse for kanjien og udtales i stednavne som ga. Ofte benyttes dog i stedet den lille ka ().
Brug
I Meiji-perioden blev katakana stadig brugt til at skrive partikler og grammatiske endelser (okurigana), især i officielle dokumenter. I moderne japansk har hiragana imidlertid overtaget den rolle,
Den hyppigste brug af katakana i moderne japansk omfatter transkription af fremmedord (gairaigo) og udenlandske navne. Det almindelige ord for fjernsyn er således , terebi, en forkortelse af det franske ord télévision. Mens den tyske kansler Angela Merkel på japansk vil blive omtalt som , angera·merukeru.
Ved visse verber skrives ordstammen med katakana. Disse verber, der især bruges blandt unge, er afledt af fremmedord. Et eksempel er , saboru (pjække), der er afledt af sabotage.
I kanji-ordbøger angives læsemåden on-yomi for en kanji med katakana for at lette forståelsen mens læsemåden kun-yomi angives med hiragana. Dette omfatter dog kun ordbøger. Når gamle japanske eller kinesiske ord, hvis kanji er sjældne eller usædvanlige nu om stunder, forekommer i løbende tekst, angives begge læsemåder med hiragana.
Begreber der skrives med sjældne kinesiske skrifttegn, dvs. tegn der ikke hører til de 1.945 Jouyou-kanji, skrives også ofte med katakana. Ved sammensætninger bliver ofte kun et skrifttegn erstattet af katakana. Det er især normalt ved medicinske begreber. I ordet for det medicinske speciale for hudsygdomme, dermatologi (, hifuka) anses den anden kanji for svær, hvorfor hifuku normalt skrives med inddragelse af katakana som eller . Også kanjien , gan (kræft), skrives ofte med hiragana eller katakana. Navne på dyr, planter og mineraler skrives ofte også med sjældne kanji, hvorfor man ofte forenkler ved at skrive dem med katakana i stedet. Mange sushi-restauranter bruger dog alligevel kanji for de enkelte fiskearter.
Japanske familievirksomheder bruger ofte efternavnet skrevet med katakana som navn på virksomheden, også selvom de i mellemtiden er blevet særdeles store som f.eks. bilproducenterne Suzuki () og Toyota ().
Katakana bruges også som blikfang og understregning, især på skilte. Typiske eksempler er koko (her), gomi (affald) og megane (briller). I reklamer skrives enkelte sætningsled også med katakana, f.eks. , yoroshiku (gør venligst).
Indtil 1988 blev telegrammer udelukkende skrevet med katakana i Japan. Indtil indførelsen af mer-byte-tegn i 1980'erne kunne japanske computere heller ikke skrive andet end katakana.
Skrifttegn, der sættes over en kanji for at angive udtalen (furigana), skrives normalt med hiragana. Hvis udtalen ikke er japansk men engelsk, kinesisk eller et andet sprog skrives dog med katakana i stedet. Over forkortelsen JR (Japan Railways) finder man således f.eks. med småt (jei aaru), der viser hvordan forkortelsen skal udtales, her på tillempet engelsk.
En række kinesiske retter, der først kom til Japan i det 20. århundrede, skrives normalt med kanji, men udtalen er ikke den sinojapanske on-yomi men kantonesisk eller mandarin. På indpakninger i supermarkederne skrives navnene typisk med kanji, men læsemåden gengives desuden med katakana. For nemheds skyld undlader man dog ofte kanjiene og skriver ordene udelukkende med katakana:
(), uuroncha (Oolong-te) (), chaahan, (stegt ris) (), chaashuu, af kantonesisk Char siu, grillet svinekød (), shuumai, af kantonesisk siu maai, en Dim-Sum-variant. (), raamen, ramen
I mangaer skrives mange lydord med katakana, om end undtagelser med hiragana forekommer. Katakana bruges også ofte til at tydeliggøre, at noget siges med en udenlandsk eller mærkelig accent. F.eks. kan en robot sige , konnichi wa (goddag) i stedet for det normale med hiragana. Den kantede form på katakana giver derved et optisk indtryk af udtalen.
I efterkrigstiden var det på mode at give børn, især piger, fornavne med katakana med det resultat, at mange ældre kvinder nu har fornavne skrevet med katakana. Især brugte man udenlandske navne, der lød godt på japansk som f.eks. , maria, og , erika.
Ved traditionel japansk musik bruges katakana til at skrive noder, f.eks. i Tozan-skolen for bambusfløjten shakuhachi og i Sankyoku-emsembler bestående af shakuhachi og strengeinstrumenterne koto og shamisen.
Ortografi Traditionelt skrives japansk og dermed også katakana lodret oppefra og ned, fra højre mod venstre, og bøger og mangaer skal læses fra det, der ved en dansk bog ville være bagsiden. På computere, hjemmesider og mange skilte skrives derimod vandret fra venstre mod højre, oppefra og ned som på de fleste vestlige sprog. Før i tiden kunne der desuden skrives fra højre mod venstre, men det benyttes nu kun på skilte, der skal signalisere gamle dage.
Ortografien for katakana minder meget om den for hiragana, men der er dog visse forskelle. Katakana er således ene om at benytte en streg (ー) til at angive, at den foregående vokal er lang, mens der i hiragana i stedet skrives en ekstra vokal. Denne ordbogsregel bliver dog ikke taget så nøje til daglig. Således ses ofte skilte, hvor f.eks. ordet for ramen skrives med hiragana og med en sådan streg, らーめん (raamen). Og selvom brugen af stregen egentlig kun burde omfatte låneord, så bliver mange rent japanaske ord alligevel skrevet i katakana med stregen, så det ikke falder i øjnene ved siden af de mange engelskprægede ord, f.eks. ローソク (蝋燭 roosoku, "stearinlys") eller ケータイ (携帯, keitai, "mobiltelefon").
Skrives der lodret er stregen også lodret. I denne form kan den også nemt kendes fra kanjien 一 (ichi, "et"), der også ved lodret skrift forbliver vandret. Ved normal transkription angives lang vokal med en macron (¯) over vokalen. Macron findes imidlertid ikke i dansk retskrivning, så her anbefales det at skrive to vokaler.
Som ved hiragana benyttes et lille tsu (ッ), en såkaldt sokuon til at fordoble den efterfølgende konsonant. Det samme sker ved transkription. Det engelske ord for seng, "bed", på japansk ベッド, kommer således tilbage som beddo.
Som nævnt i indledningen er japansk et af de mest lydfattige sprog, og katakana har derfor kun et begrænset antal muligheder at gøre godt med, når fremmedord skal omsættes. Derfor er det ikke altid helt enkelt at genkende et oprindelig udenlandsk ord skrevet med katakana. Selvom der findes retningslinjer har der alligevel i tidens løb etableret sig en række forskelle. F.eks. bliver de engelske ord "towel" (håndklæde) og "tower" (tårn), der minder meget om hinanden, på japansk til hhv. タオル (taoru) og タワー (tawaa). Ved nordiske sprog giver især de mange konsonanter problemer, og ofte må der tilføjes en række vokaler for at det til at passe med stavelserne. F.eks. bliver Stockholm til ストックホルム (Sutokkuhorumu). Bliver det for meget, afkortes der dog gerne på japansk, så f.eks. "sexual harassment" bliver til セクハラ (sekuhara)
Mange vokaler og konsonanter kan kun med besvær omsættes til katakana: "ch" der bruges i f.eks. tyske ord og navne som "Bach" bliver i katakana gengivet som ッ+ha. Komponisten Johann Sebastian Bach bliver på den måde til ヨハン・ゼバスティアン・バッハ (yohan·zebasuteian·bahha) R og L kan der ikke skelnes imellem. Det japanske "r" ligger et sted imellem de to. De tyske Umlaut ä, ö og ü findes ikke tilsvarende på japansk. "Ä" gengives oftes som "e", ved "ö" tager man et "e" til hjælp (ケーラー, keeraa' for "Köhler", kulsvier) eller et "u" (パスツール, pasutsuuru for "Pasteur"), mens "ü" erstattes af "yu" (リュプケ, ryupuke for "Lübke").
For japanere har transkriptionen dog en klar fordel: katakana giver dem en nem måde og entydig at udtale ordene på, også selvom denne kan være langt fra originalen. Navne skrevet med latinske bogstaver er derimod alt andet end entydige: som europæer udvikler man ganske vist en fornemmelse af, om et et navn er f.eks. engelsk, tysk, fransk, polsk eller spansk, og hvordan udtalen omtrent er. For japanere er de derimod ligeså problematiske, som kinesiske skrifttegn er det for europæere.
Da der ikke benyttes mellemrum i japansk skrift, adskilles ord i katakana med et punkt (・), på japansk 中黒 (nakaguro). Det bruges f.eks. til adskillelse af fornavn og efternavn ved udenlandske navne som i eksemplet med Bach ovenfor.
Stregrækkefølge