thumb|300px|Kort, der viser begge flåders bevægelser
Slaget ved Tsushima (, , Tsusimskoje srazjenije) var et stort søslag, som blev udkæmpet mellem Rusland og Japan under den Russisk-japanske krig. Dette var søkrigshistoriens eneste afgørende søslag, som blev udkæmpet mellem moderne flåder af pansrede slagskibe, det første slag, hvor trådløs telegrafi spillede en afgørende rolle og er blevet kaldt for "det døende ekko af en gammel tid – for sidste gang i søkrigshistorien overgav linjeskibene i en slagen flåde sig på åbent hav."Brown p. 10
Slaget blev udkæmpet den 27. – 28. maj 1905 (14. – 15. maj efter den julianske kalender, som dengang blev brugt i Rusland) i Tsushimastrædet mellem Korea og det sydlige Japan. Under slaget ødelagde den japanske flåde under admiral Tōgō Heihachirō to tredjedele af den russiske flåde under admiral Zinovij Rozjestvenskij, efter at den havde tilbagelagt en rejse på over 18.000 sømil for at nå Fjernøsten. I London skrev Sir George Sydenham Clarke i 1906: "Slaget ved Thushima er den største og vigtigste begivenhed til søs siden slaget ved Trafalgar".Semenoff (1907) p. ix Årtier senere fastholdt historikeren Edmund Morris, at det stadig var det største slag til søs siden Trafalgar.
Frem til den russisk-japanske krig udrustede landene deres slagskibe med kanoner af blandet kaliber – fortrinsvis 6, 8, 10 og 12 tommers kanoner – med henblik på, at disse slagskibe skulle udkæmpe afgørende slag på nært hold i en slaglinje. Slaget ved Tsushima viste, at slagskibenes fart og store kanonerMassie p. 470-480 med længere rækkevidde var mere hensigtsmæssige i søslag end batterier af blandet kaliber.Semenoff (1907) p. 124, 135
Den trådløse telegrafi blev opfundet i den sidste halvdel af 1890'erne, og ved århundredskiftet var alle de vigtigste flådestyrker i færd med at indføre denne stærkt forbedrede kommunikationsform. Selv om Aleksandr Stedpanovitj Popov fra søkrigsinstituttet havde bygget og fremvist en trådløs telegraf, var det i starten udstyr fra det tyske firma Telefunken, der blev indført i den kejserlige russiske flåde. I Japan fik professor Shunkichi Kimura af den kejserlige japanske flåde til opgave at udvikle flådens eget telegrafsystem, og det var installeret på mange af de japanske krigsskibe inden 1904. Selv om begge sider havde tidlige versioner af trådløs telegrafi, brugte russerne tysk udstyr og havde besvær med at bruge og vedligeholde det, mens japanerne havde den fordel, at de brugte eget udstyr. Det anerkendes i dag, at dette slag var starten på elektronisk krigsførelse. p. 459
Baggrund Krig i Fjernøsten Den 8. februar 1904 indledte destroyere fra den kejserlige japanske flåde et overraskelsesangreb på den russiske fjernøstenflåde, som lå for anker i Port Arthur. Tre skibe – to slagskibe og en krydser – blev beskadiget under angrebet. Den russisk-japanske krig var dermed begyndt. Japans første mål var at sikre sine kommunikations- og forsyningslinjer til det asiatiske fastland, så det kunne føre en landkrig i Manchuriet. For at opnå dette, var det nødvendigt at neutralisere den russiske flådemagt i Fjernøsten. I begyndelsen forholdt den russiske flåde sig inaktiv og søgte ikke at komme i kamp med japanerne, som gennemførte landgange i Korea uden at møde modstand. Russerne blev sat i gang, da admiral Stepan Makarov ankom og opnåede en vis succes mod japanerne. Admiral Makarovs flagskib, slagskibet Petropavlovsk, stødte imidlertid på en mine, og Makarov var blandt de dræbte. Hans efterfølgere undlod at udfordre den japanske flåde, og russerne var i praksis indesluttet på deres base i Port Arthur.
I maj havde japanerne landsat styrker på Liaodonghalvøen og i august begyndte den japanske belejring af Port Arthur. Den 9. august blev admiral Wilgelm Vitgeft, som havde kommandoen over den 1. stillehavseskadre, beordret til at sende sine skibe til Vladivostok,Forczyk p. 48 slutte sig til eskadren der, og derpå møde den kejserlige japanske flåde i et afgørende slag;Forczyk p. 26 & 54 men begge eskadrer i den russiske stillehavsflåde blev til sidst spredt under slaget i det Gule Hav den 10. august og Ulsan den 14. august 1904. Resterne af den russiske flådestyrke blev til sidst sænket i Port Arthur.
Den anden stillehavseskadre thumb|300px|Den russiske østersøflådes lange rejse
Da den første stillehavseskadre lå stille efter admiral Makarovs død, og da japanerne strammede grebet om Port Arthur, overvejede russerne at sende en del af deres Østersøflåde til Fjernøsten. Det var planen at undsætte Port Arthur fra søen, skabe forbindelse til den første stillehavseskadre, overvinde den kejserlige japanske flåde og derpå forsinke den japanske fremrykning ind i Manchuriet, indtil russiske forstærkninger kunne ankomme med den Transsibiriske jernbane og besejre de japanske landstyrker i Manchuriet. Efterhånden som situationen i Fjernøsten blev forværret, gik zar Nikolaj 2. – tilskyndet af sin fætter kejser Wilhelm 2. af Tyskland – til sidst med til at afsende en ny stillehavseskadre. Den skulle bestå af 5 divisioner fra østersøflåden, herunder 11 af de 13 slagskibe. Eskadren afsejlede den 15. oktober under kommando af admiral Zinovij Rozjestvenskij.
Den anden stillehavseskadre sejlede gennem Nordsøen. Da der var rygter om, at der var japanske torpedobåde i Nordsøen, beskød adskillige russiske skibe britiske fiskerbåde ved Dogger Banke, hvilket fik Royal Navy til at skygge den russiske flåde, indtil der var nået en diplomatisk løsning. Briterne nægtede at lade russerne sejle gennem Suezkanalen, så stillehavseskadren måtte sejle syd om Afrika, og i april og maj ankrede den op ved Cam Ranh-bugten i Fransk Indokina. Rejsen var lang og udmarvende og tærede hårdt på besætningernes moral. Russerne havde fået ordre til at bryde blokaden af Port Arthur, men byen var allerede faldet den 2. januar, så målet for rejsen blev den russiske havneby Vladivostok.
Tsushimastrædet thumb|Korea, Tsushimastrædet og Tsushimaøerne Russerne havde valget mellem tre mulige ruter til Vladivostok: La Pérouse, Tsugaru, og Tsushima. Admiral Rozjestvenskij valgte Tsushima i et forsøg på at forenkle ruten. Admiral Tōgō, som havde base i Pusan i Korea, regnede også med, at Tsushima ville være den vej, russerne valgte. Tsushimastrædet er farvandet øst for Tsushima øgruppen, som ligger halvvejs mellem den japanske ø Kyushu og den koreanske halvø og er den korteste og mest direkte vej fra Indokina. De andre ruter ville have betydet, at stillehavseskadren skulle sejle øst om Japan. Den samlede japanske flåde og den russiske 2. og 3. stillehavseskadre fra Europa ville komme til at kæmpe i stræderne mellem Korea og Japan nær Tsushimaøerne.
Optakt
På grund af den 29.000 km lange rejse var den russiske flåde i relativ dårlig forfatning til et søslag. Bortset fra de fire nyeste slagskibe af Borodino-klassen bestod admiral Mebogatovs 2. division af gamle og dårligt vedligeholdte krigsskibe. Samlet set havde ingen af siderne nogen stor fordel i manøvredygtighed,Forczyk p. 33 men den lange rejse og de deraf følgende begrænsede muligheder for vedligeholdelse betød, at de russiske skibes skrog var stærkt overgroede, hvilket reducerede deres hastighed betydeligt.Forczyk, p. 32 De japanske skibe kunne sejle med 15 knob, mens de russiske kun kunne nå op 14 knob, og kun i kortere perioder.forczyk p. 33
Tōgō var i stand til at udnytte sin flådes bedre manøvredygtighed og "krydsede T-et" to gange. Hertil kom, at der var betydelige svagheder i den russiske flådes udstyr og træning. Afprøvninger af de russiske torpedoer havde vist, at de havde alvorlige tekniske problemer.Under et forsøg med 7 torpedoer blev én hængende i torpedorøret, to drejede 90 grader mod bagbord og én 90 grader mod styrbord, to holdt retningen, men ramte langt forbi, og den sidste drejede rundt i cirkler og dykkede som et marsvin, hvilket spredte panik i hele flåden. Regan, Geoffrey; The Guiness Book of Decisive Battles, 'The Battle of Tsushima 1905', p.176 Tōgōs største fordel lå i erfaring, da han var den eneste admiral, som havde kamperfaring fra slagskibe.Forczyk 8, 43, 73 & back cover (De andre var den russiske admiral Oskar Viktorovitj Stark, som havde fået frataget kommandoen efter sit ydmygende nederlag i slaget ved Port Arthur, og Wilhelm Withöft som var blevet dræbt i Slaget i det Gule Hav.)
Slaget
Flådetaktik Slagskibe, krydsere og andre fartøjer var opdelt i divisioner, og hver division blev ledet af en admiral. I slaget ved Tsushima havde admiral Tōgō kommandoen over Mikasa (de øvrige divisioner var under kommando af viceadmiraler, kontreadmiraler, flotilleadmiraler, kommandører og kommandørkaptajner over destroyerdivisionerne). Efter Mikasa fulgte slagskibene Shikishima, Fuji og Asahi. Efter dem kom panserkrydsere. thumb|upright|Slagskibet Mikasa, admiral Tōgōs flagskib under slaget ved Tsushima, der er bevaret som et mindesmærke i Yokosuka, Japan.
Ved hjælp af fornøden brug af rekognoscering og ved at vælge sin placering godt lykkedes det admiral Tōgō at opnå sit strategiske mål om at bringe den russiske flåde i kamp uanset hastighed.Mahan p. 456 Da Tōgō besluttede at foretage en drejning mod bagbord i sekvens, gjorde han det for at sikre rækkefølgen i sin slaglinje, dvs. således at slagskibet Mikasa fortsat var forrest (hvilket tyder på, at admiral Tōgō ønskede at få sine stærkeste enheder i kamp først).
En drejning i rækkefølge betød, at hvert skib skulle dreje ét efter ét, mens det stadig fulgte efter skibet foran. I praksis betød det, at hvert skib skulle sejle over det samme stykke hav (hvilket er det farlige ved denne manøvre, da det giver den fjendtlige flåde mulighed for at koncentrere sin beskydning mod dette område). Tōgō kunne have givet sine skibe ordre til at dreje "samlet", dvs. at alle skibe drejede på samme tid og skiftede kurs. Denne manøvre, som f.eks. blev udført af den fransk-spanske flåde ved Trafalgar, ville være hurtigere, men ville have brudt rækkefølgen i slaglinjen og afstedkommet forvirring ved at ændre på slagplanen og placere krydserne forrest. Det var noget, Tōgō ønskede at undgå.
thumb|left|250px|Den japanske flådes afsejling.
Den første kontakt Da russerne gerne ville nå til Vladivostok uden at blive opdaget, valgte de en rute udenfor de normale skibsruter, da de nærmede sig japansk farvand. Om natten den 26. – 27. maj nærmede den russiske flåde sig Tsushimastrædet.
I den mørke, fugtige nat lå der tyk tåge over strædet, hvilket gav russerne en fordel. Klokken 2.45 om morgenen observerede den japanske hjælpekrydser Shinano Maru tre lys på noget, der lignede et skib i det fjerne og nærmede sig for at undersøge sagen. Det var lys om bord på det russiske hospitalsskib Orjol, som i overensstemmelse med krigens love havde fortsat med at have dem tændt.Watts p. 22 Klokken 4.30 nærmede Shinano Maru sig fartøjet og bemærkede, at skibet var ubevæbnet og lod til at være et hjælpeskib. Orjol troede at Shinano Maru var et andet russisk skib og forsøgte ikke at informere flåden om dets tilstedeværelse. I stedet signalerede det til det japanske skib, at der var andre russiske skibe i nærheden. Derpå bemærkede Shinano Maru silhuetterne af ti andre russiske skibe i disen. Den russiske flåde var blevet opdaget, og enhver chance for at nå til Vladivostok uden at blive opdaget var forduftet.
Trådløs telegraf spillede en vigtig rolle fra starten. Klokken 4.55 sendte kaptajn Narukawa på Shinano Maru en meddelelse til admiral Tōgō i Masampo om at "Fjenden er i kvadrat 203". Klokken 5 havde russerne opsnappet signaler om, at de var blevet opdaget, og at japanske krydsere skyggede dem. Admiral Tōgō modtog sin meddelelse kl. 5.05 og begyndte straks at forberede sin slagflåde på afsejling.
Starten på slaget thumb|Z-flaget Inden flådens afsejling kl. 6.34, sendte admiral Tōgō en fortrolig meddelelse til flådeministeren i Tokyo: