Linje 4A er en buslinje i København, der kører mellem Buddinge st. og Friheden st. Linjen er en del af Movias A-busnet og er udliciteret til GoCollective, der driver linjen med elbusser af typen BYD eBus B13E01 fra sit garageanlæg i Gladsaxe. Med ca. 6,9 mio. passagerer i 2025 er den en af de mest benyttede af Movias buslinjer. Linjen betjener Høje Gladsaxe, Nørrebro, Frederiksberg, Valby og Hvidovre.

Linje 4A blev oprettet mellem Svanemøllen st. og Lergravsparken st. 14. december 2003, hvor den erstattede linje 100S. I 2007 blev den omlagt til Femøren st., men den vendte tilbage til Lergravsparken st. i 2012. Ved samme lejlighed fik linjen desuden en afgrening til Ørestad st. Derudover var der flere omlægninger omkring Nørrebro st. i forbindelse med anlæggelsen af Cityringen. Efter at den åbnede i 2019, blev linjen lagt om, så den kom til at køre til Buddinge st. i stedet for til Svanemøllen st. og til Friheden st. i stedet for til Lergravsparken st. og Ørestad st.

Fra marts 2013 til april 2017 blev der gjort skiftende forsøg med ændret ind- og udstigning på linje 4A, så passagerer der havde kort eller billet i forvejen ikke behøvede at vise dem til chaufføren. Årsagen til forsøgene var et ønske om afkorte stoppestedsopholdene og dermed mindske rejsetiden. Forsøgene endte med, at der blev indført fri ind- og udstigning af alle døre på linjen fra 23. april 2017 og efterfølgende på resten af de københavnske A-busser i 2019.

Historie thumb|Snevejrsdag ved Bella Center i 2010. thumb|Linje 4A blev omlagt ad Vermundsgade i 2011. Linje 4A blev oprettet sammen med linje 3A 14. december 2003 som den femte og sjette linje i det nye A-busnet, der etableredes i 2002-2003.HUR Trafik linje- og entreprenørændringer 14.12.2003 (og 24.1.2004), Busfronten 174/2003, s. 4. Baggrunden for etableringen var anlæggelsen af den første metro i København, der gav store påvirkninger af busnettet. I den forbindelse valgte man at nytænke nettet med seks grundlæggende stambuslinjer med direkte linjeføringer og hyppig drift suppleret af et antal andre linjer. I de første planer fra 2000 var en de seks foreslåede stambuslinjer en linje med arbejdsnummeret S6 fra Svanemøllen st. via Nørrebro st., Valby st. og Sundbyvester Plads til Øresundsvej ved den senere Øresund st. Linjeføringen var næsten identisk med den hidtidige linje 100S og en stor del af linje 39, som begge blev erstattet af den nye linje.

I senere planer fra 2001 var linjen blevet afkortet fra Øresundsvej til Sundbyvester Plads, men ved den endelige etablering i 2003 valgte man alligevel at føre den nye linje, nu kendt som linje 4A, ad linje 100S' hidtidige rute ad Elbagade og Backersvej til Lergravsparken st. Det holdt sig de første år, indtil metroen blev udvidet med Østamagerbanen, hvorefter linje 4A blev omlagt fra Sundbyvester Plads ad Wibrandtsvej og Hedegårdsvej til den nye Femøren st. 30. september 2007.Linjeændringer 28. og 30.9.2007 af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 205/2007, s. 5. Den nye rute måtte dog justeres allerede 16. marts 2008, så der atter kørtes via Elbagade. Det skete dels for at undgå problemer med højresving fra Sundbyvester Plads til Wibrandtsvej og dels ønsker fra kunder om atter at betjene Amager Hospital, som linjen havde betjent før omlægningen til Femøren st.Linjeændringer 16.3.2008 i område Hovedstaden af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 208/2008, s. 3.

I 2010 begyndte byggeriet af metroens Cityringen at give udfordringer omkring Nørrebro st., hvor en metrostation skulle anlægges under Folmer Bendtsens Plads ved siden af den eksisterende S-togsstation. Linje 4A havde her hidtil kørt ad Folmer Bendsens Plads – Lundtoftegade – Hillerødgade i begge retninger men 16. juli 2010 omlagdes den ad Nørrebrogade – Hillerødgade i retning mod Femøren st. og modsat ad Nordre Fasanvej – Nørrebrogade.Linjeændringer i område Hovedstaden af Jesper Kby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 229/2010, s. 4. 23. januar 2011 gik man dog over til en større omlægning i begge retninger ad Vermundsgade – Rovsingsgade – Tagensvej – Lygten – Nordre Fasanvej.Øvrige linjeændringer i område Hovedstaden siden 12.12.2010 af Jesper Kiby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 233/2011, s. 16. Den nye omlægninger havde dog trafikale problemer så fra 6. november 2011 til 1. juli 2012 omlagdes linjen i stedet ad Lersø Parkallé - Jagtvej – Tagensvej – Lygten – Nordre Fasanvej. Efterfølgende vendte linjen dog atter tilbage til Vermundsgade og Rovsingsgade.Linjeændringer i perioden 23.10-11.12.2011 af Jesper Kiby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 240/2012, s. 8.Linjeændringer før 15.4.2012 af Jesper Kiby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 246/2012, s. 3.

1. april 2012 bød på både omlægning og grendeling af linje 4A. Omlægningen bestod i, at linjen i stedet for at køre til Femøren st. omlagdes ad Backersvej til den gamle endestation ved Lergravsparken st. Samtidig blev linjen imidlertid også grendelt i dagtimerne, så de afgange, der hidtil havde endt ved Bella Center st., forlængedes ad Ørestads Boulevard til Ørestad st. med endestation på Kay Fiskers Plads. Her fik den så forbindelse til både Øresundsbanen og indkøbscentret Field's.Linjeændringer 1.4.2012 af Jesper Kiby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 242/2012, s. 4. På grenen til Lergravsparken st. blev Backersvej skiftet ud med Kastrupvej, da linje 4A byttede rute med linje 2A her 13. april 2014.

24. marts 2013 indførtes der drift døgnet rundt på de fleste københavnske A-buslinjer, heriblandt på linje 4A mellem Svanemøllen st. og Lergravsparken st. Denne strækning havde hidtil været stort set ubetjent om natten.Linjeændringer 24.3.2013 af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 248/2013, s. 9.

I forbindelse med det årlige BogForum i Bella Center 6.-8. november 2015 gennemførtes et lidt usædvanligt initiativ på linje 4A, hvor passagerer ved at vise en bog kunne køre gratis med til Bella Center. Samtidig gjorde DR linje 4A til en "bogbus" med plakater og en litteraturquiz. Søren Englund fra Movia begrundede initiativet med en bog som billet med at "Mange oplever, at tiden ikke slår til i hverdagen, og at det er småt med tid til fordybelse. Busturen er et kærkomment afbræk i en ellers travl hverdag, som du kan bruge til lige, hvad du vil. For eksempel at læse en bog."Vis hvad du læser – og kør gratis med bus til Bogforum af Frederik Bjerre Andersen. Dr.dk, 5. november 2015.

2018 bød på et par længerevarende omlægninger. 18. februar blev linjen således omlagt ad Borgbjergsvej og Sydhavnsgade i stedet for at køre direkte ad Borgmester Christiansens Gade. Årsagen var anlæggelsen af Sydhavnsmetroen, herunder den nye Mozarts Plads Station.Linjeændringer før 25.3.2018 af Søren Agerskov, Jesper Kiby, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 286/2018, s. 3. 23. april betød et flerårigt byggeri på Kay Fiskers Plads ved Ørestad st., at turene hertil kom til at køre i sløjfe ad Martha Christensens Vej - Ørestads Boulevard - Hannemanns Allé - Center Boulevard. Endestationen blev samtidig forlagt til Ørestads Boulevard ved Field's på den modsatte side af stationen.Linjeændringer i perioden 25.3-12.8.2018 af Søren Agerskov, Jesper Kiby, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 286/2018, s. 6.

Forsøg med ændret indstigning thumb|Fra 2003 til 2015 blev linje 4A betjent af busser af typen Scania OmniLink CL94UB. Bemærk de to grønne markeringer af indstigning ad midterdørene. 4. april 2011 indledtes et forsøg på linje 4A, hvor passagerer med kort eller billet også kunne stige ind ad bagdøren.Linjeændringer i Hovedstadsområdet af Lars Carlsen, Jønne Bonne m.fl. Busfronten 232/2011, s. 4. Dette system benyttedes i forvejen i en del udenlandske byer, men i Danmark var standard indstigning foran hos chaufføren undtagen i bybusserne i Aarhus. Ved evalueringen i november 2012 kunne det konstateres, at der efter halvandet år stadig herskede lidt forvirring om det nye system blandt passagererne, men at de generelt havde taget det til sig. Det medførte kortere stop og dermed 5% kortere rejsetid, mens snydprocenten overraskende nok var uændret. På den baggrund anbefalede Movias bestyrelse, at konceptet skulle fortsættes og desuden udbredes til de øvrige A-buslinjer i København, noget som Københavns Kommunes økonomiforvaltning havde beregnet ville give en besparelse på 36 mio. kr. En reform af indstigningsforholdene ville tage et års tid, i det dog overvejedes, om man i stedet skulle have et system, hvor passagererne steg ind i midten og ud foran og bagi. Desuden skulle det overvejes, om systemet også skulle udbredes til resten af Movias busser.Ind bagerst: Forsøg på københavnsk buslinje giver kortere rejsetid af Flemming Christiansen og Jakob Sheikh, Politiken.dk, 24. november 2012

3. marts 2013 ændredes forsøget med ind- og udstigning på linje 4A, så passagerne jf. ovenfor kom til at stige ind ad midterdørene og ud af for- og bagdøre. Passagerer der ønskede at købe billet skulle henvende sig til chaufføren umiddelbart efter indstigningen. Generelt anbefaledes det dog, at passagererne i forvejen havde billet eller kort, som de så til gengæld ikke behøvede at vise til chaufføren.Linjeændringer i perioden 9.12.2012-24.3.2012 af Jesper Kiby Denborg og Thomas de Laine. Busfronten 248/2013, s. 8. Ved det efterfølgende udbud af linjen i 2014 bemærkede Movia, at passagererne havde taget positivt imod forsøget, og at stoppestedsopholdene var blevet kortere, men også at der var kommet flere gratister. Desuden var det et problem, at busserne oprindelig ikke var indrettet til indstigning ad midterdørene, så hvis forsøget skulle gøres permanent og udbredes til de øvrige A-buslinjer, skulle nye busser være forberedt på ændret ind- og udstigning.Mere om Movias 12. udbud af Thomas de Laine. Myldretid.dk, 7. oktober 2014.

Forsøget blev ikke umiddelbart udbredt til andre linjer. Imidlertid gik Movia fra 2015 i gang med arbejdet på at omdanne linje 5A til den højklassede linje 5C, der skulle betjenes af ledbusser med fri ind- og udstigning af alle døre, såkaldt "frit flow". 3. november 2016 besluttede Movias bestyrelse, at dette system også skulle indføres på linje 4A, hvilket skete samtidig med etableringen af linje 5C 23. april 2017.A-busserne får frit flow - og siger farvel til laventré af Thomas de Laine. Busfronten 279/2017, s. 3-5.Linjeændringer før 6.8.2017 af Jesper Kiby m.fl. Busfronten 282/2017, s. 3. Ved omlægningen af busnettet i 2019 som beskrevet nedenfor blev konceptet med fri ind- og udstigning så udbredt til alle de københavnske A-buslinjer. Forventningen var at det kunne reducere rejsetiden og dermed det nødvendige antal busser i drift. Til gengæld ville det føre til flere gratister med deraf forøget behov for billetkontrol. Derudover skulle de hidtidige laventrébusser udskiftes med lavgulvsbusser med lavt gulve hele vejen igennem. Forsøgene på linje 4A havde nemlig netop vist, at laventrébusser ikke er velegnede til frit flow, idet de typisk kun har en enkelt dør bagi, hvor der ellers kan være mange passagerer.

Nyt Bynet thumb|Linje 4A og den nye linje 18 på Emdrup Torv i 2019. 29. september 2019 åbnede Metroselskabet metrostrækningen Cityringen. Det fik blandt andet betydning for linje 4A, der fik berøring med Cityringen ved Nørrebro st., ligesom flere andre stationer kom til at ligge i nærheden. Mange andre linjer blev også berørt, så derfor ændrede Movia det københavnske busnet 13. oktober 2019 til det, de kaldte for Nyt Bynet. Grundlaget for ændringerne blev skabt i forbindelse med udarbejdelse af Trafikplan 2016, der blev godkendt af Movias bestyrelse 23. februar 2017. Planerne blev efterfølgende mere konkrete med præsentationen af Nyt Bynet i januar 2018 med enkelte efterfølgende ændringer.Fuldt forslag til Bynet 2019 af Thomas de Laine. Myldretid.dk, 8. januar 2018.