thumb|Dansk jæger med riffel
Jagt er at indfange og dræbe dyr.
Jagt udøves for:
At skyde for fornøjelses skyld (sportsjagt). At skaffe skind, gevir eller hoved (trofæjagt). At skaffe kød (subsistensjagt).The Compassionate Hunter's Guidebook, Miles Olson. 2014. At udrydde skadedyr (reguleringsjagt). Regulering af vilde dyr udføres for at forebygge sygdomme forårsaget af for høje vildtbestande og indgår i statslig og privat vildtforvaltning.
thumb|Jæger på en drivjagt i Finland
De jagtbare arter betegnes som vildt. Vildtet kan være pattedyr eller træk- og standfugle. I USA, hvor jagt er udbredt, kaldes vildtet game (fra den oldengelske betydning for "fornøjelse, sport eller lystighed").
Historie Urtid Den tidlige Homo erectus-slægt (og muligvis allerede australopithecus-arten) har brugt større dyr som føde. Jagt kan have været med til udskiftningen af megafaunaen med mindre planteædere. Af vores nærmeste overlevende slægtninge blandt menneskeaberne er chimpanserne altædende; flokken jager sammen. Derimod spiser bavianerne mere frugt.
Jagt er grundlag for det sidste skridt i etableringen af Homo sapiens (med oprejst gang, fremstilling af stenværktøj og i sidste ende også kontrol af ilden). Og dens succes og samvær som parringsadfærd er afgørende for den adfærdsmæssige modernitet. Jægerstenalderen Med fremkomsten af sprog, kultur og religion blev jagt et tema i eventyr, historier, mytologi og ritualer som dans og dyreofringer.
Jagt var en afgørende del af jæger- og samlersamfundet før tæmning af dyr og dyrkning af jorden, der begyndte for omkring 11.000 år siden. Jagtens effektivitet voksede med udviklingen af buen for omkring 18.000 år siden og tæmningen af hunden for omkring 15.000 år siden. Vi ved fra fund af 16.200 år gamle fossiler, at spyd blev brugt til jagt i Asien. I Nordamerika nedlagde prærieindianerne bisoner
I Danmark begyndte mennesker at gå på jagt for cirka 15.000 år siden.Jagt i historisk lys, Bæredygtig jagt. http://www.baeredygtigjagt.dk/historie/ Det var, da isen smeltede bort og gav plads til, at mennesker og andre dyr kunne indvandre. På den tid var landskabet tundralignende og blev efterhånden helt dækket af lysåben skov. De få mennesker, der levede i Danmark, spiste formodentlig en varieret kost bestående af urter, rødder, svampe og fisk. De flyttede fra sted til sted, sandsynligvis bestemt af årstidernes vekslende muligheder for jagt. De bosatte sig især ved bredden af søer og vandløb og langs kysterne. De vigtigste byttedyr var rensdyr, kronvildt, urokse, vildsvin, bæver og fugle.
Fra bondestenalder til jernalder
Selv efter overgangen til landbrugsssamfund, hvor opdræt af dyr blev den primære kilde til animalsk føde, forblev jagt et betydeligt bidrag til føden: Jagten gav kød, ben til redskaber, sener til reb; pels, fjer og læder til tøj. De tidligste jagtredskaber var sten, klippestykker, slynger, spyd og buer. thumb|Jagt på vildsvin i middelalderens Italien, 1300-tallet. På relieffer fra Mesopotamien er kongerne afbildet som løvejægere på stridsvogne. Den kulturelle og psykologiske betydning af jagt i de gamle samfund er vist ved guder: Den hornede Cernunnos og måne- og jagtgudinden (græsk Artemis, romersk som Diana). Den mytologiske forbindelse mellem byttedyr og guddom afspejles i jagt omkring et tempel. Euripides historie om Artemis og Acteon kan ses som en advarsel mod frækt praleri og respektløshed mod gudinden og byttet.
Middelalder I lang tid forsøgte kongen at begrænse jagten til ham selv og hans mænd. Straffen for at skyde vildt var hård, og bøndernes hunde kunne få hugget et ben af, så de ikke kunne løbe efter vildtet på kongens jagtrevirer. thumb|Vildtbanesten til markering af kongens jagtrevir ved Christianshede Kirke. I senmiddelalderen forvandlede Danmark sig langsomt til et agerbrugssamfund. De store skove forsvandt i takt med, at landbruget spredte sig. Behovet for byggematerialer til huse, skibe og brændsel betød, at store skovområder blev ryddet. Jagten fortsatte som et supplement til fødegrundlaget og for at skaffe råmaterialer som skind og horn. I vikingetiden og den tidlige middelalder blev skovene betragtet som frie områder, en slags fælleder, alle måtte benytte, og som ingen havde særlig ejendomsret over. Dette satte kirken, stormændene og kongen dog en stopper for. Jydske Lov fra 1241 fastslog, at selv om bønderne ejede skoven, var det kongen, der ejede grunden. I 1537 var det slut med frit at kunne jage. Straffen for at udøve jagt uden ejendomsret til grunden, det vil sige krybskytteri, kunne være fængsel eller hængning.
Straffen udmåltes forskelligt efter stand: En adelsmand, der formastede sig til at jage på den kongelige vildtbane, fik måske fængselsstraf, mens alle andre blev hængt.
Fæstebønder og andre jordejere, der boede inden for vildtbanerne, måtte kun holde én hund, og den skulle have det ene forben hugget af ved knæet.
Bøndernes jagtret var således indskrænket, da jagtretten tilhørte de store jordejerne. Adelen drev jagt på ulve, oddere, råvildt og vildsvin. Falkejagt var en ridderlig form for jagt.
Kongemagten Kongemagten har spillet en stor rolle for jagten i Danmark. I en forordning fra 1537 forbeholder kongen fx jagten på harer til adelen. Kong Frederik II (1534-1588) organiserede de største kongelige vildtbaner i Danmark. Med adelen byttede han ejendomsret på jord og bygninger, og da kirkens jord efter reformationen i 1536 tilfaldt kongen, fik han samlet krongodset og skabt store sammenhængende arealer, hvor han havde eneret til jagt. Den Nørrejydske Vildtbane strakte sig fra Horsens til Viborg med Skanderborg som centrum. Her kunne kongen jage vildsvin og ulve.
På kongens jagtrevir nedlagdes dådyr, vildsvin, rådyr, harer, vildænder, snepper, duer, traner, hejrer og gæs.
Nye vildtarter blev indført fra udlandet. Det gjaldt eksempelvis fasanen, som kongen og herremændene i 1562 importerede fra Kina.
På trods af de barske straffe fortsatte bønderne med at betragte skovene som et fælles gode, og kongen tog derfor initiativ til at oprette et forstvæsen med skovridere og dyrevogtere. Disse skulle bekæmpe krybskytteri og ulovlig træhugst. I 1588 var der omkring 30-40 skovfogeder. De blev udtaget blandt bønderne, mens skovridere udvalgtes blandt kongens jagtpersonale eller lavadelen. Jobbet bestod i på hest at patruljere skovene og forfølge almuen, når den stjal træ eller udøvede krybskytteri. Med til jobbet hørte også bekæmpelse af omstrejfende hunde, at holde geder borte fra skovene og sørge for, at skovene blev indhegnet.
Under en rejse til det franske hof havde Christian Den Femte oplevet parforcejagten. Denne pladskrævende jagtform indførte kongen i Danmark i 1670, hvor Dyrehaven i Jægersborg, som allerede var kongelig vildtbane, blev udvidet, ligesom der efter fransk forbillede blev anlagt veje i stjerneformation. Parforcejagten foregik til hest og blev fulgt af hoffets damer fra åbne vogne eller pavilloner. Ofte varede jagten flere timer og foregik på de anlagte stier, hvor hundene forfulgte vildtet, gerne en kronhjort, til det var udmattet og kunne nedlægges af kongen eller en af kongen udpeget jæger. I stedet for at forende dyret med skud, dræbtes det med en langbladet jagtdolk, en såkaldt hirschfänger. Som jagtform var parforcejagten kostbar og afhængig af et stort antal tjenestefolk, hunde, heste og stort terræn. Med parforcejagten overskred man den grænse, hvor hensigten var at skaffe føde: Jagten var blevet en sport. Den sidste kongelige parforcejagt blev gennemført omkring 1777, men i dag lever parforcejagten videre i Hubertusjagten.
Herregårdsjagten thumb|Kvinder på mågejagt. Oliemaleri fra omkring 1900, signeret Fr. Tonin. Jagtretten blev i 1840 ved en forordning knyttet til ejendomsretten. Nu blev det således jordbesiddere – de større og mindre landbrug, godser og herregårde – der rådede over jagten. Jagtformerne ændrede sig markant i takt med landbrugets stadige udbredelse og landboreformerne. Også den begyndende forvandling af landskaberne i Danmark via indvinding og udnyttelse af vild natur til landbrug (se Hedeselskabet) ændrede forudsætningerne for at drive jagt. I slutningen af 1840’erne indførtes "rationel vildtpleje" med opdræt og udsætning af vildt samt systematisk bekæmpelse af rovvildt. Dermed blev en række toprovdyr, som spiller en afgørende rolle i deres økosystem, hårdt trængt eller til og med udryddet. Danmarks sidste ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgård nær Skive. Også ørnebestanden blev væsentligt reduceret, og visse arter blev udryddet.
I 1880-1930 var herregårdsjagten toneangivende. Fra at have været kongens privilegium blev jagten nu herremændenes fritidsbeskæftigelse. Den første danske jagtforening, Dansk Jagtforening, blev oprettet på initiativ fra godsejere og andre velhavende jordbesiddere i 1884. Fra Japan indførte man sikavildtet, som dels skulle bruges til jagt, dels som pyntedyr omkring godser og i dyrehaver. Med Lensafløsningen i 1919 måtte godserne afstå en række af deres rettigheder og sælge jord til de bønder, som havde arbejdet på deres marker.
Jagt blandt urfolk Jæger-samler-samfund eksisterer endnu i Nord- og Sydamerika, i Afrika syd for Sahara og i dele af Asien. De er dog i hastig tilbagegang. Blandt de folkeslag, der den dag i dag dyrker jagt som i den ældste stenalder, kan nævnes: Ache (Amazonas) Hadza og Khoisan (Centrale og sydlige Afrika), Fauy (Ny Guinea), Mlabri (Thailand og Laos) og Vedda (Sri Lanka).
Jagt er stadig afgørende i ekstreme klimaer, især i egne, der er uegnede til landbrug. Inuitterne i Arktis bruger fældefangst og jager dyr til tøj og føde. Af skind fra havpattedyr laver de kajakker, tøj og fodtøj.
Våben I Danmark anvendes fem forskellige jagtvåben: Haglbøsse, jagtriffel, salonriffel, luftgevær og bue. Alle undtagen haglbøssen er præcisionsvåben med ét projektil. Dertil findes en række kombinationsvåben, fx haglbøsse med "drilling" (riffelløb). Omkring 90 % af alt vildt i Danmark nedlægges med haglbøsse.
Bøsser og rifler fungerer ved at antænde en krudtladning i en patron. Krudtets lynhurtige forbrænding udvikler en stor mængde krudtgas. Da gassen er indelukket, opstår et stort tryk, der skubber projektilet ud gennem løbet med stor hastighed. Luftgeværer anvender komprimeret luft til at afskyde projektilet.
Haglbøsse thumb|Haglbøssen, et glatløbet knæklåsvåben med plads til to patroner, er det mest brugte jagtvåben i Danmark. Haglbøssen er et glatløbet våben med patroner indeholdende et stort antal runde hagl og anvendes hovedsageligt til vildt i bevægelse. Haglbøsser er ikke præcisionsvåben: I stedet for at sigte som ved riffeljagt, peger man med bøssen. For effektivt at dræbe dyret skydes kun på afstande på 15-30 meter. Jagt med haglbøsse er afhængig af en refleksmæssig og hurtig bevægelse.
Den mest anvendte haglbøsse er dobbeltløbet uden udvendige haner, "hammerless", med slagstykkerne indbygget i låsen. Hanerne spændes, når våbnet åbnes. På hanebøsser sidder de udvendigt. De anvendes sjældent i dag.
Løbene kan ligge ved siden af hinanden (side-by-side) eller oven på hinanden (over-and-under). Løbene fremstilles af stållegeringer, der er en smule elastiske. Samtidig er de meget stærke og tåler op til 1.400 atmosfærers tryk (kg/cm2). Løbene er loddet sammen og normalt forsynet med sigteskinne og et sigtekorn ved mundingen. Overfladen kan være rillet for at modvirke refleksion. Normalt er haglbøsser indskudt fra fabrikken, så sigtelinje og centrum for sværmene af hagl sammenfalder ved en afstand på 35 meter. Udvendigt er løb og sigteskinne blåneret (bruneret) for at modvirke rustangreb og for at forhindre lysreflekser, der kan skræmme vildtet.
De mest almindelige kalibre for jagt i Danmark er 12, 16 og 20. Kaliber 12 er den størst tilladte og mest anvendte. Kaliber 16 ses i ældre kombinationsvåben.