Franz Boas (født 9. juli 1858 i Minden i Westfalen, død 21. december 1942 i New York City) var en tysk-amerikansk antropolog og lingvist, der oprindeligt var uddannet i geografi. Boas levede det meste af sit liv i USA. Han betragtes som den første etnografiske feltarbejder i moderne forstand, og som grundlæggeren af antropologien som disciplin i USA. Blandt hans mange elever var lingvisten Edward Sapir og antropologerne Alfred Kroeber, Margaret Mead og Ruth Benedict.
Liv og gerning
Han studerede naturhistorie i Heidelberg, Bonn og Kiel og gav sig tillige af med fysiske studier. I 1883 overtog han bestyrelsen af den tyske meteorologiske station på Baffin Island og fik her samtidig lejlighed til indgående eskimostudier, hvoraf resultatet er nedlagt i The central Eskimo (Washington 1888). I 1885 blev han privatdocent ved Universitetet i Berlin, men drog allerede 1886 til Amerika, hvor han i de følgende år foretog flere rejser til Nordamerikas nordvestkyst og hjembragte et stort antropologisk, etnografisk og sprogligt materiale fra nordvestindianerne. I 1889 blev Boas professor i antropologi ved det nyoprettede i Worcester i Massachusetts. I 1893 ordnede han den antropologiske afdeling af Verdensudstillingen i Chicago. Efter endnu en rejse til Nordvestkysten og Alaska blev Boas 1895 kaldet til det naturhistoriske museum i New York og ansattes året efter ved Clark-Universitetet, hvor han 1900 blev ordinær professor.
Boas har store fortjenester af den moderne etnografi og antropologi i Amerika, som han i flere ´henseender har ledet i et rationelt spor, og hans talrige arbejder over eskimoiske og nordvestindianske emner hører til de bedste, der er skrevne om amerikanske folkeforhold. I mellemkrigstiden var Boas den videnskabelige leder af den såkaldte Jesup-ekspedition, der ved lokale undersøgelser og sammenlignende etnografiske studier søgte at klarlægge slægtskabsforholdet mellem Nordvestamerikas og Nordøstasiens folkestammer.
Litteratur Boas, Franz, Handbook of American Indian Languages, 1911.
Eksterne henvisninger
Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind III, s. 507f Franz Boas på Columbia.edu
Franz Boas på Answers.com Franz Boas på Biography.com
Kategori:Antropologer fra USA Kategori:Lingvister fra Tyskland Kategori:Medlemmer af Videnskabernes Selskab Kategori:Alumni fra Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg