Rødlossen (latin: Lynx rufus) er et nordamerikansk pattedyr i kattedyrfamilien. Med sine cirka 13 anerkendte underarter strækker rødlossens udbredelse sig fra det sydlige Canada til det nordlige Mexico og omfatter dermed størstedelen af USA's fastland. Rødlossen er et tilpasningsdygtigt rovdyr, som både holder til i skovområder, halvørkener, sumpe og i udkanten af skove og byer.
Med sin grå til brune pels, fremtrædende knurhår og sorte øreduske ligner rødlossen de øvrige tre arter i losslægten (Lynx). Den er mindre end den canadiske los (Lynx canadensis), med hvilken den har delvist overlappende udbredelsesområde, mens den er omtrent dobbelt så stor som huskatten. Den har artstypiske sorte bånd på benene og en sort spids på den korte og tykke hale.
Selvom den foretrækker kaniner og harer, kan rødlossen jage alt fra insekter og små gnavere til hjorte. Hvilken føde den vælger afhænger af sted, habitat, årstid og tilgængelighed. Som de fleste kattedyr lever rødlossen alene i sit revir, selv om nogle revirområder kan overlappe hinanden. Den anvender en række forskellige måder til at markere reviret, blandt andet med kradsemærker eller med urin og ekskrementer. Rødlossen parrer sig fra vinter til forår, og drægtigheden varer i cirka to måneder.
Til trods for omfattende jagt, både for sportens skyld og pelsen, har bestanden holdt sig stabil. Det sky rovdyr forekommer i de nordamerikanske indianeres mytologi og i de europæiske nybyggeres folklore.
Taksonomi thumb|right|Sammenligning af hovederne af rødlos (øverst) og canadisk los (1906). Det har været diskuteret, hvorvidt rødlossen bør placeres i slægten Lynx eller Felis. Dette problem er ikke specifikt for denne art, det gælder alle de fire arter i Lynx-slægten, som af og til er blevet behandlet som en slægtsgruppe indenfor Felis-slægten. Lynx-slægten er i dag accepteret, og rødlossen er registreret som Lynx rufus i moderne taksonomiske kilder.
Johnson et al. hævder, at Lynx-slægten deler en fælles stamform med Puma-, Prionailurus- og Felis-slægterne. Denne daterer sig 7,15 millioner år tilbage, hvor Lynx var den første, der skilte sig ud, hvilket skete for 3,24 millioner år siden.
Rødlossen menes at have udviklet sig fra den europæiske los, som indvandrede til Nordamerika via Bering-landbroen under pleistocæn med stamfædre, der ankom så tidligt som for 2,6 millioner år siden. Den første bølge vandrede til det sydlige af Nordamerika og blev snart isoleret fra det nordlige af isdække. Denne population udviklede sig til den moderne rødlos for omkring 20.000 år siden. En anden population ankom fra Asien og slog sig ned i det nordlige Nordamerika, hvor den udviklede sig til den moderne canadiske los. Parring mellem disse to arter forekommer undertiden og giver hybridkatte.
Underarter For tiden anerkendes 13 underarter af rødlossen:
L. rufus rufus (Schreber) – det østlige og midtvestlige USA L. rufus gigas (Bangs) – det nordlige New York til Nova Scotia og New Brunswick L. rufus floridanus (Rafinesque) – det sydøstlige USA og landet indenfor til Mississippi-dalen, op til det sydvestlige Missouri og det sydlige Illinois L. rufus superiorensis (Peterson & Downing) – det vestlige af området omkring de store søer, herunder det øvre Michigan, Wisconsin, det sydlige Ontario og det meste af Minnesota L. rufus baileyi (Merriam) – det sydvestlige USA og det nordvestlige Mexico L. rufus californicus (Mearns) – Californien vest for Sierra Nevada L. rufus mohavensis (B.Anderson) - Mojaveørkenen i Californien L. rufus escuinipae (J. A. Allen) – det centrale Mexico med en nordlig udstrækning langs vestkysten til det sydlige Sonora L. rufus fasciatus (Rafinesque) – Oregon, Washington vest for Cascades-bjergene, det nordvestlige Californien og det sydvestlige Britisk Columbia L. rufus oaxacensis (Goodwin) – Oaxaca L. rufus pallescens (Merriam) – det nordvestlige USA og det sydlige Britisk Columbia, Alberta og Saskatchewan L. rufus peninsularis (Thomas) – Baja California L. rufus texensis (Mearns) – det vestlige Louisiana, Texas, det sydlige af det centrale Oklahoma og mod syd ind i Tamaulipas, Nuevo León og Coahuila
Fysiske kendetegn thumb|En rødlos efter overfald på en kylling i en baghave i North Bend i Washington. thumb|left|En rødlos finder vand i Tucson i Arizona. thumb|left|En rødlos i forhaven på et beboelseshus i det sydlige Californien. Rødlossen ligner de øvrige arter af losslægten, men er gennemsnitligt den mindste af de fire. Pelsens farve varierer; den er oftest gulbrun til grålig-brun med sorte strejf på kroppen og sorte streger på forpoter og hale. Dens plettede mønster virker som camouflage. Ørerne har sorte spidser og er opretstående med korte, mørke hårduske. Der er oftest en lys farve på læber, kæber og underkroppen. Rødlosser i ørkenområderne mod sydvest har i almindelighed den lysest farvede pels, mens individerne mod nord i de skovprægede egne er mørkest. Killingerne fødes med en god pels og har allerede deres pletter. Nogle få melanistiske rødlosser er blevet set og fanget i Florida. De ser sorte ud, men man kan stadig ane det plettede mønster.
Ansigtet virker bredt på grund af en "krave" af langt hår neden for ørerne. Snuden er lyserød-rød, og der er en grundfarve af grå eller gullig-/brunlig-rød i ansigtet, på siderne og bagen. Rødlossens øjne er gule med pupiller, der kan udvide sig kraftigt under natteaktivitet for at øge lysmodtagelsen. Lossen har en skarp hørelse samt god syns- og lugtesans. Den er en glimrende klatrer og svømmer, når den er nødt til det, skønt den normalt undgår at komme i vandet.
En udvokset rødlos er mellem 47,5 og 125 cm lang fra snudespids til halerod med et gennemsnit på 82,7 cm. Den stumpede hale lægger yderligere mellem 9 og 20 cm til længden, og dens kuperede udseende har givet anledning til dens engelske navn "bobcat". En voksen rødlos har en skulderhøjde på 30 til 60 cm. Udvoksede hanner kan veje mellem 6,4 og 18,3 kg med et gennemsnit på 9,6 kg; hunnerne mellem 4 og 15,3 kg med et gennemsnit på 6,8 kg. Den største rødlos, der er vejet under kontrollerede omstændigheder, vejede 22,2 kg, mens der er ubekræftede størrelser på op til 27 kg, heriblandt en melding fra juni 2012 om en trafikdræbt rødlos på 27 kg. De tungeste rødlosser findes generelt i det østlige Canada og nordlige New England og er af underarten L. r. gigas, mens de letteste findes i sydøst, særligt fra det sydligste af Appalacherne, og er af underarten L. r. floridanus. Rødlossen er muskuløs, og dens bagben er længere end forbenene, hvilket giver den en vuggende gangart. Nyfødte killinger vejer mellem 270 og 340 g og er omkring 45 cm lange. Et år gammel når den en vægt på omkring 4,5 kg.
Kattene er større, jo længere mod nord man kommer, samt i åbne habitater. Et morfologisk størrelsessammenligningsstudie i det østlige USA viste, at der var forskel på, hvor man fandt de største hanner og de største hunner, hvilket ledte til en antagelse om, at der er forskellige selektionskriterier for kønnene.
thumb|right|En rødlos på Calero Creek Trail i San Jose i Californien.
Adfærd Rødlossen er et tusmørkedyr. Den er på farten fra tre timer før solnedgang til omkring midnat og igen fra lidt før solopgang til tre timer efter. Hver nat bevæger den sig mellem 3 og 11 km i sit område. Adfærden kan variere efter årstiden, idet rødlossen er mere fremme om dagen om efteråret og vinteren for at følge sine byttedyrs aktiviteter; disse er ofte mere aktive om dagen i den kolde tid.
Social struktur og revir Rødlossens aktiviteter begrænser sig til veldefinerede territorier, som kan variere i størrelse afhængig af køn og forekomsten af byttedyr. Reviret markeres med ekskrementer, urinlugt og ved kradsemærker i markante træer i området. I sit territorium har den mange beskyttelsessteder, heriblandt typisk en hovedhule samt flere sekundære tilflugtssteder i udkanten af reviret i form af f.eks. hule træstammer, krat, skovtykninger eller under klippestykker. Dens hule lugter kraftigt af dyret.
Størrelsen af en rødlos' revir kan variere betydeligt: En World Conservation Union-sammenfatning af forskning på området viser arealer på mellem ca. 6 hektar (0,06 km²) og 326 km². Et studie fra Kansas viste, at hannernes revirer var på omkring 21 km², mens hunnernes var på cirka det halve. Man fandt også strejfende rødlosser, hvis revirer var både større og mindre veldefinerede. Killingernes områder var de mindste med højst omkring 7,8 km². Forskningen har desuden vist, at afstanden til fødselsreviret er størst for hanner.
Hvorvidt revirernes størrelser varierer med årstiderne, er der modstridende meldinger om. I et studie fandt man stor forskel på hannens revirstørrelse, fra 41 km² om sommeren til 100 km² om vinteren. En anden undersøgelse fandt, at hunner, især i den fertile periode, øgede deres revir om vinteren, mens hannerne flyttede reviret uden egentlig at øge det, noget der stemmer med flere tidligere undersøgelser. Andre undersøgelser i forskellige amerikanske stater har vist beskeden eller ingen årstidsændringer på dette punkt.
I lighed med de fleste andre kattedyr er rødlosser oftest enspændere, men deres revirer kan godt overlappe hinanden. Lidt usædvanligt for katte er hannen oftest mest tolerant over for sådan et overlap, mens hunnerne sjældent går ind i andres revirer. På grund af deres oftest noget mindre revirstørrelser kan to hunner godt have revirer ved siden af hinanden inden for én hans revir. I de tilfælde, hvor hanners revirer overlapper hinanden, etableres der ofte et dominanshierarki mellem dem, hvilket resulterer i, at strejfende dyr kan holdes ude fra de attraktive områder.
Lige som der er stor forskel i revirernes størrelser, viser undersøgelser også store forskelle i populationstætheder fra 1 til 38 rødlosser på 25 km². Et estimeret gennemsnit giver omkring en rødlos per 13 km². Man har fundet en forbindelse mellem populationstætheden og kønsfordelingen. I en undersøgelse fandt man en ret tæt population i Californien med 2,1 hanner per hun. Da populationen faldt, ændrede kønsforholdet sig til 0,86 hanner per hun. Et andet studie gav et lignende resultat og opstillede den forklaringsmodel, at hannerne er bedre til at klare sig i større konkurrence, og at dette hjælper til med at begrænse reproduktionen, indtil forskellige faktorer har reduceret tætheden.
thumb|right|Kaniner, harer og gnavere udgør størstedelen af føden for rødlossen.
Jagt og føde Rødlossen er i stand til at klare en lang periode uden føde, men den æder til gengæld meget, når der er rigeligt af den. I perioder med begrænset føde vil den ofte jage større dyr, som den kan nedlægge og komme tilbage og æde af senere. Rødlossen jager ved at snige sig ind på sit bytte og så overfalde det med et hurtigt angreb. Dens foretrukne bytte er pattedyr på mellem 0,5 og 6 kg. Hvilke dyr, det præcist drejer sig om, afhænger af området. I det østlige USA er det forskellige arter af bomuldshalekaninen, og mod nord er det ofte sneskoharen. Hvor disse dyr lever sammen, som i New England, udgør de den vigtigste føde for rødlossen. Længst mod syd er det nogle gange bomuldsrotten, der er hovednæringskilden. Rødlossen er dog en tilpasningsdygtig jæger, der i modsætning til den canadiske los ikke har problemer med at variere sit valg af bytte. Spredning i kosten stemmer typisk med begrænset adgang til rødlossens foretrukne byttedyr. Hvis der er rigeligt af favoritbyttet, udgør det størstedelen af dens kost.