Præsidentialisme er en af de tre hovedtyper af regeringssystemer ved siden af parlamentarisme og semipræsidentialisme. Systemet er kendetegnet ved, at den udøvende magt ledes af en folkevalgt præsident, som normalt både er statsoverhoved og regeringschef.
Præsidenten vælges for en fast valgperiode uafhængigt af parlamentet og udøver den udøvende magt på grundlag af et selvstændigt demokratisk mandat. Regeringen udgår ikke af parlamentet og er ikke politisk ansvarlig over for dette. Omvendt kan præsidenten som udgangspunkt heller ikke opløse parlamentet og udskrive nyvalg.
Præsidentialismen er kendetegnet ved en institutionel adskillelse mellem den udøvende og den lovgivende magt samt ved en uafhængig dømmende magt i overensstemmelse med princippet om magtens tredeling.
frameless|900px|De tre hovedtyper af regeringssystemer. Skematisk sammenligning af parlamentarisme, præsidentialisme og semipræsidentialisme med fokus på magtfordelingen mellem statsoverhoved, regering og parlament.
De tre hovedtyper af regeringssystemer adskiller sig især ved forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt:
I præsidentielle systemer er den udøvende magt samlet hos en folkevalgt præsident, som ikke er politisk ansvarlig over for parlamentet. I semipræsidentielle systemer er den udøvende magt delt mellem en præsident og en regering, hvor regeringen er ansvarlig over for parlamentet. I parlamentariske systemer er regeringen den centrale udøvende aktør og er ansvarlig over for parlamentet.
Præsidentialisme beskriver regeringssystemets institutionelle opbygning og skal derfor adskilles fra præsidentrepublik, som betegner en republik, hvis forfatning bygger på et præsidentielt regeringssystem.
Definition
Begrebet
I et præsidentielt regeringssystem er den udøvende magt samlet hos en folkevalgt præsident, som vælges for en fast valgperiode uafhængigt af parlamentet. Præsidenten er normalt både statsoverhoved og regeringschef og udøver den udøvende magt på grundlag af et selvstændigt demokratisk mandat.
Regeringen udgår ikke af parlamentet og kan som udgangspunkt ikke afsættes ved et parlamentarisk mistillidsvotum. Omvendt kan præsidenten normalt heller ikke opløse parlamentet og udskrive nyvalg.
Definition i statskundskaben
Den italienske statskundskabsforsker Giovanni Sartori definerer et præsidentielt regeringssystem ved tre grundlæggende institutionelle kendetegn:
Præsidenten vælges ved et folkevalg eller en valgform, der funktionelt svarer til et direkte valg. Præsidenten vælges for en fast valgperiode og kan ikke afsættes af parlamentet ved et politisk mistillidsvotum. Præsidenten leder den udøvende magt og udpeger regeringen, som er ansvarlig over for præsidenten og ikke over for parlamentet.
Sartori understreger, at alle tre kriterier skal være opfyldt, før et regeringssystem kan betegnes som præsidentielt. En stat med en folkevalgt præsident er derfor ikke nødvendigvis præsidentiel, hvis regeringen samtidig er afhængig af parlamentets tillid. Tilsvarende er et system ikke præsidentielt, hvis præsidenten hovedsagelig udfører ceremonielle opgaver, mens regeringen ledes af en premierminister med parlamentarisk ansvar.
Præsidentialisme defineres overordnet ens i den statskundskabelige litteratur, men de enkelte forskere lægger vægt på forskellige institutionelle forhold.
Juan J. Linz fremhæver navnlig den dobbelte demokratiske legitimitet, som opstår, når både præsidenten og parlamentet besidder hvert sit selvstændige demokratiske mandat. Efter Linz' opfattelse kan denne institutionelle konstruktion skabe legitimitetskonflikter og politisk fastlåsning, hvis de to statsmagter repræsenterer forskellige politiske flertal eller begge gør krav på at repræsentere vælgernes vilje.
Maurice Duverger lagde især vægt på forholdet mellem præsidentens beføjelser og regeringens ansvar over for parlamentet. Hans arbejder fik stor betydning for udviklingen af begrebet semipræsidentialisme, som han opfattede som en selvstændig regeringsform mellem parlamentarisme og præsidentialisme.
Matthew Soberg Shugart har sammen med John M. Carey udviklet en mere detaljeret klassifikation af præsidentielle regeringssystemer, hvor præsidentens forfatningsmæssige beføjelser og forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt analyseres systematisk.
Robert Elgie har videreudviklet den komparative forskning i regeringssystemer og har især bidraget til en mere præcis afgrænsning mellem præsidentialisme, parlamentarisme og semipræsidentialisme på grundlag af objektive forfatningsmæssige kriterier.
Arend Lijphart analyserer præsidentielle og parlamentariske institutioner som led i sin komparative undersøgelse af demokratiske styreformer. Han undersøger blandt andet, hvordan forskellige institutionelle ordninger påvirker regeringsdannelse, magtfordeling og den demokratiske beslutningsproces.
Afgrænsning
Præsidentialisme skal adskilles fra en række beslægtede statsretlige og statskundskabelige begreber.
Præsidentialisme betegner et regeringssystem, dvs. den måde, hvorpå forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt er organiseret. Begrebet siger derfor ikke i sig selv noget om, hvorvidt staten er en republik eller et monarki.
Præsidentialisme adskiller sig desuden fra parlamentarisme, hvor regeringen udgår af parlamentet og er afhængig af dets tillid, og fra semipræsidentialisme, hvor den udøvende magt deles mellem en folkevalgt præsident og en regering, der er ansvarlig over for parlamentet.
I den politologiske litteratur anvendes betegnelsen præsidentialisme undertiden også i en videre betydning om en udvikling, hvor præsidentens faktiske politiske indflydelse bliver dominerende, uanset den formelle forfatningsmæssige ordning. Denne betydning adskiller sig fra den statsretlige anvendelse af begrebet, som alene beskriver en bestemt type regeringssystem.
Historisk udvikling
thumb|Grundlovsforsamlingen i Philadelphia (1787). Maleri af Junius Brutus Stearns, der skildrer grundlovsforsamlingen, hvor USA's forfatning blev udarbejdet og den moderne præsidentielle styreform blev udformet.
Oprindelsen
Præsidentialismen opstod som en selvstændig forfatningsmodel i forbindelse med udarbejdelsen af USA's forfatning i 1787. Forfatningens ophavsmænd ønskede at etablere et politisk system, hvor den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt var institutionelt adskilt og kunne kontrollere hinanden gennem et system af checks and balances.
Den amerikanske forfatning adskilte sig fra samtidens europæiske styreformer ved at samle den udøvende magt hos en folkevalgt præsident, der blev valgt for en fast valgperiode uafhængigt af den lovgivende forsamling. Præsidenten blev både statsoverhoved og leder af den udøvende magt, mens Kongressen fik den lovgivende magt og Højesteret den dømmende magt.
Forfatningens udformning var inspireret af oplysningstidens politiske filosofi, navnlig Montesquieus teori om magtens tredeling, men udviklede samtidig en ny forfatningsmodel, hvor de tre statsmagter ikke blot var adskilt, men også udstyret med gensidige kontrolmekanismer. Denne institutionelle opbygning blev senere forbillede for en række republikker, især i Latinamerika, men blev samtidig genstand for omfattende debat blandt statsretlige og statskundskabelige forskere.
Udbredelsen i Latinamerika
I løbet af 1800-tallet blev den amerikanske forfatningsmodel forbillede for en række nye republikker i Latinamerika. Efter uafhængigheden fra Spanien og Portugal vedtog mange af de nye stater forfatninger med en folkevalgt præsident som statsoverhoved og leder af den udøvende magt.
Selv om de latinamerikanske forfatninger var inspireret af USA's forfatning, udviklede de sig ofte i en anden retning. I flere lande blev præsidentens forfatningsmæssige beføjelser udvidet, samtidig med at partisystemer, militære interventioner og hyppige forfatningsændringer medførte betydelige forskelle i den måde, de præsidentielle regeringssystemer fungerede på.
De latinamerikanske præsidentielle systemer kom til at indgå centralt i den statskundskabelige debat om præsidentialismens demokratiske stabilitet og institutionelle variationer. Juan J. Linz fremhævede problemer ved præsidentielle regeringssystemer, mens Matthew Soberg Shugart og John M. Carey nuancerede denne kritik ved at understrege de betydelige forskelle mellem de enkelte præsidentielle systemers institutionelle opbygning.
1900-tallets forskning
I anden halvdel af 1900-tallet blev præsidentialisme et centralt emne inden for komparativ statskundskab og forfatningsret. Forskningen beskæftigede sig især med, hvordan forskellige regeringssystemer påvirker demokratisk stabilitet, regeringsførelse og forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt.
Fra 1980'erne og frem blev emnet genstand for en omfattende international debat. Juan J. Linz argumenterede for, at præsidentielle regeringssystemer i visse situationer kunne være mindre stabile end parlamentariske systemer, mens Giovanni Sartori, Matthew Soberg Shugart, John M. Carey, Arend Lijphart, Robert Elgie og andre forskere nuancerede eller udfordrede denne opfattelse.
Den moderne forskning betragter i dag præsidentialisme, parlamentarisme og semipræsidentialisme som tre overordnede regeringssystemer, der kan antage mange forskellige institutionelle former. Vurderingen af de enkelte systemers styrker og svagheder afhænger derfor ikke alene af den formelle forfatning, men også af blandt andet valgsystem, partisystem, domstolenes uafhængighed og den politiske kultur.
Institutionel opbygning
Direkte valg af præsident
Et af de grundlæggende kendetegn ved præsidentialismen er, at præsidenten vælges uafhængigt af parlamentet og dermed får sit eget demokratiske mandat. Valget sker normalt ved direkte folkevalg, men kan også ske gennem et valgkollegium eller en anden valgordning, der funktionelt svarer til et direkte valg.
Den direkte demokratiske legitimitet adskiller præsidenten fra en premierminister i et parlamentarisk regeringssystem, hvis mandat er afledt af parlamentets tillid. Præsidentens mandat udspringer derimod af vælgerne og er derfor ikke afhængigt af den lovgivende forsamlings sammensætning.
Det selvstændige demokratiske mandat er et af de grundlæggende kriterier for et præsidentielt regeringssystem. Samtidig indebærer det, at både præsidenten og parlamentet besidder et direkte demokratisk mandat. Juan J. Linz har fremhævet, at denne dobbelte demokratiske legitimitet kan skabe legitimitetskonflikter, når præsident og parlament repræsenterer forskellige politiske flertal. I sådanne tilfælde må eventuelle konflikter løses inden for forfatningens rammer gennem de institutionelle kontrolmekanismer og ikke ved, at den ene statsmagt kan afsætte den anden.
Faste valgperioder
Et grundlæggende kendetegn ved præsidentialismen er, at præsidenten vælges for en på forhånd fastlagt valgperiode. Mandatet ophører derfor som udgangspunkt først ved valgperiodens udløb og er ikke afhængigt af parlamentets fortsatte politiske tillid.
Faste valgperioder skal sikre stabilitet og kontinuitet i den udøvende magt. Præsidenten kan derfor normalt fortsætte sit embede, selv om regeringen ikke har flertal i parlamentet eller møder betydelig politisk modstand. Tilsvarende kan præsidenten som hovedregel heller ikke opløse parlamentet og udskrive nyvalg for at ændre den politiske sammensætning af den lovgivende magt.
Princippet om faste valgperioder betyder, at konflikter mellem præsidenten og parlamentet ikke kan løses gennem et regeringsskifte eller et nyvalg, som det kendes fra parlamentariske regeringssystemer. I stedet må uenigheder håndteres gennem forhandling, kompromis eller de forfatningsmæssige mekanismer, der regulerer forholdet mellem statsmagterne.
Den lovgivende magt