thumb|Satellitfoto. thumb|Rømødæmningen Rømø (frisisk: Rem, tysk: Röm)Rømø udtales af de lokale som røm-ø, Dania: [ˈrɔ̈mˌøʼ] er en af de danske vadehavsøer i Vadehavet. Den 128,86 km² store ø har 559 indbyggere (2020). Øen ligger ca. 10 km ude i Nordsøen, og er forbundet med fastlandet med Rømø-dæmningen. Rømø var tidligere en del af Skærbæk Kommune, men er efter strukturreformen 2007 blevet en del af Tønder Kommune. Vadehavet omkring Rømø er fredet, idet det indgår i den store Nationalpark Vadehavet.
Med åbningen af Rømødæmningen i 1948 og Rømø Havn i 1964 begyndte de nye tider på Rømø. I dag ernærer Rømøs befolkning sig af turisme og industrifiskeri.
Rømødæmningen er 9,2 km lang og bygget 1939-48. Tidligere gik der færge fra landsbyen Ballum til Kongsmark, hvor der var en anløbsbro overfor kommunekontoret og det nu nedrevne hotel på Gl. Færgevej. Da dæmningen blev planlagt, valgte man at lade den følge vandskellet mellem Juvredybs og Listerdybs tidevandsområder, bortset fra stykket nærmest Rømø, hvor dæmningen fik et noget sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på omkring 5 km², hvor tidevandet blev tvunget nord om øen. Dette har medført, at bl.a. Juvre-diget er blevet gennembrudt flere gange. Rømø-dæmningen er blevet ødelagt talrige gange. I 1976, 1981 og 1999 gik det værst ud over dæmningen, som blev hullet og måtte gennemgå langvarige reparationer. På begge sider af dæmningen er der anlagt slikgårde. Vedligeholdelsen af disse ophørte i 1992. thumb|Sankt Clemens Kirke thumb|Redningsstationen i Rømø Kirkeby Landskabet Rømø er en såkaldt barreø. Øen blev dannet på grundlag af en sandbanke, et højsand, der på vestsiden har fået pålejret sand, og på østsiden er blevet udvidet med et marskområde på ler- og slikaflejringer. Øens tilblivelse afspejler sig i en række nord-sydgående bælter. Mod vest strækker sig en forstrand på indtil 2-3 kms bredde. Så følger et klitbælte, der stammer fra midten af 1800-tallet. Mellem dette og et indre klitbælte findes et område med flere søer, blandt andre Lakolk sø; denne udgjorde tidligere øens forstrand og har derfor navnet "Strand". Øst for det indre klitbælte følger et klitområde med talrige mindre og større klitter, hvoraf de store vandreklitter (efter deres form kaldet parabelklitter) Høstbjerg, Spidsbjerg og Stagebjerg er det mest markante. Høstbjerg er med sine 19 meter den højeste. En del af klitterne er beplantet med bjergfyr, resten henligger som klithede, hedemose, hedekær og eng. Plantevæksten afspejler afstanden til grundvandet. Lakolk sø har en rørskov. Mod øst følger et agerlandsområde opstået ved marskdannelse i læ af klitbælterne. Her ligger også øens bebyggelser. Længst mod øst ligger et marskområde, der ved inddæmninger i 1920-erne er blevet gjort bredere såvel ved øens nordende som ved sydenden. I nord er ved inddigningen skabt Tvismark sø og i syd Sønderstrand.
Juvre Sand er et militært øvelsesområde på ca. 20 km² stort område af det nordlige Rømø, hvor der er permanent adgang forbudt. Det er tilladt at overvære øvelserne fra udsigtsplatformen ved p-pladsen, men vær opmærksom på, at der i skydeterrænet bruges laserlys, der kan give øjenskader. Derfor advares der mod brug af kikkerter. Det er altid tilladt at gå eller cykle langs det 10 km lange Juvre-dige, som beskytter det store marskområde, Juvre Enge.
Kirkeby Plantage har også åbne områder med moser, strandeng og en lille skovsø, Hviddal sø. Plantagen er præget af de barske opvækstbetingelser på klitheden for snart 100 år siden. I den nordlige del af skoven ligger et brandbælte med forhutlede, lave egetræer, men ellers er det fyrretræer, som dominerer skoven. I Kirkeby Plantage ligger den 17 meter høje klit Spidsbjerg. Der er udsigt over en parabel-klit. Mod syd er der udsigt til Havneby, færgen og den tyske ø, Sild. Og mod nord kigger man hen over Kirkeby Plantage til Rømø-dæmningen og i klart vejr skimtes Esbjerg i horisonten. Sandflugt Sandflugt spillede i 1600- og 1700-årene en stor rolle. Flyvesandet lagde sig hen over agrene og måtte efterfølgende skovles væk, så at agerlandet kom til at ligge nedsænket i terrænet og omgivet af lævolde, til dels bevoksede med bukketorn og pil. Omkring 1700 så det mørkt ud for Juvre. Nordvestenvinden blæste det skarpe flyvesand ind over markerne, så det ofte lå indtil tre alen højt inde ved gårdene. Når bønder i de nordligste gårde kørte hø hjem fra de østlige marskenge, lejrede der sig ved nordvestenvind så meget sand mellem udkørsel og hjemkørsel, at sandet måtte skovles væk fra døren, før de kunne få høet ind. Kål og grøntsager lod sig ikke mere dyrke på Nørreland. Også faste, veltilgroede klithøje blev forvandlet til rent flyvesand, så marker, huse og tofter var dækket med klitsand. Det kostede Rømøs befolkning mange års hårdt arbejde at redde sit hjemsted. Først blev sandet slæbt sammen til en stor bunke, der blev dækket med tang og fugtig sandjord fra havstokken mod øst. Dermed kunne sandet ikke blæse væk, og et stykke fra rejste de en vold af tang. Græstørv, grene og opskyllet træ blev samlet til formålet. Voldene blev beplantet med marehalm, hentet fra andre klitter. Mange steder måtte beplantningen dog eftergås hvert år. Juvre havde efter 1740 indvundet nogle hektar land, som tidligere var dækket af flyvesand. Nis-Edwin List-Petersen: Sagn og historier fra Rømø (s. 36-38), forlaget Melbyhus, Skærbæk 1976
Historie Mandø, Rømø og Fanø er alle født i stormfloder, men den første stormflod der blev registreret var Den Store Manddrukning i 1362, så det vides ikke med sikkerhed, hvornår øen opstod.
Rømø blev for første gang nævnt på skrift i 1190 under navnet Rimma; i 1200-tallet Rymø, af jysk rimme = langstrakt forhøjning, vel nok de langstrakte sandbanker. Historiske steder i Danmark - Henning Dehn-Nielsen, Palle Lauring - Google Books Øen hørte under Sankt Knuds Kloster i Odense. I 1229 blev den nævnt i Kong Valdemars Jordebog som krongods.
Overordnet var øen en del af Ellumssyssel. Efter 1290 erhvervede klosteret i Ribe land på Rømø, og vandt dermed efterfølgende indflydelse.
Tidligere og siden 1500-tallet var Rømø et fiskerleje og har også været ladeplads. I 1500-tallet blev Borrebjerg anlagt, og den fremstår i dag som et voldsted. Da fiskeriet gik tilbage i 1600-tallet, slog nogle sig på skibsfart. Mange fik arbejde som "kommandører" (kaptajner) på hvalfangerskibe og tjente godt ved det, hvilket ses på kvaliteten af de ældre huse på øen.
Øens sydlige del har også haft speciel status som kongelig enklave. Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongeligt strøgods henhørende under Hviding Herred. Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at dronning Margrete 1. omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø. og den nordlige del af Sild. Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra Hertugdømmet Slesvig. Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand lister Dyb.
I det 16. århundrede fik søfarten stor betydning på øen. For en kort tid overtog øen funktionen som havn for Ribe, efter at det var umuligt for større skibe at komme ind i havnen.
Under Kejserkrigen, angreb de kejserlige tropper ledet af Albrecht von Wallenstein i efteråret 1627 Slesvig og Holsten, og herfra fortsatte de nordpå og invaderede Rømø og Jylland.
Den anden store manddrukning 11. oktober 1634 hærgede øen og hele vestkysten. Mellem 8.000 og 15.000 mennesker omkom. Glem væltede træer og tage: Superstorm i 1634 forandrede Danmarks kyst | Ingeniøren
Under Torstenssonfejden var Rømø i 1644 besat af svenskerne. Rømø og Ribes store handelsflåde, der lå øst for øen, blev brændt ned. Af mangel på arbejde begyndte søfolkene at sejle på hvalfangst ved Grønland, især fra Hamborg og Holland.
De to kanoner ved Havneby stammer fra Torstenssonfejdens tid. http://www.graenseforeningen.dk/node/4426 Christian 4. havde overdraget englænderen Markus Whitte at forsvare Rømø og Sild med to pramme og otte galejer. Men i februar 1644 erobrede den svenske general Lennart Torstenson takket være Whittes forræderi den nordlige del af Sild, samt Rømø. Begge øer faldt uden modstand. Whitte overgav simpelthen skibene til svenskerne og trådte i deres tjeneste. Ved den anledning brændte svenskerne 26 af Rømøs 30 skibe. Lidt nord for Mølby slog de lejr, hvor klitterne senere kom til at hedde Lejrbjerge. arkiv.dk | Luftfoto. Havnebyvej 90 De anlagde også to skanser øst for Havneby. Med Holland som sin forbundsfælle kaprede den svenske styrke i februar alene tolv danske skibe. Det kunne ikke fortsætte, og i marts tog den danske oberstløjtnant Heinrich von Buchwald ud fra fæstningen Glückstadt med 600 soldater. 21. marts gik de i land på Rømø, erobrede de svenske skanser og tog 1.450 fanger, deriblandt Markus Whitte, som Buchwald lod hænge efter sin hjemkomst til Glückstadt 9. april. For denne indsats blev von Buchwald udnævnt til oberst. Nis-Edwin List-Petersen: Sagn og historier fra Rømø (s. 22-23)
I maj dukkede en flåde på 36 skibe op i Listerdyb, udrustet i Holland af den rige købmand Louis de Geer. Anført af admiral Martin Theyssen havde skibene kurs for Ribe, hvor de skulle hente 800 af general Torstensons bueskytter som støtte for de svenske troppers landgang på Fyn. Men lige da ankom Christian 4. i Listerdyb med ni orlogsskibe. 16. maj angreb kong Christian med flagskibet Trefoldigheden den hollandske flåde. I to timer var skibet alene mod en overmagt på 24 hollandske skibe, da de andre danske skibe ikke kunne gribe ind grundet vindstille og modgående strøm. Men takket være hans kanoners større rækkevidde, og fordi de hollandske skibe også lå ubevægelige i vindstille, endte slaget i Listerdyb med et tilintetgørende nederlag for svenskere og hollændere. De skal have mistet mellem 800 og 1.000 mand, hvoraf de fleste blev gravlagt på den nu forsvundne ø, Jordsand, ud for Emmerlev sydøst for Rømø. Men på Rømø var der efter krigen stor fattigdom, fordi svenskerne havde brændt skibene, og skibsfart var rømesernes levebrød. Nis-Edwin List-Petersen: Sagn og historier fra Rømø (s. 24)
Rømø gik heller ikke fri af hekseprocesserne, der fulgte i reformationens kølvand. Ifølge Ballum birks tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø for trolddom. Før sin henrettelse angav hun en anden kvinde, Mette Thøffrings, som heks. Men denne blev først anholdt 14 år senere og indespærret i Møgeltønderhus sammen med Maren Peder Bodzers. 14. februar 1666 blev Thøffrings ført for retten i Ballum, anklaget for hekseri. Sagen trak dog i langdrag, for der var ikke andet at anføre mod hende end Anna Boyes' udsagn. Et år senere spurgte de femten udpegede domsmænd 2. marts 1667 anklageren Hans Andersen, om han ud over den afdødes beskyldning besad andet bevismateriale. Det gjorde han ikke, og havde heller ikke hørt andet end godt om Mette Thøffrings. Hun blev derfor frikendt. Nis-Edwin List-Petersen: Sagn og historier fra Rømø (s. 31-32)
Omkring 1720 tiltog hvalfangsten på Svalbard, og øerne Før, Sild og Rømø udrustede skibe til hval- og sælfangst (robbefangst). Desuden bemandede man københavnske og andre selskabers skibe med mandskab og førere, såkaldte kommandører. Næst efter Før leverede Rømø det største antal kommandører til Hamburgs hvalfangerflåde. Mange havde også kommandoen på hollandske og danske skibe, og en overgang fandtes der 40 kommandører ud af en befolkning på omkring 1.600. Da de gerne tog en del af mandskabet med hjemmefra, tog næsten alle mandlige indbyggere fra 10-12-årsalderen hvert år i februar af sted med smakkerne til Hamburg eller Amsterdam for at gå om bord i hvalfangerskibene. Nis-Edwin List-Petersen: Sagn og historier fra Rømø (s. 9)