Kristian Sophus August Erslev (døbt Christian; født 28. december 1852 i København, død 20. juni 1930 på FrederiksbergKr. Erslev på lex.dk) var en dansk historiker, professor i historie ved Københavns Universitet 1883–1916 og rigsarkivar 1916–1924, som både i sin samtid og eftertid er blevet opfattet som grundlæggeren af moderne dansk historievidenskab og af mange tillige som den systematiske kildekritiks fader. Han var gift med Anna Hude, blev urnebegravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård, og selv om han var døbt Christian, forekommer denne form ellers kun i Dansk Biografisk Leksikon og i kirkebøgerne.side 494 i Benito Scocozza & Grethe Jensen (2007): Politikens etbinds Danmarkshistorie. Politikens Forlag.
Erslevs intellektuelle udsyn var præget af Georg Brandes, Viggo Hørup og det moderne gennembrud. Da han i 1906 opstillede som folketingskandidat for Det Radikale Venstre, erklærede han, at partiets grundsyn strukturerede hans virksomhed som universitetsmand. Som historiker udmærkede han sig ved en dybtgående videnskabelig analyse, hvilket blandt andet kom til udtryk i disputatsen Konge og Lensmand i det 16. Aarh. (1879) og i Augustenborgernes arvekrav (1915).
Erslevs afgørende betydning for historiefaget lå imidlertid især i, at han gjorde den systematiske kildekritik til selve grundlaget for historisk forskning. Han arbejdede først ud fra et materielt kildebegreb, men gik i Historisk Tidsskrift i 1911 over til et mere funktionelt kildebegreb. I skriftet Historieskrivning (1911) argumenterede han desuden for en skarp sondring mellem historieforskning og historieskrivning; dette synspunkt har været medvirkende til, at danske faghistorikere i mange år viste begrænset interesse for de problemstillinger, der vedrører historie som tekst.
Uddannelse og karriere
Erslev blev født i København som søn af forlagsboghandler Jacob Erslev og Jacobine Marie, født Castenschiold. Da han blev født, boede familien Gothersgade 28, mens hans dåb den 19. juni skete "paa Frederiksberg", som kirkebogen fra Trinitatis Kirke noterer.
10. juli 1870 blev Erslev student fra Mariboes Skole i København, hvorefter han begyndte studier ved Københavns Universitet. Her tog han 17. maj 1876 magisterkonferens. Året efter var han 28. januar medstifter af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie og i oktober tog han på en større udenlandsrejse til Tyskland, Italien, Grækenland og Paris i Frankrig. Den varede til august 1879. Efter hjemkomsten blev han 8. november samme år dr.phil. med disputatsen Konge og Lensmand i 16. Aarh. Studier over Statsomvæltningen 1536 og dens Følger for Kongemagt og Adelsvælde. Disputatsen var bygget på et nøje studium af de danske lensmænd og forleningsvilkårene for de danske len i perioden 1513–1596.
1. januar 1881 blev Erslev stipendiat ved Gehejmearkivet og 1. marts 1883 blev han professor i historie ved Københavns Universitet efter Frederik Schierns død. Året før var Erslevs gamle læremester, professor Caspar Paludan-Müller, død og var blevet afløst som professor Rostgardianus af Johannes Steenstrup. Erslevs virksomhed inden for historisk metode de efterfølgende år blev i høj grad præget af et opgør med Paludan-Müllers metode, mens Steenstrup i højere grad videreførte dennes arv.
Ved siden af sin virksomhed på universitetet og i kildeskriftselskabet var Erslev aktiv flere steder. 15. november 1886 blev han medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og 18. maj 1888 af Videnskabernes Selskab. 1890 trådte han ind i bestyrelsen for Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse og 23. april 1895 i bestyrelsen for Den danske historiske Forening, hvor han var sekretær 1912–1917 før han 17. december 1919 trådte ud af bestyrelsen. 1905 blev han medlem af bestyrelsen for Universitets-Jubilæets danske Samfund og 1903–1910 var han medlem af Gentofte Kommunes skolekommission. 4. november 1913–1926 var han formand for Carlsbergfondets direktion, som han var trådt ind i 23. september 1909. Efteråret 1913 bragte også andre poster, da han 12. august blev medlem af Den Arnamagnæanske Kommission og 25. september af bestyrelsen for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Da Rask-Ørsted Fondet blev oprettet ved lov af 4. oktober 1919, blev Erslev medlem af dettes komité.
På mange af disse poster, ikke mindst i Carlsbergfondet, kom hans fremragende evner som administrator til udfoldelse.
Erslev engagerede sig også politisk og stillede i 1906 op til Folketinget for Radikale Venstre i Københavns 4. kreds, hvor han dog led nederlag til Laurits Vilhelm Birck og ikke siden stillede op.
På Københavns Universitet var Erslev 10. november 1910–16. november 1911 rektor og holdt ved afslutningen af sin rektorperiode ved universitetets årsfest en tale, der i 1922 blev udgivet som et slags festskrift til Erslev (Vort Slægtleds Arbejde i Dansk Historie). Her fremlagde han opfattelsen af, at Erslev og kredsen om ham havde udført et betragteligt arbejde til forbedring af den danske historieskrivning:
"En fuld Værdsættelse deraf kan først Eftertiden foretage, men jeg antager dog, at man altid vil anerkende, at der er arbejdet stærkt og samvittighedsfuldt; intetsteds har man slaaet sig til Ro med, hvad tidligere Granskere har ment; alt er optaget fra Grunden af, baade Stoffet og Arbejdsomraadet er blevet stærkt udvidet og uddybet, og ivrig har man stræbt at faa hver Tidsalder frem i dens Ejendommelighed."
Erslevs embedskarriere endte med en årrække som rigsarkivar, da han 1. februar 1916 overtog denne post. Her omordnede han sammen med arkivar William Christensen den middelalderlige samling efter proveniensprincippet.
Erslev modtog høje æresbevisninger. Han blev således Storkorsridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og bar ordener fra Island, Norge og Sverige.
Erslevs litterære produktion
Erslevs væsentligste indsats lå inden for studiet af den danske middelalder og udviklingen af kildekritik. Klassiske middelalderstudier fra Erslevs hånd er "Europæisk feudalisme og dansk lensvæsen" i Historisk Tidsskrift 1889 og monografierne Dronning Margrethe og Kalmarunionens Grundlæggelse (København 1882) og Erik af Pommern, hans Kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning (København 1901).
Inden for kildekritik er hovedværkerne Nogle Grundsætninger for historisk Kildekritik (København 1892) og Historisk Teknik. Den historiske Undersøgelse fremstillet i sine Grundlinjer, der kom i første udgave i 1911 og anden udgave i 1926 (ofte optrykt).
Udviklingen af kildekritik Debutarbejdet fra 1873, artiklen "Harald Hårdråde i Limfjorden" i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, indeholdt ingen ansatser til kildekritik. Den er en undersøgelse af en beretning fra Snorri Sturluson, hvor Harald Hårderåde undslipper nogle forfølgere ved at trække sine skibe over land fra Limfjorden til Vesterhavet. Beretningen tages af Erslev for pålydende, og artiklen handler om at stedfæste de lokaliteter, der nævnes i beretningen.
To år senere blandede Erslev sig i striden mellem professor Caspar Paludan-Müller og Johannes Steenstrup om Kong Valdemars Jordebog. I artiklen "Kong Valdemars jordebog og den nyere kritik" i Historisk Tidsskrift. Han tilsluttede sig Paludan-Müllers fremgangsmåde, nemlig først at undersøge skriftet i sin helhed og dernæst de enkelte jordebogsstykker i det, men forkastede professorens opfattelse af jordebogen som øvelsesbog for en skriver. Den centrale problemstilling for Erslev var at finde frem til en plausibel situation, hvor kilden kan være fremkommet. En analyse af indholdet førte ham til at tilslutte sig Paludan-Müllers synspunkt om, at håndskriftet bestod af en række usammenhængende stykker, der først var blevet samlet ved tilblivelsen af håndskriftet og altså ikke, som Steenstrup mente, oprindelig havde udgjort en enhed.
Metodisk lå Erslev således i dette arbejde tæt op ad Paludan-Müller og historismens hermeneutiske og intuitive fremgangsmåde. Det handler om at leve sig ind i den situation, hvor kilden er opstået.
I nogle andre arbejder af numismatisk karakter begyndte der dog at vise sig spor en ny metodisk tilgang. I artiklen "Vore bynavnes ældste former, oplyste ved danske mønter" fra 1873 havde han peget på, at det ville være muligt at følge navneformer længere tilbage i tiden, hvis man inddrog møntmaterialet. To år senere anviste han i artiklen "Roskildes ældste mønter. Studier til dansk mønthistorie", at det samme materiale havde yderligere muligheder som kildemateriale for historikere. Mønter fra Roskilde i forskellige møntfund blev kronologisk opstillet og derefter udnyttet til at sige noget om møntvæsenets udvikling i byen og i Danmark som helhed.
Arbejdet med Roskildes mønter viser to interessante træk ved Erslevs metodiske position. For det første er der tydeligvis en positivistisk inspiration. Materialet kan beskrives eksakt ved at blive målt og vejet og udtrykkes i tal og analyseres ved statistik. For det andet tillægger han sin levnsudnyttelse af mønterne en større vægt end beretningsudnyttelsen af andre kilder, dog uden at bruge disse begreber, der først senere blev et fast element i kildekritikken.
Brugen af statistik blev i øvrigt nærmest et kendemærke for Erslev. I disputatsen fra 1879 forklarede han valget af lensvæsenet som emne med "den sjældne og uvurderlige Egenskab, at det tillader en positiv, næsten Exakt Behandling" og tillægger resultatet stor sikkerhed, da det er bygget "paa indgaaende Detailundersøgelser og deraf uddragne statistiske Resultater."
Op gennem 1880'erne viste Erslev behersket interesse for levnsudnyttelsen af kilderne, mens fokus lå på beretningsudnyttelsen, hvilket bl.a. kom til udtryk i artiklen "Studier til Dronning Margrethes Historie" fra 1882. Her skelnede han mellem det diplomatiske materiale og "Kilderne [...] – dette Ord taget i snævrere Forstand, hvorefter det kun omfatter Forfatternes Beretninger om det skete". Herefter tog han fat på at undersøge disse kilders indbyrdes afhængighed og kildeværdi. Han tillagde her de samtidige kilder (fra Margretes egen levetid eller kort derefter) størst værdi. De senere kilder har dels gengivet de ældre kilders oplysninger, og dels benyttet sig af mundtlige overleveringer. Disse yngre kilder betegnes som "sekundære", men det har ikke den præcise betydning, som begrebet senere fik i den kildekritiske terminologi, da det også dækker over oplysninger, der bygger på en usikker tradition og ikke blot oplysninger, der i forvejen kendes fra ældre kilder.
Metodens værdi søgte Erslev i artiklen at påvise ved at anvende den på slaget ved Åsle i 1389. Her går han ud fra årbøgernes oplysninger og supplerer disse med ikke-nordiske kilder, primært fra Lübeck, for at finde begivenhedernes sammenhæng og udvikling. Først herefter inddrages brudstykker, der kan udledes af diplommaterialet. Hans konklusion var, at det hermed var vist, "hvor meget der er at lære af de samtidige Kilder, hvor overordentlig lidt, der kan hentes ud fra alle senere Beretninger, og dette Udslag kan dristig overføres næsten paa alle Punkter i Datidens historie." I større omfang blev metoden brugt i monografien om dronning Margrete, der udkom næsten samtidig med artiklen.
Efter Margrete-monografien kom der ikke større værker fra Erslevs hånd i 1880'erne. Den mest oplagte forklaring på dette forhold er, at han efter ansættelsen som professor i 1883 fokuserede sin energi på den gerning. Særlig betydning fik de øvelser i historisk metode, som han afholdt. I 1887 eller 1888 fik han hektograferet et skrift til brug for disse øvelser, og i 1892 udkom det som Grundsætninger for historisk Kildekritik. I perioden omkring 1890 skrev han også flere afhandlinger, der kan betragtes som demonstrationer i brugen af kildekritik på konkrete problemstillinger.