Karl Werner Jernström (født 5. januar 1883 i Stockholm, død 29. april 1930 smst) var en svensk skytte, som deltog i to olympiske lege i begyndelsen af 1900-tallet.
Jernström var med til OL 1912 i Stockholm, hvor han deltog i fire discipliner. Hans bedste resultat kom i holdkonkurrencen i militærriffel, hvor han sammen med Mauritz Eriksson, Carl Björkman, Tönnes Björkman, Bernhard Larsson og Hugo Johansson vandt bronzemedalje. Med 262 point var han svenskernes næstbedste skytte i konkurrencen. Han deltog også i individuel militærriffel på 600 m, hvor han nåede en sjetteplads med 88 point som bedste svensker i disciplinen. Mindre godt gik det i militærriffel på 300 m, hvor han med 75 point blot blev nummer 53, mens han i fri riffel på 300 m blev nummer 20.
Jernström deltog også ved OL 1920 i Antwerpen. Her deltog han i militærriffel, liggende, 300 m, hvor han opnåede 57 point, hvilket ikke var blandt de ti bedste. Han deltog i holdkonkurrencen i samme disciplin sammen med Mauritz Eriksson, Hugo Johansson, Ture Holmberg og Erik Blomqvist; svenskerne blev her delt nummer tre med i alt 281 point. Tre nationer opnåede dette pointtal, men Finland endte efter nærstudering af målene med at få bronzemedaljen foran Schweiz og Sverige, der dermed officielt blev nummer fem.
Referencer
Eksterne henvisninger http://www.sports-reference.com/olympics/athletes/je/werner-jernstrom-1.html
Kategori:Skytter fra Sverige Kategori:Personer fra Stockholm Kategori:Deltagere for Sverige ved sommer-OL 1912 Kategori:Deltagere for Sverige ved sommer-OL 1920 Kategori:Olympiske bronzemedaljevindere fra Sverige