Hvalrossen (Odobenus rosmarus) er et havpattedyr, der tilhører underordenen Pinnipedia (sæler) og lever i spredte områder omkring Nordpolen i Ishavet og i subarktiske have på den nordlige halvkugle. Hvalrossen er den eneste nulevende art i familien Odobenidae og slægt Odobenus. Arten kan opdeles i underarterneWozencraft, W.C. (2005). "Order Carnivora}". I Wilson, D.E.; Reeder, D.M. Mammal Species of the World: A Taxonomic and Geographic Reference (3. udg.). Johns Hopkins University Press. s. 532–628. . OCLC 62265494. atlantisk hvalros (O. r. rosmarus), som lever i Atlanterhavet, stillehavshvalros (O. r. divergens) som lever i Stillehavet og O. r. laptevi, som lever i Laptevhavet i Ishavet.
Voksne hvalrosser kendes på deres stødtænder, knurhår og størrelse. Voksne hanner i Stillehavet kan veje mere end 2.000 kgWalrus: Physical Characteristics . seaworld.org. og er blandt sæler kun overgået af Søelefanter. Hvalrosser lever hovedsageligt på lavt vand over kontinentalsoklen, hvor de bruger store dele af deres liv ved havisen, hvor de leder efter føde i form af bundlevende muslinger. Hvalrosser kan leve længe, og de er sociale dyr. De bliver betragtet som nøgleart i de arktiske havområder.
Hvalrossen spiller ofte en vigtig rolle i indfødte arktiske kulturer, der jagter hvalrossen for dens kød, fedt, skind, stødtænder og knogler. I 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev hvalrosser jagtet og dræbt i stort omfang for deres spæk, hvalroselfenben og kød. Populationen faldt drastisk i hele det arktiske område. Siden er bestanden vokset noget, selv om populationerne i Atlanterhavet og Laptevhavet stadig er spredte og langt mindre, end inden mennesket begyndte jagten.
Etymologi left|thumb|Hvalros, med mærket Ros marus piscis, afbildet på Carta Marina i 1500-tallet.
Ifølge J.R.R. TolkienJ.R.R. Tolkien and the OED, J.R.R. Tolkien and the OED . er ordet hvalros afledt af et germansk ord, og det er enten hollandsk eller oldnordisk. Første del af ordet menes at være afledt af det hollandske walvis ("hval"). Anden del kan stamme fra det oldnordiske ord for "hest".Dictionary.com. Dictionary.reference.com. Retrieved 16 September 2011. Det oldnordiske ord hrossvalr 'heste-hval' er måske blevet overgivet i omvendt form til både hollandsk og dialekter i Nordtyskland som walros og Walross.Dansk Etymologisk Ordbog, Niels Age Nielsen, Gyldendal 1966 En anden teori er, at det er afledt af de hollandske ord wal "kyst" og reus "kæmpe".Etymology of mammal names. Iberianature.com (29 December 2010). Retrieved 16 September 2011.
Artsnavnet rosmarus er skandinavisk. Et norsk manuskript, Konungsskuggsja, som stammer fra omkring 1240, refererer til hvalrosser som "rosmhvalr" på Island og "rostungr" på Grønland (hvalrosser var på det tidspunkt udryddet i Norge og på Island, mens ordet stadig udviklede sig på Grønland). Adskillige stednavne på Island, Grønland og i Norge kan være afledt af hvalros: Hvalfjörður, Hvallatrar og Hvalsnes der alle har været parringssteder for hvalrosser.
Det gammelengelske ord for hvalros — morse — menes at være kommet fra slavisk,morse, n., etymology of The Oxford English Dictionary. 2nd ed. 1989. OED Online. Oxford University Press. som igen kommer fra finsk-ugrisk. Det russiske ord морж (morž) kan sammenlignes med mursu på finsk, morša i nordsamisk og morse på fransk. Olaus Magnus, der afbildede hvalrossen på Carta Marina i 1539, refererede først til hvalrossen som ros marus, der sandsynligvis er en latinicering af morž, og det blev brugt af Linné til hans videnskabelige navngivning.
Den tilfældige lighed mellem morse og det latinske ord morsus ("bid") stammer antageligvis fra hvalrossens ry for at være et "frygteligt monster".
Artsnavnet Odobenus kommer fra odous (oldgræsk for 'tand') og baino (græsk fra 'gang'), baseret på observationer af hvalrosser, der bruger deres stødtænder til at trække sig selv op af vandet. Termen divergens på latin betyder 'dreje fra hinanden', referer til deres stødtænder.
Taksonomi Hvalrossen er et pattedyr i ordenen rovdyr. Det er den eneste tilbageværende medlem af familien Odobenidae, der er den ene af tre linjer i underordenen pinnipedia, sammen med ægte sæler (phocidae) og øresæler (otariidae). Der har været debat om alle tre linjer danner en monofyletisk gruppe; dvs. om de alle nedstammer fra én fælles stamform (en ursæl) eller om gruppen er parafyletisk, dvs. de nedstammer fra to eller flere forskellige rovdyr, der uafhængigt af hinanden er blevet akvatiske. Nylige genetiske studier tyder på at alle tre stammer fra en stamform af hunde-gruppen, nærmest beslægtet med bjørne. Moderne multigen-analyser indikerer, at øresæler og hvalrosser delte sig fra de ægte sæler for omkring 20–26 millioner år siden, mens øresæler og hvalrosser blev adskilt for omkring 15–20 millioner år siden. Odobenidae var på et tidspunkt en meget forskelligartet og udbredt familie, der inkluderede mindst 20 arter i underfamlierne Imagotariinae, Dusignathinae og Odobeninae. Den vigtigste nye evne var udviklingen af en sprøjte/sugemekanisme til fødesøgning; stødtænderne blev udviklet senere og er specifikke for Odobeninae, hvoraf den moderne hvalros er den sidste tilbageværende art.
thumb|left|Unge hanner i stillehavsbestanden ved Cape Pierce i Alaska. Bemærk stødtændernes kurve og retning og den ujævne hud, der er typisk for dem.
To underarter af hvalrosser er almindeligt kendt: Atlanterhavshvalrossen, O. r. rosmarus (Linnaeus, 1758) og Stillehavshvalrossen, O. r. divergens (Illiger, 1815). Særlige genetiske forskelle mellem de to underarter indikerer, at der har været et meget begrænset genflow, men med en separation imellem underarterne, som er foregået for mellem 500.000 og 785.000 år siden. Disse tidspunkter falder sammen med hypotesen (der er afledt af fossiler)om at hvalrosser udvikledes fra en tropisk eller subtropisk forfader og blev isoleret i Atlanterhavet og derfra gradvist har tilpasset sig forholdene i Arktis. Herfra genkoloniserede hvalrossen det nordlige Stillehav i istiderne under den pleistocæne epoke, hvor Panama-landtangen endnu ikke havde lukket sig, og der var forbindelse mellem Atlanterhavet og Stillehavet - mellem Syd- og Nordamerika.
En isoleret bestand i Laptevhavet betragtes af mange også russiske biologier og værket Mammal Species of the World for at være en 3. underart, O. r. laptevi (Chapskii, 1940), og den bliver behandlet som sådan i Rusland. Andre accepterer ikke underarten og betragter Laptevhvalrossen som en underbestand af den atlantiske hvalros eller stillehavshvalrossen. I 2009 viste adskillige studier af hvalrosgener, at Laptevbestanden er den vestligste del af stillehavsbestanden.
Anatomi thumb|right|En hvalros bruger sine stødtænder til at holde fast i isen ved et åndehul ved St. Lawrence Island i Beringshavet.
Særligt store hanner af stillehavshvalrosser kan veje helt op omkring 2000 kg, men størstedelen vejer mellem 800 og 1700 kg. Nogle gange vokser hannerne af Stillehavs-underarten sig dog væsentligt større end det. I 1909 fik man en hvalroshud, der vejede 500 kg på Franz Josef Land, og i august 1901 skød Jack Woodson en hvalros, der var 4,9 m lang og huden vejede 450 kg. Da en hvalroshud normalt udgør omkring 20 % af kropsvægten, er disse to gigantiske individer estimeret til at have en vægt på omkring 2300 kg. Atlanterhavshvalrossen vejer omkring 10-20 % mindre end Stillehavshvalrosser. Hannerne i Atlanterhavet vejer i gennemsnit omkring 900 kg.Walrus: Physical Characteristics . Seaworld.org. Retrieved on 19 December 2012. Atlanterhavshvalrossen har normalt kortere stødtænder og en fladere snude. Hunnerne vejer omkring to tredjedele af hannerne, og hunnerne i Atlanterhavs-underarten vejer omkring 560 kg, og nogle gange helt ned mod 400 kg, mens hunnerne i Stillehavet typisk vejer omkring 800 kg.Carling, M. (1999). Odobenus rosmarus walrus . Animal Diversity Web Længden er typisk fra 2,2 til 3,6 m.Walrus. Odobenus rosmarus . National Geographic Nyfødte hvalrosser er forholdsvis store, og vejer 33 til 85 kg og er 1 til 1,4 m lange, hvilket gælder for begge køn og for alle underarterne. Hvalrossen er den tredjestørste sæl, efter de to arter søelefanter. En væsentlig grund til den store kropsvægt er den store mængde spæk under huden. Spækket holder dem varme og er energidepot, da spæk kan forbrændes til energi.
Hvalrossens kropsform deler mange egenskaber med både øresæler (Otariidae) og ægte sæler (Phocidae). Ligesom øresæler kan hvalrosser dreje deres bagerste luffer forud og løfte hele deres vægt op og bevæge sig på alle fire. Deres svømmeteknik er dog mere som ægte sælers, hvor fremdriften kommer fra baglufferne, der bevæger sig fra side til side, og mindre fra forlufferne. Lige som ægte sæler har hvalrosser intet ydre øre. Åbningen til øregangen ses som et hul i pelsen på siden af hovedet.
De extraokulære muskler (øjnmuskulaturen) er veludviklede. Det og konstruktionen af øjenhulen gør det muligt for dyret at vende begge øjne i forskellige retninger og se fremad og bagud samtidigt. Øjnene er tilsyneladende tilpasset til at se under vand og hvalrosserne er sandsynligvis stærkt nærsynede på land.
Stødtænder og tandsæt thumb|right|Skelet fra en hvalros. thumb|Kranie med huller, hvor de nedadvendte stødtænder har siddet. Det store hul foran er næseborene, på siden ses øjenhulen og længst til venstre åbningen for øregangen.
Det mest fremtrædende træk ved hvalrossen er dens lange stødtænder. De er forlængede hjørnetænder hos både hannerne og hunnerne. De kan blive op til 1 m lange, og veje op til 5,4 kg. Stødtænderne hos hannerne er en smule længere og tykkere, så de kan bruge dem til at slås og vise dominans; de stærkeste hanner med de største tænder dominerer typisk de sociale grupper. Stødtænderne bruges også til at skabe og bevare huller i isen, og hvalrosserne bruger dem til at trække sig op af vandet og op på isen. Man troede tidligere, at de brugte stødtænderne til at grave bytte frem på havbunden, men analyser af slidmærkerne på tænderne indikerer, at de bliver slæbt igennem sedimentet, mens de bruger snuden til at grave med. Hvalrossers tandsæt varierer meget, men de har generelt få tænder ud over stødtænderne. Det maksimale antal tænder er 38, der sad efter formlen: , men over halvdelen af tænderne er rudimentære, og de optræder med mindre en 50 % frekvens, og tandsæt har normalt kun 18 tænder, der sidder efter formlen .
Knurhår Omkring stødtænderne har hvalrosser en bred måtte af stive børster (en slags knurhår), der giver hvalrossen et karakteristisk "skæg". De kan have mellem 400 og 700 hår, der er arrangeret i 13-15 rækker og være omkring 30 cm lange, selvom de i naturen ofte bliver slidt af og er meget kortere, da dyret søger føde en større del af tiden. Hvert enkelt knurhår styres af tilhørende muskler og er rigt forsynet med blod og nerver, hvilket gør dem til en del af et meget følsomt sanseorgan, der kan adskille genstande med forskelle ned til 3 mm x 2 mm.
Hud Ud over knurhårene har hvalrosser kun meget sparsom pels, og de fremstår helt bare. Deres hud er rynket og tyk — helt op til 10 cm omkring halsen og skuldrene på hannerne. Spæklaget er op til 15 cm tykt. Unge hvalrosser er meget mørkebrune, og de vokser sig lysere og mere kanelfarvede med alderen. Gamle hanner ender med at blive næsten lyserøde. Da blodkar i huden trækker sig sammen i kold vand, kan hvalrosser se næsten helt hvide ud, når de svømmer. Et sekundært kønskarakteristika er, at hannernes hud er mere nubret og har knuder, særlig meget omkring halsen og skuldrene.
thumb|En indfødt kvinde i Alaska iført et hvalrosskind.
Hvalrossen har en luftpose under struben, der fungerer som en flydeboble, der gør det muligt at ligge vertikalt i vandt og sove. Hannerne har en stor baculum (penisknogle), der er op til 63 cm lang, hvilket er den længste for noget landpattedyr, både i absolut størrelse og i forhold til kropsstørrelsen.
Livscyklus Reproduktion