Aasmund Olavsson Vinje (født 6. april 1818 i Vinje i Telemark, død 30. juli 1870 i Gran i Hadeland) var en norsk forfatter og journalist. Vinje var en af de første efter Ivar Aasen, som aktivt tog det norske landsmål i brug, som Aasen havde udviklet, og den første som gennemgående brugte landsmål (nynorsk skriftsprog) også i prosa. Han var en foregangsmand inden for norsk journalistik og er ophavsmand til folkekære digte som «Våren», «Ved Rundarne», «Kunnskap skal styra rike og land», børnesangen «Blåmann» og mange flere. Da det norske radioprogram Ønskediktet bad lytterne stemme om det mest elskede kærlighedsdigt i norsk litteratur, vandt Vinjes «Den dag kjem aldri» fra cyklussen Storegut. Digtet kan synges på traditionelle folkemelodier. Komponisten Edvard Grieg har også tonesat flere af Vinjes digte.
Vinje skabte sin lyrik i overgangsperioden mellem Henrik Wergelands død i 1845 og det moderne gennembrud, og placeres gerne litteraturhistorisk som en repræsentant for den poetiske realisme.
Baggrund og opvækst Slægt Aasmund Olavssons farfar, Aasmund Torjussen, kom fra gården Vå i Rauland i det vestlige Telemark, men solgte gården og var siden bonde på forskellige gårde i Vinje og Mo i Telemark. Han giftede sig i 1782 med Ingeborg Asbjørnsdatter. Aasmund og Ingeborg havde to sønner. Den yngste, Olav Aasmundsen, (født 1786 på gården Ljostad) blev i en ung alder udskrevet som soldat, og var med både i Napoleonskrigene i 1808 og krigen mod Sverige i 1814. Når han var hjemme, arbejdede han som gårdskarl rundt om i Vinje bygd. Den 11. november 1813 giftede han sig med Thorbjørg Gjermundsdatter (født 1787) fra Gøytilsgrenda i Eidsborg. På dette tidspunkt byggede han husmandsstedet Uppistog Vinje.
Barndom Aasmund Olavsson Vinje var ældste barn af Olav Aasmundsson og Thorbjørg Gjermundsdatter. Da han var seks år gammel, flyttede familien til «Plassen» eller «Plassevja», et husmandssted under gården Vinje, som faren Olav Aasmundson tidligere havde ryddet for skov. Aasmund Olavsson Vinje voksede op på Plassen. De materielle kår var ringe, og armoden til tider stor, men litteratur og kultur var alligevel højt værdsatte i hjemmet. Aasmund O. Vinje lærte at læse ni år gammel. Det fortælles, at han satte ild på sin ABC, fordi den hane, som var afbilledet på sidste side, ikke ville gale, da han havde stavet sig gennem bogen. Drengen havde en ubændig trang til at tilegne sig kundskab gennem bøger. Han satte sig til og med for at lære Bibelen udenad, men faren fratog ham familiens eneste eksemplar, for at det ikke skulle blive slidt i stykker.
Som dreng blev Vinje sat til at vogte geder. Han var glad for dyrene, og havde stor sans for geder. Køerne regnede han nærmest som familiemedlemmer, og grisene gav ham visse forudsætninger for at tilegne sig filosofi. (Se nedenfor) Han mistede sin mor 10 år gammel. Om dette fortæller A. O. Vinje siden: «Jeg fikk bryst til jeg var omtrent 6 år, og derved således svekket min mor, at hun trolig av dette i forbindelse med en sterk forkjølelse fikk tæring og døde i mitt 10.år.» I 1831 giftede faren sig igen, og snart havde Aasmund en halvbror ved navn Olav.
Efteråret 1834 blev han konfirmeret med «UG» i kristendomskundskab, og præsten ville have ham som omgangsskolelærer i hjembygden. Vinje tog derfor på hjælpeseminariet i nabokommunen Kviteseid og opnåede det bedste afgangsresultat i skolens historie. Det var præsten Søren Schive i Tinn som udeksaminerede ham.
Unge år Efter opholdet i Kviteseid, hvor Aasmund O. Vinje var i et halvt års tid, blev han omgangsskolelærer i Smørklepp og Grungedal, de øverste fjeldtrakter i Vinje. Han holdt kun skole om vinteren og havde en årsløn på 13 speciedaler. Om somrene lå han dels på sætrene med får; dels påtog han sig arbejde på gårdene i bygden. Desuden skaffede han sig indtægter ved at brænde brændevin. Det solgte han uden hensyn til loven om brændevinssalg. På denne måde klarede han at lægge noget kapital til side. I tillæg fik han en arv på 12 speciedaler efter sin mor. Efter godt fem års virke som skolemester, havde han sparet omkring 100 spd. op.
Til Asker seminarium Aasmund O. Vinje havde tænkt sig at udvandre til Amerika, men pastor A. E. Smitt overtalte ham i foråret 1841 til at begynde på seminariet i Asker. Han fik tilbudt et lån på 50 spd. Vinje slog til, og om sommeren gik han til fods til Asker Seminarium, som på den tid blev bestyret af Knud Gislesen. Ved siden af skolearbejdet læste han adskilligt uden om pensum, og i julen 1842 besøgte han for første gang Christiania. I juli 1843 tog han lærereksamen med karakteren «UG».
Lærer i Mandal Vinje søgte klokkerpost i Vinje, men en anden ansøger blev valgt, til trods for, at han vikarierede der en tid. Han begyndte da igen at tænke på Amerika. Han drog til Christiania i håb om at tjene som klokker hos emigrantpræsten J. W. C. Dietrichson, men stillingen var besat. På vejen forhørte han sig om en skolelærerpost i Skien, og i Kristiania søgte han om at blive lærer ved asylet; men begge steder fik han afslag, fordi han havde for gode papirer og således var overkvalificeret. Familien rådede ham til at søge en timelærerpost ved Mandal Borgerskole. Den fik han i februar 1844 og tiltrådte 1. marts samme år. Ved siden af skoletimerne, som skaffede ham en løn på omtrent 120 spd. årlig, gav han privatundervisning. Samtidig fulgte han som elev undervisningen i de højere klasser, og hans medlærere gav ham fri undervisning i tysk, fransk og latin. Han læste også meget på egen hånd, f.eks. Immanuel Kant, Johann Gottlieb Fichte og Hegel. Han mente, han var for gammel til at studere, tog sigte på sømandslivet og forsøgte at stå til søs foråret 1846. Han blev imidlertid snart sat i land som ubrugelig.
Vinje begyndte da at interessere sig for handel. Den 25. januar 1847 havde han skaffet sig handelsbrev i Kristiansand. Planen var at drive tømmer ned fra Åseral og sælge det i byen, men det blev aldrig til noget. Alligevel tog han borgerbrev først og fremmest for at få stemmeret. Allerede ved ankomsten til Mandal var han blevet bekendt med Søren Jaabæk som havde vakt politiske interesser hos ham. Disse to blev snart nære venner; Vinje gav Jaabæk undervisning i tysk, og Jaabæk anbefalede Vinje til valgene 1847. Den 5. august 1847 blev han valgt til 4. valgmand for Mandal sammen med Jaabæk og to andre bønder.
I Mandaltiden begyndte han at skrive i byens avis, og i juli 1847 skrev han i «Morgenbladet» en kritik af sognepræst Knud Olaus Knutzens «Christelige Fortællinger». Efter dette fik han at vide, at biskoppen havde udtalt, at han aldrig kunne blive forfremmet.
Kort tid efter blev han opsagt ved skolen i Mandal og sejlede til Kristiania med 10 spd. i lommen for at friste lykken.
Artium og embedseksamen Vinje havde tænkt at begynde at læse til examen artium, og hans venner, Jaabæk og G. Michelsen, havde lovet at hjælpe ham med et lån, men da de ikke kunne skaffe pengene straks, besluttede han at gå med i Treårskrigen. Han har selv oplyst, at han ikke lykkedes med at træffe advokat Bernhard Dunker som registrerede de frivillige. I slutningen af juli 1847 overhørte han odelstingsforhandlingerne om lov om almueskolevæsenet fra Stortingsgalleriet. Om denne skrev han en artikel i «Morgenbladet», og redaktøren Adolf Bredo Stabell opfordrede ham til at fortsætte med at skrive der mod betaling, så han havde råd til for alvor at tage fat på artiumslæsningen.
Indtægten fra avisen og det lån han fik fra Mandal, satte ham i stand til at begynde på «Heltbergs studentfabrikk» i 1848. Her traf han Henrik Ibsen, Frithjof Foss, Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie. Ved siden af skolegangen dyrkede han sine litterære og politiske interesser. I 1850 fik han Examen Artium med haud, dimitteret af stud. philol. T. J. Lie.
Studier Han blev optaget af teoretiske synsmåder under studiet af naturfagene til andendel, som han bestod med haud i juni 1851. Han læste Niels Treschow, historie, klassikerne og, med særlig begejstring, Meïr Aron Goldschmidt. Siden begyndte han på jurastudier, og 15. december 1856 tog han juridisk embedseksamen med laud, og 28. april 1857 blev han autoriseret som overretssagfører, men fortsatte sin gamle levevis. Hans juridiske virksomhed indskrænkede sig til at føre højst to eller tre retssager som ansat hos advokat J. C. Lous.
Journalistik Aasmund O. Vinje var så småt begyndt på en journalistsk løbebane i Mandalstiden, og frem til våren 1850 skrev han fast i «Morgenbladet», men kom i strid med redaktøren af politiske og personlige grunde, og forlod bladet.
I efteråret 1849 anså Jaabæk Aasmund O. Vinje som en frafalden fra bondepartiet. Nu var det arbejderbevægelsen som optog ham. I maj 1850 hjalp han Harro Harring med at skrive i dennes blad «Folkets Røst» og blev medredaktør i dets efterfølger «Tiden». Han var medunderskriver på protesten mod Harrings udvisning fra riget 29. maj 1850, men da han erfarede, at regeringen var totalt ligeglad, vendte han sig bort fra alle partier og valgte at være tilskuer til kampen. Hans eneste forum blev Drammens Tidende, hvor han skrev i alt 700 artikler.
«Andhrimner» Hans første venner i Christiania var Henrik Ibsen og Paul Botten-Hansen. Sammen med dem udgav han det satiriske blad «Andhrimner» efter kokken i Valhall (jfr. norrøn mytologi). Forbilledet for bladet, som også blev kaldt «Manden», var den dansk-jødiske digter Meir Aaron Goldschmidts «Corsaren». Særlig nært blev venskabet med Botten-Hansen, i den kreds som kaldtes med det Holberginspirerede navnet «Westphalerne».
Landsmålet og Dølen Fra midten af 1850'erne kom han meget hos proprietær Johan Brandt på Haugerud i Vestre Aker. I 1852–57 omgikkes han Ole Vig, som ville fornorske skriftsproget. Dette inspirerede Vinje til at tage særnorske ord og vendinger i brug i skriften, og i 1853 forsøgte han at skrive en salme på dialekten fra sin hjembygd. Han kunne imidlertid ikke gammelnorsk, og syntes ikke han havde gode nok forudsætninger for at skrive Aasens landsmål.
Efter embedseksamen begyndte han at høre forelæsninger i gammelnorsk hos Jakob Rudolf Keyser. På samme tid gav han sig igen i kast med filosofiske og naturvidenskabelige studier. Han drøftede sprogspørgsmålet med Aasen, og i oktober 1858 var han klar til at gå i gang med ugebladet «Dølen». Resten af livet levede han for dette blad, som han for det meste skrev selv, hjulpet af Aasen og unge studenter. Efter to år måtte han rigtignok indtil videre opgive «Dølen» på grund af økonomiske tab, og fordi bladarbejdet lod til at være til hinder for at få de juridiske poster, han havde søgt.
Med det stærkt personlige ugeblad Dølen fra 1858 satte Vinje et skel i udviklingen af norsk journalistik. I Dølen var han sin egen herre. Mange af hans digte er offentliggjort i Dølen. Af og til kom bladet ud uregelmæssigt, men så kunne der pludselig komme en hel bog, som Ferdaminni frå sumaren 1860 (Ferdaminne), et højdepunkt i Dølens historie. Dølen fylder samlet fire store bind i pragtutgaven fra 1970-73 med træsnit af Terje Grøstad.
Som journalist er Vinje kendt for sit berømte "Tvesyn". Han kunne på en gang se både retten og vrangen på «livets væv», som han gerne sagde, eller han kunne le med et øje og græde med det andet.
Folkelig væremåde thumb|300px|Karikaturen "Vinjefurua" (= Vinje-fyrren) af Theodor Kittelsen, 1907.