thumb|Gejrfuglen var en alkefugl, der uddøde i 1844 ved Island. Uddøde fugle er arter eller underarter af fugle, der ikke længere eksisterer. Fugle kan være uddøde globalt eller regionalt. For eksempel blev urfuglen erklæret som uddød i Danmark i 2001, men er ikke truet internationalt. Gejrfuglen uddøde globalt i 1844, hvor de sidste to individer blev dræbt.

Ifølge IUCNs rødliste over truede dyrearter er 130 fuglearter med sikkerhed uddøde siden 1500-tallet, de fleste på grund af menneskets indvirkning. Muligvis er det sande antal mere end 200 arter. Der kan ofte være tvivl om en fugl stadig findes og om den skal regnes for en art eller underart. Det er flere gange sket, at en art er blevet erklæret globalt uddød, men alligevel er genfundet senere.

Udover de uddøde fuglearter menes, ifølge nogle opgørelser, omkring 60 underarter også at være forsvundet siden 1500-tallet.

De arter, der indtil nu er uddøde, har ofte levet på isolerede øer, hvor en del af dem med tiden har mistet flyvefærdigheden. Dette gjorde dem meget sårbare overfor jagt fra mennesker eller nyligt introducerede rovdyr.

IUCN rødliste

IUCN har i deres rødliste kategoriseret fuglearterne efter, hvor truede de er af udryddelse.

thumb|Brilleskarven uddøde omkring 1850, hvor den levede på Kommandørøerne i det nordlige Stillehav  Kategori  Fuldt navn Forklaring EX Extinct Uddød. En art er uddød, når det sidste individ af arten udenfor nogen rimelig tvivl er død. EW Extinct in the Wild Uddød i vild tilstand. Det vil sige, at arten er uddød i dens oprindelige levested, men findes i fangenskab eller i populationer, der er naturaliseret langt fra dens tidligere udbredelsesområde. CR (PE) Critically Endangered (Possibly Extinct) Kritisk truet (Muligvis uddød). Dette er ikke en officiel kategori, men en benævnelse for arter i kategorien CR, hvor det er sandsynligt at de er uddøde, men hvor der stadig er en lille chance for at de findes. CR Critically Endangered Kritisk truet. Arten har en ekstremt høj risiko for at uddø. EN Endangered Truet. Arten har en meget høj risiko for at uddø. VU Vulnerable Sårbar. Arten har en høj risiko for at uddø. NT Near Threatened Nær truet. Arten vil sandsynligvis i nær fremtid blive kategoriseret som truet (VU, EN eller CR). LC Least Concern Ikke truet. Dette gælder f.eks. for alle almindeligt udbredte arter. DD Data Deficient Manglende data. Anvendes når der ikke findes nok information om arten til at kunne afgøre, om den er truet af udryddelse.

Uddøde fuglearter siden 1500 thumb|Dronten var en dueart, der uddøde i 1681 på Mauritius. Billedet er malet af Roelant Savery i 1626

De mest berømte uddøde fuglearter er Dronten fra Mauritius, Gejrfuglen fra Nordatlanten, Elefantfuglene fra Madagaskar, og Moa'erne fra New Zealand. De var alle uden flyveevne og blev udryddet af mennesker. Næsten alle uddøde arter var endemiske for små isolerede øer, hvor introduktion af især svin, rotter, katte og hunde fik alvorlige konsekvenser for den oprindelige fauna. Det var netop fra omkring 1500, at mange nye områder af verden blev besøgt af europæere for første gang som følge af Christoffer Columbus' opdagelse af den nye verden.

Nogle fuglefamilier har forholdsvis flere uddøde arter end andre. Det gælder eksempelvis Tranefugle, Duer og Papegøjer.

IUCN kategoriserede i 2012, med hjælp fra organisationen BirdLife International, 1313 fuglearter som enten kritisk truede, moderat truede eller sårbare for udryddelse. Det svarer til 13 procent af alle nulevende arter. Antallet af fuglearter i disse tre kategorier er stigende.

Tabellen viser 211 fuglearter, der formodentlig er uddøde siden 1500-tallet. Der er brugt flere forskellige kilder, der ikke altid er indbyrdes enige, om en takson skal opfattes som en art eller underart og om, hvornår eller om overhovedet en art er uddød. Et tomt felt i kolonnen for rødlistekategori betyder, at arten ikke er kategoriseret af IUCN, hvilket f.eks. kan skyldes, at den anses som uddød før 1500 eller at den ikke anerkendes som en art.