thumb|Friheden fører folket på barrikaderne (malet af Eugène Delacroix 1830)
Nationalisme er den ideologi, der anskuer nationen som det primære politiske fællesskab for grupper af mennesker, og mener, at hver nation bør have sin egen stat, hvis territorium er sammenfaldende med nationens udbredelse (en nationalstat). Nationalismen er ofte knyttet til opfattelsen af et 'hjemland', hvor nationen med dennes særlige kendetegn (eksempelvis sprog, religion, en fælles historisk bevidsthed og andre fælles kulturelle træk) har sit tilhørsforhold.Ignats, s. 15.
I dag benyttes udtrykket ofte med en negativ klang om en yderliggående nationalfølelse (chauvinisme), der kan være forbundet med fremmedhad, racisme eller aggressiv militarisme. Udtrykket kan imidlertid også bruges mere neutralt eller positivt om forskellige udtryk for nationalfølelser.
Nationalismen har haft overordentlig stor betydning for identitetsfølelsen og den politiske udvikling i hele verden de sidste godt 200 år og i forskellige politiske sammenhænge haft en hovedrolle i dannelsen af de fleste nutidige stater i verden. Især i 1800-tallets Europa og Amerika og i 1900-tallets Asien og Afrika har nationalistiske bevægelser været betydende. Siden årtusindskiftet har en styrket nationalisme igen spillet en større rolle i mange lande, af mange betragtet som en modreaktion mod den stigende globalisering.Iversen, s. 9.
Afgrænsning i forhold til andre begreber
Nationalismen hænger tæt sammen med begrebet nation, dvs. en gruppe mennesker, der knyttes sammen af en fælles identitet, der ofte bygger på fælles sprog, religion, kulturelle traditioner og/eller en fælles historisk bevidsthed, og som har eller ønsker at opnå en egen selvstændig stat. Der er ikke enighed om, hvorvidt nation eller nationalisme opstod først. Ifølge den kendte britiske nationalismeforsker Anthony D. Smith eksisterede nationen før nationalismen, mens andre teoretikere mener, at nationalismen kom først, og at denne ideologiske idé så i anden omgang har skabt en forestilling om at tilhøre et konstrueret nationalt fællesskab.Iversen, s. 13.
Ligesom den præcise definition af begrebet "nation" er omdiskuteret,Smith, s. 22:"Hvordan skal vi definere begrebet 'nation'? Det er utvivlsomt områdets mest problematiske og omstridte term. Enkelte vil helt skille sig af med det." anvendes begrebet "nationalisme" også i en række forskellige, omend beslægtede betydninger. I lærebogen Kernebegreber i statskundskab fra 2000 oplistes fem forskellige betydninger:Overgaard, s. 75f. en ideologi, der siger, at verden "naturligt" er og bør være opdelt i nationer, og at alle nationer bør have ret til national selvbestemmelse i deres egen stat eller i det mindste til relativt selvstændige politiske institutioner (forfatterens foretrukne definition) den proces, hvorigennem nationer formes, især om nationsdannelsesprocessen i Europa i 1800-tallet og i forbindelse med afkoloniseringen i verden i 1900-tallet; her er nationalisme synonymt med "nationsbygning" synonymt med "nationalfølelse" eller "national identitet", ideen om at ens identitet som person eller gruppe er knyttet sammen med nationens styrke og velbefindende som neutral henvisning til en gruppe med politiske mål om at opnå eller bevare en status som nation, i sammenhænge som "en nationalistisk bevægelse" eller "nationalistisk gruppe" som synonym for nationalchauvinisme eller "hypernationalisme"
Patriotisme
Patriotisme (fædrelandskærlighed) minder om, men er forskellig fra nationalismen. Patriotisme henviser til det latinske patria ("fædrelandet") og betegner loyalitet overfor den eksisterende statsdannelse, som man ikke nødvendigvis er født ind i, og som ikke behøver at være en stat med fælles kulturelle værdier, sprog eller etnicitet. Patriotismen er derfor ikke en ide om, at et særligt folk skal have sin egen stat. I 1700- og 1800-tallets danske helstat stod helstatspatriotismen, tanken om, at alle den danske konges undersåtter, uanset om de var danske, norske, tyske osv., burde være forenet i den samme stat, i modsætning til de opvoksende og efterhånden dominerende nationale bevægelser.Helstatspatriotisme. Fra Grænseforeningens hjemmeside. Besøgt 18. juli 2018.
Nationalisme - et positivt eller negativt begreb?
For mange har ordet nationalisme en negativ klang. Det hænger sammen med, at der historisk har været mange eksempler på, at nationalistiske følelser har udviklet sig til en chauvinisme, der både har fordret en stærk konformitet, hvor individualiteten i befolkningen er blevet truet, og en opfattelse af, at ens egen nation er hævet over andres. Denne type nationalisme optræder ikke mindst under krige mellem nationer. Det bedste eksempel herpå er nazismen i Tyskland i 1930'erne og 1940'erne. Når der i den offentlige debat henvises til nationalisme, er det ofte i denne ekskluderende betydning. Mange meningsdannere og forskere, bl.a. den britiske nationalismeforsker Benedict Anderson, fremhæver imidlertid, at nationalisme, når den optræder i en mere fredelig form som fædrelandskærlighed, også kan have positive aspekter: Den kan give en positiv gruppeidentitet, være et redskab til at socialisere folk til god opførsel af hensyn til nationen, og historisk har nationalisme været inspirationskilde til mange kulturelle præstationer, eksempelvis indenfor litteratur, kunst og musik. Nationalismen kan også i en moderat udgave fungere som en forudsætning for demokratiet: Forestillingen om, at folket styrer, kræver, at man føler sig som et folk. Nationalisme kan dermed fremstå i mange former i et kontinuum mellem fædrelandskærlighed som den positive pol og chauvinisme som den negative.Iversen, s. 14f. Man anvender også betegnelserne partikularistisk og universalistisk nationalisme, hvor den første lægger vægten på den enkelte nations ophøjede karakter og kan virke som undskyldning for en imperialistisk erobringspolitik eller forfølgelse af "fremmede", mens den anden er en tankegang, der går ud på, at verden ville blive et mere fredelig og harmonisk sted, hvis princippet om national selvbestemmelsesret blev fulgt konsekvent i hele verden.
Historie
Det er en meget almindelig egenskab ved alle menneskelige såvel sociale som etniske grupper, at man danner sig forestillinger om den gruppe, man selv tilhører (autostereotyp) adskilt fra andre gruppedannelser (heterostereotyper). I kraft af disse selv- og modbilleder kan en gruppe udvikle en "vi-bevidsthed", der danner skillelinjer mellem egengruppen (in-group) og andre grupper (out-group). I forbindelse med etniske grupper betegnes dette som en etnocentrisk synsvinkel.Lund, s. 9. En etnisk bevidsthed kan allerede i antikken spores, bl.a. hos grækerneLund, s. 14-16 og romerneLund, s. 16ff), hvor den dog fortrinsvis tjente til at skelne mellem civiliserede (henholdsvis héllenesLund, s. 11 og humanitasLund, s. 23) og ikke-civile eller barbarer (henholdsvis bárbarosLund, s.10 og barbari eller barbarae gentesLund, s. 17). I renæssancen kan man blandt tidens "oldgranskere" finde forestillinger om en lang "germansk" historisk-national kulturtradition, tildels parret med genopdagelsen af klassiske værker som romeren Tacitus' Germania.Lund, s. 100-104. Disse forestillinger betragtes dog ikke som udslag af nationalisme i moderne forstand, der først opstod i 1700- og 1800-tallet. I stedet var dels religionen, dels patriotismen vigtige ideologiske strømninger i middelalderen og renæssancen.
Patriotismen har således lange traditioner i Europa. Endnu op i begyndelsen af 1700-tallet var de fleste lande prægede af en indstilling om, at det gjaldt om at tillokke dygtige fremmede til fremme af landets velstand, og følgen blev større og mindre vandringer på kryds og tværs over Europa: velkendt er Salzburgs protestantiske befolknings udvandring til Østpreussen, der skete med større eller mindre økonomisk støtte fra protestantiske borgere i NordeuropaRasmussen, indkaldelsen af tyske hedekolonister til opdyrkning af den jyske hede, indkaldelsen af håndværkere og industriforetagere til danske købstæderDegn, tyske kolonister til Donau-området fra 1748Kinder, Hilgemann, s. 286f for blot at nævne enkelte eksempler.
I modsætning hertil voksede nationalismen frem i slutningen af 1700-tallet og blomstrede især i 1800-tallet. Nationalismen blev først formuleret som ideologi i uafhængighedskrigenes Amerika, revolutionens Frankrig og romantikkens Tyskland. Forestillingen om nationen som et politisk fællesskab knyttet til et særligt geografisk område (statsborgernationalisme) var central i datidens amerikanske og franske nationalisme, mens forestillingen om nationen som et kulturelt fællesskab (kulturnationalisme) var tilsvarende central i datidens tyske nationalisme. De tyske filosoffer Johann Gottfried von Herder og Johann Gottlieb Fichte var hovedmændene bag den oprindelige tyske nationalisme-tilgang.Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1229f.
Nationalismen fik en voldsom kraft i hele verden. I 1800-tallet frigjorde de fleste latinamerikanske lande sig fra spansk og portugisisk herredømme, og i Europa voksede nationale bevægelser frem og førte efterhånden, enten i 1800- eller 1900-tallet, til selvstændighed for lande som Norge, Finland, Belgien, Irland, Grækenland og en række andre nationer på Balkanhalvøen, Polen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, de baltiske lande, mens Tyskland og Italien fra at være splittet op i mange forskellige stater efterhånden blev samlet til nationalstater. I 1900-tallet, og især efter 2. verdenskrig,
Der var en række forskellige årsager til, at nationalismen som ideologi og dermed nationen som en vigtig identitetsskabende faktor slog igennem i 1800-tallet. Én årsag var religionens mindskede rolle på dette tidspunkt, idet religionen tidligere havde spillet en vigtig rolle som identitetsmarkør; dens svindende betydning efterlod dermed et tomrum, som andre kandidater kunne udfylde. En anden årsag var opgøret med enevældens ideologi og dermed forestillingen om, at politisk legitimitet kan begrundes med Guds vilje eller kongelige dynastiers arverettigheder. En tredje årsag er udviklingen af en række institutioner, som var effektive til at udbrede en national massekultur, f.eks. et offentligt skolevæsen, rigssprog og værnepligt. En fjerde årsag var fremkomsten af en række symboler, hvorigennem det forestillede nationale fællesskab kunne udtrykkes (f.eks. aviser, landkort, museer og nationaldage).Jensen mfl. (red.) (2006), s. 1232.
Nationalismens forhold til andre ideologier
Nationalismen har i tidens løb været knyttet til en række andre ideologier. Ideen om, at den politiske magt skal bygge på folkeviljen, er en vigtig del af de demokratiske ideer, og nationalismen har historisk ofte gået hånd i hånd med liberale, demokratiske revolutioner som i Frankrig, Tyskland og Danmark i 1848-49. Resultatet af forbindelsen mellem tanken om folkenes selvbestemmelsesret og liberalismens program om frihed og lighed blev den politiske strømning nationalliberalismen, der fik særlig grobund hos borgerskabet i lande som Italien, Tyskland og Danmark.Lund mfl., s. 272.Feldbæk, s. 328.Bjørn, s. 257-259. Oprindeligt havde nationalismen en vis brod imod den konservative ideologi, der var mere internationalistisk orienteret, men i slutningen af 1800-tallet blev nationalismen integreret i en række konservative partier og bevægelsers ideologi.Tim Knudsen: opslagsordet nationalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2018.
På trods af den oprindelige forbindelse til de store demokratiske revolutioner i 1700- og 1800-tallet er der kke noget naturligt demokratisk i nationalismen. Fascismen, nazismen og de kommunistiske diktaturer har også i vid udstrækning appelleret til folkeviljen og den nationale egenart, på samme måde som eksempelvis de sydamerikanske dikaturer i 1970'erne og 1980'erne. Også i demokratiske stater er folkeviljen blevet brugt som et argument for at undertrykke anderledes tænkende.Overgaard, s. 80.
Eksempler på nationale og nationalistiske strømninger