Karelens historie angår det kulturelle og geopolitiske område Karelen i det nuværende Finland og det nordvestlige Rusland. Området blev tidligt omtvistet af Sverige og Novgorod. Republikken Novgorod regnede Karelen blandt sine besiddelser, og det var først i 1293, at den sydvestre del af landskabet takket være Torgils Knutsson lagdes under Sverige. Gennem freden i Nöteborg 1323 blev til Sverige formelt afstået landet vest for en grænselinje trukket fra Systerbäck til Saijokis udmunding i Vuoksen og derfra til det sydlige Saima. Vyborg blev hovedstad i det svenske område. Men størstedelen af landskabet forblev under Novgorod, og dets befolkning antog med tiden alment den græsk-ortodokse lære. Hovedkraften bag det græsk-ortodokse missionsarbejde blev klostrene Valamo, som angives at være grundlagt år 992, og Konevits, anlagt år 1393, begge i Ladoga. Kexholm, hvor der allerede i hedningetiden synes at have været befæstninger, var såvel i militær som i administrativ henseende centrum. I egnene omkring Ladoga var en talrigere befolkning bofast, mens derimod det nordlige Karelen var næsten ganske øde og alene besøgtes i forbindelse med jagt og fiskeri eller tilfældigt svedjebrug.Nordisk Familjebok (1884)
Hærget af krige
Under de følgende århundreder var Karelen skuepladsen for vilde grænsefejder mellem Sverige og Novgorod, senere Moskva. Der rasede den såkaldte store russiske krig (1495–1497), efter hvis afslutning, med rimkrønikens udtryk, i Karelen og Savolax fandtes hverken hund, hane eller ko. Af mindre betydning var Gustav Vasas 2-årige krig med Rusland 1555–1557. Derimod blev den krig, som udbrød i begyndelsen af Johan 3.s regering, i 1570, skæbnesvanger for Karelen, som hjemsøgtes af uophørlige plyndringstog. Ved freden i Teusina 1595 fastsattes, med traktaten af 1323 som grundlag, grænsen mellem Sverige og Rusland nærmere. Under Gustaf 2. Adolfs russiske krig erobredes Kexholm 1611 af Jakob de la Gardie og Arvid Vildeman, og ved freden i Stolbova 1617 tilfaldt hele det grænsekarelske område Sverige.
Svensk overhøjhed
Det for Sverige nyvundne område blev under navn af Kexholms län stillet under ledelse af statholderen i Kexholm, senere under generalguvernøren i Narva. Det ansås endnu at ligge uden for Finlands område, hvorfor dets indbyggere i almindelighed ikke havde ret til repræsentation ved de svenske rigsdage. Den svenske styrelse behandlede ikke den nyerhvervede provins med den forsigtighed og varsomhed, som havde været fornøden. Den halvt militære forvaltning, den slappe retsudøvelse og embedsmændenes tøjlesløse afpresninger øgede uafladeligt indbyggernes utilfredshed. Ikke mindre vanskeligheder bevirkede de religiøse forhold. Regeringens forsøg på at omvende befolkningen til lutheranismen strandede, hvorfor den såkaldte "gamla" tro fortsat var herskende, lige til de gamle indbyggere ved Karl 10.s russiske krig, 1656–1658, blev tvungne til at udvandre og blev erstattet med lutheranske nybyggere fra det vestre Finland. Siden da fandtes græsk-ortodokse bekendere kun i de østligste sogne. Under Dronning Kristinas regering blev området forlenet til mægtige adelsmænd, hvis forleninger først ved Karl 11.s reduktion vendte tilbage til kronen.
Under russisk styre
thumb|right|260px|Vyborgs guvernement, afstået til Rusland i 1721 (grønt) og 1743 (gult) og genforenet med Finland i 1811. thumb|250px|Administrativ inddeling 1745. left|thumb|100px|Finske Karelens våben left|thumb|100px|Russiske Karelens våben
Ved den store nordiske krig (1700–1721) indtrådte en ny omvæltning i landskabets forhold, i det størstedelen af det sydlige Karelen med byerne Vyborg, Kexholm og Sordavala ved freden i Nystad 1721 blev afstået til Rusland, mens derimod det nordlige Karelen forblev svensk besiddelse. Den til Rusland afståede del, som udvidedes ved freden i Åbo 1743, benævntes "Gamla Finland".
Ved en amalgamering af svenske og russiske love og institutioner, befolkningens opblanding med russiske elementer og bortforlening af en stor del af jorden til russere fik forholdene et delvist russisk præg, her under var nedadgående udvikling i materiel og åndelig henseende mærkbar. Det spredt beboede og kun i ringe grad opdyrkede nordlige Karelen udgjorde efter freden i Nystad en del af Kymmenegårds län, hvis höfding (lensmand) først residerede i Fredrikshamn, men efter 1743 i Lovisa. Ved 1775 års lensregulering udskiltes svensk Karelen og det nordlige Savolax fra Kymmenegårds län og blev stillet under en egen höfding, bosat i Kuopio. Gamla Finland genforenedes først to år efter freden i Fredrikshamn ved manifest af den 11. (23) december 1811 med det øvrige Finland. Helt frem til slutningen af 1800-tallet mærkedes i Karelen visse sociale, administrative og sproglige ejendommeligheder, opkomne ved russisk indflydelse.
I 1796 oprettedes Guvernement Arkhangelsk, og i 1801 oprettedes Guvernement Olonets, hvorved Karelen administrativt blev delt omtrent midt over.
Karelen i slutningen af 1800-tallet
thumb|250px|Havnen i byen Kem (år 1911)
Karelen var i slutningen af 1800-tallet delt mellem 2 len, Kuopio län og Viborgs län, det førstnævnte omfattende 25,800 km2 og med 116.500 indbyggere i 1880, det andet 27.300 km2 og med 231.000 indbyggere. Den til Kuopio län hørende del kaldtes sædvanligvis Norra Karelen, den til Viborgs län hørende Södra Karelen. I administrativ henseende hørte til Norra Karelen 3 härad (herreder): Pielisjärvi, Libelits och Ilomants, med 15 länsmansdistrikt (lensmandsdistrikter), til Södra Karelen häraden (herrederne) Salmis, Sordavala, Kronoborg, Kexholm, Äyräpää og Stranda samt delvis Jääskis og Kymmene, med i alt 28 länsmansdistrikter. I retsmæssig henseende lød Karelen under Vyborgs hofrätt. Til Norra Karelen hørte domsagorna Libelits, Kides, Ilomants og Pielisjärvi, med 14 tingslag (tingsteder); i Södra Karelen var domsagornas navne de samme som häradens, med 28 tingslag. I kirkelig henseende hørte Norra Karelen til Kuopio stift, omfattende Karelens øvre og nedre provstier med 19 forsamlinger, Södra Karelen til Borgå stift med prostierne Sordavala, Kronoborg, Kexholm, Mohla og Vyborg samt dele af Jääskis og Fredrikshamn, i alt 36 forsamlinger. Inden for landskabet fandtes omkring 37.000 græsk-ortodokse, fordelte på 17 forsamlinger, og i Vyborg fandtes en romersk-katolsk forsamling med 159 medlemmer. Inden for landskabet lå byerne Vyborg, Kexholm, Sordavala, som hørte til Vyborgs län, og Joensuu, som tilhørte Kuopio län, samt en köping (handelsplads), Nurmis, i Kuopio län.Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan; sp. 263-264
Tiden prægedes af en omfattende emigration østpå som følge af bristende arbejdsmuligheder på hjembygden, og en ikke ringe del af den i kirkebøgerne optagne befolkning opholdt sig i Rusland.
Den vigtigste næringsgren var jordbruget, som dog stod på et primitivt standpunkt som følge af almuens ringe vilje og bristende kundskaber. Det urgamle svedjebrug, som bestod i at man nedbrænder skovene og såede i asken, var endnu så udbredt, at i visse sogne mere end halvdelen af den årlige kornavl kom herfra. Alle forsøg på at formå almuen at afstå derfra havde vist sig forgæves. Også klimaets strenghed og ofte indtræffende nattefrost bidrog til at forhindre jordbrugets fremgang. Storskiftet var sent blevet indført og var endnu i 1880'erne ikke overalt gennemført. I Viborgs län indførtes under dette läns forening med Rusland donationssystemet, hvilket bragte bønderne i en slags livegenskab og berøvede dem vilje til en forbedret jordkultur. Efter, at donationsgodserne i 1880'erne var blevet opkøbte for statens regning, var vilkårene for reformer forbedrede. Jordudstykningen var drevet vidt, især i det sydlige Karelen. Foruden andre kornarter dyrkedes boghvede. Husdyrholdet var, især i de nordlige sogne Pielis, Nurmis og Juuga, inde i en fremgang. Karelerne lagde stor omsorg i behandlingen af deres heste. Heste blev udført i betydelige antal til Rusland, hvor de blev solgte til høje priser. Formandshvervet var endnu i 1860'erne en lønnende næringsgren, men aftog derefter som følge af de bedrede transportforhold. Sløjdkundskaben var ringe, så at end ikke det egne behov for husgeråd og redskaber kunne opfyldes.
Fabriksvirksomhed blev befordret ved de forbedrede transportforhold i det, at fabrikkernes produkter nu uden afbrydelse helt fra Pielisjärvi gennem Saima kanal kunne befordres til den Finske bugt, og den sydlige del af länet med Helsingfors–Riihimäki–Petersborg jernbanen stod i forbindelse med Ruslands daværende hovedstad. Inden for Karelen fandtes 12 jernværker, ved hvilke der skete en bearbejdning altovervejende af myremalm, som skaffedes fra søer og kær (myremalmsbehandlingen omtales allerede i Kalevala.) Videre fandtes et betydeligt antal større og mindre savværker, glasværker, teglværker og lignende.
Karelerne vågner
thumb|250px|Indtryk fra Kem i 1916, foto ved S. Prokudin-Gorski.
Efter, at en national folkebevægelse på ny blev vækket til live under den første russiske revolution og denne bevægelse takket være russiske voldstiltag inden for kort tid blev undertrykt, indtrådte i Østkarelen (Fjernkarelen, ) en længere periode med voldsom folkelig undertrykkelse. Først efter den russiske martsrevolution 1917 opstod en ny bevægelse med formål at frigøre Østkarelen fra Rusland. På et repræsentantmøde i Uhtua 12.–14. juli 1917 godkendtes et forslag til egen autonomi, men på et nyt møde den 27. januar 1918 i Uhtua og senere på andre steder besluttede karelerne i Viena for sig selv en tilslutning til Finland. Under foråret og sommeren 1918 gjorde sig samme bevægelse gældende i de fleste sogne i Aunus (Olonets). Som følge af begæringer om hjælp afsendtes allerede under frihedskrigen hjælpetropper fra Finland og Storbritannien til Karelen for at fordrive bolsjevikkerne. Den britiske 6. Royal Marines bataljon angreb den 28. august 1918 bolsjevikiske tropper i landsbyen Koikori som en del af en bred offensiv i Østkarelen for at sikre den britiske tilbagetrækning til Murmansk.Clifford Kinvig: Churchill's Crusade: The British Invasion of Russia 1918–1920, London 2006, , s. 259–262, Imidlertid blev oprørsstyrkerne og den finske invasionshær i oktober 1918 tvunget til at vende tilbage til Finland, og Østkarelen besattes af engelske tropper.
Aunus-ekspeditionen
I Aunus opflammede frihedsbevægelsen på ny i foråret 1919. For at understøtte den overskred på anmodning fra karelerne frivillige finske tropper den 21. april 1919 grænsen og nåede på kort tid frem til Svir. En del af disse tropper nåede tillige til nærheden af Petrozavodsk. En midlertidig regering tog magten i Aunus, og den 5.–7. juni besluttede repræsentanter for Aunus’ kommune at træde ud af Rusland og tilslutte sig Finland. På grund af mangelfuld støtte fra Finland samt dårlig bevæbning måtte tropperne efterhånden vige for overlegne russiske styrker, og efter et større nederlag i juni skete en retræte til Finland, hvor flere tusinde flygtninge reddede sig fra den russiske sovjetregerings repressalier. Samme sommer erklærede 9 kommuner i Viena sig uafhængige af Sovjetunionen, men i foråret 1920 efter den nordrussiske kontrarevolutionære regerings fald tog sovjetmyndighederne uden større kampe kontrollen, da hjælp fra Finland næsten helt og holdent udeblev. Kun Repola og Porajärvi kommuner, der tidligere havde proklameret deres tilslutning til Finland, blev, efter at den finske regering havde taget dem under sin beskyttelse, besatte af finske regeringstropper. Også disse kommuner rømmedes imidlertid 1920 efter freden i Dorpat (Tartu).
Sovjetkarelen oprettes