Grevens Fejde var en borgerkrig i Danmark i 1534-1536. Den foregik under reformationsoprøret. Ved borgerkrigens afslutning indførtes Reformationen i Danmark. Krigen brød ud i 1534, da hansestaden Lübeck efter kong Frederik 1.'s død søgte at øge sin magt i Norden ved at genindsætte Christian 2. på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian 2. nød stor støtte blandt almuen i Danmark. Blandt andre støttede København og Malmø den tidligere konge. Sit navn fik fejden efter Grev Christoffer af Oldenburg, som anførte Lübecks styrker.
På den modsatte side stod den danske adel og den højere præstestand. De ønskede ikke Christian 2. genindsat på tronen og støttede Frederik 1.'s søn Hertug Christian (3.). Borgerkrigen endte i 1536 med sejr til Christian 3. og adelsvældet, som gik styrket ud af konflikten.
Baggrund Danmark var ved 1500-tallets begyndelse et lenssamfund, hvor kongemagten, bisperne og adelen som samfundets øverste klasser kæmpede om magten over samfundet.Erslev (1879/1967), s. 167 Mens regnskabslenet var fordelagtigt for kongen, der kunne kræve, at lensmanden aflagde regnskab for afholdte indtægter og udgifter, var afgiftslenet, hvor lensmanden betalte en fast sum for at "tjene kongen", fordelagtigt for adelen.Erslev (1879/1967), s. 38 Kirkens stilling var udfordret, idet der indtrådte en bølge af reformisme i hele Nordeuropa i form af ikke blot Martin Luthers protestantisme men også reformistisk katolicisme. Denne sidstnævnte form for reformisme vakte interesse hos den daværende danske konge Christian 2., hvilket var noget, som vakte modvilje blandt de katolske biskopper i landet.Johannesson, s. 111 Eftersom flere af biskopperne tilhørte de mægtigste adelsslægter i Danmark, vakte kongens holdning modvilje indenfor aristokratiet, ligesom det faktum, at Christian II stræbte efter en styrkelse af den kongelige centralmagt med støtte fra borgerlige embedsmænd. Desuden blev Christian 2. upopulær blandt de herskende klasser, fordi han gennemførte nogle love, som forbedrede bøndernes retsstilling.Fussing (1942), s. 434ff. Adelen og det højere præsteskab, prælaterne, udråbte derfor i slutningen af marts 1523 kongens onkel, Frederik I, til konge, og Christian flygtede til Nederlandene. Ved kongens kroning deklareredes, at prædikener af kættere eller "Luthers disciple" mod den romerske kirkemagt ikke ville blive tolereret.Johannesson, s. 112
Udnævnelsen af Frederik I førte til flere uroligheder. Den svenske konge, Gustav Vasa, som var flygtet fra Kalø Slot og forsøgte at udnytte den svenske adels hævnlyst mod danskerne efter Det Stockholmske Blodbad ved at foretage en invasion i de danske provinser samtidig med, at købstæderne Malmø og København fortsat støttede Christian II og blev belejret af den nyvalgte danske konges styrker. De to stæder kapitulerede i begyndelsen af 1524, og den 1. september samme år blev der indgået en aftale mellem Frederik I og Gustav Vasa i Malmø, som indebar, at de svenske styrker trak sig tilbage fra Blekinge men samtidig fastslog, at Sverige skulle beholde Bohuslän indtil videre. Dele af den danske almue, borgerne og bønderne, havde stadig tillid til Christian IIs politik og flere bondeoprør brød ud på landet. Lensmanden på Visborg Slot på Gotland, Søren Norby, som støttede Christian II, benyttede lejligheden til at sende tropper som støtte til oprørerne.Johannesson, s. 113 Tyge Krabbe, som af Frederik I var blevet udnævnt til lensmand på Helsingborg slot, mødte oprørshæren, men blev tvunget til at trække sig tilbage. Norby belejrede derefter slottet, men samtidig formåede en flåde fra Lübeck at afskære dennes forsyningslinjer fra Gotland, og forstærkninger fra Sjælland blev sejlet over til Malmø. De nye styrker under Johan Rantzau blev forenet med Tyge Krabbes, og den 28. april 1525 blev Norby besejret uden for Lund i et slag, som udviklede sig til en ren massakre på bondehæren. Søren Norby trak sig tilbage til Landskrona, hvor han til sidst kapitulerede. Under Frederik Is fortsatte styre fik højadelen sammen med hansestaden Lübeck stadig større privilegier, hvilket forstærkede deres støtte til kongemagten.Ljungfors, s. 22
I august 1526 konverterede Frederik I, som længe havde haft sympatier for reformkatolicismen, til lutherdommen.Johannesson, s. 116 Det danske præsteskab måtte derefter gøre mange indrømmelser, og flere biskopper, som indsattes, fik forbud mod at søge indvielse i Rom. Evangeliske prædikanter fik tilladelse til at prædike overalt, og flere frie forsamlinger oprettedes i de danske købstæder under kongens beskyttelse. I Malmø fik forsamlingerne støtte af borgmestrene Jørgen Kock og Jep Nielsen. I 1528 blev oprettet et evangelisk bogtrykkeri i staden, og Jørgen Kock fik kongens tilladelse til at tage både gråbrødreklostret og sortebrødreklostret i besiddelse som stadens rådhus og sygehus.Johannesson, s. 117 Flere andre klostre tømtes rundt om i ærkestiftet omkring 1530, og det var kun domkapitlet i Lund, som bød modstand; klostrene i staden nedlagdes først efter afslutningen på grevefejden i 1536.
I efteråret 1531 gik Christian II i land med en nederlandsk ekspeditionsstyrke i Norge med det mål at genvinde magten i Norden. Som modtræk indgik Frederik I og Rigsrådet en aftale med Lübeck og efter en række krigshandlinger tilbød den danske hærledelse Christian frit lejde til at indgå i forhandlinger. Efter pres fra den lybske alliancepartner brød Frederik I aftalenPaludan-Müller (1853), Bind I, s. 72 og Christian blev fængslet på Sønderborg slot på Als.Johannesson, s. 119 Lübecks mål med aftalen var, at nederlandske købmænd skulle lukkes ude fra Østersøen. De danske og svenske riger var imidlertid ikke særligt villige til at støtte dette, men udvidede efter fængslingen af Christian i stedet deres samarbejde med Nederlandene.
Optakten
Da Kong Frederik 1. døde på Gottorp Slot den 10. april 1533, udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år. Kongemagten havde siden Christian 1. arbejdet på at styrke borgerskabet økonomisk gennem handelsmonopoler, der til gengæld sikrede kongerne stigende told og afgifter. Arup, bd. II (Kbh. 1932), s. 377. Desuden havde striden mellem den katolske og den reformerte lære delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølgen stod åbent, og Danmarks forhold til Norge og Hertugdømmerne var meget løst og svagt.Mackeprang, s. 109
I juni samledes en herredag i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: Hertug Christian, der var positivt stemt overfor protestantismen, og den 12-årige Hertug Hans, som den katolsksindede adel ønskede på tronen.Ljungfors, s. 23 Da ingen af de to partier kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til den følgende sommer, angiveligt for at få nordmændenes støtte.Wittendorff, s. 174 Flere protestantiske adelsmænd, ledet af Mogens Gjøe, som arbejdede for valget af Hertug Christian af Holsten, forlod herredagen i protest.Paludan-Müller (1853), Bind I, s. 90ff. Resultatet af mødet var således magert, selv om det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en "union" med hertugdømmerne, og de ydre forhold var fortsat meget truende. I praksis havde Rigsrådet taget magten ved et statskup. Flere af rådets medlemmer nægtede at støtte magtovertagelsen, og kun 23 af herredagens 37 deltagere beseglede recessen.Wittendorff, s. 173 I religiøs henseende benyttede katolikkerne i Rigsrådet, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en reces, der blandt andet lagde udnævnelsen af præsterne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den lutherske læres udbredelse. Indenfor den nye midlertidige regering var det de konservative blandt prælaterne og adelen, som snart fik overmagten og benyttede situationen til at virke for, at hele den danske kirkeordning skulle føres tilbage under pavestolen i Rom.Johannesson, s. 118 Ærkebiskop Torben Bille erklærede sammen med domkapitlet i Lund de evangeliske prædikanter som kættere, bandlyste dem og gjorde dem fredløse. De fleste prædikanter måtte nu flygte, men i Malmø nød de bystyrets beskyttelse.
Lübeck starter krigen Den væsentligste trussel mod Danmark kom fra Lübeck, hvor lederen af folkepartiet, købmanden Jørgen Wullenwever, der var blevet borgmester i marts 1533Wittendorff, s. 172, havde planer om at bringe Hansestaden tilbage til dens gamle magtposition. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, Mogens Gjøe og Malmøs borgmester Jørgen Kock foretog for at overtale hertugen til at modtage kronen, slog fejl, fordi Christian ikke ville modtage kronen uden støtte fra en stor del af adelenWittendorff, s. 178, ændrede han mening og støttede den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Christian II og sætte ham på tronen.
Lübeck havde, blandt andet på foranledning af Jørgen Wullenwever, i marts 1533 samlet sine styrker med henblik på et angreb mod Nederlandene. I og med Frederik Is død blev dette imidlertid lagt på is, og man forsøgte atter fra Lübecks side at overtale de nordiske riger til at udelukke hollænderne fra handel i Østersøen. Da dette heller ikke denne gang lykkedes, ændrede man kurs og forsøgte at udnytte den urolige situation i Danmark til at genindsætte den blandt almuen folkekære Christian II som konge over et nordisk rige, som reelt skulle styres fra Lübeck. Den pressede situation, som reformationens tilhængere levede under, bevirkede, at Malmøs borgmester Jørgen Kock fulgte udviklingen med stor interesse og han gik, sammen med Københavns borgmester Ambrosius Bogbinder, i alliance med lybekkerne. Som leder for de lybske hærstyrker blev udpeget Grev Christoffer af Oldenburg, hvis titel senere lagde navn til borgerkrigen. Selv om Christoffers formelle anledning til at lede alliancen var en genindsættelse af Christian II på Danmarks trone, er det muligt, at Christoffers egen motivation var selv at overtage den danske krone. Påfaldende er det nemlig, at det blev aftalt i traktaten, at hvis det lykkedes at befri kongen fra Sønderborg, skulle han overgives til lybeckerne.
Grevens fremstød Grev Christofer foretog i maj 1534 et skinangreb på Holsten (som dog hurtigt blev standset af Johan Rantzau) med trussel om et angreb ind i det sydlige Jylland, hvilket fik det danske rigsråd til at reagere. Den jyske adel udpegede den 4. juni samme år hertug Christian til ny konge, og for at styrke forsvaret af Danmarks vestlige dele fragtede Rigsrådet ryttere over fra Skåne. Dette udnyttede Jørgen Kock til at lade Malmøs porte lukke. Et gruppe af stadens borgere indtog Malmøhus slot, og lensmanden blev taget til fange. Straks efter gik grev Christoffer om bord på en lybsk flåde og landede den 22. juni 1534 ved Hvidøre.Wittendorff, s. 179 Københavns magistrat svarede på opfordringen til at slutte sig til ham på Christian IIs vegne, at de gerne ville se den gamle konge fri først. Imidlertid var Sjælland uden militært forsvar og både Roskilde og Køge overgav sig til greven. Da hæren kun mødte svag modstand og nedbrændte flere godser på sin fremfærd, overgav mange adelige sig ligeledes i håb om at bevare deres ejendomme.Paludan-Müller (1853), bd. I s. 220 I juli 1534 blev Christoffer hyldet som rigsforstander af det sjællandske landsting i Ringsted, og måneden efter, den 10. august 1534 svor den skånske adel på Sankt Libers høj, efter forhandlinger ført af Jørgen Kock, sin troskab til Christoffer på Christian IIs vegne.Johannesson, s. 119–120 På seks uger var greven blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator (guvernør) i Christian 2.s navn. På Fyn havde en hær, organiseret af adelige, nedkæmpet et oprør og foretaget en massakre på borgere og bønder i Nyborg.Paludan-Müller (1853), bd. I s. 250 Derfor blev greven modtaget som befrier i Svendborg, da hans hær efter en relativ hurtig fremrykning nåede hertil i august. Grevens hær havde således fuld kontrol over Skåne, Sjælland og Fyn i september 1534.
Adelens modtræk