Heinrich Schütz (født 8. oktober 1585 (JK) i Köstritz, død 6. november 1672 i Dresden) var en tysk komponist og organist. Den tyske musiks fader, som han blev kaldt, var sin tids betydeligste tyske tonekunstner. Schütz kom viden om i sit liv med ophold i Kassel, Venedig, København, Hannover, Wolfenbüttel, Gera, Weimar og Zeitz.

Musikalsk placeres Schütz som overgangsfigur mellem den tidlige og den sene barokmusik. Store dele af hans musik var vokal, men desuden skrev han en hel del musik beregnet for særlige begivenheder, således til festlighederne i anledning af den udvalgte prins Christians bryllup med den sachsiske prinsesse Magdalene Sibylle i 1634. Selv var han inspireret af blandt andre Giovanni Gabrieli og Claudio Monteverdi, og han var selv inspiration for den nordtyske orgelskole, der kulminerede med Johann Sebastian Bach.

Ved siden af sin komponistvirksomhed fungerede Schütz som organist og kapelmester.

Liv og karriere Ungdom Heinrich blev født i en fremstående borgerlig familie af frankisk oprindelseRifkin & Timms 1985: s 1 som den næstældste af Christoph Schütz' og Euphrosyne Biegers otte børn. Da han var fem år gammel, flyttede familien fra Köstritz i Østthüringen til Weißenfels i Sachsen-Anhalt, hvor faderen overtog gæstehuset "Zum güldenen Ring" efter sin fader. Senere købte han et gæstehus til, som han kaldte "Zum Schützen". Christoph fik en fremstående position i byen og blev med tiden borgmester. Han gav sine børn en grundig uddannelse, også musikalsk. To af Heinrichs fire yngre brødre, Benjamin og Georg, blev velkendte jurister. Schütz var nært knyttet til familien hele livet og ser ud til at have haft et specielt nært forhold til broderen Georg.

I 1598 overnattede landgreve Moritz von Hessen-Kassel i Christophs gæstehus. Greven var en kyndig musiker og habil komponist, og da han hørte Heinrich synge, indså han straks drengens talent og opfordrede forældrene til at sende ham til grevens hof i Kassel. Forældrene var egentlig imod, at Heinrich skulle slå ind på en musikalsk løbebane, men greven fristede med udsigter til en alsidig uddannelse, og forældrene gav til sidst efter. Opholdet ved hoffet i Kassel startede i 1599, og greven holdt sit løfte: Heinrich sang i koret samtidig, som han gik på grevens akademi Collegium Mauritanum, og fra 1607 bekostede greven studier i jura og etymologi ved universitetet i MarburgHeinrich Schutz (1585–1672): Kulturpatriotismus Und Deutsche Weltliche Vokalmusik – « Zum Auffnehmen Der Music/Auch Vermehrung Unserer Nation: Elisabeth Rothmund samtidig som Heinrich studerede orgelspil og komposition.

Venedig

Landgreve Moritz besøgte Marburg i 1609 og gav Schütz følgende opfordring: "eftersom den vidt bekendte, men ganske gamle musiker og komponist Giovanni Gabrieli endnu er i live, ville jeg ikke gået glip af chancen til at høre ham og lære noget af ham".Rifkin & Timms 1985: s 5 Opfordringen blev fulgt op af et toårig stipendium, som skulle bruges til at studere hos Gabrieli. Schütz skrev senere, at han først fandt det vanskeligt at komponere og angrede, at han havde forladt studierne i hjemlandet. Men det må være gået bedre efterhånden, for Gabrieli brugte Schütz' store fremgang i komposition og orgelspil som begrundelse til at opfordre grev Moritz til at forlænge stipendiet med et tredje år. Schütz afsluttede de to første år med at udgive madrigalsamlingen Il Primo libro di Madrigali,Johnson, s. 1 og dedikerede den til greven. Efter det tredje år blev han igen stærkt opfordret til at fortsætte, hvilket han også gjorde, nu med støtte fra forældrene som antagelig var blevet mere positivt indstillede til sønnens musikalske interesser. Gabrieli og Schütz knyttede åbenbart et tæt personligt venskab, og på dødslejet forærede Gabrieli en af sine ringe til Schütz, som på sin side altid omtalte Gabrieli med den største ærbødighed og regnede ham som sin eneste lærer.

Netop på den tid, da Schütz opholdt sig i Venedig, skete der en række bemærkelsesværdige musikalske innovationer: man begyndte nu at indlede musik med en instrumental sats, kaldet sinfonia og ritornel. Disse var led i den ved kontrastering klart afsnitsdelte helhed, der kendetegnede vokalkoncerten (overfor den ældre, enhedsbestemte motetform).Sørensen (1961), s. 5 Hos en af de tidligste udøvere af denne form, Michael Praetorius, fandtes der ikke nogen entydig form for dette forspil. I stedet spændte de fra improvisatoriske former, med eller uden imitation, præambulum, toccata, canzona, ricercare osv. til rene dansesatser, pavaner, mascerader eller balletter.Sørensen (1961), s. 5f Schütz lod sig inspirere heraf, omend han kun skridtvis tog formen i anvendelse: i "Symphoniae sacrae" I fra 1629 var kun halvdelen af de 20 værker forsynede med en "sinfonia" til indledning (nr. 3, 5, 7, 8, 10, 13, 14, 15, 16 og 17), mens den anden halvdel var uden instrumental indledning, omend en del af disse forspilsløse værker var forsynede med mellemspil, ligeledes kaldet "sinfonia" (nr. 2, 4 og 6). De indledende "sinfonia" kunne være nogle få (4-12) takters instrumental igangsætning, der var sammenhængende med sen efterfølgende vokalsats og tjente til at introducere dennes første (eventuelt to første) hovedmotiv(er) (således nr. 3, 7, 8 og 10) eller var uden en sådan sammenhæng (nr. 17), eller de kunne være længere, selvstændige instrumentalsatser med fællesmotiv med vokalsatsen (nr. 13, 14, 15 og 16) eller uden et sådant fællesskab (nr. 5).Sørensen (1961), s. 6

Senere i, "Symphoniae sacrae" II fra 1647 forekom brugen af forspil kun i 12 af de 47 værker. Også i denne forbindelse gjaldt det, at de værker, der begyndte uden instrumental indledning, havde en eller flere "sinfoniaer" indlagt inde i værket. Først i "Symphoniae sacrae" III fra 1650 var det blevet almindeligt at indlede med instrumentale forspil, idet kun 5 af de 21 værker i samlingen ikke havde sådanne.

Schütz opholdt sig hos Giovanni Gabrieli i 4 år fra 1609 til 1612 (da Gabrieli døde)Kongsted, s. 7 og fik her, altså først i en fremrykket alder, sin egentlige faguddannelse som musiker. Ved sin hjemkomst begyndte han atter på sit juridiske studium, men blev dog samtidig organist hos landgreven.

Politisk kastebold Efter, at Schütz var tilbage i Kassel i 1613, fik han ansættelse som andenorganist ved landgreve Moritz' hof. I august 1614 skrev kurfyrst Johann Georg I. af Sachsen i Dresden til landgreven og bad om at måtte låne en organist ved navn Schütz. Dette fik han, men nægtede derefter at levere ham tilbage. Grev Moritz, som jo havde bekostet Schütz' uddannelse, forsøgte i en række henvendelser at få sin musikalske juvél tilbage, men på grund af den politiske situation var greven afhængig af at stå på god fod med kurfyrsten og måtte til sidst acceptere, at Schütz forblev i kurfyrstens "eje".Rifkin & Timms 1985: s 7-12 I august 1615 blev Schütz fungerende kapelmester ved kurfyrstens hofforkester i Dresden, på den tid Tysklands ledende hofkapel. Den formelle titel Koncertmeister fik han ca. 1619 og beholdt den resten af livet. Samme år offentliggjorde han Psalmen DavidsJohnson, s. 24 og giftede sig med den 18 år gamle Magdalena Wildeck.

Som kapelmester havde Schütz overopsynet med hofkapellets medlemmer og var ansvarlig for al musik ved hoffet: kirkelig såvel som verdslig – til underholdning, ved gudstjenestene og ved politiske anledninger. Desværre er hans dramatiske verdslige værker (syngespil og balletter) forsvundet, da det almindeligvis kun var teksten, som blev trykt.

Trediveårskrigen thumb|Heinrich Schütz 1627, det år Dafne blev opført. I 1618 brød trediveårskrigen ud med en så ødelæggende virkning, at den kostede næsten en tredjedel af den tyske befolkning livet. Kulturlivet blev selvsagt stærkt ramt, og Schütz skrev: "Som følge af den vedvarende og farlige krig i vort kære tyske fædreland er den seriøse musik i store vanskeligheder og ligger mange steder helt nede".„die löbliche Music von den anhaltenden gefährlichen Kriegs-Läufften in unserm lieben Vater-Lande Teutscher Nation nicht allein in grosses Abnehmen gerathen, sondern an manchem Ort gantz niedergeleget worden“ Følgelig måtte han nedsætte kravene til opførselspraksis og orkesterstørrelse "således at talentet Gud gav mig i denne ædle kunst ikke skal forblive uvirksomt, men i det minste skabe noget".„damit mein von Gott verliehenes Talentum in solcher edlen Kunst nicht gantz ersitzen bleiben sondern nur etwas weniges schaffen und darreichen möchte“Forord til første del af Kleinen geistlichen Konzerte, Leipzig, 1636) Oveni krigen kom gentagne pestepidemier.

Schütz gjorde hurtig karriere i Dresden, allerede 1617 blev han således udnævnt til sachsisk overkapelmester, i hvilken stilling han med enkelte afbrydelser forblev indtil sin død.Hammerich, s. 131 Allerede hans første større værk "Psalmen Davids" fra 1619 viser afgjort venetianske impulser, Schütz er heri den ny tids mand, hylder 17. århundredes ny musikstil, den såkaldte stylo recitativo med dens fremtrædende solistiske element, vokalt som instrumentalt. Men hans næste kirkelige arbejde "Historia der frölichen und siegreichen Auferstehung Jesu Christi" fra 1623Johnson, s. 33 viser afgjort træk fra den gamle musikstil, så at Schütz straks ved sine første værker fremtræder som den ejendommelige overgangskunstner, bestemt til at forbinde to forskellige tidsaldres stilarter med hinanden. Lignende overgangsformer viser hans motetter "Cantiones sacrae" fra 1625.Johnson, s. 39 Gennemgående er det dog den ny tids stil, der overvejende præger værkerne fra Schütz egentlige manddomsperiode, således hans "Festmusik" ved fyrstesammenkomsten i Mühlhausen fra 1627,Johnson, s. 50 hans "Madrigaler" til tekster af Opitz, sikkert også hans første og eneste opera "Dafne" fra 1627, hvortil imidlertid musikken er gået tabt, endvidere de værker, han skrev efter et fornyet besøg i Italien i 1628, blandt hvilke "Symphoniæ sacræ" i 3 dele særlig rager frem.

Heinrich og Magdalena Schütz fik to døtre, Anna Justina, født i 1621, og Euphrosyne, født i 1623. Ægtefællerne var nært knyttede til hinanden, og da Magdalena døde allerede i 1625, tog Heinrich det meget tungt og giftede sig aldrig igen. Schütz oplevede, at alle hans kære døde, som broderen Georg og begge døtrene.

For at ikke miste kontakten med trenderne i tidens musikliv rejste Schütz til Italien i 1628 og opholdt sig der et år. Det er tænkeligt, at han mødte Claudio Monteverdi, men det er ikke sikkert. Opholdet gav Schütz mange nye impulser, for eksempel begyndte han at skrive i den nye deklamatoriske monodiske stil, som blandt andet Monteverdi havde været med til at udvikle. Han stiftede bekendtskab med en ny genre, operaen, der ifølge ham selv var helt ukendt i Tyskland. Også den første bog i Symphoniae sacrae, som han udgav efter at være vendt tilbage til Tyskland i 1629, viser tegn på impulser fra opholdet i Italien.

Hos Christian den 4. thumb|Titelblad til Heinrich Schütz: Geistlische Chormusik fra 1648.