thumb|280px|upright=0.8|Gesta Danorum. Det berømte "Angersfragment" fra Saxos egen tid. Tekstkritik (eller grundlæggende kritik) er en gren af filologien som beskæftiger sig med at fastlægge en pålidelig version af en tekst, blandt andet ved identificering og fjernelse af transskriptionsfejl i håndskrifter. Ældre skrifter indeholder ofte fejltagelser eller forandringer som er opstået ved kopiering af det foreliggende manuskript.Ehrman 2005, s. 46. Tekstkritikerne forsøger ud fra en eller flere bevarede kopier, men uden originaldokumentet (arketypen eller autografen), at genskabe originalteksten så præcist som muligt. Den samme proces kan anvendes, når man vil forsøge at genskabe de mellemliggende versioner i et dokuments transkriptionshistorie.Vincent. A History of the textual Criticism of the New Testament ”... that proces which it sought to determine the original tekst of a document or a collection of documents, and to exhibit, freed from all the errors, corruptions, and variations which may have been accumulated in the course of its transcription by successive copying.” Tekstkritikerens mål er at skabe en såkaldt ”kritisk udgave”, hvilket er en tekst, der ligger så nær på originalen som muligt.
Inden for tekstkritikken anvendes der tre grundlæggende fremgangsmåder: eklekticisme, stemmatologi og basistekstsredigering. I dag anvendes også tekniske indslag fra den biologiske disciplin kladistik for at fastslå forholdet mellem flere håndskrifter.
Termen grundlæggende kritik anvendes, når man vil markere kontrasten mellem tekstkritik og historisk-kritisk bibelforskning (”udvidet” kritik). Den udvidede kritik beskæftiger sig med at fastslå forfatterskab, dato og sted for nedskrivningen af originalteksten. Den kan antage mere spekulative former, i og med at den stræber efter at rekonstruere en oprindelig tekst eller til og med en mundtlig tradition, eller forskellige lag i en given tekst, uden støtte i et manuskript, som bevidner, at den slags tidligere versioner har eksisteret.
Historie Tekstkritik har fundet sted i over to tusinde år. Tidlige tekstkritikere forsøgte at bevare værker fra antikken, og denne virksomhed fortsatte gennem middelalderen frem til renæssancen, da bogtrykkerkunsten blev opfundet.
Mange ældre værker, som Biblen og de græske tragedier, er bevaret i hundredvis af forskellige kopier, og det er ofte uklart, hvad forholdet er mellem disse og originalen. Tekstkritikere har i århundredernes løb diskuteret, hvilke kilder der ligger nærmest originalen. Selv når det drejer sig om de bibelske bøger, der blev skrevet som breve, og de græske teaterstykker, der formentlig havde en original, er man i tvivl. Tilsvarende diskuterer man, om visse andre bibelske bøger, som Salmernes bog, nogensinde har bestået af blot én original.Tanselle, (1989) A Rationale of textual Criticism.
Inden for det engelske sprogområde har Shakespeares værker været et særligt lovende område for tekstkritik - dels fordi teksterne indeholder store variationer, og dels fordi man altid har betragtet det som anstrengelserne og omkostningerne værd at producere kvalitativt bedre udgaver af hans værker.Jarvis 1995, side 1–17. Tekstkritikkens principper blev oprindeligt udviklet og forfinet til ældre værker som Biblen og ShakespeareMontgomery 1997., men de er også blevet anvendt på mange andre værker, hvoraf de ældste har forbindelse tilbage til de ældste, kendte dokumenter fra Mesopotamien og Egypten, dokumenter, som er op til fem tusinde år gamle.
Mål Tekstkritikkens mål er skabelsen af en ”kritisk udgave”. Sådan en udgave indeholder en tekst, som man forsøgt at genskabe så lig originalen som mulig. Teksten følges af et tekstkritisk apparat, som indeholder: kilder, som tekstkritikerene har taget hensyn til (håndskrifters navne eller forkortelser), tekstkritikerens analyse af kilderne (ofte en enkel sandsynlighedsvurdering), og en opregning af de versioner, som kan afvises.”The apparatus criticus is placed underneath the tekst simply on account of bookprinting conditions and in particular of the format of modern books. The practice in ancient and medieval manuscripts of using the outer margin for this purpose makes for far greater clarity.” Maas 1958, side 22–3.
Proces thumb|280px|upright=0.8|Folio fra Papyrus 46, indeholdende 2. Korintherbrev 11:33–12:9. Inden bogtrykkerkunsten blev opfundet, kopierede man litteratur ved afskrift, og mange variationer blev indført af kopisterne. Det trykte ord gjorde dette arbejde overflødigt. Trykte udgaver er afgjort mindre modtagelige for fejlagtige variationer som dem, der opstår ved håndskrevne kopier, men de er alligevel ikke helt immune overfor afvigelser fra originalteksten. Skriverne kunne ved uheld indføre fejl under kopieringen, men trykkeren kan læse eller sætte et værk på en måde, som skiller sig fra originalen.Gaskell, 1978. Eftersom hver kopist eller trykker begår forskellige slags fejl, bliver det lettere at genskabe originalteksten, hvis en række forskellige kopier er tilgængelige fra forskellige kilder. En udgave, som baseres på flere af den slags kilder kaldes eklektisk. Visse tekstkritikere foretrækker imidlertid at basere deres kritiske udgave på den kopi, som de anser for at være mest pålidelig, og udelukker andre kilder.Greetham 1999, s. 40.”Tanselle thus combines an Aristotelian praktike, a rigorous account of the phenomenology of tekst, with a deep Platonic suspicion of this phenomenology, and of the concrete world of experience (see my ’Materiality’ for further discussion). For him—and, I would contend, for the idealist, or ’eclectic’ editing with which he and Greg-Bowers are often identified, whereby an idealist ’tekst that never was’ is constructed out of the corrupt states of extant documents—ontology is only immanent, never assuredly present in historical, particularized tekst, for it can be achieved only at the unattainable level of nous rather than phenomenon. Thus, even the high aims of eclectic (or, as it is sometimes known, ’critical’) editing can be called into question, because of the unsure phenomenological status of the documentary and historical.”
Når man sammenligner dokumenter, eller tekstvidnerDet er almindeligt i det tekstkritiske fagsprog at kalde kildegrundlaget for "vidner" eller "tekstvidner". I det følgende bruges her i stedet udtrykket "kildetekst", fra en eneste originaltekst, så kaldes de noterede forskelle læsemåder, eller helt enkelt varianter eller læsninger (engelsk: variant readings, variants, readings). Det er ikke altid let at afgøre, hvilken variant der afspejler forfatterens originalværk. Den tekstkritiske proces har bl.a. til hensigt at forklare, hvordan hver læsemåde kan være opstået, enten ved fejltagelser (gentagelser eller udeladelser) eller med hensigt (harmonisering eller censur), mens kopisten eller hans leder overførte forfatterens originalværk til et nyt dokument ved kopiering. Tekstkritikerens opgave er således at sortere de forskellige kildetekster og fjerne de læsemåder, som sandsynligvis adskiller sig fra originalen, og dermed skabe en ”kritisk tekst”, eller kritisk udgave, som tænkes at ligge så nær originalen som muligt. På samme tid bør den kritiske udgave dokumentere forskellige varianter, så det er tydeligt for læseren, hvilke koblinger, der er gjort mellem de forskellige varianter. Under processen tager tekstkritikeren hensyn til både ”eksterne” beviser (alder, herkomst og kobling mellem forfatterne bag hver læsemåde) og ”interne” eller ”fysiske” hensyn (hvad forfatteren og kopisten, eller trykkeren, sandsynligvis gjorde).
Samlingen af alle de kendte læsemåder af en tekst kaldes variorum. Det er et tekstkritisk værk, hvor alle variationer og forbedringer opstilles side om side, så læseren kan følge den proces, som har ført til de tekstkritiske beslutninger, der er gjort som forberedelse til den kritiske udgave.McGann 1992, s. xviiii. Biblen og William Shakespeares værker har været populære emner for variorum-udgaver, mens den samme teknik er blevet anvendt mindre hyppigt på mange andre værker, som f.eks. Walt Whitmans Leaves of GrassBradley 1990., og Edward Fitzgeralds prosa.Bentham, Gosse 1902.
Eklekticisme Eklekticisme kaldes det at tage hensyn til en mængde forskellige varianter af en originaltekst for at afgøre, hvordan originalen kan have set ud. Processen baseres på princippet om, at jo mere uafhængige to videregivne historier er, desto mindre er sandsynligheden for, at de indeholder samme fejl. Det, som den ene udelader, det beholder den anden; hvad den ene tilføjer, har den anden antagelig ikke med. Eklekticismen lader tekstkritikeren drage konklusioner om originalteksten baseret på de beviser, som findes blandt forskellige læsemåder.
Eklektiske læsninger giver sædvanligvis også en oversigt over mængden af vidner til hver tilgængelig læsemåde. Ganske vist vil en læsemåde, som støttes af de fleste vidner, normalt blive foretrukket, men det gælder ikke per automatik. En andenudgave af Shakespeare kan eksempelvis indeholde en tilføjelse, der hentyder til en begivenhed, der er indtruffet mellem de to udgaver. I den slags tilfælde kan tekstkritikeren genskabe originalen uden at medtage tilføjelsen, trods det at alle andre kopier indeholder den.
Resultatet af processen bliver en tekst med læsemåder, der er sammenbragt fra mange vidner. Det er ikke en kopi af noget enkelt manuskript, og det kan afvige fra det store flertal af andre eksisterende kopier. I en rent eklektisk fremgangsmåde favoriserer man teoretisk set ikke noget enkelt vidne. I stedet bygger tekstkritikeren på eksterne og interne beviser i de individuelle læsemåder.Comfort, Comfort 2005, s. 383.
Eklekticismen, som jo ikke har nogen mening om det enkelte manuskript a priori, har siden det 19. århundrede været den dominerende metode ved redigering af den græske tekst i Det nye testamente (for tiden hentet fra United Bible Society, 4. udg., og Nestle-Aland, 27. udg.). De ældste manuskripter, som er af alexandrinsk type, er de højest vurderede, og den kritiske udgave har en alexandrinsk disposition.Barbara Aland og Joël Delobel: New Testament tekstual criticism, exegesis, and early church history: a discussion of methods i Contributions to biblical exegesis and theology, 1994, , s. 138
Eksterne beviser Eksterne beviser kaldes evidens omkring hver fysisk variants dato, kilde og forhold til andre varianter. Tekstkritikere foretrækker ofte de læsemåder, som støttes af de ældste varianter. Eftersom mængden af fejl har en tendens til at forøges, bør de ældre varianter indeholde færre fejl. Der er også en tendens til at foretrække læsemåder, som støttes af majoriteten af alle varianterne, eftersom det er mindre sandsynligt at de afspejler individuelle fejl eller partiske indslag. På lignende måde foretrækkes også de mest geografisk spredte læsemåder. Visse manuskripter viser tegn på, at netop de har været ofret usædvanlige anstrengelser for at sikre en korrekt kopiering; det kan eksempelvis dreje sig om, at alternative læsemåder er blevet noteret i marginen, og det kan tyde på, at manuskriptet bygger på mere end én kilde. Disse manuskripter betragtes, alt andet lige, som de bedste kildetekster.
Der findes en række andre, mere sofistikerede, faktorer at tage hensyn til. Læsemåder, som eksempelvis afviger fra tidens eller den kopierendes normale fremgangsmåde på afgørende vis, anses for at være særligt pålidelige, da det er mindre sandsynligt, at en kopist afviger sådan på eget initiativ.Hartin, Petzer, Mannig 2001, ss. 47–53.
Interne beviser Interne beviser kaldes evidens, som kan påvises i selve teksten, uafhængigt af dokumentets fysiske egenskaber. Her kan en række forskellige faktorer spille ind i afgørelsen af, hvilken læsemåde der ligger originalen nærmest. Af og til kan disse faktorer komme i konflikt med hinanden.