right|thumb|450 px|Kort over det amerikanske koloniimperium i sin videste udstrækning.
Det amerikanske koloniimperium omfatter de besiddelser, som USA har udvidet sit område med siden slutningen af 1700-tallet efter den Amerikanske uafhængighedskrigs afslutning i 1783. Ud over ekspansionen mod vest tværs over Nordamerika som følge af Indianerkrigene, hvorved nye delstater og territorier blev skabt, tilkom yderligere store områder erhvervet ved krig mod andre nationer, aftaler og køb. I løbet af omkring 100 år firedobledes nationens areal, og i dag er USA med cirka 9,83 millioner km2 verdens arealmæssigt tredjestørste nation. Siden 2. verdenskrigs afslutning har enkelte tidligere amerikanske kolonier vundet selvstændighed.
Den amerikanske imperialisme har gennemgået en række faser: i 1800-tallet den territorielle udvidelse tværs over det nordamerikanske kontinent. I forbindelse hermed monroedoktrinen og kampen for at trænge ikke-amerikanske kolonimagters indflydelse ud af Nord- og Sydamerika; i slutningen af 1800-tallet den amerikanske koloniimperialisme, først og fremmest besættelsen af Hawaii og kampen mod resterne af det spanske koloniimperium i Latinamerika. Desuden den åbne dørs politik i Asien; i begyndelsen af 1900-tallet dollardiplomatiet og Theodore Roosevelts tillæg til monroedoktrinen: oprettelsen af kortere og længere varende protektorater i Mellemamerika i mellemkrigstiden; i midten af 1900-tallet den amerikanske ekspansion i Stillehavet under og efter 2. verdenskrig (især i form af FN-mandatet i Mikronesien); i anden halvdel af 1900-tallet den gradvise afvikling af de oversøiske besiddelser efter 2. verdenskrig.
Foruden den virksomhed, der har været forbundet med udvidelse af amerikanske besiddelser har USA påtaget sig en rolle som "den frie verdens forsvarer" især under den kolde krig i tiden efter 2. verdenskrig. I den forbindelse har USA været indblandet i talrige krige og haft fremskudte militærbaser rundt om i verden - dog uden at dette har ført til egentlige udvidede besiddelser.
Baggrund thumb|200px|USA's 13 oprindelige kolonier.
Efter den Amerikanske revolution og den amerikanske revolutionskrig mod Storbritannien som følge af De Forenede Staters uafhængighedserklæring i 1776 indledtes fredsforhandlinger i Frankrig. Parisaftalen blev undertegnet den 3. september 1783 og fastslog grænsen mellem det britiske Canada og USA. USA havde da et areal på omkring 2.310.629 km2 og omfattede De tretten kolonier: Province of New Hampshire, dagens New Hampshire Province of Massachusetts Bay, dagens Massachusetts Colony of Rhode Island and Providence Plantations, dagens Rhode Island Colony of Connecticut and New Haven, dagens Connecticut Province of New York, dagens New York og Vermont Province of New Jersey, dagens New Jersey Province of Pennsylvania, dagens Pennsylvania Delaware Colony, dagens Delaware Province of Maryland, dagens Maryland Colony and Dominion of Virginia, dagens Virginia, Kentucky og West Virginia Province of North Carolina, dagens North Carolina og Tennessee Province of South Carolina, dagens South Carolina Province of Georgia, dagens Georgia
Koloniseringen af det nordamerikanske fastland
Med udgangspunkt i de tretten stater skete i første omgang udvidelser mod vest på det nordamerikanske fastland. Fra 1815 begyndte den store tilstrømning af indvandrere at strømme til De Forenede Stater fra Europa, og i indlandet begyndte, især 1816-20, en voldsom "strøm mod vest", som blandt andet førte til, at staterne Louisiana (1812), Indiana (1816), Mississippi (1817), Illinois (1818), Alabama (1819), Maine (1820) og Missouri (1821) blev optaget i unionen og dermed tillige politisk gav "vesten" en magtstilling, som modsvaredes af deres fænomenalt hastige økonomiske udvikling. I forbindelse med vestens kolonisering stod også en hastig forbedring på unionsmyndighedernes initiativ og på bekostning af samfærdsforbindelserne staterne imellem ("internal improvement") i form af storartede vejanlæg, kanalbyggerier, flodoprensninger og så videre. Skiftevis med økonomiske, politiske og militære midler trængte De Forenede Stater vest over kontinentet og pressede samtidig sine grænser mod nord og mod syd.
Louisianakøbet
thumb|200px|Områderne omfattede af Louisianakøbet.
Louisiana-købet (Louisiana Purchase, Vente de la Louisiane) blev indgået i 1803 mellem USA og Frankrig. Arealet omfattede cirka 2.147.000 km2, og købssummen var cirka 80 millioner franc eller 15 millioner dollar. Nogle bestemte grænser var ikke angivet i traktaten, men man gik i almindelighed ud fra, at Louisiana indbefattede landet mellem Mississippi og Rocky Mountains, fra Britisk Nordamerikas endnu ikke definitivt fastlagte sydgrænse ned til den Mexikanske bugt, muligvis tillige det vestlige Florida (hvilket Spanien bestred) og længere mod vest på landet ned til floden Rio Grande. Gennem denne vældige landerhvervelse - hvilken Napoleon undte De Forenede Stater, da han i mangel på søherredømme ikke formåede at forsvare Mississippimundingen mod engelske erobringsforsøg - åbnedes for de amerikanske nybyggere mulighed for en af udenrigspolitiske komplikationer uforstyrret ekspansion vest på, og for "mellemstaterna" (endnu kaldet "vesten") betryggedes Mississippifloden som transportforbindelse for deres voksende udførsel. Købet af den franske koloni La Louisiane (en del af Ny Frankrig) blev forhandlet af diplomaterne Robert R. Livingston under præsident Thomas Jefferson og Pierre Samuel du Pont de Nemours under Napoleon Bonaparte. Købet anses som den største ejendomshandel i historien, og ved købet fordoblede USA sit tidligere areal. Købet omfattede dagens: Louisiana Arkansas Iowa Missouri South Dakota Nebraska Kansas Oklahoma dele af Minnesota, North Dakota, Texas, Montana, Wyoming, Colorado og New Mexico samt dele af de canadiske provinser Alberta, Saskatchewan og Manitoba.
Den Anglo-Amerikanske aftale Den Anglo-Amerikanske aftale (Anglo-American Convention, også London Convention) blev indgået i 1818 mellem USA under præsident James Monroe og Storbritannien. Arealet omfattede cirka 119.795 km2.
Aftalen regulerede grænsen mellem USA og Canada langs den 49. nordlige breddegrad, hvor USA afstod dele af Alberta og Saskatchewan men i stedet fik dele af det sydlige Manitoba. Aftalen blev indgået af de britiske Frederick John Robinson og Henry Goulburn samt amerikanske Albert Gallatin og Richard Rush. Aftalen omfattede: dele af North Dakota dele af South Dakota dele af Minnesota
Aftalen indebar tillige en overenskomst om en fælles kolonisering af Oregonterritoriet (dagens Washington, Oregon, Idaho og dele af Montana og Wyoming samt British Columbia).
Florida-købet thumb|200px|Områder omfattede af Floridakøbet.
Florida-købet eller Adams-Onís-aftalen (Florida Purchase, Adams-Onís Treaty) blev indgået i 1819 mellem USA under præsident James Monroe og Spanien. Arealet omfattede cirka 137.375 km2, og overdragelsessummen var cirka 5 millioner dollar.
Aftalen regulerede grænsen mellem USA og det spanske Mexico omkring Florida og Texas. Grænsen var uklar efter Louisianakøbet, og præsident James Madison havde allerede i 1810 annekteret det vestlige Florida. Grænsen fastslog fra Texas langs Sabine River og op mod det vestlige Nordamerika langs Rocky Mountains. Aftalen blev indgået af den spanske kronrepræsentant Luis de Onís og (US Secretary of State John Quincy Adams (senere præsident) allerede i 1819 men ratificeredes først i 1821. Aftalen omfattede: den østlige del af Louisiana det vestlige og østlige Florida en mindre del af Colorado
Webster–Ashburton-aftalen Webster-Ashburton-aftalen (Webster-Ashburton Treaty) blev indgået i 1842 mellem USA under præsident John Tyler og Storbritannien. Arealet omfattede cirka 18.130 km2.
Aftalen regulerede grænsen mellem USA og Canada mellem dagens Maine og New Brunswick samt gennem søerne Lake of the Woods og Lake Superior omkring Minnesota og Ontario. Aftalen blev indgået af den britiske Privy Counsellor Lord Ashburton og den amerikanske US Secretary of State Daniel Webster. Aftalen omfattede dagens: den nordlige del af Maine den nordlige del af Minnesota
Erobringen af Texas thumb|200px|Republikken Texas.
Efter Louisianakøbet i 1803, da landet langs Mississippis vestre bred af Napoleon Bonaparte blev solgt til unionsstaterne, begyndte anglo-amerikanske eventyrere at foretage strejftog ind på Texas' område, og efter, at Texas med Coahuila i 1824 var blevet en stat i den nye republik Mexico, fik amerikanske kolonister tilladelse til at slå sig ned der. I løbet af få år fandtes omkring 20.000 kolonister mellem Sabine og Colorado. Den mexicanske regering satte dem i 1830 under militært opsyn, og denne samt andre tvangstiltag herunder, at præsident Antonio López de Santa Anna i 1835 ophævede den mexicanske forfatning, ledte til et væbnet oprør i Texas, en frihedskrig, i hvilken anglo-amerikanerne understøttedes af frivillige fra USA. I marts 1836 udråbtes Republikken Texas. I tiden 1836-1845 var Texas en selvstændig republik, men i februar 1845 godkendte USA’s kongres annekteringen af Texas, og den 29. december samme år indlemmedes området i den amerikanske union under præsident James Knox Polk trods Mexicos protester. Arealet omfattede cirka 1.007.935 km2 og omfattede: Texas dele af Oklahoma dele af New Mexico dele af Kansas dele af Colorado dele af Wyoming Annekteringen ledte senere til en krig mellem Mexico og USA.
Den Mexicansk-amerikanske krig thumb|200px|De af Mexicos afståede områder.
Den amerikanske erobring af Texas førte til en krig mellem Mexico og unionen 1846-1848. Den amerikanske general Z. Taylor fik i juli 1845 ordre om at besætte Texas og forsvare dets, for øvrigt omstridte, grænse mod mexikanerne. Under denne krig erobrede oberst John C. Frémont efter en eventyrlig march over Rocky Mountains store områder i Kalifornien, general Taylor indtog i september 1846 det stærkt befæstede Monterey og besejrede Mexicos provisoriske præsident, Santa Anna, i det blodige slag ved Buena Vista den 23. februar 1847, hvorefter general Winfield Scott blandt andet tvang byen Vera Cruz til at kapitulere den 27. marts og endelig den 15. september samme år rykkede ind i selve hovedstaden Mexico. Krigen sluttede den 2. februar 1848 med Freden i Guadalupe Hidalgo, hvorved Mexico måtte afstå fra alle krav på Texas og tillige til unionen afstå landet mellem Texas og Stillehavet samt størstedelen af sit nordvestlige territorium (Cesión Mexicana). Da Texas blev optaget som stat i De Forenede Stater, omfattede det mod vest tillige den øst for Rio Colorado beliggende del af nuværende New Mexico samt nåede i nord, vest for 100-nde meridian, over senere dele af Oklahoma, Kansas og Colorado frem til Arkansas river. Arealet omfattede et areal på omkring 1.400.000 km2, og fredsaftalen omfattede: Californien dele af Arizona dele af New Mexico Nevada Utah dele af Colorado dele af Wyoming. I 1850 solgte Texas de nævnte landområder til forbundsregeringen for 10 millioner dollar, men det forbeholdt sig dispositionsretten over alt "public lands" inden for sit område, hvilket viste sig at være en ufattelig givende indkomstkilde.
Oregon-aftalen thumb|200px|Oregonterritoriet.
Midt under krigen med Mexico havde USA i 1846 indgået en aftale med England om grænserne for Oregon-territoriet. Oregon-aftalen (Oregon Treaty) blev indgået i 1846 mellem USA under præsident James Knox Polk og Storbritannien. Aftalen afsluttede den fælles kolonisering af Oregon-territoriet, som nu blev delt mellem USA og Canada langs den 49. nordlige breddegrad. Arealet omfattede cirka 700.000 km2, og området omfattede dagens: Washington Oregon Idaho dele af Montana og Wyoming
Gadsden-aftalen thumb|200px|Områder omfattede af Gadsden-aftalen.